Tro og bøn

Troen er tillid Gud — at tro på han elsker os og bedst ved, hvad der tjener til vort vel. På den måde får den os til at vælge hans vej i stedet for vor egen.”Den tager mod hans visdom i stedet for vor egen uvidenhed; mod hans kraft i stedet for vor svaghed og mod hans retfærdig­hed i stedet for vor syndighed. Vort liv tilhører allerede ham. Ved troen erkender vi hans ejendomsret og tager mod dens velsignelse. Sandhed, retskaffenhed og renhed er blevet fremhævet som hemmeligheden ved livets lykke. Det er troen, som sætter os i besiddelse af disse grundprincipper.UD 255.1

Enhver god indskydelse eller tilskyndelse er en gave fra Gud. Troen modtager fra Gud det liv, som alene kan fremkalde sand vækst og duelighed.UD 255.2

Det burde stå os ganske klart, hvordan vi skal udøve troen. Der er stillet betingelser for enhver af Guds forjættelser. Hvis vi er villige til at gøre hans vilje, tilhører al hans kraft os. Hvilken gave han end lover os, så findes den i selve løftet.“Sæden er Guds ord.” Luk. 8,11. Lige så sikkert, som egetræet findes i agernet, så sikkert findes Guds gave i hans løfte. His vi tager mod løftet, har vi allerede gaven:UD 255.3

Den tro, som gør det muligt for os at tage imod Guds gaver, er i sig selv en gave, som til en vis grad er tildelt hvert eneste menneske. Den vokser, når den bruges til at tilegne sig Guds ord. For at styrke troen må vi ofte bringe den i kontakt med ordet.UD 255.4

Under bibelstudiet må den unge bringes til at se kraften i Guds ord. Ved skabelsen“talede han, så skete det, han bød, så stod det der.” Han“nævner det, der ikke er, som om det var” (Sl. 33,9; Rom. 4,17); thi når han nævner det, så er det der.UD 256.1

Hvor ofte har ikke de, som stolede på Guds ord, skønt de selv var magtesløse, alligevel modstået hele verdens magt: Enok, som var ren af hjertet og levede et helligt liv, holdt fast ved sin tro, og retfærdig­heden sejrede over en fordærvet og hånende slægt; Noa og hans familie over for hans tids mennesker, mennesker med den største fysiske og sjælelige kraft og den mest fordærvede moral; Israels børn ved det røde Hav, en hjælpeløs, forfærdet skare slaver over for den mægtigste hær fra jordens mægtigste folk; David, en hyrdedreng, som havde fået Guds løfte om tronen, over for Saul, der var landets konge og fast besluttet på at beholde sin magt; Sjadrak og hans venner i ildovnen og Nebukadnezar på sin trone; Daniel blandt løverne og hans fjender i rigets højeste stillinger; Jesus på korset og de jødiske præster og rådsherrer, der tvang selv den romerske statholder til at handle efter deres vilje; Paulus, der i lænker blev ført hen for at lide en forbryders død, over for Nero, eneherskeren over et verdensrige.UD 256.2

Den slags eksempler findes ikke blot i Bibelen. Det vrimler med dem i enhver beretning om menneskelige fremskridt. Valdeserne og huguenot­terne, Wiclif og Hus, Hieronymus og Luther, Tyndale og Knox, Zinzendorf og Wesley, foruden mange, mange andre har været vidner om Guds ords magt over for menneskers magt og snuhed i det ondes tjeneste. Disse mennesker er verdens sande adel. De er dens kongeslægt. Vor tids ungdom er kaldet til at indtage en plads i deres rækker.UD 256.3

Der behøves tro såvel i de mindre som i de større foretagender i livet. I alle vore daglige interesser og beskæftigelser virkeliggøres Guds opretholdende kraft for os gennem bestandig tillid. Set fra et menneske­ligt standpunkt er livet for os alle en ukendt vej. Det er en vej, hvor vi hver for sig vandrer alene med hensyn til vore dybere erfaringer. Intet andet menneske kan helt trænge ind i vore inderste tanker. Når det lille barn begiver sig ud på denne rejse, hvor det før eller senere selv må vælge sin retning, selv må afgøre livets evige problemet, hvor bør man så ikke alvorligt bestræbe sig for at vække dets tillid til den sikre vejle­der og hjælper!UD 257.1

