KAPITEL 47—DEN SIDSTE FÆNGSLING

Paulus’ virksomhed blandt menighederne efter hans løsladelse i Rom kunne ikke undgå hans fjenders opmærksomhed. Siden forfølgelsen under Nero var begyndt, havde de kristne været fredløse alle vegne. Efter en tids forløb havde de vantro jøder fundet på den tanke, at Paulus var anstifter af den forbrydelse at brænde Rom. Ingen af dem troede et øjeblik på, at han var den skyldige; men de vidste, at en sådan anklage ville besegle hans skæbne, hvis den blot havde det svageste skær af sandsynlighed. Som følge af deres bestræbelser blev Paulus atter fængslet og hurtigt ført bort til sit sidste fangenskab.ME 259.1

På sin anden rejse til Rom var Paulus ledsaget af flere af sine tidligere fæller. Der var andre, som inderligt ønskede at dele skæbne med ham, men han nægtede at give dem tilladelse til således at sætte deres liv i vove. Hans udsigter var langt mindre gunstige end under hans tidligere fangenskab. Forfølgelsen under Nero havde i høj grad formindsket antallet af kristne i Rom. Tusinder havde lidt martyrdøden for deres tros skyld, mange havde forladt byen, og de, som var blevet tilbage, var dybt nedtrykte og ængstede.ME 259.2

Da Paulus kom til Rom, blev han anbragt i et skummelt fangehul, hvor han skulle blive, indtil hans livsløb var endt. Som anklaget for en af de mest lumpne og frygtelige forbrydelser mod byen og folket var han genstand for alles forbandelse.ME 259.3

De få venner, der havde delt byrderne med apostlen, begyndte nu at forlade ham, nogle fordi de svigtede, og andre ved udsendelse til de forskellige menigheder. Fygelus og Hermogenes var de første, der forlod ham. Demas, som lod sig skræmme af de truende skyer af vanskeligheder og farer, svigtede derpå den forfulgte apostel. Kreskens blev af Paulus sendt til menighederne i Galatien, Titus til Dalmatien, Tykikus til Efesus. Da Paulus omtaler dette i sit brev til Timoteus, siger han: “Lukas er den eneste, som er hos mig.” 2 Tim. 4, 11. Aldrig nogen sinde havde Paulus trængt til brødrenes omsorg som nu, hvor han var svækket af alderdom, slid og sygdom, og hvor han var indespærret i det romerske fængsels mørke, fugtige hvælvinger. Lukas, den el skede discipel og trofaste ven, ydede ham hjælp og var til stor trøst for Paulus, som ved ham kunne komme i forbindelse med sine medbrødre og verden udenfor.ME 259.4

I denne trange tid blev Paulus opmuntret ved hyppige besøg af Onesiforus. Denne varmhjertede efeser gjorde alt, hvad der stod i hans magt, for at lette apostlen den tunge fængselstid. Hans elskede lærer var lænket for sandhedens skyld, mens han selv gik fri, og han sparede ingen anstrengelser for at gøre Paulus’ tilværelse mere tålelig.ME 260.1

I det sidste brev, apostlen nogen sinde skrev, taler han således om denne trofaste discipel: “Herren vise barmhjertighed mod Onesiforus’ hus; thi han har ofte oplivet mig og skammede sig ikke ved lænken, jeg bar; tværtimod, da han kom til Rom, søgte han ivrigt efter mig og fandt mig. Ja, Herren give, at han må finde barmhjertighed hos Herren på hin dag.” 2 Tim. 1, 16-18.ME 260.2

Trangen til kærlighed og venlighed har Gud selv indpodet i hjertet. Da Kristus var i dødsangst i Getsemane, trængte han til sine disciples medfølelse. Og skønt Paulus tilsyneladende ikke ænsede trængsler og lidelser, higede han efter venskab og fællesskab med andre. Onesiforus’ besøg, der vidnede om hans trofasthed, da Paulus var ensom og forladt, bragte glæde og opmuntring til én, der havde brugt sit liv til tjeneste for andre.ME 260.3