Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
Mesterens efterfølgere - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    KAPITEL 9—DE SYV FATTIGFORSTANDERE

    Dette kapitel er bygget over Ap. G. 6.1-7

    På denne tid, da disciplenes antal voksede, begyndte de græsktalende jødekristne at knurre imod de hebraisktalende over, at enkerne iblandt dem blev tilsidesat ved den daglige uddeling.”ME 51.1

    Den første kirke bestod af mange forskellige slags mennesker af forskellig nationalitet. Dengang Helligånden blev udgydt pinsedag, “boede der i Jerusalem gudfrygtige jødiske mænd fra alle folkeslag under himmelen.” Ap. G. 2, 5. Blandt dem, der havde hebræernes tro, og som var samlede i Jerusalem, var der nogle, der almindeligvis kaldtes grækerne, og mellem dem og Palæstinas jøder havde der længe hersket mistillid og endog strid.ME 51.2

    De, som var blevet omvendt ved apostlenes virken, var blevet mildere og forenedes ved Kristi kærlighed. På trods af tidligere fordomme var alle velvillige mod hverandre. Satan vidste, at så længe denne enhed vedblev at bestå, ville det ikke lykkes ham at standse evangeliets sandheder; og han prø-vede at drage fordel af tidligere tankevaner i det håb, at det derved kunne lykkes ham at få indført en uenighedens ånd i menigheden.ME 51.3

    Derfor skete det, at da disciplenes antal forøgedes, lykkedes det fjenden at vække mistanke hos nogle, der tidligere havde været vant til at betragte deres brødre i troen med skinsyge og til at kritisere deres åndelige ledere; og derfor “begyndte de græsktalende jødekristne at knurre imod de hebraisktalende.” Grunden til klagen var en påstand om, at de græske enker blev forsømt ved den daglige uddeling af hjælp. Enhver ulighed ville have været i modstrid med evangeliets ånd, og dog var det lykkedes Satan at vække mistanke. Der måtte hurtigt tages forholdsregler for at fjerne enhver anledning til misfornøjelse, for at ikke fjenden skulle triumfere i sine bestræbelser for at bringe splittelse blandt de troende.ME 51.4

    Disciplene var nået til et kritisk punkt i deres erfaringer. Under apostlenes kloge førerskab, hvor der blev handlet endrægtigt ved Helligåndens kraft, udviklede arbejdet sig hastigt for evangeliets budbringere. Menigheden voksede bestandig, og denne tilvækst i medlemsantallet lagde stadig tungere byrder på de ansvarshavende. Intet enkelt menneske eller selv flere mennesker kunne til stadighed bære disse byrder alene uden at bringe fare over menighedens fremtidige trivsel. Det var nødvendigt at foretage en yderligere fordeling af det ansvar, som så trofast var blevet varetaget af nogle få i menighedens første tid. Nu måtte apostlene tage en vigtig beslutning til forbedring af den evangeliske tjeneste i menigheden ved at lægge nogle af de byrder, som hidtil var blevet båret af dem selv, over på andre.ME 51.5

    Apostlene sammenkaldte de troende til et møde og fik Åndens ledelse til at skitsere en plan til bedre organisation af de forskellige arbejdsgrene indenfor menigheden. Nu var tiden kommet, erklærede apostlene, hvor de åndelige ledere, som havde opsyn med menigheden, skulle fritages fra arbejdet med uddelingen til de fattige og lignende byrder, så de kunne have frihed til at fremme arbejdet med at forkynde evangeliet. “Find derfor, brødre!” sagde de, “iblandt jer syv mænd, som har godt lov og er fulde af Ånd og visdom; dem vil vi så indsætte til denne gerning. Men selv vil vi trolig blive ved med bønnen og ordets tjeneste.” Dette råd blev fulgt, og ved bøn og håndspålæggelse blev syv udvalgte mænd højtideligt udtaget til deres arbejde som diakoner.ME 52.1

