Elisas fredsbudskab

Elisas og Elias’ profetgerning var i visse henseender ret forskellige. Elias fik ved flere lejligheder betroet et domsbudskab; han skulle uforfærdet hæve røsten for at irettesætte konge og folk og opfordre dem til at afstå fra deres ondskab. Elisas gerning var af mere fredelig art. Han skulle bygge videre på det arbejde, som Elias havde påbegyndt, og lære folket Herrens vej. Gennem det inspirerede ord får man det indtryk, at han kom i personlig berøring med folket, færdedes sammen med profetsønnerne og bragte lægedom og glæde ved sine mirakler og sit virke.PK 117.1

Elisa havde et mildt og venligt væsen, men kunne også være streng. Det viste han, da han en gang blev spottet af nogle gudløse unge mennesker uden for Betel. De unge havde hørt om Elias himmelfart og drev spot med denne højtidelige begivenhed ved at sige til Elisa: “Kom herop, skaldepande, kom herop, skaldepande!” Da profeten hørte dem spotte, blev han tilskyndet af den Almægtige til at udtale en forbandelse over dem. Det var Gud, der straffede dem. “Så kom to bjørne ud af krattet og sønder. rev to og fyrretyve” af dem. 2Kong. 2,23 24.PK 117.2

Hvis Elisa havde ladet som ingenting, ville pøbelen være blevet ved at spotte og håne ham med det resultat, at hans bestræbelser for at undervise og bringe frelse, når landet kom i nød, ville slå fejl. Den frygtelige strenghed, som blev lagt for dagen i dette tilfælde, skabte respekt om ham resten af livet. I halvtreds år gik han ind og ud af Betels port, rejste landet rundt, besøgte byerne og færdedes mellem dovne, uopdragne og umoralske unge mennesker, uden at en eneste vovede at spotte ham eller tale nedsættende om hans kvalifikationer som den Højestes profet.PK 117.3

Selv venlighed bør have en grænse. Myndigheden bør hævdes med hård hånd, ellers vil mange lade hånt om den. Forældre og værger kan ikke gøre noget værre end behandle de unge med såkaldt mildhed og forsøge at få dem til at lystre ved overtalelse og blødsødenhed. Fasthed, bestemthed og positive krav er en nødvendighed i hvert eneste hjem.PK 117.4

De unge mennesker, der spottede Elisa, var blottede for ærbødighed. Denne værdifulde egenskab bør opelskes på det omhyggeligste. Hvert eneste barn bør lære at vise oprigtig ærbødighed over for Gud. Hans navn bør aldrig nævnes tilfældigt eller tankeløst. Englene skjuler deres ansigt, når de nævner dette navn. Hvor meget mere ærbødige burde da ikke vi faldne, syndige væsener være, når vi tager det på vore læber! PK 117.5

Man bør også vise ærbødighed for Guds repræsentanter prædikanter, lærere og forældre, som er kaldet til at tale og handle i hans sted. Gud æres, når man viser respekt for disse.PK 118.1

Høflighed er en af Åndens nådegaver og bør opelskes af alle. Den formår at mildne naturer, som ellers ville blive hårde og ufølsomme. De mennesker, der bekender sig til at være Kristi efterfølgere, men er hårde, uvenlige og uhøflige, har ikke lært af Jesus. Man kan måske ikke drage deres ærlighed eller oprigtighed i tvivl, men ærlighed og oprigtighed kan ikke opveje mangelen på venlighed og høflighed.PK 118.2

Den venlige indstilling, som gjorde det muligt for Elisa at øve så stor indflydelse over mange israelitter, kommer til syne i beretningen om hans venskab med en familie i Sjunem. “Det skete en dag, at Elisa på sin vej kom til Sjunem. Der boede en velhavende kvinde, som nødte ham til at spise his sig; og hver gang han senere kom forbi, tog han derind og spiste.” Husets frue blev klar over, at Elisa var “en hellig Guds mand” og sagde til sin mand: “Lad os mure en lille stue på taget og sætte seng, bord, stol og lampe ind til ham, for at han kan gå derind, når han kommer til os!” Elisa søgte ofte herhen og var taknemmelig over den fred og stilhed, som rådede her. Gud lagde også mærke til denne kvindes venlighed, Hun havde ingen børn, og nu belønnede Herren hende for hendes gæstfrihed ved at skænke hende en søn.PK 118.3

