Kundskaben om godt og ondt

Skønt vore første forældre var skabt som syndfri og hellige, var de dog ikke udelukkede fra muligheden af at synde. Gud kunne have skabt dem uden evne til at overtræde hans krav, men i så fald kunne der ikke være sket nogen udvikling af karakteren, og deres tjeneste ville ikke have været frivillig, men påtvungen. Derfor gav han dem evnen til at vælge evnen til at vise lydighed eller lade være. Men før de fuldt ud kunne modtage de velsignelser, han ønskede at tildele dem, måtte deres kærlighed og troskab sættes på prøve.UD 23.1

I Edens have stod træet til kundskab om godt og ondt. ..... Men Gud Herren bød Adam: Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise. 1Mos. 2,9-17. Det var Guds vilje, at Adam og Eva ikke skulle kende det onde. Kundskaben om det gode var blevet skænket dem i rigt mål; men kundskaben om det onde om synden og dens følger, om trættende arbejde, om ængstelig bekymring, om skuffelser og sorg, om smerte og død blev i kærlighed holdt borte fra dem.UD 23.2

Mens Gud søgte menneskets bedste, søgte Satan at volde det ødelæg­gelse. Da Eva uden at bryde sig om Herrens formaning med hensyn til det forbudte træ dristede sig til at nærme sig det, kom hun i kontakt med sin fjende. Da hendes interesse og nysgerrighed var blevet vakt, gik Satan videre og gav sig til at benægte Guds ord og at tilskynde hende til at nære mistillid til hans visdom og godhed. Til kvindens erklæring med hensyn til træet på godt og ondt:“Gud sagde, at vi ikke måtte spise, ja, ikke røre derved, thi så skulle vi dø”, gav fristeren dette svar:“I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt.” 1Mos. 3,3-5.UD 23.3

Det var Satans ønske at det skulle se ud, som om denne kundskab om det gode blandet med det onde ville blive en velsignelse, og at Gud ved at forbyde dem at tage af frugten på træet forholdt dem et stort gode. Han gjorde gældende, at det var på grund af dens vidunderlige egenskaber til at tildele visdom og kraft, at Gud havde forbudt dem at smage den, og at han således søgte at forhindre dem i at nå til en ædlere udvikling og opleve større lykke. Han sagde, at han selv havde spist af den forbudne frugt, og at han som følge deraf havde erhvervet sig evnen til at kunne tale; og at hvis de også ville spise deraf, ville de opnå en mere ophøjet tilværelsesform og opleve en langt større rigdom af kundskab.UD 24.1

Mens Satan hævdede at have modtaget et stort gode ved at spise af det forbudne træ, lod han det ikke skinne igennem, at han på grund af sine overtrædelser var blevet udstødt fra Himmelen. Her var en falskhed, der var så godt skjult under et dække af tilsyneladende sandhed, at Eva, der var forblindet, smigret og ført bag lyset, ikke opdagede bedraget. Hun begærede det, som Gud havde forbudt; hun betvivlede hans visdom. Hun gav slip på troen, nøglen til kundskab.UD 24.2

Eva så nu, at træet var godt at spise af, en lyst for øjnene og godt at få forstand af; og hun tog af dets frugt og spiste. Frugten havde en behagelig smag, og mens hun spiste, syntes hun at føle en levendegøren­de kraft og bildte sig ind, at hun trådte ind i en højere tilværelsesform. Da hun selv havde syndet, blev hun en frister for sin mand, og han spiste. 1Mos. 3,6.UD 24.3

Fjenden havde sagt:“Eders øjne åbnes, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt.” 1Mos. 3,5. Deres øjne blev i sandhed åbnede, men hvor var dette sørgeligt! Kundskab om det onde, om syndens forbandelse, var alt, hvad overtræderne havde vundet. Der var intet giftigt ved selve frugten, og synden bestod ikke blot i at give efter for lysten til at spise af den. Det var tvivlen om Guds godhed, vantro over for hans ord og forkastelse af hans myndighed, der gjorde vore første forældre til syn­dere, og som bragte kendskabet til det onde ind i verden. Det var dette, der åbnede døren for enhver form for falskhed og vildfarelse.UD 25.1

Mennesket mistede alt, fordi det valgte hellere at lytte til bedrageren end til ham, som er sandhed, og som alene har visdom. Men ved at blande det onde med det gode blev menneskets sjælelige og åndelige evner lammede. Det kunne ikke længere skatte det gode, som Gud i så rigt mål havde givet det.UD 25.2

Adam og Eva havde valgt kundskaben om det onde, og hvis de nogen sinde skulle genvinde den stilling, de havde mistet, måtte de genvinde den under de ugunstige forhold, som de selv havde foranlediget. De kunne ikke længere blive boende i Edens have, fordi den i sin fuldkommenhed ikke kunne lære dem det, som det nu var væsentligt for dem at lære. Med usige­lig sorg tog de afsked med deres skønne omgivelser og drog bort for at bo på jorden, over hvilken syndens forbandelse hvilede.UD 25.3

Til Adam havde Gud sagt:“Fordi du lyttede til din hustrus tale og spiste af træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af skal jorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føde af den alle dit livs dage; torn og tidsel skal den bære dig, og markens urter skal være din føde; i dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, thi af den er du taget; ja, støv er du, og til støv skal du vende tilbage!” 1Mos. 3,17-19.UD 25.4

Skønt jorden var ramt af forbandelsen, skulle naturen stadig være menneskets lærebog. Nu kunne den ikke kun være et billede på det gode; thi alle vegne var det onde til stede og fordærvede jorden og havet og luften med sin besmittende virkning. Hvor engang kun Guds tanker og viden om det gode stod skrevet, stod nu også Satans tanker skrevet, en viden om det onde. Fra naturen, som nu åbenbarede kundskaben om godt og ondt, skulle mennesket bestandig modtage advarsler om syndens følger.UD 26.1

I den visnende blomst og det faldende blad var Adam og hans hustru vidne til de første tegn på forfald. De blev levende erindret om den barske kendsgerning, at alt, hvad der lever, må dø. Selv luften, som deres liv var afhængigt af, havde kimen til død i sig.UD 26.2

Bestandig blev de også mindet om deres tabte herredømme. Blandt de laverestående skabninger havde Adam været som en konge, og så længe han blev ved med at være tro mod Gud, anerkendte hele skabningen ham som sin herre. Men da han syndede, gik hans herredømme tabt. Oprørsånden, som han selv havde lukket ind, bredte sig til dyrenes verden. Således var det ikke blot menneskets liv, men også dyrenes natur, skovens træer, markens urter, selve den luft, han indåndede, der fortalte den sørgelige beretning om kundskaben om det onde.UD 26.3

Men mennesket blev ikke overladt til følgerne af det onde, som det havde valgt. Den dom, der blev afsagt over Satan, rummede en antydning om frelse.“Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden,” sagde Gud, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen. 1Mos. 3,15. Denne dom, der blev afsagt i vore første forældres påhør, var en forjættelse til dem. Før de hørte om torne og tidsler, om den møje og sorg, som skulle blive deres lod, eller om det støv, som de skulle vende tilbage til, lyttede de til ord, som ikke kunne undlade at indgyde dem håb. Alt, hvad der var gået tabt ved at give efter for Satan, kunne atter genvindes ved Kristus.UD 26.4

Det samme tilkendegiver naturen for os. Skønt den er ødelagt af synd, taler den ikke blot om skabelse, men også om genløsning. Skønt jorden bærer vidnesbyrd om forbandelsen i de tydelige tegn på forfald, er den stadig rig og skøn, takket være tegnene på levendegørende kraft. Træerne mister deres blade, men kun for atter at iklædes friskere grønt; blomsterne dør, men for at spire frem i ny skønhed; og gennem enhver åbenbaring af skabende kraft rækkes der os en forsikring om, at vi kan genskabes i den retfærdighed og fromhed, som hører sandheden til. Ef. 4,24. Således kan selve de ting og processer i naturen, der så levende erindrer os om, hvor meget vi har mistet, blive håbets budbringere for os.UD 27.1

Så langt som det onde når ud, hører vi vor Faders røst, som byder sine børn se syndens natur i dens virkninger og formaner dem til at forsage det onde og opfordrer dem til at tage imod det gode.UD 27.2