Ved Babylons hof

Blandt de israelitter, der blev bortført til Babylon ved begyndelsen af det halvfjerdsårige fangenskab, fandtes der kristne patrioter, som ikke veg en tomme fra principperne og ikke ville lade sig fordærve af selviskhed. De så det som deres opgave at ære Gud, selv om det skulle koste dem alt, hvad dejede. Disse mænd skulle opfylde Guds hensigt i landflygtigheden ved at gøre de hedenske folkeslag delagtige i de velsignelser, som er en frugt af at kende Herren. De skulle være hans repræsentanter. De skulle aldrig gøre indrømmelser over for afgudsdyrkerne. De skulle betragte det som en stor ære at tro på og tjene den levende Gud. Det gjorde de også. De ærede Gud både i medgang og modgang, og til gengæld ærede Gud dem.PK 233.1

Sejrherrerne hævdede, at deres religion og skikke stod over hebræernes religion og skikke for hvorfor var disse mænd, som tjente Herren, ellers blevet fanger i Babylon? Og hvorfor var Guds hus kar ellers blevet anbragt i de babyloniske guders tempel? Men Gud benyttede selve den ydmygelse, som Israel måtte gennemgå på grund af deres frafald, til at vise babylonerne, at han er den højeste, at hans bud er hellige, og at det lønner sig at være lydig. De eneste, der kunne aflægge et sådant vidnesbyrd, var de mænd, der var tro imod ham, og det var dem, han valgte til denne opgave.PK 233.2

Blandt de mænd, der vedblev at være tro imod Gud, var Daniel og hans tre medbrødre. Disse var strålende eksempler på, hvor vidt mennesker kan nå, når de slutter pagt med visdommens og kraftens Gud. Disse unge mænd, som var af kongelig slægt, kom fra forholdsvis beskedne jødiske hjem og blev pludselig anbragt i den prægtigste af jordens byer, hvor de knyttedes til hoffet hos verdens største monark. Nebukadnezar “bød derpå sin overhofmester Asjpenaz at tage nogle israelitter, dels af kongelig slægt, dels af adelig byrd, unge mænd uden mindste lyde og med et smukt ydre, vel bevandrede i al visdom, kundskabsrige og lærenemme, egnede til at gøre tjeneste i kongens plads .....PK 233.3

Iblandt dem var judæerne Daniel, Hananja, Misjael og Azarja.” Da Nebukadnezar så, at disse unge mænd var i besiddelse af fremragende evner, besluttede han at lade dem uddanne, så de kunne beklæde betydningsfulde stillinger i hans rige. For at gøre dem fuldt ud skikkede til deres livsgerning drog han omsorg for, at de lærte kaldæernes sprog og fik den samme glimrende uddannelse som landets egne fyrster.PK 233.4

Daniel og hans medbrødre fik nye navne, som havde tilknytning til kaldæiske guddomme. De hebraiske forældre tillagde deres børns navne stor betydning. De navne, som de benyttede, repræsenterede ofte karaktertræk, som forældrene gerne så udviklet hos barnet. Den fyrste, som fik ansvaret for de unge fanger, “kaldte Daniel Beltsazzar, Hananja Sjadrak, Misjael Mesjak og Azaja Abed-Nego”.PK 234.1

Kongen tvang ikke de unge hebræere til at afsværge deres tro og gå over til afgudsdyrkelsen, men han håbede, at dette ville blive resultatet lidt efter lidt. Han gav dem navne, som havde tilknytning til afgudsdyrkelsen, bragte dem daglig i nær kontakt med hedenske skikke og sørgede for, at de blev påvirket af afgudsdyrkelsens forførende ritualer. Herved håbede han at kunne få dem til at opgive deres eget lands religion og dyrke babylonernes guder.PK 234.2

Disse mænd blev udsat for en afgørende karakterprøve lige fra begyndelsen af deres løbebane. Det blev bestemt, at de skulle spise af den mad og drikke af den vin, som kom fra kongens bord. Kongen ville herved vise dem en gunstbevisning og tilkendegive, at han nærede omhu for deres velfærd. Men da en del af kongens mad først blev ofret til afguder, var maden fra hans bord indviet til afgudsdyrkelsen. At spise den ansås for at være ensbetydende med, at man hyldede Babylons guder. Daniel og hans medbrødre kunne ikke bringe denne hyldest på grund af deres troskab mod Herren. Selv om de blot foregav, at de spiste maden og drak vinen, ville de fornægte deres tro. Det var det samme som at gøre fælles sag med hedenskabet og vanære Guds lovs principper.PK 234.3

Hertil kom, at de ikke vovede at svække deres fysiske, forstandsmæssige og åndelige udvikling ved at hengive sig til luksus og udsvævelser. De kendte beretningen om Nadab og Abihu. Disse mænds umådeholdenhed og dens følger stod nedtegnet i Mosebøgernes pergamentruller. De var klar over, at det ville skade både deres legeme og deres forstand, hvis de drak vin.PK 234.4

Daniel og hans medbrødre var blevet opdraget til streng afholdenhed af deres forældre. De havde lært, at Gud ville kræve dem til regnskab for deres evner, og at de aldrig måtte forkrøble eller svække dem. Takket være denne opdragelse blev Daniel og hans medbrødre bevaret under de demoraliserende forhold, som rådede ved Babylons hof. De blev udsat for store fristelser ved dette fordærvede og luksuriøse hof, men de holdt sig ubesmittede. Ingen magt eller påvirkning kunne få dem til at fravige de principper, som de havde tilegnet sig på et tidligt tidspunkt i livet ved at studere Guds ord og hans skaberværk.PK 234.5

Hvis Daniel havde villet, kunne han have fundet en undskyldning for at slække på sine strenge afholdsprincipper, i sine omgivelser. Han kunne have benyttet det argument, at han var afhængig af kongens gunst og måtte underkaste sig hans magt, og at der derfor ikke var nogen anden udvej end at spise kongens mad og drikke af hans vin. Han kunne endvidere have hævdet, at han ville fornærme kongen og sandsynligvis miste sin stilling og selve livet, hvis han rettede sig efter den guddommelige undervisning, som han havde fået. Hvis han derimod så bort fra Herrens bud, ville han stadig nyde kongens gunst og opnå intellektuelle fordele og lovende verdslige fremtidsudsigter.PK 234.6

Men Daniel vaklede ikke. Guds bifald betød mere for ham end den mægtigste jordiske konges gunst ja mere end selve livet. Han besluttede at være standhaftig uden hensyn til følgerne. Han “satte sig for, at han ikke ville gøre sig uren med kongens mad eller den vin, kongen drak” og hans tre medbrødre indtog det samme standpunkt.PK 235.1

De unge hebræeres beslutning havde intet med formastelse at gøre. De tog deres bestemmelse i tillid til Gud. De bestræbte sig ikke på at være sære, men de ville hellere anses for at være det end vanære Gud. Hvis de gik på akkord med det onde i dette tilfælde og gav efter for presset, ville de miste deres skarpe sans for, hvad der var ret, og ikke længer nære afsky for det forkerte. Når de først havde taget ét forkert skridt, ville de fortsætte på denne vej. De ville miste forbindelsen med Himmelen og blive overvundet af fristelsen.PK 235.2

“Gud lod Daniel finde yndest og velvilje hos overhofmesteren,” og hans anmodning om at blive fri for at besmitte sig blev respekteret. Men det var ikke uden betænkeligheder, at overhofmesteren gav sit samtykke hertil. “Jeg frygter for, at min herre kongen, som har tildelt eder mad og drikke, skal finde, at I ser ringere ud end de andre unge mænd på eders alder, og at I således skal bringe skyld over mit hoved hos kongen” forklarede han Daniel.PK 235.3

Daniel henvendte sig nu til den opsynsmand, som havde ansvaret for de unge hebræere, og bad om, at de måtte blive fri for at spise kongens mad og drikke hans vin. Han bad om, at de måtte blive stillet på en ti dages prøve. I dette tidsrum skulle de unge hebræere have en ganske enkel kost, mens deres kammerater spiste af kongens udsøgte retter.PK 235.4

Skønt opsynsmanden var bange for at pådrage sig kongens mishag, hvis han opfyldte dette ønske, gik han dog med til det. Nu vidste Daniel, at sejren var vundet. Efter de ti dages forløb viste det sig, at opsynsmandens frygt var gjort til skamme. “Da de ti dage var omme, så de bedre ud og var ved bedre huld end alle de unge mænd, som spiste kongens mad.” De unge hebræere så langt bedre ud end deres kammerater. Nu fik Daniel og hans medbrødre lov til at fortsætte med at spise den enkle kost under resten af deres uddannelse.PK 235.5

De unge hebræere studerede nu i tre år for at lære “kaldæernes skrift og tungemål”. I denne tid blev de ved at være tro imod Gud og stole på hans magt. Foruden at være selvfornægtende var de beslutsomme, flittige og trofaste. Det skyldtes hverken stolthed eller ærgerrighed, at de blev knyttet til kongens hof og fik kontakt med mennesker, som hverken kendte eller frygtede Gud. De var fanger i et fremmed land, og Herren havde sendt dem derhen. Nu, da de var borte fra hjemmets indflydelse og ikke længer havde forbindelse med mennesker, som troede på Gud, bestræbte de sig på at opføre sig godt og ære deres mishandlede folk og den Gud, som de tjente.PK 235.6

Herren så med velbehag på de unge hebræeres standhaftighed og rene motiver og skænkede dem sin velsignelse. “fire unge mænd gav Gud kundskab og indsigt i al skrift og visdom; Daniel forstod sig også på alle hånde syner og drømme.” Løftet: “Dem, som ærer mig, vil jeg ære,” gik i opfyldelse. 1Sam. 2,30. Daniel klyngede sig til Gud i usvækket tro og fik den profetiske gave. Samtidig med, at han blev undervist af mennesker om pligterne ved hoffet, skænkede Gud ham evnen til at læse fremtidens hemmeligheder og skrive resten af verdens historie i tal og symboler til gavn for kommende slægter.PK 235.7

Da de unge studerende skulle aflægge prøve, blev hebræerne eksamineret sammen med de andre kandidater med henblik på deres tjeneste inden for staten. Men iblandt dem alle sammen fandtes der “ingen, som kunne måle sig med Daniel, Hananja, Misjael og Azarja”. Deres skarpe opfattelsesevne, deres alsidige kundskaber, deres velvalgte ord og nøjagtige sprogbrug viste, at deres åndsevner var i fineste stand. “Når som helst kongen, spurgte dem, om noget som krævede visdom og indsigt, fandt han dem ti gange dygtigere end alle drømmetyderne og makeberne i hele sit rige.” “De trådte derfor i kongens tjeneste.”PK 236.1

Alle lande var repræsenteret ved det babyloniske hof. Her var højt begavede mænd, personer, som var rigt udrustet fra naturens hånd og i besiddelse af den højeste kultur, verden kunne skænke. Men ingen af dem kom op på siden af de unge hebræere, Der var ingen, der kunne måle sig med dem i legemlig styrke og skønhed, heller ikke hvad åndsevnerne angik, og deres litterære evner var uovertrufne. Deres ranke holdning, deres sikre, smidige gang, deres kønne ansigt, deres skarpe sanser og deres ubesmittede ånde var lige så mange anbefalinger om gode vaner. Det er de adelsmærker, hvormed naturen udmærker dem, der er lydige imod dens love.PK 236.2

