Der er stadig en kamp

Hvad synden har udrettet
Vi behøver en tydeligere forståelse af, hvad der står på spil i den store strid, som vi er indviklede i. Vi behøver en fuldere forståelse af værdien af Guds ords sandheder og af faren ved at lade den store forfører lede vort sind bort fra disse.VKK 99.1

Det uhyre offer, som vor genløsning krævede, åbenbarer den kendsgerning, at synden er et frygteligt onde. Ved synden er hele den menneskelige organisme blevet forstyrret, sindet forvendt og fantasien fordærvet. Synden har svækket de sjælelige evner. Fristelser udefra møder tilsvarende tilbøjeligheder i hjertet, og menneskets fødder ledes umærkeligt fremad til det onde.VKK 99.2

Ligesom det offer, der blev givet for os, var fuldstændigt, således må også vor renselse fra syndens besmittelse være fuldstændig. Guds lov undskylder ingen ond handling; ingen uretfærdighed undgår dens fordømmelse. Evangeliets sædelære anerkender ingen anden målestok end den guddommelige karakters fuldkommenhed.VKK 99.3

Der skal udholdenhed til
Det onde kan ikke gøres godt igen, eller ens livsvaner omformes ved nogle svage bestræbelser nu og da. Karakterens udvikling er et værk, som .ikke fuldendes på en dag ej heller på et år, men kræver en hel levetid. Kampen for sejr over sig selv, for opnåelsen af hellighed og en plads i Himmelen er en livsvarig kamp. Uden stadig anstrengelse og uafbrudt virksomhed kan ingen gøre fremgang i det åndelige liv ej heller opnå sejrvinderens krone.VKK 100.1

Det stærkeste bevis på menneskets fald fra en højere stilling er den sandhed, at det koster så meget at vende tilbage. Tilbagevejen kan kun ske gennem hård kamp - tomme for tomme, time efter time. Ved en hastig, uforsigtig handling kan vi i et eneste øjeblik kaste os selv i det ondes magt; men det kræver mere end et øjeblik atter at bryde lænkerne og opnå et helligt liv. Man kan gøre sig forsætter, og arbejdet kan påbegyndes, men fuldførelsen der af vil kræve møje, tid, udholdenhed, tålmodighed og opofrelse.VKK 100.2

Vi må ikke tillade os selv at handle efter indskydelse. Vi må ikke et eneste øjeblik forlade vor vagt. Vi anfægtes af fristelser uden tal og må enten gøre bestemt modstand eller også blive overvundne. Dersom vi, når vort liv afsluttes, endnu har vor arbejde ugjort, så vil det betyde evigt tab.VKK 101.1

Paulus kæmpede en uafbrudt kamp mod sig selv. Han sagde: “Jeg dør daglig.” (“Dag efter dag dør jeg”, ny overs.). 1 Kor. 15, 31. Hans egen vilje og hans egne ønsker stod hver dag i strid med pligten og med Guds vilje. Men i stedet for at følge egne tilbøjeligheder gjorde han Guds vilje, hvor stærkt det end stred mod hans natur.VKK 101.2

Da han ved slutningen af sit møjsommelige liv så tilbage på dets kampe og sejre, kunne han sige: “Den gode strid har jeg stridt, løbet har jeg fuldført, troen har jeg bevaret. Så venter mig nu retfærdighedens sejrskrans, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig på hin dag.” 2 Tim. 4, 7. 8.VKK 101.3

Den kristnes liv er en kamp og en march fremad. I denne kamp er der ikke tale om noget ophold. Der må arbejdes uafbrudt og ihærdigt. Det er ved uafladelig anstrengelse, at vi kan vedblive at sejre over for Satans fristelse. Kristelig retskaffenhed må efterstræbes med energi og opretholdes med et urokkeligt forsæt.VKK 101.4

Ingen vil blive løftet opad uden alvorlig og ubøjelig bestræbelse fra hans egen side. Enhver for sig må deltage i denne kamp; ingen anden kan udkæmpe vore kampe. ...VKK 102.1

