Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
Mesterens efterfølgere - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    KAPITEL 21—DE FJERNE LANDE

    Dette kapitel er bygget over Ap. G. 16, 7-40

    Tiden var inde, hvor evangeliet skulle forkyndes udenfor Lilleasiens enemærker. Vejen var ved at blive beredt, til at Paulus og hans medarbejdere kunne drage over til Europa. I Troas ved Middelhavets grænser “havde Paulus et syn om natten: der stod en makedonisk mand og bad ham og sagde: “Kom over til Makedonien og hjælp os!”ME 116.1

    Det var et bydende kald, som ikke tillod nogen opsættelse. “Da han havde set det syn,” fortæller Lukas, som ledsagede Paulus og Silas og Timoteus på rejsen over til Europa, “forsøgte vi straks at komme over til Makedonien, fordi vi deraf sluttede, at Gud havde kaldt os til at forkynde evangeliet for dem. Vi sejlede så ud fra Troas og styrede Uge frem til Samotrake og næste dag til Neapolis og derfra til Filippi. Denne by, en romersk koloni, er den første by i den del af Makedonien.”ME 116.2

    Lukas fortsætter således: “På sabbatsdagen gik vi uden for byporten, langs med en flod, hvor vi mente, der var et bedehus; og vi satte os og talte med de kvinder, der var kommet sammen. Og en gudfrygtig kvinde ved navn Lydia, en purpurkræmmerske fra byen Tyatira, lyttede til, og Herren åbnede hendes hjerte.” Lydia tog med glæde mod sandheden. Både hun og hendes husstand blev omvendt og døbt, og hun bønfaldt apostlene om at betragte hendes hus som deres hjem.ME 116.3

    Da korsets sendebud gik omkring for at lære og prædike, var der en kvinde, som var besat af en spådomsånd, som fulgte efter dem og råbte: “Disse mænd er den højeste Guds tjenere, og de forkynder jer frelsens vej! Og det gjorde hun i mange dage.”ME 116.4

    Denne kvinde var et særligt redskab for Satan og havde skaffet sine herrer stor vinding ved at spå. Hun havde været medvirkende til at fremme afgudsdyrkelsen. Satan vidste, at hans rige var ved at blive erobret af andre, og han tog sin tilflugt til dette middel for at modarbejde Guds gerning, idet han håbede at sammenblande sine spidsfindigheder med de sandheder, som blev prædiket af evangeliets sendebud. Denne kvindes anbefalende ord var en krænkelse mod sandhedens sag og afledte folks tanker fra apostlenes lærdomme og bragte evangeliet i vanry. Følgen var, at mange lod sig forlede til at tro, at de mænd, som talte med Guds Ånd og kraft, blev drevet af den samme ånd som denne Satans udsending.ME 116.5

    En tid lang fandt apostlene sig i denne modstand, men så bød Paulus, tilskyndet dertil af Helligånden, den onde ånd fare ud af kvinden. Hendes pludselige tavshed beviste, at apostlene var Guds tjenere, og at den onde ånd havde erkendt, at det var således, og havde adlydt deres befaling.ME 117.1

    Da kvinden var blevet frigjort for den onde ånd og havde fået sin sunde fornuft igen, valgte hun at følge Kristus. Så blev hendes herrer bange for at gå glip af deres fortjeneste. De indså, at ethvert håb om at kunne tjene penge ved hendes forudsigelser og spådomme nu var ude, og at deres indtægtskilde snart ville være fuldstændig ødelagt, hvis apostlene fik lov til at fortsætte evangelieforkyndelsen.ME 117.2

    Der var dér i byen mange andre, som var interesserede i at tjene penge ved djævelske bedrag, og da disse blev bange for den kraft, som på en så virkningsfuld måde kunne standse deres virksomhed, fremkaldte de stor vrede mod Guds tjenere. De førte apostlene for øvrigheden med denne anklage: “Disse mænd volder uro i vor by; de er jøder og forkynder skikke, som det ikke er tilladt os at følge eller antage, eftersom vi er romere.”ME 117.3

    Mængden, som var ophidset til kogepunktet, rejste sig mod disciplene. Pøbelens ånd fik overhånd og vandt øvrighedens billigelse. De lod klæderne rive af apostlene og befalede, at de skulle piskes. “Efter at de havde tildelt dem en mængde slag, kastede de dem i fængsel og bød fangevogteren at holde dem sikkert bevogtede. Da han havde fået denne befaling, kastede han dem i det inderste fangerum og spændte deres fødder fast i blokken.”ME 117.4

    Apostlene led store smerter på grund af den pinefulde behandling, men de klagede ikke. I stedet for opmuntrede de hinanden i fangehullets bælgmørke og trøstesløshed med at bede og synge lovsange til Gud, fordi de var blevet regnet for værdige til at lide skam for hans skyld. Deres sind fandt lettelse i en dyb og inderlig kærlighed til Frelserens sag. Paulus tænkte på den forfølgelse, han havde medvirket til at påføre Kristi disciple, og han glædede sig over, at hans øjne havde fået lov at se og hans hjerte at føle kraften i de vidunderlige sandheder, som han engang havde foragtet.ME 117.5

    Med forundring hørte de andre fanger lyden af bøn og sang fra det inderste fangerum. De havde været vant til at høre skrigen og jamren, eder og forbandelser, som brød nattens stilhed, men aldrig før havde de hørt bønner og lovsange stige op fra dette uhyggelige fængsel. Både vogtere og fanger undrede sig og spurgte sig selv, hvem vel disse mænd kunne være, som trods kulde, sult og pinsler stadig kunne være glade.ME 117.6

    Øvrigheden var imidlertid vendt hjem og lykønskede sig selv med, at de ved deres hurtige forholdsregler havde kvalt en opstand. Men undervejs hørte de nærmere enkeltheder angående de mænds karakter og virksomhed, som de havde dømt til at piskes og fængsles. De så den kvinde, der var blevet befriet fra Satans herredømme, og følte sig slået ved at se forandringen i hendes ansigtsudtryk og opførsel. Før i tiden havde hun voldt megen uro i byen, men nu var hun stilfærdig og fredelig. Da det gik op for dem, at de efter al sandsynlighed havde idømt to uskyldige den romerske lovs hårde straf, harmedes de på sig selv og besluttede, at de næste morgen ville give befaling til, at apostlene hemmeligt skulle løslades og under beskyttelse føres ud af byen, hvor de ville være i sikkerhed for vold fra mængdens side.ME 117.7

    Men mens mennesker var grusomme og hævngerrige eller på forbryderisk vis forsømte det alvorlige ansvar, der hvilede på dem, havde Gud ikke glemt at tænke nådigt på sine tjenere. Hele Himmelen var opfyldt af tanken om de mænd, der led for Kristi skyld, og engle blev udsendt for at gæste fængslet. Jorden skælvede ved deres an-komst. De tungt stængede fængselsdøre blev revet op, lænker og kæder faldt fra fangernes hænder og fødder, og fængslet strålede af en klar lysglans.ME 118.1

    Fangevogteren havde med forbavselse hørt de fangne apostles bønner og lovsange. Da de blev ført derind, havde han set deres ophovnede og blødende sår og havde selv sørget for, at deres fødder var blevet spændt fast i blokken. Han havde ventet at høre bitre klager og forbandelser fra dem, men i stedet for hørte han lovsange. Med klangen af disse i sine ører var han faldet i søvn og blev vækket af jordskælvet og ved, at fængslets mure rystede.ME 118.2

    Han for op i forfærdelse og så med rædsel, at alle fængslets døre stod åbne, og han gøs for, at fangerne skulle være flygtet. Han huskede med hvilke udtrykkelige pålæg Paulus og Silas den forrige aften var blevet betroet til hans varetægt, og han var sikker på, at han ville komme til at bøde med livet for sin tilsyneladende forsømmelse. Han trak sit sværd og skulle lige til at dræbe sig selv, da han hørte Paulus stemme opmuntrende sige: “Gør ikke dig selv noget ondt, vi er her jo alle!” Hver eneste var på sin plads, holdt tilbage af den magt, som Gud udøvede gennem en af deres medfanger.ME 118.3

    Den strenghed, hvormed fangevogteren havde behandlet apostlene, havde ikke vakt deres harme. Paulus og Silas var fyldt af Kristi Ånd og ikke af hævngerrighedens. Deres sjæle, som strømmede over af kærlighed til Frelseren, havde ikke rum for onde tanker mod deres forfølgere.ME 118.4

    Fangevogteren kastede sværdet fra sig og råbte på lys, mens han skyndte sig ind i fangerummet. Han ville se, hvad slags mænd det var, som med godhed gengældte den grusomhed, hvormed de var blevet behandlet. Han nåede hen til apostlene og kastede sig ned for dem, mens han bad dem om tilgivelse. Derpå bragte han dem ud i den åbne gård og spurgte: “I herrer! Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?”ME 118.5

    Fangevogteren var blevet forfærdet, da han så Guds vrede åbenbare sig ved jordskælvet; da han mente, at fangerne var flygtet, havde han været rede til at dø for egen hånd; men nu forekom alt dette ham kun at være af ringe betydning i sammenligning med den nye, mærkelige frygt, som bevægede hans sind, og hans ønske om at måtte komme i besiddelse af den ro og frejdighed, som apostlene havde udvist trods smerter og mishandling. På deres ansigter så han Himmelens lys skinne; han vidste, at Gud på en underfuld måde havde grebet ind for at frelse deres liv; og med sælsom styrke lød den besatte kvindes ord for hans ører: “Disse mænd er den højeste Guds tjenere, og de forkynder jer frelsens vej!”ME 118.6

    I den dybeste ydmyghed bad han apostlene vise ham vej til livet. De svarede: “Tro på Herren Jesus, så skal du blive frelst, du og dit hus.” Så vaskede fangevogteren apostlenes sår og sørgede for dem med mad og drikke, og derefter blev han døbt med hele sin husstand. En helliggørende magt spredte sig blandt fangerne i fængslet, og alles sind åbnede sig for at lytte til de sandhedens ord. som apostlene talte. De blev overbevist om, at den Gud, som disse mænd tjente, på underfuld måde havde udfriet dem fra træl-dommen.ME 118.7

    Filippis indbyggere var blevet meget forfærdede over jordskælvet, og da fængselsbetjentene næste morgen fortalte byfogederne, hvad der var foregået om natten, blev de forskrækkede og sendte betjentene hen for at sætte apostlene i frihed. Men Paulus erklærede: “De har ladet os piske offentligt uden dom, skønt vi er romerske borgere, og kastet os i fængsel, og nu vil de jage os hemmeligt bort! Nej, lad dem selv komme og føre os ud!”ME 119.1

    Apostlene var romerske borgere, og det var i modstrid med loven at lade en romer piske, hvis det ikke drejede sig om en særlig skændig forbrydelse, eller at berøve ham friheden uden retfærdig domsafsigelse. Paulus og Silas var blevet offentligt kastet i fængsel, og nu afslog de at lade sig hemme-ligt løslade uden en rimelig forklaring fra øvrighedens side.ME 119.2

    Da denne meddelelse blev overbragt byfogederne, blev de opskræmt af frygt for, at apostlene skulle klage til kejseren, og de gik straks hen til fængslet for at gøre Paulus og Silas undskyldninger for den uretfærdighed og grusomme behandling, de havde været udsat for, og de førte dem selv ud af fængslet og bønfaldt dem om at forlade byen. Byfogederne var bange for apostlenes magt over folket, og de var også bange for den kraft, som havde grebet ind for at hjælpe disse uskyldige mænd.ME 119.3

    Apostlene handlede efter Kristi befaling om ikke at trænge sig på, hvor man ikke ønskede deres nærværelse. “De gik så ud af fængslet og hen til Lydia; og da de havde besøgt brødrene og formanet dem, drog de bort.”ME 119.4

    Apostlene betragtede ikke deres gerning i Filippi som frugtesløs. De havde mødt megen modstand og forfølgelse, men forsynets mellemkomst for at hjælpe dem og fangevogteren og hans husstands omvendelse opvejede rigeligt den skam og smerte, de havde måttet tåle. Rygtet om deres uretfærdige fængsling og forunderlige befrielse spredtes viden om, og dette bevirkede, at apostlenes gerning blev kendt af mange, som de ellers ikke kunne have fået kontakt med.ME 119.5

    Paulus’ virksomhed i Filippi medførte oprettelsen af en menighed, som stadig voksede i antal. Hans iver og gudsfrygt og fremfor alt: hans villighed til at lide for Kristi skyld udøvede dyb og varig indflydelse på de omvendte. De var lykkelige for de dyrebare sandheder, som apostlene havde ofret så meget for, og gav sig selv af ganske hjerte hen for at tjene deres Frelser.ME 119.6

    Man ser af en udtalelse i Paulus’ brev til dem, at denne menighed ikke undgik at blive forfulgt. Han siger: “Thi af nåde blev det givet jer for Kristi skyld ikke blot at tro på ham, men også at lide for hans skyld, idet I kæmper den samme kamp, som I før så mig stå i.” Dog var de så standhaftige i troen, at han erklærer: “Jeg takker min Gud, hver gang jeg kommer jer i hu, og beder altid i alle mine bønner for jer alle med glæde, fordi I fra den første dag indtil nu i fællesskab med os har virket for evangeliet.” Fil. 1, 29. 30. 3-5.ME 119.7

    Det er en frygtelig kamp, der foregår mellem de gode og de onde magter på de betydningsfulde steder, hvortil evangeliets sendebud kaldes for at virke. “Thi den kamp, vi skal kæmpe,” siger Paulus, “er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.” Ef. 6, 12. Til tidernes ende vil der være strid mellem Guds menighed og dem, der lader sig beherske af onde engle.ME 120.1

    De første kristne blev ofte udset til at møde mørkets magter ansigt til ansigt. Ved spindsfindigheder og forfølgelse søgte fjenden at vende dem bort fra den sande tro. Nu i vor tid, hvor alle tings ende nærmer sig hastigt, udfolder Satan fortvivlede anstrengelser for at besnære verden. Han opfinder mange planer for at beskæftige tankerne og bortlede opmærksomheden fra de sandheder, der virker til frelse. I hver eneste by har hans hjælpere travlt med at organisere dem, der vil modarbejde Guds lov. Denne store bedrager er i gang med at indføre forvirringens og oprørets elementer, og mennesker opflammes af en iver, som ikke stammer fra sand viden.ME 120.2

    Ondskaben er ved at nå højdepunkter, som man aldrig før har kendt, og dog er der mange af ordets tjenere, der råber: “Fred og tryghed!” Men Guds trofaste sendebud fortsætter standhaftigt deres arbejde. Iført Guds fulde rustning må de gå frem sej-rende og uden frygt og uden nogensinde at holde op med kampen, før hver eneste sjæl indenfor deres rækkevidde har modtaget budskabet om sandheden for disse tider.ME 120.3

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents