“En dyb afgrund«

I lignelsen om den rige mand og Lazarus viser Jesus, at menneskene bestemmer deres evige skæbne her i livet. Så længe prøvetiden varer bliver Guds nåde tilbudt alle. Men hvis menneskene forspilder anledningerne for at behage sig selv, afskærer de sig fra at modtage det evige liv. De vil ikke senere få en prøvetid. Ved deres eget valg har de skabt en dyb afgrund mellem sig selv og Gud.KL 262.1

Denne lignelse drager en sammenligning mellem de rige, som ikke har forladt sig på Gud, og de fattige, der har sat al deres lid til ham. Kristus viser at der vil komme en tid, da der vil blive byttet om på de to klassers stilling. De, der er fattige på denne verdens gods, men som stoler på Gud og lider tålmodigt, vil en dag blive ophøjet over dem, der nu indtager de højeste stillinger verden kan give, men som ikke har overgivet deres liv til Gud.KL 262.2

“Der var en rig mand,” sagde Jesus, “som klædte sig i purpur og fint linned og levede hver dag i lyst og pragt. Men en fattig mand, der hed Lazarus, lå ved hans port, fuld af sår Og han ønskede blot at spise sig mæt i det, der faldt af fra den riges bord.”KL 262.3

Den rige mand tilhørte ikke den klasse, der er fremstillet som den uretfærdige dommer der åbenlyst viste sin ringeagt over for Gud og mennesker Han hævdede, at han var en søn af Abraham. Han behandlede ikke tiggeren hårdt eller befalede ham at gå sin vej, fordi det var ubehageligt at se på ham. Hvis den fattige, ynkværdige stakkel kunne finde trøst i at se ham gå ind ad porten, var den rige mand villig til at lade ham blive. Men han var ganske uberørt af sin lidende broders trang.KL 263.1

Dengang var der ingen hospitaler hvor de syge kunne blive passet. De syge og nødlidende blev henvist til dem, som Herren havde betroet rigdom, for at de der kunne få hjælp og sympati. Det var tilfældet med tiggeren og den rige mand. Lazarus behøvede i høj grad hjælp, for han havde ingen venner intet hjem, ingen penge eller mad, og alligevel fik han lov til at ligge i denne tilstand den ene dag efter den anden, medens den rige mand fik alle sine ønsker opfyldt. Den, som så let kunne have afhjulpet sin medbroders lidelser og savn, levede kun for sig selv som mange gør det den dag i dag.KL 263.2

Der er i dag mange lige i vor nærhed, som er sultne, nøgne og hjemløse. Hvis vi forsømmer at give af vore midler til disse nødlidende mennesker vil vi komme til at bære en skyld, som vi en dag med frygt og bæven vil komme til at gøre regnskab for Al havesyge fordømmes som afgudsdyrkelse. Al tilfredsstillelse af selvet er vederstyggeligt for Herren.KL 263.3

Gud havde sat den rige mand som husholder over sine midler og det var hans pligt at tage sig af netop sådanne som den stakkels tigger Befalingen var blevet givet: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke,” og “du skal elske din næste som dig selv” Den rige mand var jøde og han kendte Guds befaling. Men han glemte, at han var ansvarlig for hvorledes han benyttede de betroede midler og evner Herrens velsignelse tilflød ham i rigt mål, men han benyttede den egenkærligt for at ære sig selv og ikke sin skaber Hans pligt til at bruge sine midler til at hjælpe menneskene stod i forhold til hans rigdom. Således lød befalingen, men den rige mand havde ingen tanke for sine forpligtelser over for Gud. Han udlånte penge og fik renter for det, han lånte ud, men han betalte ingen renter for det, som Gud havde lånt ham. Han havde kundskab og talenter men han gjorde ikke noget for at forøge dem. Idet han glemte, at han skulle gøre regnskab overfor Gud, benyttede han alle sine evner og kræfter til at nyde livet. Alt, hvad han var omgivet af, hans fornøjelser venners ros og smiger bidrog til at gøre ham selvglad. Han var så optaget af sine venners selskab, at han fuldstændig glemte sin pligt: at samarbejde med Gud i barmhjertighedens tjeneste. Han havde anledning til at forstå Guds ord og at praktisere, hvad det lærte, men det forlystelsessyge selskab, han søgte, tog så meget af hans tid, at han glemte den evige Gud.KL 264.1

Den dag kom, da der skete en forandring i de to mænds stilling. Den fattige mand havde lidt den ene dag efter den anden, men han havde båret alt tålmodigt og stille. Omsider døde han og blev begravet. Der var ingen til at begræde ham, men han havde været et vidne for Kristus på grund af sin tålmodighed i alle lidelserne, han havde holdt ud i troens prøve, og vi læser at han efter døden blev båret af engle hen i Abrahams skød.KL 265.1

Lazarus er et billede på de fattige nødlidende, som tror på Kristus. Når basunen lyder og alle i gravene hører Jesu stemme og kommer frem, vil de modtage deres belønning, for deres tro på Gud var ikke en blot og bar teori, men en virkelighed.KL 265.2

“Også den rige døde og blev begravet. Da han slog sine øjne op i Dødsriget, hvor han var i pine, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Da råbte han: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines her i denne lue.”KL 265.3

I denne lignelse mødte Jesus folket, hvor det stod. Læren om en bevidsttilstand mellem døden og opstandelsen hyldedes af mange af dem, der lyttede til Jesu ord. Frelseren kendte til deres synspunkter og han formede sin lignelse sådan, at han kunne indskærpe vigtige sandheder ved hjælp af disse forudfattede meninger Han holdt et spejl op for sine tilhørere, hvor de kunne se sig selv i deres sande forhold til Gud. Han benyttede den almindelige opfattelse til at forklare det, han ønskede at understrege for alle, nemlig at intet menneskes værd kan bestemmes af dets ejendele, for alt, hvad det jer har det kun som et lån fra Herren. Misbrug af disse gaver vil stille det under det fattigste og mest plagede menneske, som elsker Gud og stoler på ham.KL 265.4

Kristus ønskede, at hans tilhørere skulle forstå, at det er umuligt for mennesker at finde frelsen efter døden. Der står at Abraham svarer: “Mit barn, husk på, at du har fået dit gode, mens du levede, og Lazarus ligeså det onde; nu trøstes han her men du pines. Tilmed er der lagt en dyb afgrund mellem os og jer så at de, som vil gå herfra over til jer ikke kan det, og heller ikke kan de komme derfra over til os.” På denne måde fremstillede Kristus det håbløse i at vente en ny prøvetid. Dette liv er den eneste anledning, der er forundt mennesket til at berede sig for evigheden.KL 266.1

Den rige mand havde ikke opgivet den tanke, at han var en Abrahams søn, og vi læser at han i sin nød råbte til ham for at få hjælp. “Fader Abraham ” bad han “forbarm dig over mig.” Han bad ikke til Gud, men til Abraham. Således viste han, at han havde større tillid til Abraham end til Gud, og at han stolede på, at hans slægtskab med Abraham ville sikre ham frelse. Røveren på korset henvendte sig i bøn til Kristus. “Jesus! kom mig i hu, når du kommer i dit rige,” sagde han, og straks lød svaret: “Sandelig siger jeg, dig i dag (da jeg hænger på korset i fornedrelse og lidelse): du skal være med mig i Paradis.” Men den rige mand bad til Abraham, og han fik ikke det, som han bad om. Det er Kristus alene, der er ophøjet til at være en “frelser for at give Israel omvendelse og syndernes forladelse” “Og der er ikke frelse i nogen anden.”KL 266.2

Den rige mand havde brugt hele livet til at behage sig selv og han opdagede for sent, at han ikke havde sørget for evigheden. Han forstod, hvor tåbelig han havde været, og tænkte på sine brødre, som levede på samme måde. Derfor sagde han: “Så beder jeg dig, fader! at du vil sende ham til min faders hus thi jeg har fem brødre for at han kan vidne for dem, så ikke også de skal komme i dette pinested.” Men Abraham sagde til ham: “De har Moses og profeterne, dem kan de høre!” Han sagde “Nej, fader Abraham! men kom der en til dem fra de døde, så ville de omvende sig. Da sagde han til ham: Hører de ikke Moses og profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en opstod fra de døde “KL 267.1

Da den rige mand bad om endnu flere beviser til sine brødre, fik han tydeligt at vide, at de ikke ville lade sig overbevise, selv om de fik sådanne vidnesbyrd. Hans anmodning var en bebrejdelse rettet mod Gud. Det var som om den rige mand havde sagt: “Hvis du havde advaret mig noget mere, ville jeg ikke have været her nu.” Der står i virkeligheden, at Abraham i sit svar på hans bøn sagde: “Dine brødre er blevet advaret tilstrækkeligt. Lyset er blev et sendt til dem, men de ville ikke tage imod det; sandheden er blevet fremholdt for dem, men de ville ikke høre.”KL 268.1

“Hører de ikke Moses og profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en opstod fra de døde.” Disse ord bekræfte de siden jødiske nations historie. Kristi sidste store mirakel var at oprejse Lazarus fra Betania, efter at han havde været død i fire dage. Jøderne fik dette vidunderlige bevis på Frelserens guddommelighed, men de forkastede det. Lazarus stod op fra de døde og vidnede for dem, men de forhærdede deres hjerter over for alle beviser og prøvede endog at berøve ham livet.KL 268.2

Gud har givet menneskene loven og profeterne til at hjælpe dem at finde frelsen. Kristus sagde: “Lad dem lytte til disse vidnesbyrd. Hvis de ikke vil lytte til Guds stemme i hans ord, vil de heller ikke agte på, hvad et vidne siger der er opstået fra de døde.”KL 268.3

De, der hører Moses og profeterne, vil ikke forlange noget større lys end det Gud har givet, men hvis menneskene forkaster lyset og ikke benytter de anledninger Gud har givet dem, vil de heller ikke høre, hvis en kommer frem fra de døde med et budskab til dem. De vil ikke engang lade sig overbevise af dette vidnesbyrd, for de, der forkaster loven og profeterne, forhærder deres hjerter i den grad, at de vil forkaste alt lys.KL 268.4

Samtalen mellem Abraham og den en gang rige mand er symbolsk. Den lærdom, som man skal drage af den, går ud på, at ethvert menneske har fået tilstrækkelig undervisning til at kunne opfylde de forpligtelser der kræves af ham. Menneskets ansvar står i forhold til hans anledninger og forrettigheder Gud giver enhver tilstrækkeligt lys og nåde til at kunne udføre den gerning, han har givet ham at gøre. Hvis et menneske undlader at gøre det, som et lille lys viser ham er hans pligt at udføre, ville et større lys kun åbenbare utroskab, og at han forsømte at gøre brug af de velsignelser han havde modtaget. “Den, som er tro i det små, er også tro i det store, og den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store.” De, der nægter at lade sig undervise af Moses og profeterne og beder om, at der må blive udført et forunderligt mirakel, ville ikke lade sig overbevise, selv om de fik deres ønske opfyldt.KL 269.1

Lignelsen om den rige mand og Lazarus viser hvorledes de to klasser som disse mænd tilhører bliver bedømt i Himmelen. Det er ikke nogen synd at være rig, hvis rigdommen ikke er tilegnet på uretfærdig vis. En rig bliver ikke fordømt, fordi han ejer store rigdomme, men fordømmelsen rammer ham, dersom han benytter de betroede midler på sig selv. Det er langt bedre for ham at lægge sine penge for Herrens alt er ved at benytte dem til at gøre godt. Døden kan ikke gøre den fattig, der stræber efter at samle sig skatte i Himmelen. Men den, der samler sig skatte til eget brug, kan ikke tage noget med til Himmelen. Han har vist, at han er en utro husholder Medens han levede, nød han sine goder men han glemte sin pligt over for Gud. Han undlod at sikre sig en skat i Himmelen.KL 269.2

Den rige mand, som havde så mange goder står for os som en, der skulle have benyttet sine talenter så at hans gerninger kunne have nået ud over dette liv og fået store åndelige velsignelser til følge. Hensigten med forløsningen er ikke alene at udslette synden, men at give mennesket de åndelige talenter tilbage, som det har mistet på grund af syndens fordærvelige indflydelse. Penge kan ikke tages med ind i det tilkommende liv de er ikke nødvendige der men de gode gerninger der er udført med at vinde andre for Kristus, bringes op til de himmelske sale. Men de, der egennyttigt bruger Herrens midler på sig selv og ikke hjælper deres nødlidende medbrødre og ikke gør noget for at fremme Herrens gerning i verden, vanærer deres skaber Bedrageri mod Gud bliver skrevet ud for deres navne i Himmelens bøgerKL 270.1

Den rige mand havde alt, hvad penge kunne give ham, men han ejede ikke den rigdom, som kunne skaffe balance i hans regnskab med Gud. Han havde levet, som om alt, hvad han ejede, tilhørte ham selv Han havde ringeagtet Guds kald og ikke lyttet til de syges og nødlidendes bøn. Men omsider kommer der et kald, som han ikke kan lade gå upåagtet hen. En magt, som han ikke kan benægte eller gøre modstand imod, befaler ham at forlade den ejendom, som han ikke længere skal være husholder over Den en gang rige mand er sunket ned i håbløs fattigdom. Kristi retfærdigheds klædning, der er tilvirket på den himmelske væv kan aldrig komme til at dække ham. Han, som engang var iført det kostbareste purpur og det fineste linned, kan ikke skjule sin nøgenhed. Hans prøvetid er endt. Han bragte intet ind i verden, og han kan intet tage med ud af den.KL 271.1

Kristus løftede tæppet til side og viste dette billede til præsterne og rådsherrerne, til de skriftkloge og farisæerne. Betragt det, l, som er rige på denne verdens gods, men som ikke er rige i Gud. Vil ikke fordybe jer i dette syn? Det, som står højt i menneskers omdømme, er afskyeligt for Gud. Kristus spørger: “Hvad gavner det et menneske at vinde den hele verden og at bøde med sin sjæl? Thi hvad kan et menneske give til vederlag for sin sjæl?”KL 271.2

Lignelsens anvendelse på jødefolket. Da Kristus fortalte lignelsen om den rige mand og Lazarus, var der mange blandt jøderne, der var i samme sørgelige tilstand som den rige mand. De brugte Herrens midler til at tilfredsstille deres egne lyster og ville snart høre dommen: “Du er vejet på vægten og fundet for let.” Den rige mand nød alle timelige og åndelige goder men han nægtede at samarbejde med Gud i brugen af disse goder Det var det samme med jødefolket. Herren havde betroet jøderne den hellige sandhed. Han havde sat dem til at være husholdere over sine nådegaver Han havde givet dem enhver åndelig og timelig fordel, og han forventede, at de skulle lade andre få del i dem. De havde fået særlig undervisning om, hvorledes de skulle tage sig af deres medbrødre, som det var gået dårligt, og den fremmede og de fattige, som boede i deres midte. De skulle ikke søge at skaffe sig alt og anvende det på sig selv men de skulle tænke på dem, der havde det svært, og dele med dem. Og Gud lovede, at han ville velsigne dem i forhold til, hvad de gjorde i kærlighed og barmhjertighed. Men ligesom den rige mand udrakte de ikke en hjælpende hånd for at lindre den lidende menneskeheds timelige og åndelige nød. De var stolte og regnede sig for at være Guds udvalgte og begunstigede folk, men de tjente og tilbad alligevel ikke Gud. De stolede på den kendsgerning, at de var Abrahams børn. “Vi er Abrahams slægt,” sagde de stolt. Da krisen kom, viste det sig, at de havde fjernet sig fra Gud og sat deres lid til Abraham, som om han var Gud.KL 272.1

Kristus længtes efter at lade lyset skinne ind i jødefolkets formørkede sind. Han sagde til dem: “Hvis I er Abrahams børn, gør så Abrahams gerninger Men nu søger I at slå mig ihjel, et menneske, der har sagt jer sandheden, som jeg har hørt af Gud. Noget sådant har Abraham ikke gjort.”KL 273.1

For kristus havde herkomst ingen betydning. Han lærte, at åndeligt slægtskaber af langt større værdi end jordisk herkomst. Jøderne hævdede, at de nedstammede fra Abraham, men da de ikke gjorde Abrahams gerninger viste de, at de ikke var hans sande børn. Kun de, der på det åndelige område viser at de har Abrahams sindelag ved at adlyde Guds stemme, regnes for at være hans sande efterkommere. Skønt tiggeren hørte til den klasse mennesker som regnedes for at være underordnet, betragtedes han af Kristus som en, Abraham ville omslutte med sit venskab.KL 273.2

Selv om den rige mand havde alle livets bekvemmeligheder var han så uvidende, at han gav Abraham den plads, som Gud burde have haft. Hvis han havde sat pris på alle sine goder og havde ladet Guds Ånd få lov til at danne hans sind og hjerte, ville han have været i en ganske anden stilling. Og det samme var tilfældet med den nation, som han repræsenterede. Hvis de havde taget imod Guds kald, ville fremtiden have formet sig helt anderledes. De ville have vist den rette skarpsindighed over for åndelige ting. De var i besiddelse af midler som Gud ville have forøget, så de dermed kunne have velsignet og oplyst hele verden. Men de var kommet så langt bort fra Guds planer at hele deres liv var forvrænget. De undlod at bruge deres evner og midler som Guds husholdere i overensstemmelse med, hvad sandhed og ret krævede. De regnede ikke med evigheden, og følgen af deres utroskab blev hele nationens undergang.KL 273.3

Jesus vidste, at jøderne ville huske på hans advarsel, når Jerusalem blev ødelagt. Og det skete også. Da ulykken ramte Jerusalem, da sult og nød af enhver art hjemsøgte folket, huskede de Jesu ord og forstod lignelsen. De havde selv været skyld i deres lidelser fordi de havde forsømt at lade lyset, Gud havde givet dem, skinne for verden.KL 274.1

Lignelsens anvendelse på de sidste dage De sidste begivenheder i denne verdens historie er skildret i den rige mands endeligt. Den rige mand hævdede at være en søn af Abraham, men han var skilt fra Abraham af en dyb afgrund, som han ikke kunne komme over, en karakter der var udviklet forkert. Abraham tjente Gud og fulgte hans ord i tro og lydighed. Men den rige mand agtede ikke på Gud og brød sig ikke om den lidende menneskehed. Den store afgrund, der var mellem ham og Abraham, var ulydighedens afgrund. Der er mange i dag, der følger den samme fremgangsmåde. Selv om de er medlemmer af menigheden, er de ikke omvendte. De tager vel del i gudstjenesten, de synger vel salmen: “Som hjorten skriger efter rindende vand, således skriger min sjæl efter dig, o Gud,” men de udtaler en usandhed. De er ikke mere retfærdige i Guds øjne end den største synder Den, der længes efter verdslige fornøjelser og hvis tanker er optaget af kærlighed til verden og dens forfængelighed, kan ikke tjene Gud. Ligesom den rige mand i lignelsen har et sådant menneske ingen lyst til at bekæmpe kødets lyst. Han længes efter at tilfredsstille appetitten. Han vælger at leve i synd. Pludselig rives han bort af døden og lægges i graven med den karakter som han har dannet i livet i fællesskab med Satans tjenere. Her i graven for: mår han ikke at vælge noget, det være sig godt eller ondt, for den dag, et menneske dør brister hans råd.KL 274.2

Når Guds stemme opvækker den døde, vil han stå op af graven med det samme begær og de samme lidenskaber med de samme sympatier og antipatier som han nærede, da han levede. Gud udøver ikke et mirakel for at omskabe et menneske, der ikke ønskede at lade sig forvandle, dengang han havde enhver anledning dertil. Han fandt ingen glæde i samfund med Gud, mens han levede, og heller ikke i at udføre en gerning for ham. Hans karakter er ikke i harmoni med Gud, og han ville ikke være lykkelig i den himmelske familie.KL 275.1

Der er i vore dage en klasse mennesker i verden, der er selvretfærdige. De er ikke frådsere, de er ikke drankere, de er ikke fritænkere, men de ønsker at leve for sig selv og ikke for Gud. De tænker ikke på ham, og derfor regnes de blandt de vantro. Hvis det var muligt for dem at komme ind igennem portene i Guds stad, ville de ikke have ret til at spise af livets træ, for da Guds bud med alle deres krav blev forelagt dem, sagde de nej. De har ikke tjent Gud her på jorden, derfor ville de heller ikke tjene ham i Himmelen. De kunne ikke leve i hans nærværelse, og de ville føle, at ethvert andet sted ville være bedre end Himmelen.KL 276.1

At lære af Kristus betyder at tage imod hans nåde, at få hans sindelag. Men de, der ikke sætter pris på og benytter de gyldne anledninger og den guddommelige påvirkning, som gives dem her på jorden, vil ikke være skikkede til at tage del i den sande tilbedelse i Himmelen. Deres sind og hjerte er ikke blevet dannet efter det guddommelige billede. Med deres ligegyldighed har de dannet en kløft, som de ikke kan komme over Mellem dem og de retfærdige er der lagt en dyb afgrund.KL 276.2