Det er en videnskab
Det er en kristendommens videnskab, som må læres, 9g som er så meget dybere, breder.! og højere end nogen menneskelig videnskab, som Himlen er højere end jorden. Sindet må udvikles, uddannes, opøves; thi det arbejde, vi skal udføre for Gud, er sådant, som ikke stemmer overens med vore medfødte tilbøjeligheder. Nedarvede og erhvervede tilbøjeligheder til det onde må besejres. Ofte må den udvikling og den uddannelse, man har opnået gennem en hel levetid, forkastes, for at man må kunne blive en discipel i Kristi skole. Vi må lære at holde fast ved Gud og vænne os til en tankegang, som vil sætte os i stand til at modstå fristelse. Vi må lære at se opad. Vi må forstå Guds ords grundsætninger - grundsætninger, der er så høje som Himlen, og som omfatter evigheden - forstå, hvorledes de griber ind i vort daglige liv. Enhver handling, ethvert ord, enhver tanke må bringes i harmoni med Kristus og undergives ham.VKK 102.2

Den Helligånds herlige dyder udvikles ikke i et øjeblik. Mod, fasthed, ydmyghed, tro og en ubøjelig tillid til Guds magt til at frelse, er egenskaber, som man opnår gennem års erfaringer. Ved et liv i helligt forsæt og streng fasthængen ved det, som er ret, skal Guds børn besegle deres skæbne.VKK 103.1

Ingen tid at spilde
Vi har ingen tid at spilde. Vi ved ikke, hvor snart vor prøvetid kan være endt. Vi har i bedste fald kun en kort levetid her, og vi ved ikke, hvor snart dødens pil kan ramme vore hjerter; vi ved ikke, hvor snart vi kan blive kaldt til at give slip på verden og alle dens interesser. Evigheden ligger foran os. Sløret vil snart blive løftet. Endnu blot nogle få korte år, og så vil dette ord lyde til enhver, som nu er blandt de levendes tal:VKK 103.2

Lad den, som gør uret, blive ved at gøre uret, . . . og lad den retfærdige blive ved at øve retfærdighed, og lad den hellige blive ved at leve helligt. Ab. 22, 11.VKK 103.3

Er vi beredt? Kender vi Gud, Himmelens hersker, lovgiveren og Jesus Kristus, hvem han har sendt til verden som sin repræsentant? Vil vi, når vor livsgerning er til ende, kunne sige ligesom Kristus, vort eksempel sagde: “Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. ‘” Jeg har åbenbaret dit navn.” Joh. 17,4-6.VKK 104.1

Guds engle søger at lede os bort fra os selv og fra det jordiske. Lad dem ikke arbejde forgæves!VKK 104.2

De, som har beskæftiget sig med tomme tanker, må gøre en forandring. “Bind derfor op om jeres sinds lænder, vær ædru og sæt fuldt ud jeres håb til den nåde, som bliver jer til del, når Kristus åbenbares. Som lydige børn må l ikke rette jer efter de lyster, som l før, i jeres uvidenhed, levede i. Men ligesom han, der kaldte jer, er hellig, således skal også I være hellige i al jeres færd; thi der står skrevet: ‘I skal være hellige; thi jeg er hellig.’” 1 Pet. 1, 13-16.VKK 104.3

Gud må være midtpunktet for vore tanker. Vi må selv gøre alvorlige bestræbelser for at overvinde det naturlige hjertes tilbøjeligheder. Vore anstrengelser, vor selvfornægtelse og udholdenhed må stå i forhold til den uhyre værdi af det mål, vi stræber efter at nå. Alene ved at sejre, ligesom Kristus sejrede, vil vi kunne vinde livets krone.VKK 104.4

Nødvendigheden af selvfornægtelse
Menneskenes store fare ligger i, at de kan bedrage sig selv, blive indbildske og således skille sig fra Gud, som er kilden til deres styrke. Dersom vore naturlige tilbøjeligheder ikke ledes af Guds hellige And, så indebærer de spiren til moralsk død. Medmindre vi kommer i levende samfund med Gud, kan vi ikke modstå de slette virkninger af selvtilfredsstilleise, egenkærlighed og fristelse til synd.VKK 105.1