Som værn mod fristelser og inspiration til renhed og sandhed kan intet måle sig med følelsen af Guds nærværelse.“Alt ligger blottet og udbredt for hans øjne; og ham skal vi stå til regnskab.”“Dit rene blik afskyr ondt, du tåler ej synet af kvide.” Hebr. 4,13; Hab. 1,13. Tanken herom var Josefs skjold midt i Ægyptens fordærvelse. Over for fristelsens tillokkelser var hans svar bestandig dette:“Hvor skulle jeg kunne øve denne store misgerning og synde imod Gud.” 1Mos. 39,9. Et sådant skjold vil troen, om den næres, kunne være for hver eneste sjæl.UD 257.2

Kun overbevisningen om Guds nærværelse kan forjage den frygt, som for det frygtsomme barn ville gøre livet til en byrde. Han bør bevare dette løfte i erindringen:“Herrens engel slår lejr om dem, der frygter ham, og frier dem.” Sl. 34,8. Han bør læse den vidunderlige beretning om Elisa i byen på bjerget og mellem ham og hæren af væbnede krigere en vældig kreds af himmelske engle. Han bør læse, hvordan Guds engel viste sig for Peter, der var i fængsel og dømt til døden; hvordan engelen førte Guds tjener ud til friheden forbi de bevæbnede vagtposter, gennem de solide døre og jernpor­ten med deres bolte og slåer. Han bør læse om den tildragelse på havet, hvor fangen Paulus, som var på vej hen for at blive dømt og henrettet talte disse modige og forhåbningsfulde ord til de stormomtumlede soldater og søfolk, der var udmattede af slid og nattevågen og lang tids faste:“Vær ved godt mod. Intet menneskeliv skal gå tabt ..... Thi en engel fra den Gud, som jeg tilhører, og som jeg også tjener, stod hos mig i nat og sagde: Frygt ikke, Paulus! du skal blive stillet for kejseren; og se, Gud har også skænket dig alle dem, som sejler med dig.” I tillid til dette løfte forsikrede Paulus ;dem alle:“Ingen af jer skal miste så meget som et hovedhår.” Sådan skete det også. Fordi der ombord på dette skib var et menneske, ved hvem Gud kunne virke, blev alle de hedenske soldater og søfolk reddet.“Og således skete det, at de alle reddede sig i land.” Apg. 27,22-24.34.44.UD 257.3

Disse ting er ikke blevet nedskrevet, blot for at vi skal kunne læse dem og undres, men for at den samme tro, som virkede i Guds tjenere i gamle dage, også må kunne virke i os. På en ikke mindre tydelig måde end dengang vil han også nu virke, hvor der findes hjerter med tro, hvor­igennem hans magt kan åbenbare sig.UD 258.1

De, som ikke stoler på sig selv, de, hvis mangel på selvtillid får dem til at vige tilbage for omsorg og ansvar, bør lære at stole på Gud. På denne måde vil mange, der ellers kun ville være et nummer i verden, ja, måske kun en hjælpeløs byrde for andre, blive i stand til med apostlen Paulus at sige:“Alt formår jeg i ham, som giver mig kraft.” Fil. 4,13.UD 258.2

Også det barn, som hurtigt bliver fornærmet over krænkelser, kan lære meget ved at tro. Tilbøjeligheden til at gøre modstand mod det onde eller til at hævne uretfærdighed skyldes ofte en stærkt udviklet ret­færdighedssans og en stærk og levende ånd. Et sådant barn bør lære, at Gud er retfærdighedens evige vogter. Han har den ømmeste omsorg for de skab­ninger, som han har elsket så højt, at han gav den, han elskede mest, for at frelse den. Han vil straffe enhver, der gør uret.UD 258.3

“Den, som rører eder rører min øjesten.” Zak. 2,12.“Vælt din vej på Herren, stol på ham, så griber han ind og fører din retfærdighed frem som lyset, din ret som den klare dag.” Sl. 37,5-6.“Herren blev de for­tryktes tilflugt, en tilflugt i trængselstider; og de stoler på dig, de, som kender dit navn, thi du svigted ej dem, der søgte dig, Herre.” Sl. 9,10-11.UD 259.1

Den samme medfølelse, som Gud udviser over for os, befaler han os at udvise over for andre. De impulsive, de selvsikre og de hævngerrige bør se hen til den ydmyge og sagtmodige der som et lam blev ført hen for at slagtes, og som uden at gøre gengæld var stum som et får, når det klippes. De bør se hen til ham, som blev gennemstunget for vore synders skyld og tynget af vore byrder, så vil de lære at tåle, at vise overbærenhed og at tilgive.UD 259.2

Ved tro på Kristus kan enhver mangel i vor karakter erstattes, hver besmittelse blive renset, hver fejl blive rettet og hver god egenskab blive udviklet.“I denne fylde har I del.” Kol. 2,10.UD 260.1

Tro og bøn er tæt forbundet og de bør betragtes samtidig. I troens bøn findes der en guddommelig visdom. Dette er en visdom, som enhver, der gerne vil se sin livsgerning lykkes, må lære at forstå. Kristus siger:“Alt, hvad I beder og bønfalder om tro, at I har fået det, så skal I få det.” Mark. 11,24. Han siger tydeligt, at vor bøn må være i overensstem­melse med Guds vilje. Vi skal bede om de ting som han har lovet os, og hvad vi end tager imod, må det bruges til at gøre hans vilje. Når be­tingelserne opfyldes, er løftet utvetydigt.UD 260.2

Vi har lov til at bede om syndernes forladelse, om Helligånden om et sind, der ligner Kristi sind, om visdom og kraft til at gøre hans gerning og om enhver gave, som han har lovet os. Så skal vi tro på, at vi får det, og takke Gud for, at vi har modtaget det.UD 260.3

Vi behøver ikke at se os om efter ydre beviser for velsignelsen. Gaven er indbefattet i løftet, og vi kan passe vor gerning i forvisning om, at Gud er mægtig til at udrette det, som han har lovet, og at gaven, som vi allerede er i besiddelse af, vil blive virkeliggjort, når vi mest trænger til den.UD 260.4

At leve således af Guds ord betyder fuld overgivelse til ham af hele vort liv. Der vil komme en bestandig følelse af trang og afhængighed, en hjertets higen efter Gud. Bøn er en nødvendighed, thi den er sjælens liv. Fælles bøn i familien og i menigheden hører med, men det er det lønlige samfund med Gud, som holder sjælen i live.UD 260.5

Det var på bjerget sammen med Gud, at Moses skuede forbilledet for den vidunderlige bygning, som skulle være bolig for hans herlighed. Det er på bjerget sammen med Gud, i lønkammeret at vi skal beskue hans herlige forbillede for menneskeheden. På denne måde bliver vi i stand til at forme vor katakterudvikling sådan, at hans løfte til os kan blive opfyldt:“Jeg vil bo og vandre iblandt dem og være deres Gud, og de skal være mit folk.” 2Kor. 6,16.UD 260.6

Det var i timer med ensom bøn, at Jesus under sit jordeliv fik visdom og kraft. Lad de unge følge hans eksempel ved i morgengryet og i aftenskumringen at finde en stille tid til samfund med deres himmelske Fader. Og dagen igennem bør de hæve deres sjæl op til Gud. Ved hvert skridt på vor vej siger han:“Jeg, som er Herren din Gud, jeg griber din hånd. ..... Frygt kun ikke, jeg er din hjælper.” Es. 41,13. Hvis vore børn kunne lære dette i deres livs morgen, hvilken friskhed og kraft, hvilken glæde og skønhed ville der så ikke komme ind i deres tilværelse.UD 260.7

Der findes ting, som kun den, der selv har lært, kan lære andre. Det er på grund af, at så mange forældre og lærere hævder at tro Guds ord, mens de gennem deres liv fornægter dets kraft, at Skriftens lære ikke har større magt over de unge. Til tider bringes de unge til at føle ordets magt. De ser, hvor vidunderlig Kristi kærlighed er. De ser skønheden i hans karakter og de muligheder, der findes i et liv i hans tjeneste. Men i modsætning hertil ser de deres liv, som hævder at ære Guds forskrifter. Om hvor mange gælder ikke disse ord, som er sagt til profeten Ezekiel:UD 261.1

Dine landsmænd taler“den ene til den anden, hver til sin broder, og siger: Kom og hør, hvad det et for et ord, der udgår fra Herren! Og de kommer til dig, som var der opløb, og sætter sig lige over for dig for at høre dine ord. Men de gør ikke derefter; thi der er løgn i deres mund, og deres hjerte higer efter vinding. Og se, du er dem som en, der synger en el­skovssang med liflig røst og er dygtig til at spille; de hører dine ord, men gør ikke derefter.” Ez. 33,30-32.UD 261.2

En ting er at behandle Bibelen som en bog med gode moralske anvisninger, der skal følges, så længe de stemmer overens med tidens ånd og vor stilling i verden; noget andet er at betragte den som det, den i virkeligheden er: den levende Guds ord, det ord, som er vort liv, det ord, som skal forme vore handlinger, vore ord og vore tanker. At regne Guds ord for noget mindre end dette er det samme som at forkaste det. Og denne forkastelse af dem, der hævder at tro på det, er den første af alle årsagen til tvivl og vantro hos ungdommen.UD 261.3

Verden er blevet grebet af en sådan hektiskhed, som man aldrig før har oplevet. Med hensyn til fornøjelser, til at tjene penge til kampen om magten, til selve kampen for tilværelsen er der en frygtelig kraft, som optager al interesse i både legeme og sjæl og sind. Midt i alt dette vanvittige jag lyder Guds røst. Han byder os at søge ensomhed og få samfund med ham.“Hold inde og kend, at jeg er Gud.” Sl. 46,11.UD 261.4

Mange går selv i deres andagtsstunder glip af velsignelsen ved virkeligt samfund med Gud. De har alt for meget hastværk. Med hastige skridt skynder de sig ind til Kristi kærlighedsfyldte nærværelse og standser måske et øjeblik inden for de hellige enemærker, men venter ikke på at få råd og hjælp. De har ikke tid til at dvæle hos den guddommelige lærer. Stadig tyngede af deres byrde vender de tilbage til deres gerning.UD 262.1

Disse arbejdere kan aldrig opnå livets største lykke, for de får lært kraftens hemmelighed. De må give sig tid til at tænke, til at bede, til at bie på Gud for at opnå fornyelse af de legemlige, de sjælelige og de åndelige kræfter. De trænger til Guds Ånds højnende påvirkning. Når de har modtaget den, vil de blive vækket til nyt liv. Den trætte krop og den trætte hjerne vil blive forfriskede, den tyngede sjæl vil føle sig befriet.UD 262.2

Ikke blot et kort øjeblik sammen med ham, men en personlig kontakt med Kristus, hvor man slår sig til ro hos ham dette er, hvad vi trænger til. Det vil være en lykke for børnene i vore hjem og for de unge i vore skoler, hvis forældre og lærere i deres eget liv oplever dette vidunderli­ge, som skildres i disse ord fra Salomons Højsang:” Som et æbletræ blandt skovens træer er min ven blandt unge mænd. I hans skygge har jeg lyst til at sidde, hans frugt er sød for min gane. Til en vinhal bragte han mig, hvor mærket over mig er kærlighed.” Højs. 2,3-4.UD 262.3