    Ansættelsen af de syv, som skulle have opsyn med særlige grene af arbejdet, viste sig at blive til stor velsignelse for menigheden. Disse embedsmænd tog omhyggeligt hensyn til hver enkelts fornødenheder såvel som til menighedens almindelige økonomiske interesser, og ved deres omhyggelige styrelse og deres fromme eksempel blev de en betydningsfuld hjælp for deres medledere ved at knytte menighedens interesser sammen til et forenet hele.ME 52.2

    At dette skridt blev taget efter Guds råd åbenbaredes ved de øjeblikkelige virkninger til det gode, som straks viste sig. “Guds ord havde fremgang, og disciplenes tal voksede meget i Jerusalem; og en stor mængde af præsterne adlød troen.” Høsten af sjæle skyldtes både den større frihed, som var sikret apostlene, og den iver og kraft, som de syv diakoner udviste. Dette, at disse brødre var blevet ansat til det særlige arbejde: at tage sig af de fattiges nød og trang, udelukkede dem ikke fra at lære andre troen. Tværtimod var de fuldt optaget af at oplære andre i sandheden, og de gik op i deres arbejde med stor alvor og godt resultat.ME 52.3

    Der var betroet den første menighed et stadig voksende arbejde, nemlig at oprette kredse, hvorfra der kunne udstråle lys og velsignelse, hvor som helst der fandtes sjæle, som var villige til at give sig over til Kristi tjeneste. Evangeliets forkyndelse skulle nå ud over hele verden, og korsets sendebud kunne ikke gøre sig håb om, at deres betydningsfulde opgave skulle lykkes, hvis ikke de kunne vedblive med at være forenede i Kristus og således gøre det klart for verden, at de var ét med Kristus i Gud. Deres gud-dommelige Mester havde jo bedt til sin Fader: “Bevar dem i dit navn, det, som du har givet mig, så de må være ét, ligesom vi.” Og havde han ikke sagt om sine disciple: “Verden har hadet dem, fordi de ikke er af verden” ? Havde han ikke tryglet sin Fader om, at de “må være fuldkommen ét,” “så verden må tro, at du har sendt mig?” Joh. 17, 11. 14. 23. 21. Deres åndelige liv og kraft var afhængig af en nær forbindelse med ham, som havde pålagt dem at prædike evangeliet.ME 52.4

    Kun når de var ét i Kristus, kunne apostlene gøre sig håb om, at Helligåndens kraft ville følge dem, og at Himmelens engle ville arbejde sammen med dem. Ved disse himmelske kræfters hjælp ville de kunne stille verden overfor en enhedsfront og gå sejrrige ud af den kamp mod mørkets magter, som de ustandseligt var nødt til at føre. Når de vedblivende arbejdede i fællesskab, ville himmelske sendebud gå foran dem og bane vejen; hjerterne ville beredes til at modtage sandheden, og mange ville lade sig vinde for Kristus. Så længe de blot var ét, ville menigheden gå frem, “fager som månen, skær som solen, frygtelig som hære under banner.” Højs. 6, 10. Intet ville kunne standse dens fremtrængen! Menigheden ville gå frem fra sejr til sejr og vidunderligt opfylde sin guddommelige opgave: at forkynde evangeliet for verden.ME 52.5

    Organisationen af menigheden i Jerusalem skulle tjene som mønster for menighedens organisation på ethvert andet sted, hvor sandhedens sendebud vandt sjæle for evangeliet. De, som havde fået ansvaret for det almindelige tilsyn med menigheden, skulle ikke optræde som herrer over Guds arv, men som kloge hyrder skulle de “være hyrder for Guds hjord, ... som forbilleder for hjorden;” 1 Pet. 5, 2. 3, og diakonerne skulle være “mænd, som havde godt lov og var fulde af Ånd og visdom.” Disse mænd skulle i forening være fælles om at hævde retfærdigheden og opretholde den med fasthed og bestemthed. På denne måde ville de få en forenende indflydelse på hele hjorden.ME 53.1

    Senere i den første menigheds historie, da der var dannet menigheder af mange kredse af troende i forskellige dele af verden, blev kirkens organisation yderligere fuldkommengjort, for at orden og enighed indenfor tjenesten kunne opretholdes. Ethvert medlem blev formanet til at gøre sit bedste herfor.Enhver skulle udnytte de talenter, som var blevet ham betroet. Nogle havde af Helligånden fået skænket særlige opgaver: “for det første nogle til at være apostle, for det andet nogle til profeter, for det tredje nogle til lærere; dernæst undergerninger, dernæst nådegaver til at helbrede, til at hjælpe, til at styre, og forskellig slags tungetale.” 1 Kor. 12, 28. Men alle disse forskellige slags arbejdere skulle tjene i fællesskab med hinanden.ME 53.2

    “Der er forskellige slags nådegaver, men Ånden er den samme; der er forskellige tjenester, men Herren er den samme; der er forskellige kraftige virkninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle. Og åndsåbenbarelse gives den enkelte til fælles gavn. En gives der nemlig ved Ånden at tale med visdom; en anden at tale med kundskab ifølge den samme Ånd; en gives der tro ved den samme Ånd; en anden nådegaver til at helbrede ved den samme Ånd; en at udføre undergerninger; en anden at profetere; en at bedømme ånder; en anden forskellig slags tungetale; og atter en anden at udlægge tungetale. Men alt dette virker den ene og samme Ånd, som efter sin vilje tildeler enhver sin særlige gave. Thi ligesom legemet er en enhed og dog har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange de er, dog er ét legeme, således er det også med Kristus.” 1 Kor. 12, 4-12.ME 53.3

    Det er et alvorligt ansvar, der påhviler dem, der er kaldede til at være de ledende indenfor Guds kirke på jorden. I teokratiets dage, da Moses forsøgte alene at bære byrder, der var så tunge, at han snart ville være segnet under dem, fik han af Jetro det råd at planlægge en klog fordeling af ansvaret. “Du skal selv træde frem for Gud på folkets vegne og forelægge Gud de forefaldende sager; og du skal indskærpe dem anordningerne og lovene og lære dem den vej, de skal vandre, og hvad de har at gøre.” Desuden rådede Jetro til, at der skulle ud-vælges mænd til at sættes som forstandere, “nogle over tusinde, andre over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over ti.” Disse skulle være “dygtige mænd, som frygter Gud, mænd, som er til at lide på og hader uretfærdig vinding.” De skulle “til stadighed holde ret for folket,” og på den måde befri Moses for det trættende ansvar ved at skulle tage sig af mange småanliggender, som de udvalgte hjælpere med klogskab ville kunne overtage. 2 Mos. 18, 19-22.ME 53.4

    De, som ved Guds forsyn er blevet sat på ledende og ansvarsfulde poster indenfor menigheden, skulle kunne benytte deres tid og kræfter til at behandle de vigtigere anliggender, som kræver særlig visdom og storsindethed. Det ligger ikke indenfor Guds plan, at sådanne mennesker skal tilkaldes for at ordne mindre sager, som andre er i stand til at tage sig af. “Alle vigtigere sager skal de forebringe dig,” lød Jetros råd til Moses, “men alle mindre sager skal de selv afgøre. Let dig således arbejdet og lad dem komme til at bære byrden for dig. Dersom du handler således, og Gud vil det så, kan du holde ud, og alt folket der kan gå tilfreds hjem.”ME 54.1

    Moses fulgte dette forslag og “udvalgte dygtige mænd af hele Israel og gjorde dem til øverster over folket, til forstandere, nogle over tusinde, nogle over hundrede, nogle over halvtredsindstyve, andre over ti. De holdt derpå til stadighed ret over folket; de vanskelige sager forebragte de Moses, men alle mindre sager afgjorde de selv.” 2 Mos. 18, 22-26.ME 54.2

    Senere, da Moses udvalgte halvfjerdsindstyve ældste til at dele ledelsens ansvar med sig, var han meget omhyggelig med til sine hjælpere at udsøge mænd med værdighed, sund dømmekraft og erfaring. For disse ældste skitserede han i sin belæring ved deres indvielse nogle af de egenskaber, som gør en mand egnet til at være leder indenfor menigheden. “Hold forhør, når der er stridigheder mellem eders landsmænd,” sagde Moses, “og døm retfærdigt, når en mand har en sag, enten det er med en landsmand eller med en, der bor som fremmed hos ham. Vis ingen personsanseelse for retten; hør på den ringeste som på den største og frygt ikke for nogen; thi dommen er Guds!” 5 Mos. 1, 16. 17.ME 54.3

    Henimod slutningen af kong Davids regering gav han dem, der på hans tid skulle bære byrden af tjenesten for Gud, en højtidelig befaling. Den gamle konge sammenkaldte i Jerusalem “alle Israels øverster, stammeøversterne skifternes øverster, som var i kongens tjeneste, tusindog hundredførerne, overopsynsmændene over alle kongens og hans sønners ejendele og kvæg, ligeledes hofmændene, kærnetropperne og alle dygtige krigere,” og pålagde dem højtideligt “for hele Israels, Herrens forsamlings, øjne og i vor Guds påhør “at holde alle Herren eders Guds bud.” 1 Krøn. 28, 1. 8.ME 54.4

    Til Salomo gav David en særlig befaling, fordi han var kaldet til at udfylde en ledende stilling med et særligt ansvar: “Og du, min søn Salomo! Kend din faders Gud og tjen ham med et helt hjerte og en villig sjæl, thi Herren ransager alle hjerter og kender alt, hvad der rører sig i deres tanker. Hvis du søger ham, vil han lade sig finde af dig, men forlader du ham, vil han forkaste dig for evigt. Så se da til, thi Herren har udvalgt dig ... Gå til værket med frimodighed!” 1 Krøn. 28, 9. 10.ME 54.5

    De samme gudsfrygtens og retfærdighedens grundsætninger, som skulle være rettesnor for Guds folk på Moses’ og Davids tid, skulle også følges af dem, der havde fået tilsyn med Guds nyorganiserede menighed. Med hensyn til arbejdet med at indrette ordningen indenfor alle menighederne og ansætte brugelige mænd til at være de ledende, holdt apostlene sig til det gamle Testamentes strenge forskrifter. De hævdede, at den, som kaldes til en ansvarsfuld ledende stilling indenfor menigheden, måtte “som Guds husholder være en mand, der ikke er noget at klage på, ikke selvbehagelig, ikke vredagtig, ikke drikfældig eller voldsom, ikke ude efter skammelig vinding, men gæstfri, glad ved alt godt, sindig, retfærdig, from, afholdende; han skal holde fast ved det troværdige ord i overensstemmelse med læren, for at han kan være dygtig til både at formane med den sunde lære og at overbevise dem, som siger imod.” Titus 1, 7-9.ME 55.1

    Den ordning, som blev opretholdt i den første kristne menighed, muliggjorde det for dem at gå støt fremad som en veldisciplineret hær, rustet med Guds våben. Skønt de troendes menigheder var spredt over et stort territorium, var de alle lemmer på det samme legeme; alle handlede i forståelse og harmoni med hinanden. Hvis der viste sig uoverensstemmelser i en af de lokale menigheder, som det senere hændte i Antiokia og andre steder, og de troende ikke var i stand til selv at nå til enighed, fik den slags anlig-gender ikke lov til at skabe splittelse indenfor menigheden, men blev henvist til en ge-neralforsamling for alle de troende, bestående af udvalgte delegerede fra de forskellige lokale menigheder med apostlene og de ældste som dem, der sad inde med det øverste ansvar. Således blev Satans bestræbelser for at angribe menigheden på isolerede steder imødegået med samlet enighed fra alles side, og fjendens anslag for at splitte og ødelægge blev forpurret.ME 55.2

    “Gud er ikke forvirringens , men fredens Gud.” 1 Kor. 14, 33. Han kræver, at der skal herske orden og være system indenfor menighedens anliggender i dag, ikke mindre end i gamle dage. Han ønsker, at hans tjeneste skal udføres med grundighed og nøjagtighed, for at han skal kunne besegle den med sin billigelse. At være kristen vil sige at være forenet med Kristus, menighed med menighed, så den menneskelige medvirken arbejder sammen med den guddommelige, så enhver medhjælper er undergivet Helligånden, og alle forenes i at bringe verden det glade budskab om Guds nåde.ME 55.3

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents