KAPITEL 38—LYS I MØRKET

De sidste år af Judas riges historie var præget af mørke, ødelæggelse og død, og i denne tid ville selv det tapreste hjerte have fortvivlet, hvis ikke det havde haft de opmuntringer, som Guds tjenere forkyndte, at klynge sig til. Herren gav i sin nåde sin evige vilje til kende ved Jeremias i Jerusa-lem, Daniel ved Babylons hof og Ezekiel ved floden Kebar og forsikrede sit udvalgte folk om, at han var villig til at opfylde de løfter, som stod nedtegnet i Moses’ skrifter.Han ville opfylde det, han havde sagt, på dem, der var tro mod ham. Guds ord er levende og blivende. 1 Pet. 1, 23.PoK 225.1

Under Israels ørkenvandring drog Herren omsorg for, at hans børn huskede hans lovs ord. Efter at folket havde bosat sig i Kana’an, skulle de guddommelige love gentages daglig i hvert eneste hjem. De skulle afskrives tydeligt på dørstolperne og portene og indridses på mindetavler. Der skulle skrives musik til dem, så de kunne synges af både ung og gammel. Præsterne skulle un-dervise i disse hellige forskrifter i offentlige forsamlinger, og landets konger skulle læse dem daglig. “Du skal grunde over dem dag og nat,” sagde Herren til Josua med henblik på lovbogen, “for at du omhyggeligt kan handle efter alt, hvad der står skrevet i den; thi da vil det gå dig vel i al din færd, og lykken vil følge dig.” Jos. 1, 8.PoK 225.2

Josua underviste hele Israel i Moses’ skrif-ter. “Ikke et ord af alt, hvad Moses havde påbudt, undlod Josua at oplæse for hele Israels menighed, mændene, kvinderne og børnene og de fremmede, som var draget med iblandt dem. Jos. 8, 35. Dette skete i overensstemmelse med Herrens udtrykkelige be-faling, ifølge hvilken lovbogens ord skulle oplæses offentligt hvert syvende år under løvhyttefesten. Israels åndelige ledere havde fået dette påbud: “Kald da folket sammen, mænd, kvinder og børn og de fremmede, som bor inden dine porte, for at de kan høre og lære at frygte Herren eders Gud og omhyggeligt handle efter alle denne lovs ord; og deres børn, som endnu ikke har lært den at kende, skal høre den og lære at frygte Herren eders Gud, alle de dage I lever i det land, som I skal ind og tage i besiddelse efter at være gået over Jordan!” 5 Mos. 31, 12. 13.PoK 225.3

Israels historie ville have formet sig ganske anderledes, hvis dette råd var blevet fulgt i tiden efter bosættelsen i Kana’an. Folket kunne kun håbe på at gøre Guds vilje, hvis de nærede ærbødighed for Guds hellige ord. Israels styrke under David og den første del af Salomos regering kunne føres tilbage til deres ærbødighed for Guds lov. Det var også troen på det levende ord, der var drivkraften i den reformation, som fandt sted på Elias’ og Josias’ tid. Jeremias henviste også til disse sandhedsfyldte skrifter Israels rigeste arv da han kæmpede for en reform. Hvor han end arbejdede, rettede han denne alvorlige appel til folket: “Hør denne pagts ord.” Disse ord ville gøre det fuldstændig klart for dem, at det var Guds vilje, at alle folk skulle lære den frelsende sandhed at kende. Jer. 11, 2.PoK 226.1

Profeternes formaninger var tilsyneladende næsten frugtesløse i de sidste år af Judas frafald, og da kaldæernes hære kom og belejrede Jerusalem for tredje og sidste gang, mistede alle håbet. Jeremias forudsagde, at det ville ende med en katastrofe. Han blev jo netop kastet i fængsel, fordi han blev ved at opfordre nationen til at overgive sig. Men Gud overlod ikke de få trofaste, som stadig var i byen, til fortvivlelsens mørke. Selv da Jeremias blev holdt under opsyn af mennesker, som foragtede hans budskab, fik han stadig nye åbenbarelser om Himmelens villighed til at tilgive og frelse, og disse bud-skaber har været en aldrig svigtende kilde til trøst for Guds menighed fra den dag til nu.PoK 226.2

