KAPITEL 41—NÆSTEN EN KRISTEN.
- FORORD
- KAPITEL 1—GUDS FORMAL MED SIN MENIGHED
- KAPITEL 2—OPLÆRINGEN AF DE TOLV
- KAPITEL 3—DET STORE HVERV
- KAPITEL 4—PINSEN
- KAPITEL 5—ÅNDENS GAVE
- KAPITEL 6—VED TEMPELPORTEN
- KAPITEL 7—EN ADVARSEL MOD HYKLERI
- KAPITEL 8—DISCIPLENE FOR RADET
- KAPITEL 9—DE SYV FATTIGFORSTANDERE
- KAPITEL 10—DEN FØRSTE KRISTNE MARTYR
- KAPITEL 11—EVANGELIET I SAMARIA
- KAPITEL 12—FØRST FORFØLGER OG SÅ DISCIPEL
- KAPITEL 13—FORBEREDELSENS DAGE
- KAPITEL 14—EN SANDHEDSSØGER
- KAPITEL 15—UDFRIELSEN FRA FÆNGSLET
- KAPITEL 16—EVANGELIET FORKYNDES I ANTIOKIA
- KAPITEL 17—EVANGELIETS FORKYNDERE
- KAPITEL 18—FORKYNDELSEN FOR HEDNINGERNE
- KAPITEL 19—JØDER OG HEDNINGER
- KAPITEL 20—KORSETS HERLIGGØRELSE
- KAPITEL 21—DE FJERNE LANDE
- KAPITEL 22—TESSALONIKA
- KAPITEL 23—BERØA OG ATHEN
- KAPITEL 24—KORINT
- KAPITEL 25—BREVENE TIL TESSALONIKERNE
- KAPITEL 26—APOLLOS I KORINT
- KAPITEL 27—EFESUS
- KAPITEL 28—PRØVELSENS DAGE
- KAPITEL 29—ET INDTRÆNGENDE BUDSKAB
- KAPITEL 30—EN HØJERE MÅLSÆTNING
- KAPITEL 31—BREVET MODTAGES PÅ RETTE MADE
- KAPITEL 32—EN GAVMILD MENIGHED
- KAPITEL 33—ARBEJDE UNDER VANSKELIGE FORHOLD
- KAPITEL 34—EN HELLIG TJENESTE
- KAPITEL 35—JØDERNES FRELSE
- KAPITEL 36—FRAFALDET I GALATIEN
- KAPITEL 37—PAULUS’ SIDSTE REJSE TIL JERUSALEM
- KAPITEL 38—PAULUS SOM FANGE
- KAPITEL 39—DOMSHANDLINGEN I KÆSAREA
- KAPITEL 40—PAULUS APPELLERER TIL KEJSEREN
- KAPITEL 41—NÆSTEN EN KRISTEN.
- KAPITEL 42—REJSEN OG SKIBBRUDDET
- KAPITEL 43—ROM
- KAPITEL 44—KEJSERENS HUS
- KAPITEL 45—BREVE SKREVET I ROM
- KAPITEL 46—FRIHEDEN
- KAPITEL 47—DEN SIDSTE FÆNGSLING
- KAPITEL 48—PAULUS FOR NERO
- KAPITEL 49—PAULUS’ SIDSTE BREV
- KAPITEL 50—DØMT TIL DØDEN
- KAPITEL 51—EN TROFAST UNDERHYRDE
- KAPITEL 52—UROKKELIG TIL DET SIDSTEV
- KAPITEL 53—JOHANNES, DEN ELSKEDE APOSTEL
- KAPITEL 54—ET TROFAST VIDNE
- KAPITEL 55—FORVANDLET VED NÅDEN
- KAPITEL 56—PATMOS
- KAPITEL 57—ÅBENBARINGEN
- KAPITEL 58—DEN SEJRENDE MENIGHED
Search Results
- Results
- Related
- Featured
- Weighted Relevancy
- Content Sequence
- Relevancy
- Earliest First
- Latest First
- Exact Match First, Root Words Second
- Exact word match
- Root word match
- EGW Collections
- All collections
- Lifetime Works (1845-1917)
- Compilations (1918-present)
- Adventist Pioneer Library
- My Bible
- Dictionary
- Reference
- Short
- Long
- Paragraph
No results.
EGW Extras
Directory
KAPITEL 41—NÆSTEN EN KRISTEN.
Dette kapitel er bygget over Ap. G. 25, 13-27 og kap. 26
Paulus havde appelleret til kejseren, og Festus kunne ikke gøre andet end sende ham til Rom. Men det varede nogen tid, før han kunne finde et passende skib, og da der skulle sendes andre fanger sammen med Paulus, voldte det også forsinkelse at behandle deres sager. Derved fik Paulus lej-lighed til at gøre rede for sin tro over for de højeststående mænd i Kæsarea og også for kong Agrippa II, den sidste af Herodesslægten.ME 230.1
“Efter nogle dages forløb kom kong Agrippa og Berenike til Kæsarea for at hilse på Festus. Og da de opholdt sig dér i flere dage, forelagde Festus Paulus’ sag for kongen og sagde: “Der er en mand her, der er efterladt af Feliks som fange. Da jeg var i Jerusalem, fremførte jødernes ypperstepræster og ældste klage over ham og bad om at få ham domfældt.” Han skildrede, hvilke omstændigheder der havde ført til fangens appel til kejseren, fortalte om Paulus’ sidste forhør hos ham og sagde, at jøderne ikke havde fremført nogen anklage mod Paulus af den art, han havde ventet, kun “om nogle spørgsmål vedrørende deres egen gudsdyr-kelse og en ved navn Jesus, som er død, men som Paulus påstod er i live.”ME 230.2
Da Festus fortalte dette, blev Agrippa interesseret og sagde: “Jeg kunne også selv ønske at se den mand.” For at imødekomme hans ønske blev der så arrangeret et møde den næste dag. “Næste dag kom så Agrippa og Berenike i pragtfuldt optog og gik ind i forhørssalen tillige med hærførerne og byens fornemste mænd; og på Festus’ befaling blev Paulus ført ind.”ME 230.3
Til ære for sine gæster havde Festus søgt at benytte denne anledning til en imponerende pragtudfoldelse. Landshøvdingens og gæsternes pragtfulde dragter, soldaternes sværd og befalingsmændenes strålende harnisker gjorde det hele til et glimrende skue.ME 230.4
Og nu stod Paulus, som stadig var lænket, foran denne forsamling. Hvilken modsætning var man ikke vidne til her! Agrippa og Berenike var i besiddelse af magt og høj rang i samfundet, og af denne grund blev de hædret af verden. Men de manglede fuldstændig de karakteregenskaber, som betyder noget for Gud. De overtrådte hans lov og var fordærvede både i sind og levned. I Himmelen følte man afsky for deres handlemåde.ME 230.5
Den aldrende fange, som var lænket til sin fangevogter, havde intet i sit ydre, der kunne få verden til at vise ham ærbødighed. Dog havde denne mand, der tilsyneladende manglede venner, rigdom og magt, og som var fange på grund af sin tro på Guds Søn, betydning for hele Himmelen. Engle stod ham bi. Hvis et af disse lysende sendebuds stråleglans havde været synlig, ville den kongelige pomp og pragt være blegnet; konger og hofmænd ville være faldet til jorden ligesom det romerske vagthold ved Kristi grav.ME 231.1
Festus forestillede selv Paulus for forsam-lingen med disse ord: “Kong Agrippa og alle I andre, som er her til stede sammen med os! Dér ser I den mand, om hvem hele jødernes mængde både i Jerusalem og her har henvendt sig til mig med råb om, at han ikke længere burde leve. Men jeg indså, at han intet havde gjort, som fortjente døden, og da han selv indankede sin sag for majestæten, kendte jeg for ret, at han skulle sendes derover. Dog har jeg ikke noget sikkert at skrive om ham til herren. Derfor har jeg ladet ham føre frem for jer og især for dig, kong Agrippa! for at jeg kan have noget at skrive, når forundersøgelsen har fundet sted. Thi det synes mig urimeligt at oversende en fange uden samtidig at angive beskyldningerne imod ham.”ME 231.2
Derefter gav kong Agrippa Paulus tilladelse til at tale sin sag. Apostlen lod sig ikke bringe ud af fatning på grund af det strålende skue eller sine tilhøreres høje rang. Han vidste jo, hvor lidt jordisk rigdom og rang betyder. Verdens pragt og herlighed kunne end ikke for et kort øjeblik betvinge hans mod eller berøve ham selvbeherskelsen.ME 231.3
“Jeg priser mig lykkelig,” sagde han, “fordi det er for dig, kong Agrippa jeg i dag skal forsvare mig angående alt det, jeg anklages for af jøderne, da du jo nøje kender alle jødernes skikke og stridsspørgsmål; derfor beder jeg dig om at høre tålmodigt på mig.”ME 231.4
Paulus fortalte om sin omvendelse fra stædig overtro til troen på Jesus fra Nazaret som verdens Frelser. Han beskrev det himmelske syn, som først havde opfyldt ham med ubeskrivelig rædsel, men som bagefter viste sig at være en kilde til den største trøst en åbenbaring af Himmelens herlighed, der omgav ham, som han havde foragtet og hadet, og hvis disciple han endog havde søgt at tilintetgøre. Fra den time var Paulus blevet et andet menneske, var ved Guds forvandlende nåde blevet en oprigtig og brændende Jesu discipel.ME 231.5
Med klarhed og kraft skildrede Paulus for Agrippa de vigtigste begivenheder i forbindelse med Kristi liv på jorden. Han vidnede om, at profetiernes Messias allerede havde vist sig i Jesus af Nazarets skikkelse. Han viste, hvorledes de gammeltestament-lige skrifter havde forkyndt, at Messias skulle fremstå som et menneske blandt mennesker, og hvorledes hver enkelthed, der var skildret af Moses og profeterne, var blevet opfyldt i Jesu liv. For at kunne frelse den fortabte verden havde Guds egen Søn udholdt korsets skam og var steget op til Him-melen med sejr over døden og graven.ME 231.6
Hvorfor, sagde Paulus, skulle det være utroligt, at Kristus kunne opstå fra de døde? Sådan havde det også engang forekommet ham; men hvordan skulle han nu kunne tvivle om det, som han selv havde set og hørt? Ved Damaskus’ port havde han i sandhed haft den korsfæstede og opstandne Kristus for øje, den samme, der havde vandret i Jerusalems gader, var død på Golgata, men havde sønderbrudt dødens lænker og var steget op til Himmelen. Lige så sandt som Kefas, Jakob og Johannes eller nogen anden af disciplene havde set ham og talt med ham, havde også Paulus gjort det. Røsten havde givet ham befaling om at forkynde evangeliet om en opstanden Frelser, og hvordan kunne han andet end adlyde? I Damaskus, i Jerusalem, i hele Judæa og i fjerne lande havde han vidnet om Jesus, den korsfæstede, og vist alle mennesker, “at de skulle fatte et andet sind og omvende sig til Gud og gøre gerninger, som er omvendelsen værdige.”ME 231.7
“For denne sags skyld var det,” sagde apostlen, “at nogle jøder greb mig i helligdommen og forsøgte at tage mig af dage. Det er altså ved den hjælp, jeg har fået fra Gud, at jeg indtil denne dag har kunnet stå og vidne både for små og store; og jeg siger intet ud over det, som både profeterne og Moses har sagt skulle ske: at Kristus skulle lide, at han skulle være den første, som stod op fra de døde, og derefter skulle forkynde lys både for vort eget folk og for hedningerne.”ME 232.1
Hele forsamlingen havde som tryllebundne lyttet til Paulus’ beretning om sine vidunderlige oplevelser. Apostlen havde dvælet ved sit kæreste emne. Ingen af dem, der hørte ham, kunne tvivle om hans oprigtighed. Men midt i sin overbevisende veltalenheds strøm blev han afbrudt af Festus, som udbrød: “Du er ude af dig selv, Paulus! Den megen lærdom driver dig fra sans og samling.”ME 232.2
Apostlen svarede: “Jeg er ikke ude af mig selv, højædle Festus! tværtimod, sande og velovervejede ord er det, jeg forkynder. Kongen ved jo besked om dette, og derfor taler jeg også frimodigt til ham, thi jeg er vis på, at slet intet af dette er ham ubekendt; det er jo ikke sket i en afkrog.” Derpå vendte han sig til Agrippa og talte direkte til ham: “Kong Agrippa, tror du profeterne ? Jeg ved, du tror dem.”ME 232.3
I sin dybe betagelse glemte Agrippa for et øjeblik omgivelserne og sin stillings værdighed. Han var sig kun de sandheder bevidst, han netop havde hørt, han så kun den ringe fange, der stod for ham som Guds sendebud, og uvilkårligt svarede han: “Der mangler kun lidt i, at du får mig overtalt til at blive en kristen.”ME 232.4
Apostlen svarede alvorligt: “Jeg ville ønske til Gud, enten der så mangler lidt eller meget, at ikke alene du, men også alle de andre, som hører mig i dag, må få det, ligesom jeg selv har det,” og idet han hævede sine lænkede hænder, tilføjede han: “På disse lænker nær!”ME 232.5
Var det gået retfærdigt til, burde Festus, Agrippa og Berenike have båret de lænker, der bandt apostlen. Alle var de skyldige i alvorlige forbrydelser. Disse overtrædere havde på denne dag fået tilbudet om frelse ved Kristi navn. I det mindste én af dem havde næsten ladet sig overtale til at modtage den tilbudte nåde og tilgivelse. Men Agrippa skød den tilbudte barmhjertighed fra sig og afslog at tage imod en korsfæstet Frelsers kors.ME 232.6
Kongens nysgerrighed var nu tilfredsstillet, og ved at rejse sig fra sit sæde antydede han, at samtalen var endt. Mens forsamlingen spredtes, talte de sammen og sagde: “Denne mand har intet gjort, som fortjener død eller lænker.”ME 232.7
Skønt Agrippa var jøde, delte han ikke farisæernes blinde nidkærhed og fordomme. Han sagde til Festus: “Denne mand kunne være løsladt, hvis han ikke havde indanket sin sag for kejseren.” Men sagen var blevet indanket for en højere domstol, og nu kunne hverken Festus eller Agrippa dømme i den.ME 233.1