Tiden gik, og barnet var efterhånden gammelt nok til at gå med høstfolkene i marken. En dag blev drengen syg af varmen og sagde til sin fader: “Mit hoved, mit hoved!” Faderen gav en af karlene besked på at bære barnet hjem til dets moder, og “han tog ham og bar ham hjem til hans moder, og han sad på hendes skød til middag; så døde han. Men hun gik op og lagde ham på dem Guds mands seng, og derefter lukkede hun døren og gik”.PK 118.4

I sin nød besluttede sjunemkvinden at søge hjælp hos Elisa. Profeten var på det tidspunkt på Karmels bjerg, og hun drog straks af sted, ledsaget af en tjener. Da den Guds mand fik øje på hende i frastand, sagde han til sin tjener Gehazi: “Se, der er sjunemkvinden! Løb hende straks i møde og spørg hende: Har du det godt? Har din mand det godt? Har drengen det godt? ” Tjeneren gjorde, som han havde fået besked på, men den fortvivlede moder røbede først årsagen til sin sorg, da hun var nået hen til Elisa. Da denne hørte, at hun havde mistet sit barn, sagde han til Gehazi: “Omgjord din lænd, tag min stav i hånden og drag af sted! Møder du nogen, så hils ikke på ham, og hilser nogen på dig, så gengæld ikke hans hilsen; og læg min stav på drengens ansigt!”PK 118.5

Men moderen var ikke tilfreds, før Elisa selv drog med hende. “Så sandt Herren lever, og så sandt du lever,” sagde hun, “jeg går ikke fra dig!” “Da stod han op og gik med hende. Imidlertid var Gehazi gået i forvejen og havde lagt staven på drengens ansigt; men ikke en lyd hørtes, og der var intet livstegn. Da vendte han tilbage og gik Elisa i møde, meldte ham det og sagde: ‘Drengen vågnede ikke!’”PK 118.6

Da de kom til huset, gik Elisa ind i det værelse, hvor det døde barn lå, “og lukkede sig inde med ham og bad til Herren. Derpå steg han op og lagde sig oven på drengen med sin mund på hans mund, sine øjne på hans øjne og sine hænder på hans hænder, og mens han således bøjede sig over ham, blev drengens legeme varmt. Så steg han ned og gik én gang frem og tilbage i huset, og da han atter steg op og bøjede sig over drengen, nyste denne syv gang og slog øjnene op”.PK 119.1

Elisa kaldte nu på Gehazi og sagde, at han skulle sende moderen op til ham. “Og hun kom til ham. Da sagde han: ‘Tag din dreng!’og hun trådte hen og faldt ned for hans fødder og kastede sig til jorden, tog så sin dreng og gik ud.”PK 119.2

Således blev denne kvindes tro belønnet. Kristus den store livgiver gav hende sønnen tilbage. Hans trofaste folk vil blive belønnet på samme måde, når døden mister sin brod og graven berøves sin sejr ved hans genkomst, Da vil han give sine i tjenere de børn tilbage, som er blevet taget fra dem ved døden, “Så siger Herren: En klagerøst høres i Rama, bitter gråd, Rakel begræder sine børn, vil ikke trøstes over sine børn, fordi de er borte. Så siger Herren: Din røst skal du holde fra gråd, dine øjne fra tårer, thi der er løn for din møje, ..... fra fjendens land vender de hjem; og der er håb for din fremtid, lyder det fra Herren, børn vender hjem til deres land.” Jer. 31,15 17.PK 119.3

Jesus trøster os med et ufattelig stort håb, når vi sørger over vore døde. “Dem skal jeg fri fra dødsriget, løse fra døden! Nej, død, hvor er din pest, dødsrige, hvor er din sot?” Hos. 13,14. “Jeg er ..... den, som lever; og jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har dødens og dødsrigets nøgler,” Åb. 1,18. “Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren.” 1Tess. 4,16 17.PK 119.4

Elisa var et forbillede på menneskehedens frelser. Ligesom Frelseren forenede han helbredelse og undervisning. Elisa arbejdede trofast og utrætteligt, og i sit lange og resultatrige virke bestræbte han sig på at fremme den betydningsfulde undervisning, som blev givet i profetskolerne. I sit forsyn lod Gud Helligånden besegle de ord, som profeten talte til de alvorlige, unge mænd, som var samlet her, og fra tid til anden blev der givet andre umiskendelige beviser på hans myndighed som Herrens tjener.PK 119.5