Jeremias klyngede sig til Guds løfter. Vea hjælp af en billedhandling tilkendegav han over for den ulykkelige bys indbyggere, at han nærede en ubrydelig tro på, at Guds vilje med sit folk til sidst ville blive fuldbyrdet. Han tilkaldte vidner, udfyldte omhyggeligt alle de dokumenter, som loven krævede, og købte en slægtsejendom i nabo-byen Anatot for sytten sekel sølv.PoK 226.3

Menneskelig set så det tåbeligt ud at købe jord i et land, som allerede var under babyionernes kontrol. Profeten havde selv forudsagt, at Jerusalem og Judæa ville blive ødelagt, og at landet ville gå fuldstændig til grunde. Han havde også forudsagt, at folket skulle leve i landflygtighed i Babylon i et længere åremål. Han var allerede højt oppe i årene og kunne ikke gøre sig håb om at få personlig fordel af den ejendom, som han havde købt. Men ved at studere profetierne havde han fået den faste overbevisning, at det var Herrens vilje at give sine landflygtige børn deres gamle ejen-dom, Det forjættede Land, tilbage. Jeremias så med troens øje de landflygtige vende hjem og tage deres fædres land i besiddelse igen, efter at deres trængsler var til ende. Hans formål med at købe ejendommen i Anatot var at indgyde andre det samme håb, som fyldte hans eget hjerte med så megen trøst.PoK 226.4

Da Jeremias havde skrevet skødet og fået vidnerne til at skrive under, bød han sin sekretær Baruk: “Tag disse skøder, både det forseglede og det åbne, og læg dem i en lurkrukke, for at de kan holde sig i lange tider. Thi så siger Hærskarers Herre: End skal der købes huse, marker og vingårde i dette land!” Jer. 32, 14. 15.PoK 226.5

Da denne usædvanlige handel blev afsluttet, var fremtidsudsigterne for Juda så dystre, at Jeremias’ tro, som hidtil havde været urokket, blev sat på en hård prøve, umiddelbart efter at detaljerne i forbindelse med ejendommens overdragelse var bragt i orden og dokumenterne arkiveret. Havde han handlet egenrådigt, da han søgte at opmuntre Juda? Havde han givet folket falske forhåbninger, fordi han nærede det brændende ønske at styrke deres tillid til Guds ords løfter? De mennesker, der havde sluttet pagt med Gud, havde forlængst vist deres foragt for de foranstaltninger, som var truffet for deres skyld. Ville løfterne til den udvalgte nation nogen sinde gå i opfyl-delse ?PoK 226.6

Profeten var rådvild og nedbøjet af sorg på grund af de lidelser, som de ubodfærdige syndere måtte gennemgå. Han bad derfor Gud om yderligere lys med hensyn til hans planer med menneskeheden.PoK 227.1

“Ak, Herre, Herre,” bad han, “du har jo skabt himmelen og jorden ved din vældige styrke og din udstrakte arm, intet er dig for underfuldt, du, som øver miskundhed mod tusinder og gengælder fædres mis-gerning på deres sønner efter dem, du store, vældige Gud, hvis navn er Hærskarers Herre, rig på råd og stor i dåd, hvis øjne er åbne over alle menneskebørnenes veje, for at du kan give enhver efter hans vej og hans gerningers frugt; du, som gjorde tegn og undere i Ægypten og gør det den dag i dag både i Israel og blandt andre mennesker og skabte dig det navn, du har i dag, du, som førte dit folk Israel ud af Ægypten med tegn og undere, med stærk hånd og udstrakt arm og stor rædsel og gav dem dette land, som du havde svoret deres fædre at ville give dem, et land, der flyder med mælk og honning; og de kom og tog det i eje; men de hørte ikke din røst og adlød ikke din lov; de gjorde intet af, hvad du havde pålagt dem; så lod du al denne ulykke ramme dem.” 17.-23. vers.PoK 227.2

Nebukadnezars hære traf forberedelser til at storme Zions mure. Der blev dræbt tusinder i et sidste desperat forsøg på at forsvare byen. Endnu flere døde af sult og sygdom. Jerusalems skæbne var allerede beseglet. De fjendtlige styrker havde rejst deres belej-ringstårne ved byens mure. Profeten sagde videre i sin bøn til Gud: “Se, stormvoldene har nået byen, så den er ved at blive indtaget, og med sværd, hunger og pest er byen givet i de angribende kaldæeres hånd; hvad du talede, er sket, og du ser det selv. Og skønt byen er givet i kaldæernes hånd, siger du til mig, Herre, Herre: “Køb dig marken for penge og tag vidner derpå!” 24. og 25. vers.PoK 227.3

Gud besvarede nådigt profetens bøn. I denne nødens time, da dette sandhedsvidnes tro blev prøvet som i ild, “kom Herrens ord til Jeremias således: Se, jeg er Herren, alt køds Gud; skulle noget være mig for underfuldt?” 26. og 27. vers. Byen ville snart falde i kaldæernes hænder. Dens porte og paladser ville blive stukket i brand og tilintetgjort. Men til trods for at byen stod over for sin umiddelbare ødelæggelse og at Jerusalems indbyggere skulle føres i fangenskab, ville Herrens evige vilje med Israel alligevel blive fuldbyrdet. I sit svar på profetens bøn føjede Herren yderligere til:PoK 227.4

“Se, jeg vil samle dem fra alle de lande, som jeg har bortstødt dem til i min vrede og harme og i stor fortørnelse, og føre dem hjem til dette sted og lade dem bo trygt. De skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud; og jeg vil give dem ét hjerte og én vej, så de frygter mig alle dage, at det må gå dem og deres sønner efter dem vel. Jeg slutter en evig pagt med dem, at jeg ikke vil drage mig tilbage fra dem, men gøre vel imod dem; og min frygt lægger jeg i deres hjerter, så de ikke viger fra mig. Jeg vil glæde mig over dem og gøre vel imod dem; og jeg planter dem i dette land i trofasthed af hele mit hjerte og hele min sjæl.PoK 227.5

Thi så siger Herren: Som jeg bragte al denne store ulykke over dette folk, således vil jeg bringe over dem alt det gode, jeg taler til dem om. End skal der købes marker i det land, som I siger er en ørken uden mennesker og kvæg og givet i kaldæernes hånd; man skal købe marker for penge og skrive skøder og forsegle dem og tilkalde vidner i Benjamins land, i Jerusalems omegn, i Judas byer, i bjerglandets, lavlandets og Sydlandets byer; thi jeg vender deres skæbne, lyder det fra Herren.” 37.-44. vers.PoK 228.1

For at bekræfte disse tilsagn om befrielse og genopbygning kom Herrens ord “anden gang til Jeremias, mens han endnu sad i fængslet i vagtforgården, således:PoK 228.2

Så siger Herren, som skabte jorden og dannede den, idet han grundfæstede den, han, hvis navn er Herren: Kald på mig, så vil jeg svare dig og kundgøre dig store og lønlige ting, du ikke kender. Thi så siger Herren, Israels Gud, om denne bys huse og om Judas kongers huse, som nedbrødes for at bruges til volde og mur... Se, jeg vil lade byens sår heles og læges, og jeg helbreder dem og oplader for dem en rigdom af fred og sandhed. Jeg vender Judas og Israels skæbne og opbygger dem som tilforn. Jeg renser dem for al deres brøde, med hvilke de syndede imod mig, og tilgiver alle deres misgerninger... Byen skal blive til glæde, til pris og ære blandt alle jordens folk; og når de hører om alt det gode, jeg gør den, skal de frygte og bæve over alt det gode og al den lykke, jeg lader den times.PoK 228.3

Så siger Herren: På dette sted, som I siger er ødelagt, uden mennesker og kvæg, i Judas byer og på Jerusalems gader, . . . skal atter høres fryderåb og glædesråb, brudgoms røst og bruds røst, råb af folk, som siger: “Tak Hærskarers Herre; thi Herren er god, og hans miskundhed varer evindelig!” og som bringer takoffer til Herrens hus; thi jeg vender landets skæbne, så det bliver som til-forn, siger Herren.PoK 228.4

Så siger Hærskarers Herre: På dette ødelagte sted, som er uden mennesker og kvæg, og i alle dets byer skal der atter være græsgange, hvor hyrder lader deres hjorde ligge; i bjerglandets, lavlandets og Sydlandets byer, i Benjamins land, i Jerusalems omegn og i Judas byer skal småkvæget atter gå forbi under tællerens hånd, siger Herren.PoK 228.5

Se, dage skal komme, lyder det fra Herren, da jeg opfylder den forjættelse, jeg udtalte om Israels og Judas hus.” Jer. 33, 1-14.PoK 228.6

