Det vakte stor skuffelse og uro blandt ondskabens hære, at arbejdet med templet skred støt fremad. Satan besluttede nu at gøre endnu mere for at slå modet ned hos Guds folk. Han ville pege på deres ka-raktermangler. Hvis han kunne få de men-nesker, som havde lidt så længe for deres synders skyld, til at overtræde Guds bud på ny, ville de atter blive syndens slaver.PoK 284.1

Satan havde altid vist Israel et uforsonligt fjendskab, fordi de var blevet udpeget til at vedligeholde kundskaben om Gud på jorden. Djævelen var fast besluttet på at komme dem til livs. Han kunne ikke gøre dem fortræd, så længe de var lydige. Derfor satte han al sin kraft og intelligens ind på at lede dem i synd. Det skyldtes hans fri-stelser, at de havde overtrådt Guds lov og var blevet et bytte for deres fjender.PoK 284.2

Gud svigtede dem dog ikke, da de blev ført til Babylon som fanger. Han sendte sine profeter til dem, for at de skulle irettesætte og advare dem og få dem til at indse deres synd. Da de ydmygede sig over for Gud og søgte ham med et angrende hjerte, opmun-trede han dem. Han sagde, at han ville befri dem fra fangenskabet, tage dem til sig igen og lade dem vende tilbage til deres eget land. Nu var dette løfte ved at gå i opfyl-delse, og Israels rest var allerede vendt til-bage til Judæa. Satan besluttede nu at krydse Guds plan, og for at nå sit mål forsøgte han at tilskynde de hedenske folkeslag til at udrydde Israel fuldstændig.PoK 284.3

I denne krise styrkede Herren sit folk med “gode og trøstende ord”. Zak. 1, 13. Han skildrede Satans og Kristi gerning i et magtfuldt billede og gjorde det klart, at Israels talsmand var mægtig til at besejre sit folks anklager.PoK 284.4

I synet ser profeten “ypperstepræsten Josua” stå foran Herrens engel og bede Gud om nåde på sit hjemsøgte folks vegne. Josua er iført “snavsede klæder” (Zak. 3, 1 og 3). Mens han beder om, at Gud vil opfylde sine løfter, træder Satan dristigt frem og fører anklage imod ham. Han henviser til Israels synder og hævder, at de ikke fortjener, at Gud tager dem til nåde igen. Han påstår, at de tilhører ham, og kræver dem udleveret.PoK 284.5

Ypperstepræsten kan hverken forsvare sig selv eller folket over for Satans anklager. Han påstår ikke, at Israel er fejlfri. Han står foran engelen i snavsede klæder, der symboliserer folkets synder, som han bærer som deres repræsentant. Han bekender deres synd, men henviser samtidig til deres anger og ydmyghed og stoler på en tilgivende frelsers nåde. Han tilegner sig Guds løfter i tro.PoK 284.6

Engelen, som er Kristus selv, alle synderes frelser bringer nu sit folks anklager til tavshed med ordene: “Herren true dig, Satan, Herren true dig, han, som udvalgte Jerusalem. Er denne ikke en brand, som er reddet ud af ilden?” 2. vers. Israel havde længe været i prøvelsens ildovn. Deres synder var skyld i, at de næsten var blevet fortæret af den flamme, som Satan og hans redskaber havde tændt for at tilintetgøre dem, men nu udrakte Gud sin hånd for at redde dem.PoK 285.1

Josuas forbøn bliver besvaret, og der bliver givet denne befaling: “Tag de snavsede klæder af ham!” Derpå siger engelen til Josua: “Se, jeg har taget din skyld fra dig, og du skal have højtidsklæder på.” “Og de satte et rent hovedbind på hans hoved og gav ham rene klæder på.” 4. og 5. vers. Både hans egne og folkets synder var blevet til-givet. Israel fik “højtidsklæder” på Kristi tilregnede retfærdighed. Josua fik et hovedbind af samme type, som præsterne gik med. Det bar indskriften: “Helliget Herren” (2 Mos. 28, 36) og var et tegn på, at han til trods for de synder, som han tidligere havde begået, nu var skikket til at gøre tjeneste for Gud i hans helligdom.PoK 285.2

