KAPITEL 58—FORVENTNINGEN OM EN BEFRIER

I de lange århundreder, der er forløbet, siden vore første forældre mistede deres hjem i Eden, har menneskehedens historie været præget af “trængsel og mørke” og “knugende mulm”. Fra uddrivelsen af Edens have til den dag, da Guds Søn kom til denne verden som synderes frelser, har den faldne menneskeheds håb koncentreret sig om, at der skulle komme en befrier, som skulle lose mænd og kvinder fra syndens og gravens slaveri.PoK 333.1

Adam og Eva blev gjort bekendt med den første hentydning til et sådant håb, da de hørte dommen over slangen i Edens have. Da sagde Herren til Satan i deres påhør: Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!” 1 Mos. 3, 15.PoK 333.2

Da det skyldige par hørte disse ord, fyldtes deres hjerte med håb, for de forstod, at profetien om, at Satans magt skulle knækkes, rummede et løfte om, at de ville blive reddet fra den ulykke, som var sket på grund af deres synd. Skønt de ville få deres modstanders magt at føle, fordi de havde givet efter for hans forføreriske indflydelse og været ulydige imod Herrens tydelige bud, behøvede de ikke at fortvivle. Guds Søn tilbød at sone deres synd med sit eget livsblod. De ville få en prøvetid, og hvis de viste, at de troede på Kristi magt til at frelse, kunne de atter blive Guds børn.PoK 333.3

Satan blev “denne verdens gud”, fordi det lykkedes ham at få mennesket til at forlade lydighedens vej. 2 Kor. 4, 4. Det herredømme, som en gang tilhørte Adam, overgik til magtraneren, men Guds Søn ville komme ned til denne jord for at betale syndens straf og derved både forløse mennesket og generobre det tabte herredømme. Mika profeterede herom, da han sagde: “Men du, o hyrdetårn, Zions datters høj, til dig skal det komme, det forrige herredømme tilfalde dig.” Mika 4, 8. Apostlen Paulus henviste hertil med disse ord: “Så hans ejendomsfolk kan blive forløst.” Ef. 1, 14. Salmisten tænkte også på den tid, da menneskets oprindelige arv ville blive givet tilbage, da han sagde: “De retfærdige arver landet og skal bo der til evig til.” Sl. 37, 29.PoK 333.4

Dette håb om forløsning, som ville blive opfyldt ved Guds Søns komme som frelser og konge, er aldrig blevet udslukt i menneskets hjerte. Lige fra de allerældste tider har der levet mennesker, hvis tro har nået fra denne skyggetilværelse ind i den virkelige tilværelse, som ligger forude. Herren har benyttet Adam, Set, Enok, Metusalem, Noa, Sem, Abraham, Isak, Jakob og andre fremtrædende personligheder til at tage vare på de dyrebare oplysninger, som er blevet givet, når han har åbenbaret sin vilje. Det var på denne måde, at Gud gjorde Israels børn det udvalgte folk, gennem hvilket Herren ville skænke verden den lovede Messias bekendt med sin lov og med den frelse, som skulle tilvejebringes ved hans elskede Søns sonoffer.PoK 333.5

Israels håb kom til udtryk i det løfte, som blev givet ved Abrahams kaldelse, og som blev gentaget atter og atter af hans efterkommere: “I dig skal alle jordens slægter velsignes.” 1 Mos. 12, 3. Da Abraham blev gjort bekendt med, at det var Guds vilje at forløse menneskeslægten, skinnede Retfær-dighedens Sol i hans hjerte, og mørket spredtes. Da Frelseren til sidst selv vandrede blandt menneskenes børn og talte med dem, mindede han jøderne om, at patriarken nærede det lyse håb, at der ville komme en forløser og befri menneskene. Kristus sagde: “Abraham, jeres fader, frydede sig over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig.” Joh. 8, 56.PoK 334.1

Den døende patriark Jakob gav udtryk for det samme velsignede håb i den velsignelse, som han udtalte over sin søn Juda:PoK 334.2

“Juda, dig skal dine brødre prise,
din hånd skal gribe dine fjender i nakken,
din faders sønner skal bøje sig for dig. ..
Ikke viger kongespir fra Juda,
ej herskerstav fra hans fødder,
til han, hvem den tilhører, kommer,
ham skal folkene lyde.” 1 Mos. 49, 8-10.PoK 334.3

Verdens forløsers komme blev atter forudsagt, da Bileam fremsatte sin profeti ved grænsen til Det forjættede Land:PoK 334.4

“Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham,
dog ikke nær!
En stjerne opgår af Jakob, et herskerspir
løfter sig fra Israel!
Han knuser Moabs tindinger og alle
setsønnernes isse.” 4 Mos. 24, 17.PoK 334.5

Moses mindede til stadighed Israel om, at det var Guds hensigt at sende sin Søn for at forløse den faldne menneskeslægt. Moses sagde kort før sin død: “Herren din Gud vil lade en profet som mig fremstå af din midte, af dine brødre; ham skal I høre på.” Af hensyn til Israel blev Moses sat grundigt ind i den gerning, som den kommende Messias skulle udføre. Herren havde sagt til sin tjener: “Jeg vil lade en profet som dig fremstå for dem af deres brødre og lægge mine ord i hans mund, og han skal sige dem alt, hvad jeg byder ham!” 5 Mos. 18, 15. 18.PoK 334.6

På patriarkernes tid var de ofre, som bragtes i forbindelse med gudsdyrkelsen, en stadig påmindelse om, at der ville komme en frelser; det samme gjaldt helligdomstjenesten igennem hele Israels historie. I de hellige handlinger, som fandt sted i tabernaklet og i templet, som senere afløste det, undervistes folket daglig gennem forbilleder og skygger om de store sandheder, som var knyttet til Kristi komme som forløser, præst og konge. Én gang om året blev deres tanker ledet hen til de sidste begivenheder i den store strid mellem Kristus og Satan, da universet til sidst vil blive befriet for synd og syndere. De ofre og gaver, som blev frembåret under den mosaiske lov, pegede altid frem til en bedre tjeneste, nemlig en himmelsk. Den jordiske helligdom var “et sindbillede på den nuværende tid”, og i denne blev der frembåret både ublodige og blodige ofre. Det hellige og det allerhelligste i den jordiske helligdom var afbilleder “af den himmelske helligdom”, for Kristus, vor store ypperstepræst, er i dag “tjener ved helligdommen, det sande tabernakel, som Herren selv og ikke et menneske har rejst”. Hebr. 9, 9. 23; 8, 2.PoK 334.7

Lige fra den dag, Herren sagde til slangen i Eden: “Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd” (l Mos. 3, 15), har Satan været klar over, at han aldrig kunne få denne verdens indbyggere fuldstændig i sin magt. Da Adam og hans sønner begyndte at udføre de cere-monielle ofringer, som Gud indførte som et forbillede på den kommende forløser, så Satan heri et symbol på forbindelsen mellem jord og Himmel. I de lange århundreder, som er forløbet siden da, har han ustandselig bestræbt sig på at afbryde denne forbindelse. Han har arbejdet utrætteligt, for at menneskene skulle få en forkert opfattelse af Gud og danne sig et forkert indtryk af de offerhandlinger, som pegede fremad til Frelseren; og hans bestræbelser er lykkedes blandt største delen af menneskeheden.PoK 335.1

Mens Gud har villet oplyse menneskene om, at det er af kærlighed, at han har skænket dem den gave, som forsoner dem med ham, har ærkefjenden søgt at give menneskene det indtryk, at Gud finder behag i deres død. Således er det gået til, at menne-skene har fået en fuldstændig forkert opfattelse af de ofre og symbolske handlinger, som Himmelen ønskede at benytte til at åbenbare Guds kærlighed. Stik imod Guds vilje har de forsøgt at sone deres synder og formilde Guds formodede vrede ved hjælp af gaver og gode gerninger. Men en sådan fremgangsmåde er nytteløs. Satan har sam-tidig søgt at vække og styrke menneskenes onde tilbøjeligheder for at få dem til at blive ved at synde. Det har hele tiden været hans plan at lede så mange som muligt bort fra Gud og holde dem i syndens fangenskab uden håb om nogen sinde at komme fri.PoK 335.2

Da de hebraiske profeter havde modtaget Guds ord og nedskrevet det, studerede Satan grundigt de profetier, som angik Messias. Han granskede omhyggeligt de ord, som tydeligt og klart skildrede Kristi gerning blandt menneskene som et lidende of-fer og en sejrende konge. I de gammeltestamentlige pergamentruller læste han, at han, der skulle komme, blev sammenlignet med “et lam, der føres hen at slagtes”. Videre stod der: “... så umenneskelig ussel så han ud, han ligned ej menneskens børn.” Es. 53, 7; 52, 14. Den frelser, som menneskeheden havde fået løfte om, ville blive ringeagtet, skyet af folk, en smerternes mand og kendt med sygdom. .. plaget, slagen, gjort elendig af Gud”. Der står dog også om ham: “De arme blandt folket skaffer han ret.” Og videre: “Han bringer de fattige frelse, og han slår voldsmanden ned.” Es. 53,3. 4; Sl. 72, 4. Disse profetier fik Satan til at ryste og bæve, men han opgav alligevel ikke sit forsæt om at forsøge at krydse den plan, som Herren i sin nåde havde lagt for at forløse menneskeslægten. Han besluttede, at han i så vid udstrækning som muligt ville fordunkle folkets sind, så de ikke forstod den virkelige betydning af de messianske profetier. Han håbede derved at sikre sig, at Kristus blev forkastet ved sit komme.PoK 335.3

I århundrederne før syndfloden lykkedes det Satan at få hele verden til at gøre oprør imod Gud. Men selv syndfloden blev hurtigt glemt. Med sine listige insinuationer ledte Satan atter menneskene ind på oprørets vej skridt for skridt. Det så ud til, at han skulle nå sit mål endnu engang, men Guds plan for det faldne menneske lod sig ikke kuldkaste. Gud ville lade efterkommerne af den trofaste Abraham, som var af Sets linje, tage vare på kundskaben om Herrens nådige planer til gavn for fremtidige slægter. Fra tid til anden ville Gud sende specielle sendebud, som skulle gå sandhedens ærinde og henlede folkets opmærksomhed på betydningen af ofringerne og især på Herrens løfte om ham, der skulle komme ham, som hele offersystemet viste hen til. Dette skulle tjene til at forebygge et universelt frafald.PoK 336.1

Guds plan blev gennemført under den mest hårdnakkede modstand. Sandhedens og retfærdighedens fjende søgte på enhver mulig måde at få Abrahams efterkommere til at glemme deres høje og hellige kald og tilbede falske guder. Til tider var han lige ved at nå sit mål. Jorden var skjult af mørke og folkene af dunkelhed i flere hundrede år før Kristi komme. Satan kastede sin djævelske skygge over den vej, som menneskene skulle færdes på, for at forhindre, at de lærte Gud at kende og blev oplyst om, at der er en bedre verden i vente. Mangfoldige mennesker sad i dødens skygge. Deres eneste redning var, at mørket blev fordrevet, så de kunne se Gud.PoK 336.2

David Guds salvede så i et profetisk syn, at Kristus ved sit komme ville stråle “som morgenrøden, som den skyfri morgensol”. 2 Sam. 23, 4. Hoseas sagde: “Som morgenrøden er hans opgang vis.” Hos. 6, 3. Dagslyset bryder roligt og blidt frem over jorden, spreder nattens skygger og vækker jorden til nyt liv. På samme måde skulle Retfærdighedens Sol opgå “med lægedom under sine vinger”. Mal. 4, 2. De skarer, som vandrede “i mørke”, skulle skue “så stort et lys”. Es. 9, 2.PoK 336.3

Profeten Esajas så med jubel fremad til denne herlige befrielse og udbrød:PoK 336.4

“Thi et barn er født os,
en søn er os givet,
på hans skulder skal herredømmet hvile;
og hans navn skal være:
Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud,
Evigheds-Fader, Fredsfyrste.
Stort bliver herredømmet, endeløs freden
over Davids trone
og over hans rige,
at det må grundes
og fæstnes ved ret
fra nu og til evig tid.
Hærskarers Herres nidkærhed gør det.” Es. 9, 6. 7.PoK 336.5

I de århundreder af Israels historie, som gik forud for Kristi første komme, var det en udbredt opfattelse, at der var henvist til Messias’ komme i denne profeti: “For lidt for dig som min tjener at rejse Jakobs stammer og hjemføre Israels frelste! Jeg gør dig til hedningers lys, at min frelse må nå til jordens ende.” Es. 49, 6. Profeten havde forudsagt: “Åbenbares skal Herrens herlighed, alt kød til hobe skal se den.” Es. 40, 5. Det var menneskenes lys, Johannes Døber senere vidnede om med så stor kraft, da han sagde: “Jeg er en røst af en, der råber i ørkenen: ‘Jævn Herrens vej!’ som profeten Esajas har sagt.” Joh. 1, 23.PoK 336.6

Det profetiske løfte hos Esajas 49 gjaldt Kristus: “Så siger Herren, Israels genløser, dets Hellige, til den dybt foragtede, skyet af folk... Så siger Herren: Jeg . . . vogter dig og gør dig til folkepagt for at rejse landet igen, udskifte øde lodder og sige til de bundne: “Gå ud!” til dem i mørket: “Kom frem!” ... De hungrer og tørster ikke, dem stikker ej hele og sol. Thi deres forbarm er fører dem, leder dem til kildevæld.” Es. 49, 7-10.PoK 337.1

De trofaste blandt jøderne efterkommerne af den hellige slægt, som havde taget vare på kundskaben om Gud styrkede deres tro ved at dvæle ved disse og lignende tekster. De læste med jubel, hvorledes Herren ville salve en person til at gå med “glædesbud til ydmyge, med lægedom for sønderbrudte hjerter, for at udråbe frihed for fanger” og “udråbe et nådeår fra Herren”. Es. 61, 1. 2. Men når de læste om de lidelser, som han skulle gennemgå for at fuldbyrde Guds vilje, fyldtes deres hjerte med sorg. Med den dybeste ydmyghed læste de disse ord i den profetiske skriftrulle:PoK 337.2

“Hvem troede det, vi hørte,
for hvem åbenbaredes Herrens arm?

Han skød op som en kvist for hans åsyn,
som et rodskud af udtørret jord,
uden skønhed og pragt
til at drage vort blik,
uden ydre, så vi syntes om ham,

ringeagtet, skyet af folk,
en smerternes mand og kendt med sygdom,
en, man skjuler sit ansigt for,
agtet ringe, vi regned ham ikke.

Og dog vore sygdomme bar han,
tog vore smerter på sig;
vi regnede ham for plaget,
slagen, gjort elendig af Gud.
Men han blev såret for vore
overtrædelser, knust for vor brødes skyld;
os til fred kom straf over ham,
vi fik lægedom ved hans sår.

Vi får alle vild som får,
vi vendte os hver sin vej,
men Herren lod falde på ham
den skyld, der lå på os alle.

Han blev knust og bar det stille,
han oplod ikke sin mund
som et lam, der føres hen at slagtes,
som et får, der er stumt, når det klippes -
han oplod ikke sin mund.

Fra trængsel og dom blev han taget,
men hvem i hans samtid tænkte,
da han reves fra de levendes land,
at han ramtes for mit folks overtrædelse.

Hos gudløse gav man ham grav
og gravkammer hos den rige,
endskønt han ej gjorde uret,
og der ikke var svig i hans mund.” Es. 53, 1-9.PoK 337.3

Herren sagde selv om den lidende frelser: “Frem, sværd, imod min hyrde, mod manden, som står mig nær.” Zak. 13, 7. Kristus ville få den guddommelige retfærdighed at føle i sin egenskab af det syndige menneskes stedfortræder og garant. Han ville komme til at erfare, hvad retfærdighed betød. Han skulle lære at forstå, hvad det betyder for syndere at stå over for Gud uden en forsvarer.PoK 337.4

Forløseren havde profeteret om sig selv gennem Salmisten:
“Spot har ulægeligt knust mit hjerte;
jeg bied forgæves på medynk,
på trøstere uden at finde;
de gav mig malurt at spise
og slukked min tørst med eddike.” Sl. 69, 20. 21.PoK 337.5

Han forudsagde følgende om den behandling, han ville få: “Thi hunde står omkring mig, onde i flok omringer mig, de har gennemboret mine hænder og fødder, jeg kan tælle alle mine ben; med skadefryd ser de på mig. Mine klæder deler de mellem sig, om kjortelen kaster de lod.” Sl. 22, 17-19. Skønt denne skildring af den lovede frelsers frygtelige lidelse og grusomme død var meget dyster, rummede den rige løfter, for Herren sagde om ham, som det var hans vilje “at slå ... med sygdom”, for at han kunne fuldbringe “et skyldoffer”:PoK 338.1

“Når hans sjæl havde fuldbragt
et skyldoffer,
skulle han se afkom, leve længe
og Herrens vilje lykkes ved hans hånd.

Fordi hans sjæl har haft møje,
skal han se det,
hvorved han skal mættes.
Når han kendes, skal min retfærdige tjener
retfærdiggøre de mange, han,
som bar deres overtrædelser.
Derfor arver han mange, med mægtige
deler han bytte,
fordi han udtømte sin sjæl til døden
og regnedes blandt overtrædere;
dog bar han manges synd,
og for overtrædere bad han.” Es. 53, 10-12.PoK 338.2

Det var Kristi kærlighed til syndere, der fik ham til at betale forløsningens pris. “Han så, at der ingen var, og det undred ham, at ingen greb ind.” Der var ingen andre end ham, der kunne forløse mænd og kvinder fra fjendens magt. “Da kom hans arm ham til hjælp, hans retfærd, den stod ham bi.” Es. 59, 16.PoK 338.3

“Se min tjener, ved hvem jeg holder fast,
min udvalgte, hvem jeg har kær!
På ham har jeg lagt min ånd,
han skal udbrede ret til folkene.” Es. 42, 1.PoK 338.4

Han skulle ikke gøre noget af egennytte.Verden ser op til de mennesker, som beklæder høje stillinger og besidder rigdom og begavelse, men alt dette skulle Guds Søn være fremmed over for. Messias skulle ikke benytte nogen af de midler, som mennesker bruger for at skaffe sig venner eller hyldest. Hans fuldstændige selvfornægtelse fandt udtrykt i disse ord:PoK 338.5

“Han råber og skriger ikke,
løfter ej røsten på gaden,
bryder ej knækket rør
og slukker ej rygende tande.” 2. og 3. vers.PoK 338.6

Frelseren ville færdes blandt menneskene på en helt anden måde end sin samtids lærere. Han indlod sig aldrig i støjende diskussioner, stillede sig ikke op og bad offentligt, for at mennesker skulle se ham, og foretog intet i den hensigt at vinde mængdens bifald. Messias skulle være skjult i Gud, og Gud skulle åbenbares i sin Søns karakter. Menneskeheden ville gå fortabt for evigt, medmindre den lærte Gud at kende. Hvis Gud ikke greb ind, ville mænd og kvinder synke dybere og dybere. Menneskene kunne kun blive reddet, ved at han, der skabte verden, skænkede dem liv og kraft.PoK 338.7

Profetien sagde videre om Messias: “Han udbreder ret med troskab, vansmægter, udmattes ikke, før han får sat ret på jorden; og fjerne strande bier på hans lov.” Guds Søn skulle “løfte loven til højhed og ære”. 4. og 21. vers. Han skulle intet foretage sig, som ville forringe dens betydning og svække dens bindende krav. Han ville tværtimod ophøje den. Samtidig hermed ville han fjerne de byrdefulde krav, som mennesker havde føjet til de guddommelige forskrifter med det resultat, at mange mistede modet, fordi de ikke kunne tjene Gud på den rette måde.PoK 338.8

Herren havde sagt om Frelserens mission: “Jeg, Herren, har kaldet dig i retfærd og grebet dig fast om hånd; jeg vogter dig, og jeg gør dig til folkepagt, til hedningelys for at åbne de blinde øjne og føre de fangne fra fængslet, fra fangehullet mørkets gæster. Jeg er Herren, så lyder mit navn. Jeg giver ej andre min ære, ej gudebilleder min pris. Hvad jeg forudsagde, se, det er sket, jeg forkynder nu nye ting, kundgør dem, før de spirer frem.” 6.-9. vers.PoK 339.1

Israels Gud ville befri Zion ved hjælp af den lovede ætling. “Men der skyder en kvist af Isajs stub, et skud gror frem af hans rod.” “Se, jomfruen bliver frugtsommelig og føder en søn, og hun kalder ham Immanuel. Surmælk og vildhonning skal være hans føde, ved den tid han ved at vrage det onde og vælge det gode.” Es. 11, 1; 7, 14. 15.PoK 339.2

“Og Herrens Ånd skal hvile over ham, visdoms og forstands ånd, råds og styrkes ånd, Herrens kundskabs og frygts ånd. Hans hu står til Herrens frygt; han dømmer ej efter, hvad øjnene ser, skønner ej efter, hvad ørene hører. Han dømmer de ringe med retfærd, fælder redelig dom over landets arme. Voldsmanden slår han med mundens ris, gudløse dræber han med læbernes ånde. Og retfærd er bæltet, han har om sin lænd, trofasthed hofternes bælte.” “På hin dag skal hedningerne søge til Isajs rodskud, der står som et banner for folkeslagene, og hans bolig skal være herlig.” Es. 11, 2-5. 10.PoK 339.3

“Se, der kommer en mand, hvis navn er Zemak [spire]; ... Han skal bygge Herrens helligdom, og han skal vinde højhed og sidde som hersker på sin trone; og han skal være præst ved hans højre side.” Zak. 6,12. 3.PoK 339.4

Der skulle vælde en kilde frem “mod synd og urenhed” (Zak. 13, 1), og menneskenes børn skulle høre den velsignede indbydelse:PoK 339.5

“Hid alle, som tørster, her er vand,
kom, I, som ikke har penge!
Køb korn og spis uden penge,
uden vederlag vin og mælk!

Hvi giver I sølv for, hvad ikke er brød,
eders dagløn for, hvad ej mætter?
Hør mig, så får I, hvad godt er, at spise,
eders sjæl skal svælge i fedt;

bøj eders øre, kom til mig,
hør, og eders sjæl skal leve!
Så slutter jeg med jer en evig pagt:
de trofaste nådeløfter til David.” Es. 55, 1-3.PoK 339.6

Israel fik dette løfte: “Se, jeg gjorde ham til vidne for folkeslag, til folkefærds fyrste og hersker. Se, på folk, du ej kender, skal du kalde, til dig skal folk, som ej kender dig, ile for Herren din Guds skyld, Israels Hellige, han gør dig herlig.” 4. og 5. vers.PoK 339.7

“Jeg bringer min ret, den er ej fjern, min frelse tøver ikke; jeg giver frelse på Zion, min herlighed giver jeg Israel.” Es. 46, 13.PoK 339.8

Messias skulle åbenbare Gud Faders herlighed for menneskeheden i ord og gerning, mens han var på jorden. Han skulle gøre den faldne menneskehed bekendt med Guds uendelige kærlighed ved alle sine handlinger, alle sine ord og alle sine mirakler.PoK 339.9

“Stig op på højen bjerg,
du Zions glædesbud,
løft din røst med kraft,
du Jerusalems glædesbud,
løft den uden frygt
og sig til Judas byer: “Se eders Gud!“PoK 339.10

Se, den Herre Herren kommer med vælde,
han hersker med sin arm.
Se, hans løn er med ham,
hans vinding foran ham,
han vogter sin hjord som en hyrde,
samler den med armen,
bærer lammene i favn
og leder de diende får.” Es. 40, 9-11.PoK 340.1

“På hin dag hører de døve skriftord,
og friede fra mulm og mørke kan
blindes øjne se.

De ydmyge glædes end mere i Herren,
de fattige jubler i Israels Hellige.

