KAPITEL 22—»NINEVE, DEN STORE STAD”

I den periode, hvor Israels rige var delt, var Assyrerrigets hovedstad, Nineve, en af oldtidens største byer. Den blev grundlagt ved Tigrisflodens frugtbare bred kort efter adspredelsen fra Babelstårnet og havde igen-nem århundreder oplevet en sådan opblom-string, at den til sidst var blevet “en stor by, tre dagsrejser stor”. Jon. 3, 3.PoK 130.1

I sin timelige storhedstid var Nineve et arnested for forbrydelse og ondskab. Det inspirerede ord har skildret den som “byen, der drypper af blod, hvor der kun tales løgn, så fuld af ran”. Profeten Nahum sammen-lignede ninevitterne med en grusom, rovgrisk løve. “Thi hvem fik ikke din ondskab stadig at føle?” spurgte han. Nah. 3, 1, 19.PoK 130.2

Trods sin ondskab var Nineve dog ikke fuldstændig fordærvet. Han, der “ser på alle menneskens børn” (Sl. 33, 13) og skuer “alskens klenodier” (Job 28, 10), så, at mange af byens indbyggere higede efter noget bedre og højere, og at de ville afstå fra deres ondskab og tjene den levende Gud, hvis de fik lejlighed til at lære ham at kende. I sin visdom åbenbarede Gud sig for dem på en måde, som de ikke kunne tage fejl af, for om muligt at få dem til at angre.PoK 130.3

Herren valgte profeten Jonas, Amittajs søn, til denne opgave. Herrens ord kom til ham således: “Stå op og gå til Nineve, den store stad, og udråb over den, at deres ondskab er kommet op for mit åsyn.” Jon. 1, 1. 2.PoK 130.4

Mens profeten tænkte på den vanskelige og tilsyneladende umulige opgave, blev han fristet til at spørge, om det nu også var klogt at tage af sted. Menneskelig set kunne der ikke opnås noget ved at forkynde et sådant budskab i den stolte by. Lige i øjeblikket glemte han, at den Gud, som han tjente, er viis og almægtig, og mens han tøvede og tvivlede, gjorde Satan ham modløs. Profeten blev grebet af rædsel og “stod op for at fly fra Herrens åsyn til Tarsis”. Han drog til Joppe, og da han fandt et skib, som netop skulle sejle, “betalte han, hvad rejsen ko-stede, og gik om bord for at sejle med”. 3. vers.PoK 130.5

Det var et meget stort ansvar, Herren havde betroet Jonas, men Gud var mægtig til at styrke sin tjener og lade hans gerning lykkes. Hvis profeten havde adlydt uden forbehold, var han blevet sparet for mange bitre erfaringer og var blevet velsignet rigt. Men Herren svigtede ikke Jonas i dennes fortvivlelse. Gennem en række prøvelser og mærkelige tilskikkelser skulle profeten genvinde sin tillid til Gud og hans uendelige magt til at frelse.PoK 130.6

Hvis Jonas var standset og havde tænkt roligt over situationen, da han modtog opfordringen første gang, ville han have indset det tåbelige i at forsøge at kaste ansvaret fra sig. Han fik dog heller ikke lov at fortsætte sin vanvittige flugt ret længe. “Men Herren lod et stærkt vejr fare hen over havet, og en stærk storm rejste sig på havet, så skibet var ved at gå under. Sømændene blev rædde og råbte hver til sin gud, og de ka-stede alle sager i skibet over bord for at lette det. Men Jonas var gået ned i det underste skibsrum og lå i dyb søvn dernede.” 4. og 5. v.PoK 131.1

Mens sømændene råbte til deres hedenske guder om hjælp, opsøgte den dybt fortvivlede skibsfører Jonas og sagde: “Hvor kan du sove? Stå op og råb til din Gud! Måske vil Gud komme os i hu, så vi ikke omkommer.” 6. vers.PoK 131.2

Men den mand, som havde forladt pligtens vej, kunne ikke bringe hjælp ved sine bønner. Sømændene troede, at uvejrets heftighed skyldtes deres guders vrede, og som en sidste udvej blev de enige om at kaste lod “for at få at vide, hvem der er skyld i, at denne ulykke er tilstødt os!” “Loddet ramte Jonas. Da sagde de til ham: “Sig os, hvem der er skyld i, at denne ulykke er tilstødt os! Hvad er du, og hvor kommer du fra? Hvilket land er du fra, og hvilket folk hører du til?” Han svarede: “Jeg er hebræer, og jeg frygter Herren, Himmelens Gud, som har skabt havet og det tørre land.” Så grebes mændene af stor rædsel og sagde til ham: “Hvad har du gjort?” Thi de fik at vide, at han flyede fra Herrens åsyn; det sagde han dem.PoK 131.3

Og de spurgte ham: “Hvad skal vi gøre med dig, så vi får havet til at lægge sig? Thi det rejser sig mere og mere.” Han svarede: “Tag og kast mig i havet! Så får I det til at lægge sig; thi jeg ved, at jeg er skyld i, at dette stærke vejr er over eder.”PoK 131.4

Mændene søgte nu at ro tilbage til land, men kunne ikke, da havet rejste sig mere og mere imod dem. Så råbte de til Herren: “Ak, Herre! Lad os ikke omkomme for denne mands sjæls skyld og lad ikke uskyldigt blod komme over os; thi det er jo dig, Herre, der har gjort, som du ville.” Derpå tog de Jonas og kastede ham i havet, og straks lagde det sig. Og mændene grebes af stor rædsel for Herren, bragte ham et slagtoffer og aflagde løfter.PoK 131.5

Men Herren bød en stor fisk sluge Jonas; og Jonas var i fiskens bug tre dage og tre nætter. Da bad Jonas i fiskens bug til Herren sin Gud og sagde:PoK 131.6

“Jeg råbte i nøden til Herren,
og han svarede mig;
jeg skreg fra dødsrigets skød,
og du hørte min røst.
Du kasted mig i dybet
midt i havet,
strømmen omgav mig;
alle dine brændinger og bølger
skyllede over mig.
Jeg tænkte: “Bort er jeg stødt
fra dine øjne, aldrig mer skal jeg skue
dit hellige tempel.”
Vandene trued min sjæl,
dybet omgav mig,
tang var viklet om mit hoved;
til bjergenes rødder steg jeg ned,
til jordens slåer, de evige grundvolde;
da drog du mit liv op af graven,
Herre min Gud.
Da min sjæl vansmægtede i mig, kom
jeg Herren i hu,
og min bøn steg op til dig
i dit hellige tempel.PoK 131.7

De, der dyrker det tomme gøgl, lader
gudsfrygt fare;
men jeg vil bringe dig ofre med
lovsangs toner
og indfri de løfter, jeg gav.
Hos Herren er frelse.” Kap. 1, 7 til 2, 10.PoK 132.1

Endelig lærte Jonas, at der er frelse hos Herren. SI. 3, 9Befrielsen kom, da han angrede og erkendte Guds frelsende nåde. Jonas blev udfriet af dybets farer og kastet op på tørt land.PoK 132.2

Guds tjener fik endnu en gang befaling om at advare Nineve. “Men Herrens ord kom for anden gang til Jonas således: “Stå op og gå til Nineve, og udråb over den, hvad jeg tilsiger dig!” Denne gang standsede han ikke op for at stille spørgsmål eller tvivle, men adlød ufortøvet. Han stod “op og gik til Nineve efter Herrens ord”. Jon. 3, 1-3.PoK 132.3

Da Jonas kom ind i byen, begyndte han straks at råbe: “Om fyrretyve dage skal Ni-neve styrtes i grus!” 4. vers. Han gik fra gade til gade og råbte advarslen.PoK 132.4

Budskabet var ikke forgæves. Det råb, som genlød i den gudløse bys gader, gik fra mund til mund, indtil alle indbyggerne havde hørt den chokerende meddelelse. Guds Ånd gjorde budskabet alvorligt for hver eneste indbygger, og i skarevis af mennesker skælvede over deres synder og angrede og yd-mygede sig.PoK 132.5

“Da troede folket i Nineve på Gud, og de udråbte en faste og klædte sig i sæk, både store og små; og da sagen kom Nineves konge for øre, stod han op fra sin trone, tog kappen af, klædte sig i sæk og satte sig i støvet, og han lod udråbe i Nineve: “Kongen og hans stormænd gør vitterligt: Hverken folk eller fæ, hornkvæg eller småkvæg, må nyde noget, græsse eller drikke vand; men folk og fæ skal klædes i sæk og opløfte et vældigt skrig til Gud og omvende sig, hver fra sin onde vej og den uret, som hænger ved deres hænder. Måske vil Gud da angre og holde sin glødende vrede tilbage, så vi ikke omkommer.” 5.-9. vers.PoK 132.6

