Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 1—Guds kærlighed til mennesker

    Både naturen og Bibelen fortæller om Guds kærlighed. Vores far i himlen er kilden til liv, visdom og glæde. Se på de vidunderlige og smukke ting i naturen. Tænk på deres utrolige tilpasningsevne, og hvordan de dækker ikke bare menneskenes, men alle levende skabningers behov. Solskinnet og regnen, der glæder og frisker op på jorden, bjerge, have og sletter — alt vidner for os om Skaberens kærlighed. Det er Gud, som sørger for alt det, hans skabninger har brug for. Sagt med salmistens dejlige tekst:VTK 7.1

    “Alles øjne er rettet mod dig,
    og du giver dem deres føde i rette tid. Du åbner din hånd
    og mætter alle skabninger med det, de ønsker.” Salme 145,15-16
    VTK 7.2

    Gud skabte mennesket fuldstændig helligt og lykkeligt; og den unge jord kom direkte fra Skaberens hånd, uden det mindste spor af forfald eller nogen skygge af forbandelse. Det er overtrædelse af Guds lov — loven om kærlighed — som har ført lidelse og død med sig. På trods af dette finder vi tegn på Guds kærlighed midt i den lidelse, som er et resultat af synden. Der står skrevet, at Gud forbandede jorden på grund af mennesket (1 Mos 3,17). Torne og tidsler — de besværligheder og prøvelser, som gør menneskets liv til et liv med arbejde og besvær — blev pålagt mennesket for dets eget bedste som en del af den forberedelse, der er nødvendig for Guds plan om at løfte mennesket op fra den ruin og nedværdigelse, som synden har forårsaget. I dens faldne tilstand er verden imidlertid ikke blot sorg og smerte. Naturen selv bringer budskaber om håb og trøst. Der findes blomster på tidslen, og tornene er dækket af roser.VTK 7.3

    På hver eneste knop i svøb står der skrevet: “Gud er kærlighed”. Det kan læses på hvert spirende strå. De dejlige fugle, der fylder luften med deres glade sange, de vidunderligt farvede blomster, der i deres fuldkommenhed fylder luften med dufte, de høje træer i skovene med deres enorme kroner af levende grønt — alle vidner de om Guds ømme, faderlige omsorg og om hans ønske om at gøre sine børn lykkelige.VTK 8.1

    Guds ord åbenbarer hans karakter. Han har selv tilkendegivet sin uendelige kærlighed og medfølelse. Da Moses bad: “Lad mig dog se din herlighed,” svarede Gud: “Jeg vil lade al min skønhed gå forbi dig” (2 Mos 33,18-19).VTK 8.2

    Dette er hans herlighed. Og Herren gik forbi ham og råbte: “Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed. Han bevarer troskab i tusind slægtled, tilgiver skyld og overtrædelse og synd” (2 Mos 34,6-7). Han er “sen til vrede og rig på troskab”, “holder af at vise godhed” (Jon 4,2; Mika 7,18).VTK 9.1

    Gud har knyttet vore hjerter til sig gennem utallige tegn i himlen og på jorden. Han har forsøgt at åbenbare sig for os gennem naturen og gennem de dybeste og ømmeste jordiske bånd, som mennesker kan forestille sig. Men disse ting giver kun et ufuldstændigt billede af hans kærlighed. På trods af alle disse beviser er menneskets sind blevet formørket af det godes fjende, så de begyndte at betragte Gud med frygt; de tænkte på ham som alvorlig og ubarmhjertig. Satan forledte mennesket til at opfatte Gud som et væsen, hvis mest fremtrædende egenskab er alvorlig retfærdighed — en barsk dommer og en hård, nøjeregnende kreditor. Han malede et billede af Skaberen som et væsen, der med et nidkært øje søger at opdage fejl og mangler hos mennesker, så han kan hjemsøge dem med fordømmelser. Det var for at fjerne denne mørke skygge og vise verden Guds uendelige kærlighed, at Jesus kom for at leve blandt mennesker.VTK 9.2

    Guds søn kom fra himlen for at åbenbare Faderen. “Ingen har nogensinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk” (Joh 1,18). “Og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som sønnen vil åbenbare ham for” (Matt 11,27). Da en af disciplene kom med ønsket: “Vis os Faderen,” svarede Jesus: “Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen?” (Joh 14,8-9).VTK 10.1

    Da han beskrev sin jordiske mission, sagde Jesus, at Herren “har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed” (Luk 4,18). Dette var hans mission. Han gik omkring og gjorde godt og helbredte alle, som var undertrykt af Satan. Der var hele landsbyer, hvor der ikke var en eneste klage over sygdom i noget hus, fordi han var kommet forbi og havde helbredt alle deres syge. Hans arbejde gav beviser på, at han var udpeget af Gud. Kærlighed, nåde og medfølelse blev åbenbaret i hver eneste af hans gerninger. Hans hjerte var fyldt med dybtfølt sympati for menneskenes børn. Han antog selv en menneskelig natur i håb om at kunne stille menneskers behov. De fattigste og mest ydmyge var ikke bange for at nærme sig ham. Selv små børn følte sig tiltrukket af ham. De elskede at kravle op på skødet af ham og stirre ind i det eftertænksomme ansigt, som var præget af kærlighed.VTK 10.2

    Jesus undertrykte ikke en eneste sandhed, men han forkyndte altid i kærlighed. Han viste den største finfølelse og betænksomhed i sin omgang med mennesker. Han var aldrig uhøflig, sagde aldrig noget unødvendig strengt og forårsagede aldrig unødig smerte hos følsomme sjæle. Han fordømte ikke menneskelig svaghed. Han talte sandhed, men altid i kærlighed. Han talte imod hykleri, vantro, og overtrædelse; men der var tårer i hans stemme, når han fremsatte sine sønderlemmende irettesættelser. Han græd over Jerusalem, byen som han elskede og som nægtede at modtage ham — vejen, sandheden og livet. De havde forkastet ham — frelseren — men han betragtede dem med medlidende ømhed. Hans liv var et liv i selvfornægtelse og betænksom omsorg for andre. Hver eneste sjæl var værdifuld i hans øjne. Han optrådte altid med guddommelig værdighed, men bøjede sig alligevel med den ømmeste agtelse mod ethvert medlem af Guds familie. I alle mennesker så han faldne sjæle, som det var hans mission at frelse.VTK 11.1

    Kristi karakter er sådan, som den blev åbenbaret i hans liv. Dette er Guds karakter. Det er fra Faderens hjerte, at strømme af guddommelig medfølelse, synliggjort i Kristus, flyder ud til menneskenes børn. Jesus, den milde, medfølende Frelser, var Gud, “åbenbaret i kødet” (1 Tim 3,16).VTK 11.2

    Det var for at frelse os, at Jesus levede, led og døde. Han blev “en sorgens mand”, så vi kan få del i den evige glæde. Gud tillod sin elskede søn, fuld af nåde og sandhed, at komme fra en verden af ubeskrivelig herlighed til en verden mærket og skændet af synden, formørket af dødsskyggen og forbandelsen. Han tillod ham at forlade sin kærligheds favn og englenes tilbedelse for at lide skam, fornærmelse, ydmygelse, had og død. “Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt” (Es 53,5). Læg mærke til ham i ørkenen, i Getsemane, på korset! Den pletfrie Guds Søn tog selv syndens byrde på sig. Han, som havde været ét med Gud, følte i sin sjæl den forfærdelige adskillelse, som synden forårsager mellem Gud og mennesket. Dette fremtvang det fortvivlede råb fra hans læber: “Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” (Matt 27,46). Det var syndens byrde — følelsen af dens forfærdelige omfang og af sjælens adskillelse fra Gud — som knuste Guds søns hjerte.VTK 12.1

    Dette store offer blev ikke givet for at skabe kærlighed til mennesket i Faderens hjerte, eller for at gøre ham villig til at frelse. Nej, nej! “For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn” (Joh 3,16). Faderen elsker os ikke på grund af den store forsoning; men han sørgede for forsoningen, fordi han elsker os. Kristus var det middel, hvormed han kunne brede sin uendelige kærlighed ud til en falden verden. “For det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv” (2 Kor 5,19). Gud led med sin søn. Hjertet af den uendelige kærlighed betalte prisen for vores frelse i Getsemanes pine og i døden på Golgata.VTK 12.2

    Jesus sagde: “Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage” (Joh 10,17). Det vil sige: “Min far elsker jer så meget, at han elsker mig endnu mere, fordi jeg har givet mit liv for at retfærdiggøre jer. Ved at blive jeres stedfortræder og garant, ved at give mit liv, ved at påtage mig jeres synder, jeres overtrædelser, har jeg vundet min fars taknemmelighed; for på grund af mit offer er Gud i stand til at være retfærdig og samtidig være den, der gør dem, som tror på Jesus, retfærdige.”VTK 13.1

    Ingen anden end Guds Søn kunne tilvejebringe vores forløsning; for det var kun ham, der var i Faderens favn, som kunne forkynde ham. Kun han, som kendte højden og dybden af Guds kærlighed, kunne synliggøre den. Intet mindre end det uendelige offer, som Kristus bragte på faldne menneskers vegne, kunne udtrykke Faderens kærlighed til den fortabte menneskehed.VTK 13.2

    “For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn.” Han sendte ham ikke alene for at leve blandt menneskene, men for at bære deres synder og for at dø som deres offer. Han overgav ham til en falden race. Kristus skulle identificere sig med menneskehedens interesser og behov. Han, som var ét med Gud, har bundet sig til menneskenes børn med bånd, der aldrig skal brydes. Jesus “skammer sig ikke ved at kalde dem brødre” (Hebr 2,11); han er vores offer, vores advokat og vores bror, idet han bærer vores menneskelige skikkelse frem til Faderens trone, og til evig tid er han ét med den race, som han har frelst. Han er Menneskesønnen. Alt dette skete, for at mennesket kan blive løftet op fra syndens ruin og nedværdigelse, så det igen kan komme til at genspejle Guds kærlighed og dele glæden ved hans hellighed.VTK 14.1

    Prisen for vores forløsning er betalt. Det skete gennem det uendelige offer fra vores himmelske far, da han gav sin søn for at dø for os. Dette burde give os en storslået forestilling om, hvad vi kan blive til gennem Kristus. Da apostlen Johannes i sin inspiration tænkte over højden, dybden, og bredden af Faderens kærlighed til den fortabte race, blev han fyldt med beundring og ærbødighed; og da han manglede ord til at beskrive storheden og ømheden i denne kærlighed, opfordrede han verden til at betragte den.VTK 14.2

    “Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn” (1 Joh 3,1). Hvilken værdi det giver mennesker! Gennem overtrædelse blev menneskenes børn Satans undersåtter. Gennem tro på Kristi frelsende offer er det muligt for Adams børn igen at blive Guds børn. Ved at iføre sig den menneskelige natur løfter Kristus menneskeheden op. Faldne mennesker bliver placeret dér, hvor de i kraft af forbindelsen til Kristus faktisk kan blive værdige til navnet “Guds børn”.VTK 15.1

    Sådan en kærlighed er uden sidestykke. Børn af den himmelske konge! Hvilket herligt løfte! Hvilken dyb sandhed! Guds uforlignelige kærlighed til en verden, der ikke elskede ham! Tanken tvinger sjælen til eftertanke og gør sindet afhængigt af Guds vilje. Jo mere vi studerer den guddommelige karakter i lyset af korset, des mere ser vi nåde, ømhed, og tilgivelse blandet med troværdighed og retfærdighed, og des mere kan vi klart få øje på utallige beviser på en uendelig kærlighed og en varm omsorg, som overgår selv en mors tilgivende medfølelse med sit vildfarne barn.VTK 15.2

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents