Kapitel 8—At vokse i Kristus

Den ændring i hjertet, hvorved vi bliver Guds børn, er omtalt i Bibelen som en fødsel. Ydermere er den sammenlignet med en fremspiren af den gode sæd, som blev sået af sædemanden. På samme måde er det med dem, som er nyomvendte til Kristus “og som nyfødte børn” skal “vokse op” til mænd og kvinder i Kristus Jesus (1 Pet 2,2. Ef 4,15). Eller som den gode sæd, der er sået i marken, skal de vokse sig store og frembringe frugt. Esajas siger, at de skal “kaldes retfærdighedens ege, plantet af Herren til hans herlighed” (Es 61,3). Der er altså brugt illustrationer fra naturen for at hjælpe os til bedre at forstå de mystiske sandheder ved et åndfuldt liv.VTK 73.1

End ikke al visdom og menneskers snilde lagt sammen kan frembringe liv i det mindste objekt i naturen. Det er kun igennem det liv, som Gud har frembragt, at dyr og planter kan leve. Så det er kun gennem liv fra Gud, at åndeligt liv kan findes i menneskets hjerte. Medmindre et menneske er “født på ny”, kan det ikke få del i det liv, som Kristus kom for at give (Joh 3,3). Som det er med livet, sådan er det også med væksten. Det er Gud, som får knoppen til at blomstre og blomsten til at bære frugt. Det er ved hans magt, at sæden udvikler sig: “Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset” (Mark 4,28). Og profeten Hoseas siger om Israel, at det “skal blomstre som liljen”. “Dets grene skal brede sig, så det bliver prægtigt som oliventræet” (Hos 14,5.7). Og Jesus siger: “Læg mærke til, hvordan liljerne gror” (Luk 12,27). Planterne og blomsterne gror ikke ved egen møje eller anstrengelser, men ved at modtage det, som Gud har sat i naturen til opretholdelse af deres liv. Et barn kan ikke ved egen styrke eller tanke gøre sig større. Lige så lidt kan du ved bekymring eller anstrengelse sikre din åndelige vækst. Planten og barnet vokser ved at modtage det, som giver det liv, fra sine omgivelser — luft, solskin og mad. Hvad disse naturens gaver er for dyret og planten, det er Kristus for dem, som tror på ham. Han er deres “evige lys”, “sol og skjold” (Es 60,19; Sl 84,11). Han vil være som “dug for Israel”. “Som regnen falder på nyslåede enge, som regndråber væder jorden” (Hos 14,5; Sl 72,6). Han er det levende vand: “Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden” (Joh 6,33).VTK 73.2

Med sin enestående gave — sin egen søn — har Gud omsluttet hele verden med en atmosfære af nåde, som er lige så virkelig som luften omkring jordkloden.VTK 74.1

Alle de, der indånder denne livgivende atmosfære, vil leve og vokse op til mænd og kvinder i Kristus Jesus.VTK 74.2

Som blomsten vender sig mod solen, så dens klare stråler kan hjælpe den til at udvikle sin skønhed og symmetri, således bør vi vende os til retfærdighedens sol, så himlens lys kan skinne på os, og vores karakter kan blive udviklet til at ligne Kristus.VTK 75.1

Jesus lærer os det samme, når han siger: “Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig” (Joh 15,4-5). Du er akkurat lige så afhængig af Kristus, når det gælder at leve et helligt liv, som grenen er af stammen for at kunne vokse og bære frugt. Adskilt fra ham har du intet liv. Du har ikke magt til at modstå fristelser eller til at vokse i nåde og hellighed. Når du bliver i ham, vil du blomstre. Når du suger næring fra ham, vil du ikke visne eller være uden frugt. Du vil være som et træ plantet ved en flod.VTK 75.2

Mange har den forestilling, at de er nødt til at gøre en del af arbejdet selv. De stoler på, at Kristus tilgiver synd, men så forsøger de i egen kraft at leve rigtigt. Men enhver sådan anstrengelse er dømt til at mislykkes. Jesus siger: “Uden mig kan I intet gøre.” Vores vækst i nåde, vores glæde, vores uselviskhed — alt sammen afhænger af vores forening med Kristus. Det er ved fællesskab med ham, hver dag, hver time — ved at blive i ham — at vi skal vokse i nåden. Han er ikke bare Skaberen, men også Fuldenderen i vores tro. Det er Kristus først og sidst og altid. Han bør være med os, ikke kun ved begyndelsen og ved slutningen af vores livsbane, men ved hvert skridt på vejen. David siger: “Jeg har altid Herren for øje, han er ved min højre side, og jeg vakler ikke” (Sl 16,8).VTK 75.3

Så spørger du måske: “Hvordan skal jeg blive i Kristus?” På samme måde som du først modtog ham.VTK 76.1