Engelen sagde nu til Josua: “Hvis du vandrer på mine veje og holder mine forskrifter, skal du både råde i mit hus og vogte mine forgårde, og jeg giver dig gang og sæde blandt dem, som står her.” Zak. 3, 7. Hvis han var lydig, skulle han opleve den ære at blive dommer eller øverste over templet og tempeltjenesten. Han skulle færdes imellem engle selv i dette liv og skulle til sidst slutte sig til den herliggjorte skare omkring Guds trone.PoK 285.3

“Hør du ypperstepræst Josua, du og dine embedsbrødre, som sidder for dit ansigt: de er varselmænd! Thi se, jeg lader min tjener Zemak komme.” 8. vers. Israels håb var knyttet til Zemak [det betyder spire], befrieren som skulle komme. Josua og hans folk fik tilgivelse ved tro på den kommende frelser. Gud havde taget dem til nåde igen, fordi de troede på Kristus. Hvis de vandrede på hans veje og holdt hans bud, ville de blive “varselmænd” i kraft af hans fortjene-ster og æret som Himmelens udvalgte blandt jordens nationer.PoK 285.4

Satan optrådte som Josuas og hans folks anklager. Igennem hele historien har han anklaget de mennesker, som har bedt Gud om barmhjertighed og nåde. Han er “vore brødres anklager, som anklagede dem for vor Gud dag og nat”. Åb. 12, 10. Han fører denne kamp imod hver eneste sjæl, som er blevet reddet fra ondskabens magt, og som har fået sit navn indskrevet i Lammets bog, som er livets bog. Hver gang Gud optager et menneske i sin familie, vækker det forbitret modstand hos fjenden. Men han, som var Israels håb, forsvar, retfærdiggørelse og forløsning dengang, er også menighedens håb i dag.PoK 285.5

Satans anklager mod de mennesker, som søger Herren, skyldes ikke, at han er vred over deres synder. Han fryder sig over deres karaktermangler, for han er klar over, at han kun kan få magten over dem, når de overtræder Guds lov. Hans anklager skyldes ude-lukkende hans fjendskab til Kristus. Det er i kraft af frelsesplanen, at Jesus kan rive menneskeheden ud af Satans kløer og frelse mennesker fra hans magt. Når den store oprører ser beviserne på, at Kristus har over-herredømmet, vækkes alt hans had og al hans ondskab til live, og så sætter han al sin djævelske kraft og snedighed ind på at vriste de mennesker, som har taget imod frel-seren, ud af Kristi hånd. Han får mennesker til at tvivle, til at miste troen på Gud og til at skille sig fra hans kærlighed. Han fri-ster dem til at overtræde Guds lov, hævder derpå, at de er hans fanger, og bestrider Kristi ret til at tage dem fra ham.PoK 285.6

Satan ved udmærket, at de mennesker, som beder Gud om tilgivelse og nåde, får deres bøn opfyldt. Derfor viser han dem deres synder for at slå modet ned hos dem. Han bestræber sig ustandselig på at anklage de mennesker, som forsøger at adlyde Gud. Han får det til at se ud, som om selv deres bedste handlinger er onde, og tager utallige af de mest listige og grusomme metoder i anvendelse for at få dem dømt.PoK 286.1

Mennesket kan ikke imødegå fjendens anklager i sin egen kraft. Det står foran Gud i sine syndbesmittede klæder og bekender sin skyld. Men Jesus, som er vor forsvarer, fremfører et effektivt argument til fordel for alle dem, der i anger og tro har overgivet deres sjæl til ham. Han fører deres sag og besejrer deres anklager ved hjælp af Golgatas uimodsigelige argumenter. Han har fået al magt i Himmelen og på jorden, fordi han var fuldkommen lydig imod Guds lov, og beder sin Fader skænke det skyldige menneske nåde og tilgivelse. Han siger til sit folks anklager: “Herren straffe dig, Satan.PoK 286.2

Disse mennesker har jeg købt med mit blod, og de er en brand, som er reddet ud af ilden.” Derpå giver han dem, der stoler på ham, denne forsikring: “Se, jeg har taget din skyld fra dig, og du skal have højtidsklæder på.” Zak. 3, 4.PoK 286.3

Alle de, der har iført sig Kristi retfærdigheds klædning, står for hans åsyn som udvalgte og trofaste og sande. Satan har ingen magt til at rive dem ud af Frelserens hånd. Kristus vil ikke lade fjenden få magten over en eneste sjæl, som i anger og tro har anmodet om hans beskyttelse. Løftet til Josua gælder alle: “Hvis du ... holder mine for-skrifter, ... giver jeg dig gang og sæde blandt dem, som står her.” Zak. 3, 7. De vil blive ledsaget af engle fra Gud selv i denne verden og vil til sidst få lov at stå blandt de engle, som omgiver Guds trone.PoK 286.4

Zakarias’ syn om Josua og engelen gælder i særlig grad Guds folks erfaring i den sidste del af den store forsoningsdag. På denne tid vil den sidste menighed komme ud for store prøvelser. De, der holder Guds bud og har Jesu tro, vil få dragens og dens hærskarers vrede at føle. Satan betragter denne verdens beboere som sine undersåtter. Han har endog fået magten over mange beken-dende kristne. Men her er en lille skare, som ikke vil anerkende hans overhøjhed. Hvis han blot kunne udrydde dem af jorden, ville hans sejr være fuldkommen. Det var ham, der fik de hedenske folkeslag til at stræbe Israel efter livet, og i nær fremtid vil han også tilskynde ondskabens magter på jorden til at udrydde Guds folk. Der vil blive stillet krav om, at menneskene skal adlyde menneskelige befalinger og overtræde den gud-dommelige lov.PoK 286.5

De, der er tro imod Gud, vil blive truet, fordømt og gjort fredløse. De vil blive forrådt “af forældre og brødre og slægtninge og venner” og forfulgt lige til døden. Luk. 21, 16. Guds nåde er deres eneste håb, og bøn er deres eneste tilflugt. Ligesom Josua bad, da han stod over for engelen, vil den sidste menighed med sønderknust hjerte og urokkelig tro bede om tilgivelse og befrielse i deres forsvarers, Jesu navn. De er fuldt ud klar over, at de har syndet; de kan også godt se deres svaghed og uværdighed, og de er på fortvivlelsens rand.PoK 286.6

Fristeren står ved deres side for at anklage dem, ligesom han trådte op imod Josua. Har peger på deres snavsede klæder deres mangelfulde karakter. Han peger på deres svaghed og dårskab, deres utaknemmelighed og deres ukristelige vandel, hvormed de har kastet vanære over deres forløser. Han forsøger at indgyde dem skræk ved at få dem til at tro, at deres sag er tabt, og at deres urenhed aldrig kan fjernes. Han håber at kunne tilintetgøre deres tro, få dem til at give efter for hans fristelser og opgive at tjene Gud.PoK 287.1

Satan fører nøjagtigt regnskab med de synder, som han har fristet Guds folk til at begå. Nu fremfører han sine anklager imod dem og hævder, at de ikke kan forvente Guds beskyttelse, når de har begået sådanne synder. Han siger også, at han har ret til at dræbe dem. Han hævder, at de lige så lidt fortjener Guds gunst som han. Han spørger: “Er det disse mennesker, der skal have den plads i Himmelen, som jeg og mine engle havde? De bekender sig til at adlyde Guds lov men har de holdt den? Har de ikke elsket sig selv mere, end de har elsket Gud? Har de ikke sat deres egne interesser i første række og hans i anden række? Har de ikke elsket de ting, der er i verden? Se, hvilke synder de har begået i deres liv! Se blot på deres egenkærlighed, deres ondskab og deres had til hinanden! Vil Gud støde mig og mine engle bort fra sit åsyn og belønne dem, som er skyldige i de samme synder? Retfærdigheden kræver, at de bliver dømt.”PoK 287.2

Det er rigtigt, at Kristi efterfølgere har syndet, men de har ikke ladet de sataniske kræfter få magten over sig. De har bekendt deres synder og bedt til Herren i ydmyghed og anger, og deres guddommelige forsvarer fører deres sag. Han, som de har været mest utaknemmelige over for, og som kender deres synder, men også deres anger, siger: “Herren straffe dig, Satan. Jeg har givet mit liv for disse sjæle. De er skrevet i mine hænder. Det er muligt, at de lider af karakterbrist, og at de ikke er nået så vidt, som de burde, men de har angret, og jeg har tilgivet dem og taget dem til mig.”PoK 287.3

Satans angreb er hårde og hans fristelser listige, men Herrens øje våger over sit folk. De er i stor nød, og ovnens flammer synes at skulle fortære dem, men Jesus vil drage omsorg for, at de kommer ud som guld, der er prøvet i ild. Deres verdslighed vil blive fjernet, og Kristi billede vil afspejle sig i dem til fuldkommenhed.PoK 287.4