Således blev Guds menighed trøstet i en af de mørkeste timer af sin lange kamp med ondskabens magter. Satans bestræbelser på at ødelægge Israel var tilsyneladende lykkedes, men Herren havde øjeblikkets begivenheder under kontrol, og i de kommende år ville hans folk få lejlighed til at råde bod på fortiden. Hans budskab til menigheden lød således: “Frygt derfor ikke, min tjener Jakob, ... og vær ikke bange, Israel; thi se, jeg frelser dig fra det fjerne og dit afkom fra deres fangenskabs land; og Jakob skal vende hjem og bo roligt og trygt, og ingen skal forfærde ham. Thi jeg er med dig, lyder det fra Herren, for at frelse dig.” “Thi jeg heler dig, læger dine sår.” Jer. 30, 10. 11. 17.PoK 228.7

Stammerne i det delte Israelsrige ville atter blive forenet til ét folk på den lykkelige dag, da de landflygtige vendte hjem. Herren skulle anerkendes som “alle Israels slægters Gud”. “De skal være mit folk,” sagde han. “Fryd jer over Jakob med glæde, jubl over det første blandt folkene, kundgør med lovsang og sig: “Herren har frelst sit folk, Israels rest.” Se, jeg bringer dem hid fra nordens land, samler dem fra jordens afkroge; iblandt dem er blinde og lamme... Se, de kommer med gråd; mens de ydmygt beder, leder jeg dem; jeg fører dem hen til vandløb ad en jævn vej, hvor de ej snubler; thi jeg er Israel en fader, min førstefødte er Efraim.” Jer. 31, 1. 7-9.PoK 229.1

Det folk, som Himmelen en gang havde begunstiget fremfor alle andre nationer på jorden, skulle ydmyges i alle folkeslagenes øjne og i fangenskabet lære den lektie i lydighed, som var nødvendig for deres fremtidige lykke. Gud kunne ikke gøre alt det, som han ønskede at gøre for dem, før de havde lært denne lektie. “Jeg vil tugte dig med måde, ikke lade dig helt ustraffet,” sagde Herren, da han forklarede, at det var til deres eget åndelige bedste, at han straffede dem. Jer. 30, 11. Men han ville ikke for evigt sende dem, som havde været genstand for hans ømme kærlighed, bort fra sit åsyn. Han ville vise alle jordens folk, at det var hans vilje at vende et tilsyneladende nederlag til sejr, og at det var hans agt at frelse og ikke at ødelægge. Profeten fik dette budskab:PoK 229.2

“Han, som spredte Israel, samler det, vogter det som hyrden sin hjord; thi Herren har udfriet Jakob, genløst det af den stærkeres hånd. De kommer til Zions bjerg og jubler over Herrens fylde, over korn og most og olie og over lam og kalve. Deres sjæl er som en vandrig have, de skal aldrig vansmægte mer . . . Jeg vender deres kummer til fryd, giver trøst og glæde efter sorgen. Jeg kvæger præsterne med fedt, mit folk skal mættes med min fylde, lyder det fra Herren.”PoK 229.3

“Så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: End skal de i Judas land og byer sige dette ord, når jeg vender deres skæbne: “Herren velsigne dig, du retfærdsbclig, du hellige bjerg!” Og deri skal Juda bo og alle dets byer til hobe, agerdyrkerne og de omvankende hyrder. Thi jeg kvæger den trætte sjæl og mætter hver vansmægtende sjæl.”PoK 229.4

“Se, dage skal komme, lyder det fra Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og Judas hus, ikke som den pagt, jeg sluttede med deres fædre, dengang jeg tog dem ved hånden for at føre dem ud af Ægypten, hvilken pagt de brød, så jeg væmmedes ved dem, lyder det fra Herren; nej, dette er den pagt, jeg efter hine dage slutter med Israels hus, lyder det fra Herren: Jeg giver min lov i deres indre og skriver den på deres hjerter, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ven skal ikke mere lære sin ven eller broder sin broder og sige: “Kend Herren!” Thi de skal alle kende mig fra den mindste til den største, lyder det fra Herren; thi jeg tilgiver deres brøde og kommer ikke mer deres synd i hu.” Jer. 31, 10-14. 23-25. 31-34.PoK 229.5