“Når I nu har taget imod Kristus Jesus, Herren, så lev i ham.” “Min retfærdige skal leve af tro” (Kol 2,6; Hebr 10,38). Du overgav dig til Gud for at være hans fuldt ud, for at tjene og adlyde ham, og du modtog Kristus som din frelser. Du kunne ikke selv gøre bod for dine synder eller ændre dit hjerte; men idet du gav dig selv til Gud, troede du på, at han for Kristi skyld gjorde alt dette for dig. Gennem tro kom du til at tilhøre Kristus, og ved tro skal du vokse i ham — ved at give og modtage. Du bør give alt — dit hjerte, din vilje, din tjeneste — give dig selv til ham for at adlyde alle hans krav. Og du er nødt til at modtage alt — Kristus, al velsignelses ophav, at have ham i hjertet, at have ham som din styrke, din retfærdig- hed, din evige hjælper — så han kan give dig styrke til at adlyde.VTK 76.2

Overgiv dig til Gud om morgenen; gør dette til din fornemmeste opgave. Lad dette være din bøn: “Tag mig, Gud, som din. Jeg lægger alle mine planer ved dine fødder. Brug mig i dag i din tjeneste. Bliv i mig, og lad alt mit arbejde udspringe fra dig.” Dette er et dagligt anliggende. Overgiv dig hver morgen til Gud for den dag. Overgiv alle dine planer til ham, så de kan blive udført eller forhindret i overensstemmelse med hans forsyn. Således vil du dag for dag lægge dit liv i Guds hænder, og således vil dit liv blive formet mere og mere efter Kristi liv.VTK 77.1

Et liv i Kristus er et liv med fred. Der er måske ingen ekstatiske følelser, men der burde være en blivende, fredfyldt tillid. Dit håb er ikke i dig selv; det er i Kristus. Din svaghed er forenet med hans styrke, din uvidenhed med hans visdom, din skrøbelighed med hans udholdende magt. Så du bør ikke se på dig selv, ikke lade sindet dvæle ved selvet, men se på Kristus. Lad sindet dvæle ved hans kærlighed, ved skønheden, fuldkommenheden i hans karakter. Kristus i selvfornægtelse, Kristus i ydmygelse, Kristus i sin renhed og hellighed, Kristus i sin uforlignelige kærlighed — dette bør være sindets fokus. Det er ved at elske ham, efterligne ham, være fuldstændigt af- hængig af ham, at du bliver formet, så du kommer til at ligne ham.VTK 77.2

Jesus sagde: “Bliv i mig.” Disse ord udtrykker idéen om hvile, stabilitet, sikkerhed. Endnu engang indbyder han os: “Kom til mig… og jeg vil give jer hvile” (Matt 11,28). Salmisten udtrykker den samme tanke:VTK 78.1

“Vær stille over for Herren, vent på ham.” Og Esajas forsikrer os: “Er I rolige og trygge, finder I styrke” (Sl 37,7; Es 30,15). Hvilen opnås ikke ved inaktivitet; for i frelserens invitation er løftet om hvile forenet med kaldet til at arbejde: “Tag mit åg på jer… og I skal finde hvile” (Matt 11,29). Det hjerte, som hviler mest fuldstændigt på Kristus, vil være det, som er mest seriøs og aktivt arbejder for ham.VTK 78.2

Når sindet dvæler ved selvet, er det vendt bort fra Kristus, som er kilden til styrke og liv. Derfor er Satan hele tiden optaget af at holde opmærksomheden væk fra frelseren og derigennem forhindre sjælens forening og samvær med Kristus. Verdens fornøjelser, livets bekymringer, forhold og sorger, andres fejl eller dine egne fejl og ufuldkommenheder — han vil forsøge at aflede dit sinds opmærksomhed med én eller flere af disse ting. Lad dig ikke føre vild af hans metoder. Mange, som virkelig er pligtopfyldende, og som ønsker at leve for Gud, leder han alt for ofte til at gruble over deres egne fejl og svagheder, og ved at adskille dem fra Kristus håber han på at vinde sejr. Vi bør ikke gøre selvet til midtpunktet og svælge i bekymringer og frygt for, om vi er frelst eller ej. Alt dette vender sjælen bort fra kilden til styrke. Bestem dig til at holde din sjæl til Gud, og stol på ham. Tal om og tænk på Jesus. Lad selvet være fortabt i ham. Læg al tvivl til side; afvis din frygt. Sig med apostlen Paulus: “Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig” (Gal 2,20). Stol på Gud. Han er i stand til at beholde det, som du har overgivet til ham. Hvis du lægger dig selv i hans hænder, vil han gøre dig til mere end sejrherre gennem ham, som elskede dig.VTK 78.3

Da Kristus tog den menneskelige natur på sig, kædede han menneskeheden sammen med sig selv med et bånd af kærlighed, som aldrig kan brydes af nogen magt, og da slet ikke ved menneskets valg. Satan forsøger konstant at forlede os til at bryde dette bånd — at vælge at adskille os fra Kristus. Her er det, vi må være på vagt og kæmpe og bede, for at intet skal få os til at vælge en anden herre; for vi er altid fri til at gøre dette. Men lad os holde vores øjne fast på Kristus, og så vil han bevare os. Når vi ser på Jesus, er vi sikre. Intet kan rive os ud af hans hænder. Ved konstant at beskue ham vil vi “forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er” (2 Kor 3,18).VTK 79.1

Det var sådan, disciplene kom til at ligne deres kære frelser. Da disse disciple hørte Jesu ord, følte de behovet for ham. De søgte, de fandt, og de fulgte ham. De var med ham i huset, ved bordet, i lønkammeret og på marken. De var sammen med ham, som elever er sammen med en lærer, og de modtog dagligt undervisning om hellige sandheder fra hans mund. De så på ham, som tjenere ser på deres herre for at lære, hvad deres pligter er. Disse disciple var mennesker “under samme kår som vi” (Jak 5,17). De måtte kæmpe de samme kampe mod synd. De behøvede den samme nåde for at leve et helligt liv.VTK 80.1

Selv Johannes, den elskede discipel, der var den af dem, som mest genspejlede frelserens billede, besad ikke fra naturens side en smuk karakter. Han var ikke alene selvhævdende og ærgerrig, men også fremfusende og anklagende under modgang. Men da den guddommeliges karakter blev åbenbaret for ham, indså han sin egen utilstrækkelighed og blev ydmyget af denne viden. Den styrke og tålmodighed, magt og ømhed, majestæt og mildhed, som han var vidne til i Guds søns daglige liv, fyldte hans sjæl med beundring og kærlighed. Dag for dag blev hans hjerte draget mod Kristus, indtil han til sidst slap selvet af syne til fordel for kærlighed til sin herre. Hans anklagende, ambitiøse temperament gav efter for Kristi formende kraft. Helligåndens indflydelse fornyede hans hjerte. Kristi kærligheds magt medførte en forvandling af karakteren. Dette er det virkelige resultat af et fællesskab med Jesus. Når Kristus bor i hjertet, bliver hele naturen forandret. Kristi ånd, hans kærlighed, blødgør hjertet, får sjælen til at underkaste sig og løfter tankerne og ønskerne mod Gud og himlen.VTK 80.2

Da Kristus steg op til himlen, følte hans efterfølgere stadig hans nærvær. Der var et personligt nærvær, fuld af kærlighed og lys. Jesus, frelseren, som havde gået og talt og bedt med dem, som havde givet håb og trøst til deres hjerter, mens fredens budskab stadig var på hans læber, blevet taget bort fra dem op til himlen, og lyden af hans stemme lød ned til dem, idet skyen af engle tog imod ham: “Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende” (Matt 28,20). Han steg op til himlen i menneskeform. De vidste, at han var foran Guds trone, deres ven og frelser på én gang; at hans sympati for dem var uændret; at han stadig identificerede sig med den lidende menneskehed. Han fremviste sit blods offer for Gud og viste sine sårede hænder og fødder til minde om den pris, han havde betalt for sine forløste. De vidste, at han var bortrykket til himlen for at forberede boliger til dem, og at han ville komme tilbage og tage dem til sig.VTK 81.1

Da de mødtes efter himmelfarten, var de ivrige efter at fremlægge deres ønsker for Faderen i Jesu navn. I højtidelig ærbødighed bøjede de sig i bøn og gentog forsikringen: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder i Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen” (Joh 16,23-24). De rakte deres hænder ud i tro, højere og højere efter dette store løfte: “Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os” (Rom 8,34). Og pinsedagen bragte dem i nærvær med Trøsteren, om hvem Kristus havde sagt: Han “skal være i jer”. Og han sagde yderligere: “Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer” (Joh 14,17;16,7). Derefter var det gennem Ånden, at Kristus skulle forblive i sine børns hjerter. Foreningen med ham var tættere, end da han var hos dem i egen person. Lyset og kærligheden og magten fra den iboende Kristus skinnede ud fra dem, så når mennesker så dem, “undrede de sig; de vidste, at de havde været sammen med Jesus” (ApG 4,13).VTK 82.1

Alt det, Jesus var for disciplene, ønsker han at være for sine børn i dag; for i den sidste bøn, omkranset af en lille gruppe disciple, sagde han: “Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig” (Joh 17,20).VTK 82.2

Jesus bad for os, og han bad om, at vi måtte blive ét med ham, som han var ét med Faderen. Sikken et fællesskab dette er! Frelseren har sagt om sig selv:VTK 83.1

“Sønnen kan slet intet gøre af sig selv.” “Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger” (Joh 5,19;14,10). Så hvis Kristus bor i vores hjerter, vil han udrette det i os, “både at ville og at virke for hans gode vilje” (fil 2,13). Vi skal arbejde, som han arbejdede; vi skal vise den samme ånd. Og derfor, idet vi elsker ham og bliver i ham, skal vi “i et og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus” (Ef 4,15).VTK 83.2