Til tider kan det se ud, som om Herren har glemt de farer, som hans menighed er udsat for, og den fortræd, som dens fjender har gjort den. Men Gud glemmer ikke. Intet i denne verden står Guds hjerte nærmere end hans menighed. Han ønsker ikke, at dens historie skal skæmmes af verdslighed. Han tillader heller ikke, at hans folk bliver overvundet af Satans fristelser. Han vil straffe alle dem, der ikke repræsenterer ham på rette måde, men vil være nådig imod alle dem, der angrer af hele deres hjerte. De, der beder ham om hjælp for at kunne danne en kristelig karakter, vil få al den hjælp, de behøver.PoK 287.5

I den sidste tid af denne verdens historie vil Guds folk sukke og jamre over de vederstyggeligheder, som finder sted i landet. De vil grædende advare de gudløse om faren ved at nedtrampe Guds lov og vil i ubeskrivelig sorg ydmyge sig over for Herren og angre deres synder. De gudløse vil drive spot med deres sorg og latterliggøre deres alvorlige henstillinger. Men den sjæleangst og ydmyghed, som Guds folk lægger for dagen, er et umiskendeligt vidnesbyrd om, at de er ved at genvinde den styrke og karakterens adel, som de har mistet på grund af synden. Jo nærmere de kommer Kristus, og jo mere de betragter hans fuldkomne renhed, des mere grel forekommer synden dem. Ydmyghed er forudsætningen for fremgang og sejr. De, der bøjer sig ved korsets fod, har en krone i vente.PoK 288.1

Guds trofaste, bedende børn er så at sige lukket inde i en beskyttende fæstning sammen med ham. De ved ikke selv, hvor godt de er beskyttet. Satan tilskynder denne verdens regenter til at dræbe dem, men hvis Guds børns øjne kunne åbnes, som Elisas tjeners øjne blev åbnet i Dotan, ville de se Guds engle lejre sig omkring dem og holde mørkets hære tilbage.PoK 288.2

Mens Guds folk udøser deres sjæl for ham og beder om et rent hjerte, lyder denne befaling: “Tag de snavsede klæder af ham.” Derpå udtales disse opmuntrende ord: “Se, jeg har taget din skyld fra dig, og du skal have højtidsklæder på.” Zak. 3, 4. Guds prøvede, fristede, trofaste børn bliver iført Kristi retfærdigheds klædning. Den lille, foragtede skare bliver iført en højtidsdragt, som aldrig vil blive besmittet af verdens fordærv. Deres navne står i Lammets bog, som er livets bog, sammen med navnene på de tro-faste fra alle tidsaldre. De har modstået forførerens list og har ikke svigtet Gud, skønt de har hørt dragens brøl. Nu er de i al evighed trygge over for fristerens anslag. Deres synder bliver lagt på syndens ophavsmand, og de får “et rent hovedbind” på.PoK 288.3

Mens Satan har fremført sine anklager, er hellige engle i det skjulte fløjet frem og tilbage for at sætte den levende Guds segl på de trofaste. Det er disse, der står på Zions bjerg sammen med Lammet, med Faderens navn skrevet i deres pande. De synger den nye sang foran tronen den sang, som kun kan læres af de 144.000, som er blevet forløst fra jorden. “Det er dem, der følger Lam-met, hvor det går. De er blevet løskøbt ud af menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og Lammet, og i deres mund blev der ikke fundet løgn; de er dadelfri.” Åb. 14, 4. 5.PoK 288.4

Nu får engelens ord deres fuldstændige opfyldelse: “Hør, du ypperstepræst Josua, du og dine embedsbrødre, som sidder for dit ansigt: de er varselmænd! Thi se, jeg lader min tjener Zemak komme.” Zak. 3, 8. Kristus åbenbares som sit folks forløser og befrier. Nu er de forløste i sandhed ble-vet “varselmænd”. Pilgrimstidens tårer og ydmygelse har veget pladsen for glæde og ære i Guds og Lammets nærværelse. “På hin dag bliver Herrens spire til pryd og ære og landets frugt til stolthed og smykke for de undslupne i Israel. Den, som er levnet i Zion og blevet tilovers i Jerusalem, skal kaldes hellig, enhver, der er indskrevet ti livet i Jerusalem.” Es. 4, 2. 3.PoK 288.5

KAPITEL 46—HJÆLPEN FRA HERRENS PROFETER

KAPITEL 48—“IKKE VED MAGT OG IKKE VED STYRKE”