For at kunne erholde hjælp hos Kristus må vi indse vor trang. Vi må have en rigtig forståelse af os selv. Kristus kan alene frelse den, der ved, at han er en synder. Det er kun, når vi ser vor fuldstændige hjælpeløshed og bortkaster al selvtillid, at vi vil gribe guddomskraften.VKK 105.2

Det er ikke alene ved begyndelsen af kristenlivet, at man således må fornægte sig selv. Selvransagelse skal der til ved hvert et skridt på vejen til Himmelen. Alle vore gode gerninger afhænger af en kraft, som ligger uden for os selv, og derfor må vi stadig søge styrke hos Gud, alvorlig bekende vor synd og ydmyge vore sjæle for ham. Farer omgiver os, og vi kan alene være trygge, når vi føler vor egen svaghed og i tro klynger os til vor mægtige befrier.VKK 105.3

Kristus, den sande kundskabs kilde
Vi må vende os bort fra en mængde ting, som vil lægge beslag på vor opmærksomhed. Der er emner, som sluger tid og vækker spørgsmål, men som intet fører til. Den omhyggelige opmærksomhed og energi, der så ofte anvendes til forholdsvis intetsigende ting, bør vies til de højeste interesser.VKK 106.1

Antagelsen af nye teorier vil i og for sig ikke bibringe sjælen nyt liv. Ja, selv kundskaben om teorier og kendsgerninger, der i sig selv er vigtige, har kun ringe værdi, dersom man ikke gør anvendelse af dem i livet. Vi trænger til at føle vort ansvar med hensyn til at tilføre sjælen føde, som vil nære og opflamme det åndelige liv. . . .VKK 106.2

Det spørgsmål, som vi bør studere, er dette: “Hvad er sandhed - den sandhed, der skal næres, elskes, agtes og adlydes?” Videnskabens tilbedere er blevet slået og gjort forsagte i deres forsøg på at finde Gud. Det, som de nu behøver at spørge om, er: “Hvad er den sandhed, ved hvilken vi kan opnå vore sjæles frelse?”VKK 106.3

Har jeg et svar?
“Hvad mener I om Kristus?” Dette er det ene vigtige spørgsmål. Antager I ham som en personlig frelser? Alle, som tager imod ham, giver han magt til at blive Guds børn.VKK 107.1

Kristus åbenbarede Gud for sine disciple på en måde, som udførte et særskilt værk i deres hjerter, et sådant, som han ønsker at udføre i vore. Der er mange, som ved at dvæle alt for meget ved teorier har tabt Kristi eksempels levende kraft af syne. De har tabt ham af syne som den ydmyge, selvfornægtende arbejder. Det, som de trænger til, er at se Jesus. Daglig behøver vi en ny åbenbaring af hans nærværelse. Vi behøver nøjere at følge hans eksempel på selvfornægtelse og selvopofrelse.VKK 107.2

Vi trænger til den erfaring, Paulus havde, da han skrev: “Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke længer mig, der lever, men Kristus lever i mig; og det liv, jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig.” Gal. 2,.19. 20.VKK 107.3

Kundskaben om Gud og om Jesus Kristus udtrykt i karakteren, er noget, som er større og mere ophøjet end alt, hvad der agtes højt på Jorden eller i Himmelen. Det er den højeste af al uddannelse. Det er den nøgle, som åbner den himmelske stads porte. Og denne kundskab er det Guds hensigt, at alle, som ifører sig Kristus, skal besidde.VKK 108.1

Vækkelse og reformation er to forskellige ting. Vækkelse betyder en fornyelse af det åndelige liv, en levendegørelse af sindets og hjertets kræfter, en genopstandelse fra åndelig død. Reformation betyder en omorganisering, en forandring af ideer og teorier, vaner og fremgangsmåde. Reformation vil ikke frembringe retfærdighedens gode frugter, medmindre den er forbundet med sindets vækkelse.- Selected Messages, 1. bind, side 128. - Den store Læges Fodspor, side 459-465.VKK 108.2