Daniel og hans medbrødre opnåede langt større resultater end deres studiekammerater, da de satte sig ind i babylonernes visdom, men de kom ikke sovende til deres kundskaber. De tilegnede sig deres viden ved at arbejde samvittighedsfuldt under Helligåndens ledelse. De søgte kontakt med ham, der er kilden til al visdom og gjorde kundskaben om Gud til grund-laget for deres uddannelse. Når de bad om visdom, bad de i tro og de levede i overensstemmelse med deres bønner. De levede på en sådan måde. at Gud kunne velsigne dem. De undgik alt det, som kunne svække deres evner og kræfter, og udnyttede hver eneste anledning til at sætte sig ind i alle mulige kundskabsgrene. De valgte sådanne livsprincipper, at de ikke kunne andet end blive intelligente. De havde kun én tanke med at erhverve sig kundskaber at ære Gud. De var fuldstændig klar over, at det var en absolut nødvendighed for dem at have en klar hjerne og at udvikle en kristelig karakter, hvis det skulle lykkes dem at repræsentere den sande religion blandt alle disse falske, hedenske religioner. Gud selv var deres lærer. De bad uden ophør, studerede samvittighedsfuldt og holdt sig i nær berøring med den usynlige Gud. Kort sagt: De vandrede med Gud ligesom Enok.PK 236.3

Succes i dette ords egentlige betydning beror ikke på tilfældigheder eller på skæbnen. Den skyldes Guds forsyns styrelse og er belønningen for tro og skønsomhed, god opførsel og udholdenhed. Mennesker kommer ikke i besiddelse af en god forstand og en høj moral ved et tilfælde. Gud giver anledningerne, og resultatet afhænger af den måde, de benyttes på.PK 236.4

Mens Gud virkede i Daniel og hans medbrødre “både at ville og at virke, for at hans gode vilje” kunne ske, arbejdede de unge mænd på deres egen frelse. Fil. 2,13. Her får vi et indblik i, hvorledes samarbejdets guddommelige princip virker. Uden dette opnås der ingen sand fremgang. Mennesket kan intet gøre uden guddommelig kraft, og i mange, tilfælde gavner den guddommelige indsats ikke, hvis mennesket ikke selv gør noget. Vi må gøre vort for at tilegne os Guds nåde. Han skænker os sin nåde for at få os til at ville og virke, men han giver os den ikke som en erstatning for vor egen indsats.PK 237.1

Herren vil arbejde sammen med alle dem, der bestræber sig på at gøre hans vilje, ligesom han arbejdede sammen med Daniel og hans medbrødre. Han vil skænke dem sin Ånd for at støtte dem, hver eneste gang de tager en god beslutning. De mennesker, der vandrer på lydighedens vej, vil møde mange forhindringer. De vil måske blive knyttet til verden med stærke, listige bånd men Herren formår at tilintetgøre alt det, der truer med at slå hans udvalgte børn ud. I hans styrke kan de sejre over alle fristelser og alle vanskeligheder. Gud lod Daniel og hans medbrødre komme i kontakt med Babylons ledende mænd, for at hebræerne kunne gøre disse bekendt med Guds karakter i dette hedenske land. Hvorledes blev de skikket til en så betroet og ærefuld stilling? Hele deres liv bar præg af, at de var tro over lidt. De ærede Gud i småt som i stort.PK 237.2

Daniel var Guds vidne i Babylon, og i dag ønsker Gud, at vi skal være hans vidner i verden. Vi skal gøre menneskene bekendt med hans riges principper i de mindste såvel som i de største anliggender i livet. Der findes mange mennesker, som venter på, at man skal betro dem et eller andet stort hverv, og dog forbigår de samme personer hver eneste dag deres anledninger til at vise Gud troskab. De udfører ikke dagliglivets små pligter af hele deres hjerte. Dagene flyr, mens de venter på at få en eller anden stor opgave, hvor de kan vise de fremragende evner, som de mener sig i besiddelse af, og tilfredsstille deres ærgerrighed.PK 237.3

Intet er uvæsentligt i den sande kristnes liv. Alle pligter er betydningsfulde i den Almægtiges øjne. Herren mærker sig, meget nøje hver eneste mulighed, vi har for at yde en indsats. Han fører lige så nøje regnskab med de evner, der ikke bruges, som de evner, der benyttes. Vi vil blive dømt efter det, vi burde have udrettet, men ikke gjorde, fordi vi ikke benyttede vore evner til at forherlige Gud.PK 237.4

En ædel karakter dannes ikke ved en tilfældighed. Den skyldes ikke særlige gunstbevisninger eller gaver fra forsynets side. Den dannes ved, at man viser selvdisciplin, lader sig bedre jeg herske over de lavere instinkter og stiller sig til tjeneste for Gud og mennesker.PK 237.5

Gud taler til nutidens ungdom ved det eksempel på afholdenhed, som de unge hebræere viste. Der behøves mænd, der ligesom Daniel vil gå til handling og vove noget for retfærdighedens sag. Der er brug for rene hjerter, stærke hænder og et ukueligt mod. Kampen mellem lasten og dyden kræver uophørlig agtpågivenhed. Satan frister hver eneste sjæl til sanselige nydelser på mange besnaerende mader.PK 237.6

Legemet har stor betydning for den åndelige og sjælelige udvikling og dermed for karakterdannelsen. Det er derfor, at sjælefjenden tager sigte på at svække og nedværdige legemet, når han frister menneskene. Hvis han har held med sig her, er det ofte ensbetydende med, at hele mennesket kommer i det ondes vold. Hvis ikke de fysiske kræfter står under en højere magts kontrol, vil de uundgåeligt føre os ud i fordærv. Legemet skal underkastes de ædlere instinkter. Lidenskaberne skal kontrolleres af viljen, og denne skal igen kontrolleres af Gud. Fornuftens kongelige magt skal være helliget ved Guds nåde og øve kontrollen over livet. Både åndsevnerne og den fysiske styrke kontrolleres af uforanderlige love. Ved at styrke vore evner kan mennesket vinde sejr over sig selv, sine egne tilbøjeligheder, magter, “verdensherskerne i dette mørke” og “ondskabens ånde-magter i himmelrummet”. Ef. 6,12.PK 238.1

Ifølge de gamle offerlove, som rummer evangeliet i symbolsk form, måtte der ikke lægges et mangelfuldt offer på Guds alter. De offergaver, der skulle repræsentere Kristus, skulle være fejlfri. Guds ord benytter dette som et billede på, hvordan Guds børn skal blive “et levende, helligt, Gud velbehageligt offer” en kirke, som er “hellig og dadelfri”. Rom. 12,1; Ef. 5,27.PK 238.2

De prægtige, unge hebræere var mænd, der havde samme lidenskaber som vi, men de overvandt tillokkelserne ved det babyloniske hof, fordi de tog deres tilflugt til den Almægtige. De åbenbarede Guds godhed og Kristi kærlighed for et hedensk folk. Deres levned er et eksempel på, hvorledes principfastheden sejrede over fristelse, renhed over fordærv, hellighed og troskab over ateisme og afgudsdyrkelse.PK 238.3

Nutidens ungdom kan blive besjælet af den samme ånd, som Daniel havde. De kan øse af den samme kraftkilde, komme i besiddelse af den samme store selvkontrol og den samme ypperlige ånd, selv om de lever under lige så ugunstige forhold. Skønt de fristes til at give efter for kødets lyst, og fristelserne er særlig hårde i de store byer, hvor der er let adgang til enhver form for sanselig tilfredsstillelse, og hvor synden gøres indbydende kan de alligevel ved Guds nåde holde fast ved deres beslutning om at ære Gud. Hvis de tager en fast beslutning og ustandselig er på vagt, kan de besejre hver eneste fristelse, som angriber sjælen. Men sejren er kun sikker, hvis man beslutter at gøre det rette, fordi det er rigtigt.PK 238.4

Og hvad nåede disse ædle hebræere så ikke at udrette i livet! Da de sagde farvel til deres barndomshjem, havde de ingen anelse om, hvilken stor opgave der ventede dem. De var pålidelige og trofaste og lod Gud lede dem, så at han kunne fuldbyrde sin vilje igennem demPK 238.5

Gud ønsker at benytte nutidens børn og unge til at åbenbare de samme store sandheder, som disse mænd åbenbarede. Daniels og hans med-brødres liv er et levende eksempel på, hvad Gud vil gøre for dem, der overgiver sig til ham af hele deres hjerte for at gøre hans vilje.PK 238.6