Ellen G. White Writings

<< Back Forward >>

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»

Mesterens efterfølgere, Page 172

KAPITEL 31—BREVET MODTAGES PÅ RETTE MADE

Dette kapitel er bygget over det andet brev til korinterne

Fra Efesus drog Paulus ud på en ny missionsrejse, på hvilken han håbede endnu en gang at besøge skuepladsen for sin tidligere virksomhed i Europa. En tid ventede han i Troas “for at forkynde evange-liet om Kristus” og fandt dér nogle, der var rede til at høre hans forkyndelse. “Der var åbne døre for mit arbejde i Herren,” sagde han senere om sit arbejde på dette sted. Men skønt hans virksomhed i Troas bar frugt, kunne han ikke blive der ret længe. Omsorgen for alle menighederne særlig for menigheden i Korint hvilede tungt på hans sind. Han havde håbet at træffe Titus i Troas, og gennem ham få underretning om, hvordan det advarende og irettesættende brev, han havde sendt brødrene i Korint, var blevet modtaget, men heri blev han skuffet. “Dog fik jeg ingen ro i mit sind,” skrev han herom, “fordi jeg ikke traf Titus, min broder.” Derfor forlod han Troas og sejlede til Makedonien, hvor han i Filippi mødte Timoteus.

I denne tid med ængstelse for menigheden i Korint håbede Paulus det bedste. Dog blev hans sjæl til tider overvældet af dyb sørgmodighed ved tanken om, at hans råd og formaninger måske blev misforstået. “Thi heller ikke, da vi kom til Makedonien,” skrev han senere, “havde vort kød nogen ro, men vi var på alle måder i trængsel: udadtil kampe, indadtil angst. Men Gud, som trøster de nedbøjede, trøstede os ved Titus’ komme.”

Dette trofaste sendebud bragte den opmuntrende nyhed, at der var sket en vidunderlig forvandling blandt de troende i Korint. Mange havde taget mod belæringen i Paulus’ brev og havde omvendt sig fra deres synder. Deres liv var ikke mere en plet på kristendommen, men havde stor indflydelse til fremme for gudsfrygt i praksis.

Opfyldt af glæde sendte apostlen et nyt brev til de troende i Korint og gav udtryk for sin hjertelige glæde på grund af det gode, der var sket med dem. “Thi om jeg end har bedrøvet jer med mit brev, fortryder jeg det ikke selv om jeg også var ved at fortryde det!” Mens han var plaget af frygt for, at hans ord skulle blive ringeagtet, fortrød han undertiden, at han havde skrevet så bestemt og strengt. “Nu glæder jeg mig,” fortsatte han, “ikke over det, at I blev bedrøvede, men over at I blev bedrøvede og

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»