Det var under et af sine besøg på skolen i Gilgal, at han gjorde giftig mad spiselig. “Dengang hungersnøden var i landet, vendte Elisa tilbage til Gilgal. Som nu profetsønnerne sad hos ham, sagde han til sin tjener: ‘Sæt den store gryde over og kog en ret mad til profetsønnerne!’ gik en ud på marken for at plukke urter, og da han fandt en slyngplante med vilde agurker, plukkede han så mange, han kunne bære i sin kappe; da han kom tilbage, skar han dem itu og kom dem i gryden, thi han kendte dem ikke. Derpå øste man op for mændene, for at de kunne spise, men så snart de smagte maden, skreg de op og råbte: ‘Døden er i gryden, du Guds mand!’ og de kunne ikke spise maden. Men han sagde: ‘Hent noget mel!’ og da han havde hældt det i gryden, sagde han: ‘Øs nu op for folkene, så de kan spise!’ Så var der ingen ulykke i gryden mere.”PK 119.6

Det var også i Gilgal, at Elisa under hungersnøden bespiste hundrede mennesker med en gave, som han fik af “en mand fra Baal Sjalisja”, “brød af nyt korn, tyve bygbrød og nyhøstet korn”. Nogle af dem, der var med ham, trængte hårdt til mad. Da han modtog gaven, sagde han til sin tjener: “‘Giv folkene det at spise!’ Men hans tjener sagde: ‘Hvorledes skal jeg kunne sætte dette frem for hundrede mennesker?’ Men han sagde: ‘Giv folkene det at spise! Thi så siger Herren: De skal spise og levne!’ Da satte han det frem for dem, og de spiste og levnede efter Herrens ord.”PK 120.1

Tænk, at Kristus ville nedlade sig til at gøre dette mirakel gennem sin tjener for at stille menneskers sult! Men siden den tid har Herren Jesus gang på gang grebet ind for at afhjælpe menneskers behov, skønt det ikke altid er sket på en så iøjnefaldende måde. Hvis vi havde et større åndeligt klarsyn, ville vi bedre kunne se den ømme måde, som Gud behandler menneskenes børn på.PK 120.2

Når Gud velsigner de små midler, er der nok til alle. Hans hånd kan forøge dem hundredfold. Han kan dække bord i ørkenen med de midler, han har til rådighed. Ved sin blotte berøring kan han mangfoldiggøre de knappe forråd, så der bliver nok til alle. Det skyldtes hans kraft, at brødene og kornet forøgedes i profetsønnernes hænder.PK 120.3

Da Kristus var på jorden og bespiste mængden ved et lignende mirakel, var der nogle, der gav udtryk for den samme vantro som Elisas medarbejdere. “Hvorledes skal jeg kunne sætte dette frem for hundrede mennesker?” spurgte Elisas tjener. Da Jesus bød disciplene give mængden at spise, svarede de: “Vi har ikke mere end fem brød og to fisk, hvis vi da ikke skal gå hen og købe mad til hele den mængde.” Luk. 9,13. Hvad er det til så mange?PK 120.4

Guds børn i alle tidsaldre bør lære noget heraf. Når Herren tildeler nogen en opgave bør mennesker afholde sig fra at spørge, om kravet er rimeligt, eller hvad der vil ske, hvis de adlyder. Deres forråd kan synes alt for lille til at dække det forhåndenværende behov, men i Herrens hænder er det mere end tilstrækkeligt. Tjeneren satte “det frem for dem, og de spiste og levnede efter Herrens ord”.PK 120.5

Menighedens store behov i dag er en klarere forståelse af Guds forhold til de mennesker, som han købte, da han gav sin Søn, samt en større tro på hans sags fremgang på jorden. Lad være med at spilde tiden med at klage over, at de synlige hjælpemidler er så knappe. Udadtil ser de måske ikke lovende ud, men midlerne vil komme, når vi går op i gerningen med energi og viser tillid til Gud. Når vi bringer ham vore gaver med tak og bøn om hans velsignelse, vil han mangfoldiggøre dem, ligesom han mangfoldiggjorde maden for profetsønnerne og den trætte folkeskare.PK 120.6