De, hvis ånd for vild, vinder indsigt,
de knurrende tager mod lære.” Es. 29, 18. 19. 24.PoK 340.2

Således talte Gud gennem patriarker og profeter og i forbilleder og symboler om ham, som skulle komme og befri menneskene fra synden. En lang kæde af inspirerede profetier pegede frem til den tid, da han, som er hele verdens håb, skulle komme. Selv hans fødested og fødselsår var nøjagtigt forudsagt.PoK 340.3

Davids søn skulle fødes i Davids by. Profeten sagde med henblik på Betlehem: “Af dig skal udgå mig én til at være hersker i Israel. Hans udspring er fra fordum, fra evigheds dage.” Mika 5, 1.PoK 340.4

“‘Og du, Betlehem i Judas land,
du er ingenlunde den mindste blandt
Judas herskere;
thi af dig skal der udgå en hersker,
som skal være hyrde for mit folk
Israel.’” Matt. 2, 6.PoK 340.5

Engelen Gabriel fortalte Daniel, hvornår vor frelser skulle komme første gang, og gav ham en skildring af nogle af de vigtigste begivenheder i hans livsgerning. Engelen sagde: “Halvfjerdsindstyve uger er fastsat over dit folk og din hellige by, indtil overtrædelsen er fuldendt, syndens mål fuldt, misgerningen sonet, evig retfærdighed hidført, syn og profet beseglet og en højhellig helligdom salvet.” Dan. 9,24. I profetien svarer en dag til et år. (Se 4 Mos. 14, 34; Ez. 4, 6.) De halvfjerds uger eller fire hundrede og halvfems dage er altså lig med fire hundrede og halvfems år. Tidspunktet for denne periodes begyndelse er også angivet: “Og du skal vide og forstå: Fra den tid ordet om Jerusalems genrejsning og opbyggelse udgik, indtil en salvet, en fyrste, kommer, er der syv uger; og i to og tresindstyve uger skal det genrejses og opbygges med torve og gader under tidernes trængsel. Men efter de to og tresindstyve uger skal en salvet bortryddes uden dom ...” Dan. 9, 25. 26.PoK 340.6

Syv uger og to og tresindstyve uger giver ni og tres uger eller fire hundrede tre og firs dage eller år. Ordet om, at Jerusalem skulle genrejses og opbygges, fik sin endelige bekræftelse med Artaxerxes Longimanus’ dekret og trådte i kraft i efteråret 457 f. Kr. (Se Ezra 6, 14; 7, 1. 9 ) Fire hundrede tre og firs år fra dette tidspunkt fører ned til 27 e. Kr. Ifølge profetien skulle denne periode føre ned til en salvet, en fyrste. Jesus blev salvet med Helligånden ved sin dåb i året 27 e. Kr. og begyndte kort efter sin gerning. Derefter lød ordene: “Tiden er inde.” Mark. 1, 15.PoK 340.7

Engelen sagde videre: “Pagten skal ophæves for de mange i én uge [7 år].” I syv år, regnet fra det tidspunkt, Frelseren påbegyndte sin gerning, skulle evangeliet overvejende forkyndes for jøderne. Kristus skulle selv forkynde det i tre og et halvt år, og derefter skulle apostlene overtage forkyndergerningen. “I ugens sidste halvdel skal slagtoffer og afgrødeoffer ophøre.” Dan. 9, 27. I foråret 31 ef. Kr. blev Kristus, det sande offer, ofret på Golgata. Forhænget i templet flængedes i to dele som tegn på, at offertjenesten havde mistet sin hellighed og be-tydning. Tiden var inde, da de jordiske slagtofre og afgrødeofre skulle ophøre.PoK 340.8

Den ene uge syv år sluttede i år 34 ef. Kr. Da beseglede jøderne deres forkastelse af evangeliet ved at stene Stefanus. Disciplene var blevet forfulgt og adspredt og drog nu “omkring og forkyndte evangeliets ord” (Ap. g. 8, 4). Kort efter blev for-følgeren Saulus omvendt, fik navneforandring til Paulus og blev hedningernes apostel.PoK 341.1

De talrige profetier om Frelserens komme bevirkede, at hebræerne levede i en stadig forventning. Mange af dem døde i troen uden at have set profetiernes opfyldelse. Men de så og hilste det i det fjerne og troede og bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden. Lige fra Enoks dage havde løfterne, som var blevet gentaget af patriarker og profeter, holdt håbet om Frelserens komme ved lige.PoK 341.2

Gud angav ikke fra begyndelsen det nøjagtige tidspunkt, da Kristus skulle komme første gang. Det var endog langtfra alle, der fortolkede budskabet korrekt, da tidspunktet blev opgivet i Daniels profeti.PoK 341.3

Det ene århundrede gik efter det andet. Til sidst forstummede profeternes røst. Fjendens hånd hvilede tungt på Israel. Efterhånden som jøderne slog Gud af tanke, fordunkledes troen, og håbet, der havde kastet sine lysstråler ind i fremtiden, blev næsten udslukt. Der var mange, der ikke fattede profeternes ord, og de, der burde have været troens støtter, var færdige til at sige: “Det trækker i langdrag, og alle syner slår fejl!” Ez. 12, 22. Men det himmelske råd havde fastsat tidspunktet for Kristi komme, og “da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn, ... for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår”. Gal. 4, 4. 5.PoK 341.4

Når man vil henvende sig til menneskeheden, må man benytte menneskehedens sprog. Pagtens sendebud skulle tale. Hans røst skulle lyde i hans eget tempel. Han, som er sandhedens kilde, skulle skille sandheden fra de menneskelige overleveringers avner, som havde gjort sandheden virkningsløs. Guds regeringsmåde og forløsnings-planen skulle forklares, så der ikke var noget at tage fejl af, og menneskene skulle lære at forstå Det gamle Testamentes lærdomme til fulde.PoK 341.5

Da Frelseren kom for at påbegynde sin nådige gerning og “i fremtræden fandtes som et menneske” (Fil. 2, 7), formåede Satan kun at knuse hans hæl. Kristus, derimod, rettede et dræbende slag imod sin modstanders hoved, hver gang han gjorde en hand-ling, som kostede ham ydmygelse og lidelse. Al den sorg og smerte, som synden har forårsaget, blev udøst over den syndfrie frelser. Men samtidig med at Kristus var genstand for syndige menneskers fjendskab, betalte han synderens gæld og brød det trældomsåg, som havde tynget menneskeheden. Den knugende smerte, som han følte, og alle de krænkelser, som han blev udsat for, bidrog til at berede vejen for menneskehedens befrielse.PoK 341.6

Hvis Satan kunne have formået Kristus til at give efter for blot en enkelt fristelse, og hvis han kunne have fået ham til at besmitte sin fuldkomne renhed med blot en enkelt handling eller tanke, ville mørkets fyrste have besejret ham, der havde påtaget sig at føre menneskets sag, og sikret sig herredømmet over hele menneskeheden. Satan kunne pine Kristus, men han kunne ikke besmitte ham. Han kunne volde ham stor sorg, men han kunne ikke berøve ham hans renhed. Han gjorde Kristi liv til en eneste lang strid og prøvelse, men for hver gang, han rettede et angreb på Frelseren, mistede han sit tag i menneskeheden.PoK 341.7

Frelseren krydsede klinge med mørkets fyrste i fristelsens ørken, i Getsemane have og på korset. Hans sår blev symboler på den sejr, han vandt for menneskeheden. Satan knuste Kristi hæl, da Kristus hang i dødsangst på korset, mens de onde ånder jublede og onde mennesker hånede og spottede ham. Men det var netop her, slangens hoved blev knust. Ved sin død gjorde Kristus ham “magtesløs, der har dødens vælde, nemlig Djævelen”. Hebr. 2, 14. Da Kristus døde, blev ærkeoprørerens skæbne beseglet og frelsesplanen sikret for evigt. Ved sin død vandt han sejr over dødens magt, og ved sin opstandelse åbnede han gravens porte for alle sine efterfølgere. I denne sidste store styrkeprøve opfyldes det profetiske ord: “Den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!” 1 Mos. 3, 15.PoK 342.1

“I elskede, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er.” 1 Joh. 3, 2. Vor forløser har banet vejen, så at den mest syndige, den mest trængende og den mest undertrykte og for-agtede kan komme til Faderen.PoK 342.2

“Herre, min Gud er du;
jeg priser dig,
lover dit navn.
Thi du har gjort et under,
råd fra fordum var tro og sande.” Es. 25, 1.PoK 342.3