Da kongen og stormændene tillige med folket, både høj og lav, “omvendte sig ved Jonas’ prædiken” (Matt. 12, 41) og sammen råbte til Himmelens Gud, skænkede han dem sin nåde. “Da Gud så, hvad de gjorde, hvorledes de omvendte sig fra deres onde vej, angrede han den ulykke, han havde truet med at føre over dem, og gjorde ikke alvor deraf.” Jon. 3, 10. De undgik deres skæbne, Israels Gud blev ophøjet og æret i hele hedningeverdenen, og hans lov kom til højhed og ære. Nineve faldt først som et bytte for nabofolkene mange år senere, fordi den glemte Gud og hovmodede sig.PoK 132.7

Jonas burde have været den første til at glæde sig over Guds ufattelige nåde, da han blev klar over, at Gud ville skåne denne by, som trods sin ondskab havde angret i sæk og aske. Men i stedet for at glæde sig fik han den tanke, at han måske ville blive anset for at være en falsk profet. Han ville værne om sit rygte og glemte fuldstændig at tage i betragtning, at menneskene i den onde by betød langt mere. Jonas tog det “såre for-trydeligt op”, at Gud viste de angrende ninevitter medlidenhed, og “blev vred”. “Var det ikke det, jeg tænkte,” sagde han til Herren, “da jeg endnu var hjemme i mit land? Derfor ville jeg også før fly til Tarsis; jeg vidste jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud, langmodig og rig på miskundhed, og at du angrer det onde.” Jon. 4, 1. 2.PoK 132.8

Han gav atter efter for sin tilbøjelighed til at stille spørgsmål og nære tvivl og blev igen overvældet af mismod. Han så ikke på andres vel og ville hellere dø end se byen skånet. I sit mismod udbrød han: “Så tag nu, Herre, mit liv; thi jeg vil hellere dø end leve.”PoK 132.9

“Men Herren sagde: “Er det med rette, du er vred?” Så gik Jonas ud og slog sig ned østen for byen; der byggede han sig en løvhytte og satte sig i skygge under den for at se, hvorledes det gik byen. Da bød Gud Herren en olieplante skyde op over Jonas og skygge over hans hoved for at tage hans mismod, og Jonas glædede sig høj ligen over den.” 3.-6. vers.PoK 133.1

Nu gav Herren Jonas en anskuelsesundervisning. “Ved morgengry næste dag bød Gud en orm stikke olieplanten, så den visnede; og da solen stod op, rejste Gud en glødende østenstorm, og solen stak Jonas i hovedet, så han vansmægtede og ønskede sig døden, idet han tænkte: “Jeg vil hellere dø end leve.” ”PoK 133.2

Gud talte atter til sin profet. “Er det med rette, du er vred for olieplantens skyld?” Han svarede: “Ja, med rette er jeg så vred, at jeg kunne tage min død derover.”PoK 133.3

“Da sagde Herren: “Du ynkes over olieplanten, som du ingen møje har haft med eller opelsket, som blev til på én nat og gik ud på én nat. Og jeg skulle ikke ynkes over Nineve, den store stad med mer end tolv gange 10.000 mennesker, som ikke kan skelne højre fra venstre, og meget kvæg.” 7.-11. vers.PoK 133.4

Skønt Jonas var forvirret, ydmyget og ude af stand til at forstå, hvorfor Gud skånede Nineve, havde han dog løst den opgave, som var blevet tildelt ham, og advaret den store by. Skønt det ikke gik som forudsagt, var advarselsbudskabet alligevel fra Gud. Det havde også den virkning, som Gud havde tilsigtet. Hans nådes herlighed blev åbenbaret blandt hedningerne. De, der længe havde siddet i “mulm og mørke, bundne i pine og jern”, “råbte til Herren i nøden”, og “han frelste dem af deres trængsler, førte dem ud af mørket og mulmet og sønderrev deres bånd”. Han “sendte sit ord og lægede dem og frelste deres liv fra graven.” Sl. 107,10. 13. 14. 20.PoK 133.5

Da Kristus var på jorden, henviste han til de gode resultater, som blev opnået ved Jonas’ prædiken i Nineve. Han sammenlignede også den hedenske bys indbyggere med de mennesker, som kaldte sig Guds folk på hans tid. “Mænd fra Nineve skal stå op ved dommen,” sagde han, “sammen med denne slægt og bringe fordømmelse over den; thi de om-vendte sig ved Jonas’ prædiken; og se, her er mere end Jonas.” Matt. 12, 40. 41. Kristus kom ned til denne travle verden, hvor menneskene købslog og handlede og prøvede på at skrabe så meget til sig som muligt. Midt i forvirringen lød hans røst som Guds basun: “Hvad gavner det et men-neske at vinde den hele verden og at bøde med sin sjæl ? Thi hvad kan et menneske give til vederlag for sin sjæl?” Matt. 8, 36. 37.PoK 133.6

Ligesom Jonas’ prædiken var et tegn for ninevitterne, var Kristus’ prædiken et tegn for hans generation. Men hvor var der stor forskel på den måde, hvorpå deres forkyndelse blev modtaget! Trods ligegyldighed og foragt arbejdede Frelseren dog videre, til han havde fuldbyrdet sin gerning.PoK 133.7

Guds sendebud i dag skal tage ved lære heraf. Nutidens store byer trænger lige så meget til at lære den sande Guds egenskaber og planer at kende som ninevitterne i oldtiden. Kristi sendebud skal lede menneskenes tanker hen til en bedre verden, som for en stor del er blevet glemt. Den hellige skrift lærer, at kun den by, som Gud har bygget og grundlagt, vil bestå. Mennesket kan med troens øje se tærsklen til Himmelen, hvor den levende Guds herlighed stråler i al sin glans. Herren Jesus sender sine tjenere ud for at opfordre menneskene til med ildhu at sikre sig den udødelige arv. Han formaner dem til at samle sig skatte ved Guds trone.PoK 133.8

De store byers indbyggere forøger hurtigt og sikkert deres syndeskyld, fordi den bevidste ondskab er i stadig tiltagen. Det rådende fordærv overgår enhver beskrivelse. Hver dag afsløres der nye tilfælde af fjendskab, bestikkelse og bedrageri. Der går ikke en dag, uden at der forekommer tragiske eksempler på vold og lovløshed, ligegyldighed med menneskelig lidelse og grusom, djævelsk tilintetgørelse af menneskeliv. Mord, selvmord og sindssyge tiltager daglig.PoK 134.1

Satan har fra slægt til slægt bestræbt sig på at forhindre, at menneskene fik kendskab til Herrens nådige planer. Han har arbejdet på at skjule de store principper i Guds lov retfærligheden, nåden og kærligheden. Menneskene er stolte af den vidunderlige fremgang og oplysning, som kendetegner den tid, vi lever i, men Gud ser, at jorden er fuld af lovløshed og vold. Mennesker hævder, at Guds lov er blevet afskaffet, og at Bibelen ikke er troværdig. Som følge heraf er verden blevet overskyllet af en bølge af ondskab, som den ikke har været vidne til siden Noas og det frafaldne Israels dage. Man ofrer mildhed, fromhed og sjælens renhed for at kunne tilfredsstille sit begær efter det, som er forbudt. Den sorte liste over forbrydelser, som begås med berigelse for øje, kan få blodet til at stivne og fylde sjælen med gru.PoK 134.2

Vor Gud er en barmhjertig Gud. Han er tålmodig og mild over for de mennesker, der overtræder hans lov. Men mænd og kvinder har i dag så rig anledning til at gøre sig bekendt med Guds lov, som den kommer til udtryk i den hellige skrift, at universets store Konge ikke kan se med velbehag på de onde byer med deres vold og forbrydelser. Gud bliver ikke ved at bære over med dem, som viser hårdnakket ulydighed.PoK 134.3

Er der grund til at blive overrasket over, at den Almægtige pludselig og uventet æn-drer sin holdning over for en falden verdens beboere ? Har de grund til at blive overraskede over, at lovovertrædelser og til-tagende forbrydelser bliver straffet? Er der grund til at undres over, at Gud bringer død og ødelæggelse over dem, der har beriget sig selv ved bedrageri og svindel? Skønt kendskabet til Guds krav stadig er blevet forøget, er der mange mennesker, der har nægtet at anerkende Herrens regering og har besluttet sig til at fortsætte med at tjene ham, som var den første, der gjorde oprør imod Himmelens styre.PoK 134.4

Guds tålmodighed har været meget stor så stor, at vi må undres, når vi tænker på den foragt, som menneskene til stadighed viser hans hellige bud. Den Almægtige har lagt bånd på sig selv, men vi kan være overbevist om, at han vil rejse sig for at straffe de onde mennesker, der har dristet sig til at trodse de rimelige krav i de ti bud.PoK 134.5

Gud giver menneskene en vis prøvetid, men den guddommelige tålmodighed har også en grænse, og når denne er overskredet, falder Guds dom. Herren bærer længe over med mennesker og byer. Han advarer dem i sin nåde for at skåne dem for den guddommelige vrede; men der kommer et tidspunkt, da råbet om nåde ikke længer bliver hørt, og da de, der fortsætter med at gøre oprør og forkaste sandhedens lys, vil blive udslettet. Dette er den nådigste udvej både for dem selv og for dem, som ellers ville blive påvirket af deres eksempel.PoK 134.6

Den tid er ikke fjern, da verden vil opleve så megen sorg, at ingen menneskelig balsam kan bringe lægedom. Guds Ånd er ved at blive draget bort fra jorden. Ulykker på hav og land følger hurtigt efter hinanden. Hvor ofte hører vi ikke om jordskælv og hvirvelstorme og om ødelæggelser forvoldt ved ildsvåde og oversvømmelser med store tab på liv og ejendom! Disse ulykker skyldes tilsyneladende naturkræfternes tilfældige spil, som står uden for menneskets kontrol, men Gud har en plan med det alt sammen. Han benytter disse midler til at ruske mænd og kvinder op og få dem til at indse den fare, de befinder sig i.PoK 135.1

Guds tjenere i de store byer skal ikke tabe modet på grund af den ondskab, uretfærdighed og fordærvelse, de ser, mens de arbejder for at forkynde frelsens glade budskab. Herren opmuntrer hver enkelt af disse tjenere med de samme ord, som han talte til apostlen Paulus i den onde by Korint: “Frygt ikke, men tal og ti ikke; for jeg er med dig, og ingen skal lægge hånd på dig og gøre dig noget ondt; thi jeg har et talrigt folk i denne by.” Ap. G. 18, 9. 10. De, der arbejder for at frelse sjæle, bør have i tanke, at skønt mange er Guds ord overhørige, vil verden som helhed ikke forkaste lyset, sand-heden og en tålmodig frelsers indbydelse. Skønt byerne er fulde af vold og forbrydelser, er der mange af deres indbyggere, som kan lære at blive Jesu efterfølgere, hvis de får den rette undervisning. Tusinder af mennesker kan lære den frelsende sandhed at kende og tilskyndes til at tage imod Kristus som deres personlige frelser.PoK 135.2

Guds budskab til jordens indbyggere i dag lyder: “Derfor vær også I rede; thi Menneskesønnen kommer i den time, I ikke tænker jer.” Matt. 24, 44.PoK 135.3

De forhold, som råder i samfundet og især i de store byer, forkynder med tordenrøst, at Guds doms time er kommet, og at alle tings ende er nær. Vi står på tærsklen til historiens største krise. Guds straffedomme vil følge efter hinanden i hurtig rækkefølge ildebrande, oversvømmelser, jordskælv, krig og blodsudgydelse. Vi skal ikke blive overraskede, hvis vi bliver vidne til både store og afgørende begivenheder i denne tid, for barmhjertighedens engel kan ikke beskytte de ubodfærdige ret meget længere.PoK 135.4

“Thi Herren gå ud fra sin bolig for at straffe jordboernes brøde; sit blod bringer jorden for lyset og dølger ej mer sine dræbte.” Es. 26, 21. Det trækker op til Guds vredes uvejr, og menneskene vil kune blive skånet, hvis de tager imod Guds nådige indbydelse ligesom Nineves indbyggere og bliver helligede ved lydighed mod den gud-dommelige Konges love. Kun den retfærdige vil blive skjult med Kristus i Gud, til ødelæggelsen er fuldbyrdet. Lad dette være vor sjæls længsel:PoK 135.5

“Anden tilflugt har jeg ej,
du alene er mit håb.
Led mig nådig på din vej,
hør, o hør mit svage råb!

Jesus, skjul mig i din favn,
did er al min længsel vendt
Før mig til din himmelhavn,
når min prøvetid er endt!“PoK 135.6