Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
Mesterens efterfølgere - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    KAPITEL 18—FORKYNDELSEN FOR HEDNINGERNE

    Dette kapitel er bygget over Ap. G. 14,1-26

    Fra Antiokia i Pisidien drog Paulus og Barnabas til Ikonium. Her begyndte de ligesom i Antiokia med at prædike i deres eget folks synagoge. Arbejdet lykkedes godt! “En stor mængde, både af jøder og grækere kom til tro.” Men “de jøder, som var gen-stridige, ophidsede hedningerne og satte ondt i dem mod brødrene” her i Ikonium ligesom andre steder, hvor apostlene arbejdede.ME 98.1

    Men apostlene lod sig ikke skræmme bort fra deres opgave, for der var mange, der tog mod Kristi evangelium. De fortsatte deres arbejde trods modstand, skinsyge og fordom “med fortrøstning til Herren”, og Gud “bevidnede sit nådesord ved tegn og undere, som han lod ske ved deres hænder.” Disse beviser på Guds nåde gjorde stærkt indtryk på dem, hvis sind var åbent for at lade sig overbevise, og de omvendtes antal voksede stadig.ME 98.2

    Da det budskab, apostlene bragte, tiltog i folkeyndest, blev de vantro jøder opfyldt af skinsyge og had, og de besluttede at gøre en ende på Paulus’ og Barnabas’ virksomhed. Ved hjælp af falske og overdrevne rygter fik de myndighederne til at nære ængstelse for, at hele byen risikerede at komme i oprør. De erklærede, at der var mange, der havde sluttet sig til apostlene, og antydede, at de lagde hemmelige og farlige planer.ME 98.3

    Som følge af disse anklager blev disciplene gentagne gange bragt for domstolene, men deres forsvar var så klart og forstandigt, og deres redegørelse for, hvad det var, de lærte, så rolig og forståelig, at det i høj grad virkede til gunst for dem. Skønt myndighederne var forud indtaget imod dem på grund af de falske beretninger, de havde hørt, vovede de ikke at dømme dem. De var nødt til at indrømme, at Paulus’ og Barnabas’ lære stilede mod at gøre mennesker til gode, lovlydige borgere, og at byens moral og orden ville blive bedre, hvis man rettede sig efter de sandheder, som apostlene lærte.ME 98.4

    Ved den modstand, som disciplene mødte, vandt sandhedens budskab offentlighedens interesse, og jøderne opdagede, at deres bestræbelser for at modarbejde de nye læreres gerning kun havde til følge, at der føjedes mange flere til den nye tro. “Mængden i byen delte sig; nogle holdt med jøderne, andre med apostlene.”ME 98.5

    Jødernes ledere blev så rasende over den vending, sagerne tog, at de besluttede at nå deres mål ved at bruge vold. Da de havde fremkaldt de værste lidenskaber hos den uvidende, larmende folkehob, lykkedes det dem at skabe optøjer, som de gav disciplenes lære skylden for. Ved denne falske be-skyldning håbede de at opnå myndighedernes hjælp til at udføre deres forsæt. De besluttede, at apostlene ikke skulle få nogen lejlighed til at hævne sig, og at hoben skulle gribe ind og stene Paulus og Barnabas og på den måde gøre ende på deres virksomhed.ME 99.1

    Der var venner af apostlene, som, skønt de ikke troede, advarede dem om jødernes onde planer og tryglede dem om ikke unødvendigt at udsætte sig for pøbelens raseri, men flygte og redde deres liv. Derfor forlod Paulus og Barnabas hemmeligt Ikonium og overlod det for en tid til de troende at videreføre arbejdet. Men det var absolut ingen endelig afsked! det var deres hensigt at vende tilbage, når ophidselsen havde lagt sig, og genoptage deres arbejde.ME 99.2

    Til alle tider og i alle lande har Guds sendebud haft den skæbne at møde bitter modstand fra dem, som med overlæg har valgt at forkaste det himmelske lys. Tit har evangeliets fjender vundet en tilsyneladende sejr ved forkert fremstilling og falskhed og derved lukket de døre, hvorigennem Guds udsendinge kunne være nået ind til menne-sker. Men disse døre bliver ikke ved at være tillukkede for stedse; og når Guds tjenere efter en tids forløb vender tilbage for at genoptage deres arbejde, har Herren ofte virket med sin kraft for at hjælpe dem og gjort det muligt for dem at bygge videre til hans navns ære.ME 99.3

    Da apostlene ved forfølgelsen blev fordrevet fra Ikonium, drog de til Lystra og Derbe i Lykaonien. For størstedelen var disse byers befolkning hedenske og overtroiske mennesker, men der var iblandt dem nogle, der gerne ville høre og modtage evangeliets budskab. Apostlene besluttede at arbejde i disse byer og det omliggende land i håb om at undgå jødernes fordomme og forfølgelse.ME 99.4

    I Lystra fandtes der ingen jødisk synagoge, skønt der boede nogle få jøder i byen. Mange af Lystras beboere dyrkede Zeus i et tempel, der var helliget ham. Da Paulus og Barnabas viste sig i byen og samlede folket om sig for at forklare dem evangeliets enfoldige sandhed, var der mange, der søgte at finde en forbindelse mellem denne lære og deres egen overtroiske dyrkelse af Zeus.ME 99.5

    Apostlene forsøgte at meddele disse af-gudsdyrkere kundskab om Gud som Skaberen og om hans Søn, menneskehedens Frelser. Først viste de hen til Guds underfulde værk: solen, månen og stjernerne, de skiftende årstiders skønne rækkefølge, de mægtige snedækkede bjerge, de høje træer og andre af naturens forskellige vidundere, som bar præg af noget, der langt overgik menneskelig dygtighed. Ved dette skaberværk af den Almægtige henledte apostlene hedningernes tanker til beskuelse af universets store behersker.ME 99.6

    Da apostlene havde klarlagt disse funda mentale sandheder med hensyn til Skaberen, fortalte de indbyggerne i Lystra om Guds Søn, som kom fra Himmelen ned til vor jord, fordi han elskede menneskenes børn. De fortalte om hans liv og gerning, om at han blev forkastet af dem, han var kommet for at frelse, om hans domfældelse og korsfæstelse, hans opstandelse og optagelse til Himmelen for dér at virke som talsmand for mennesker. Ved Åndens hjælp og Guds kraft prædikede Paulus og Barnabas således evangeliet i Lystra.ME 99.7

    Engang, mens Paulus var ved at fortælle folket om Kristi gerning som de syges og lidendes helbreder, så han blandt tilhørerne en krøbling, hvis blik hang ved ham, og som modtog og troede hans ord. Paulus fik dyb medlidenhed med den stakkels mand, i hvem han så en, der “havde tro til at frel-ses.” I den afgudsdyrkende forsamlings nærværelse befalede Paulus krøblingen at rejse sig og stå på sine fødder. Hidtil havde den syge kun været i stand til at indtage en siddende stilling, men nu adlød han straks Paulus’ befaling og stod for første gang i sit liv oprejst på fødderne. Der fulgte styrke med denne troens anstrengelse, og han, som havde været krøbling “sprang op og begyndte at gå.”ME 100.1

    “Men da skarerne så, hvad Paulus havde gjort, løftede de deres røst og sagde på lykaonisk: “Guderne er i menneskeskikkelse steget ned til os!” Denne opfattelse stemte overens med en af deres forestillinger om, at guderne undertiden steg ned og besøgte jorden. Barnabas kaldte de for Zeus, gudernes fader, på grund af hans værdige fremtræ-den og den mildhed og venlighed, der prægede ham. De antog Paulus for at være Hermes, “fordi det var ham, som førte ordet,” var alvorlig og handlekraftig og talte advarende og formanende ord.ME 100.2

    Lystras beboere, som var ivrige efter at vise deres taknemmelighed, fik præsten ved Zeus-templet til at vise apostlene ære; og han “kom hen til byporten med tyre og kranse og ville ofre sammen med skarerne.” Paulus og Barnabas, som havde trukket sig tilbage for at hvile, vidste intet om disse forberedelser. Men snart blev imidlertid deres opmærksomhed vakt ved lyden af musik og de begejstrede råb fra en stor folkeskare, som var kommet hen til det hus, hvor de boede.ME 100.3

    Da apostlene blev klare over årsagen til dette besøg og den deraf følgende ophidselse, “sønderrev de deres klæder og sprang ind midt i folkeskaren” i håb om at kunne forhindre yderligere foretagender. Med høj, gennemtrængende røst, som kunne høres over skarernes råb krævede Paulus, at de skulle høre på ham; og da larmen pludselig stilnede af, sagde han: “Mænd, hvad er det dog, I gør? Vi er også mennesker under samme kår som I, og vi forkynder evangeliet om, at I skal vende jer fra disse tomme afguder til den levende Gud, som har skabt himmelen og jorden og havet og alt, hvad deri er! Han har i de forbigangne tider ladet alle hedningerne vandre deres egne veje. Dog lod han sig ikke uden vidnesbyrd, idet han viste jer velgerninger, gav jer regn og frugtbare tider fra himmelen og mættede jer med føde og fyldte jeres hjerter med glæde.”ME 100.4

    Trods apostlenes afgjorte benægtelse af at være guder og trods Paulus’ bestræbelser for at rette folkets tanker mod den sande Gud som den eneste, der er værdig til at tilbedes, var det næsten umuligt at få hedningerne fra deres forsæt om at ofre til dem. Deres tro på, at disse mænd i sandhed var guder, havde været så fast, og deres begejstring så stor, at de kun modstræbende ville indrømme deres fejltagelse. Beretningen siger, at “det var med nød og næppe!”ME 100.5

    Lystras beboere hævdede, at de med deres egne øjne havde set den undergørende kraft, som apostlene sad inde med. De havde set en krøbling, der aldrig før havde kunnet gå, komme til at fryde sig over fuldstændig sundhed og styrke. Det var først efter megen overtalelse fra Paulus’ side og om-hyggelige forklaringer angående hans og Barnabas’ opgave som udsendinge fra Himmelens Gud og hans Søn, den store læge, at de fik skarerne overtalt til at opgive deres forehavende.ME 101.1

    Paulus’ og Barnabas’ virksomhed i Lystra blev pludselig forhindret ved ondskab fra “nogle jøder fra Antiokia og Ikonium,” der efter at have hørt om, hvor godt apostlenes gerning lykkedes blandt lykaonierne, besluttede at følge efter dem og plage dem. Da disse jøder kom til Lystra, lykkedes det dem snart at indgive folket den samme bitterhed i sjælen, som var bevæggrunden for deres egen indstilling. Ved falske fremstillinger og bagvaskelse fik de dem, der nyligt havde betragtet Paulus og Barnabas som guddommelige væsener, overbevist om, at i virkeligheden var apostlene værre end mordere, og at de fortjente døden.ME 101.2

    Den skuffelse, som befolkningen i Lystra havde lidt ved at blive berøvet det privilegium at ofre til apostlene, fik dem til at vende sig mod Paulus og Barnabas med en ophidselse, der næsten kunne sammenlignes med den, hvormed de havde hyldet dem som guder. Ophidsede af jøderne planlagde de at gribe apostlene med vold. Jøderne pålagde dem ikke at lade Paulus få lejlighed til at tale, fordi de hævdede, at hvis de tillod ham dette, ville han forhekse folket.ME 101.3

    Evangeliets fjenders morderiske planer blev snart udført! Under indflydelse af det onde blev indbyggerne i Lystra grebet af et djævelsk raseri, og da de havde grebet Paulus, stenede de ham uden barmhjertighed. Apostlen troede, at nu var det ude med ham. Stefanus’ martyrdød og den frygtelige andel, han selv havde haft i den, randt ham ihu. Fuld af sår og bevidstløs af smerte faldt han til jorden, og den rasende folkehob “slæbte ham uden for byen, idet de mente, at han var død.”ME 101.4

    I denne mørke prøvelsens stund forblev den kreds af troende, der ved Paulus’ og Barnabas’ prædiken i Lystra var blevet omvendt til troen på Jesus, stadig trofaste. Den urimelige modstand og grusomme forfølgelse fra deres fjenders side tjente kun til at bestyrke disse fromme brødre i troen, og nu, hvor de var stillet ansigt til ansigt med fare og foragt, viste de deres troskab ved sorgfulde at samles om hans legeme, da de mente, at han var død.ME 101.5

    Hvad skildrer deres forbavselse, da apostlen midt under deres jamren pludselig hævede hovedet og rejste sig op, mens han priste Gud. De troende betragtede denne uventede genoplivelse af Guds tjener som et guddommeligt mirakel og syntes, det satte Himmelens segl på deres ændrede tro. De glædede sig ubeskriveligt og lovede og takkede Gud med forøget tro.ME 101.6

    Blandt dem, der var blevet omvendt i Lystra, og som havde været øjenvidne til Paulus’ lidelser, var der en, som sidenhen skulle blive en fremragende Kristi tjener, og som sammen med apostlen skulle komme til at dele det forberedende arbejdes prøvelser og glæder på forskellige steder. Det var en ung mand ved navn Timoteus. Da Paulus blev slæbt ud af byen, var denne unge discipel blandt dem, der blev stående ved det tilsyneladende livløse legeme, og som så ham rejse sig, såret og blødende, men med lov og tak fordi han havde fået lov at lide for Kristi sags skyld.ME 101.7

    Dagen efter, at Paulus var blevet stenet, drog apostlene til Derbe, hvor deres arbejde blev velsignet, og mange sjæle fik hjælp til at tage imod Kristus som Frelseren. Men da de “havde forkyndt evangeliet i denne by og vundet talrige disciple,” følte hverken Paulus eller Barnabas sig tilfredse med at tage arbejdet op nye steder uden at have styrket troen hos de omvendte, som de for en tid havde måttet efterlade ene på de steder, hvor de nylig havde virket. Og uden at lade sig skræmme af faren “vendte de tilbage til Lystra og Ikonium og Antiokia og styrkede disciplenes sjæle og påmindede dem om at blive i troen.” Mange havde modtaget evangeliets glædelige budskab og havde derved udsat sig for vrede og modstand. Apostlene søgte at befæste disse i troen, for at det, som var opnået, måtte vare ved.ME 102.1

    Som et vigtigt led i de nyomvendtes åndelige vækst var apostlene omhyggelige for at omgive dem med vogtere af evangeliets arbejdsorden. Hvor som helst der fandtes troende, alle vegne i Lykaonien og Pisidien, blev der oprettet menigheder, Indenfor hver enkelt menighed blev der udvalgt “ældste”, og der blev oprettet en særlig ordning for at gennemføre alt, hvad der tjente til de troendes åndelige velfærd.ME 102.2

    Dette var i samklang med evangeliets formål med at forene alle troende til ét i Kristus, og under hele sin gerning fulgte Paulus med stor omhu denne grundplan. Hvor som helst nogen ved hans tjeneste blev ført til at tage imod Kristus som deres Frelser, blev der på et passende tidspunkt oprettet en menighed. Dette skete, selv hvor de troende kun var få i antal. På denne måde lærte de kristne at hjælpe hinanden og at huske på dette løfte: “Thi hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, der er jeg midt iblandt dem.” Matt. 18, 20.ME 102.3

    Og Paulus glemte ikke de således oprettede menigheder. Omsorgen for dem hvilede altid på hans sind som en stadigt voksende byrde. Hvor lille et samfund end var, var det dog genstand for hans bestandige omhu. Han vågede ømt over de mindre menigheder og forstod, at de trængte til særlig omsorg, for at deres medlemmer kunne blive helt stadfæstede i sandheden og lære at arbejde alvorligt og uselvisk for andre.ME 102.4

    Under hele deres missionsgerning bestræbte Paulus og Barnabas sig for at følge Kristi eksempel ved offervillighed og trofast og alvorligt arbejde for sjælene. Årvågne, nidkære og utrættelige som de var, tog de ikke hensyn til deres egne tilbøjelig-heder eller personlige velvære, men med bøn og stadig flid såede de sandhedens sæd. Og samtidig med at apostlene såede sæden, passede de omhyggeligt på at give alle, der gik ind for evangeliet, praktisk belæring, som var af ubeskrivelig stor værdi. Denne alvorens og gudsfrygtens ånd gjorde et uforglemmeligt indtryk på de nye disciple med hensyn til, hvor betydningsfuldt evangeliets budskab var.ME 102.5

    Når lovende og begavede mænd blev omvendt, som det skete med Timoteus, forsøgte Paulus og Barnabas meget alvorligt at vise dem nødvendigheden af at arbejde i vingården. Og når apostlene drog et andet sted hen, snarere voksede end svigtede disse mænds tro. De var blevet omhyggeligt oplært til Herrens tjeneste og havde lært at arbejde uselvisk, alvorligt og uden at trættes for deres medmenneskers frelse. Denne omhyggelige oplæring af nyomvendte var i høj grad medvirkende til de bemærkelsesværdige resultater, som Paulus og Barnabas opnåede, når de prædikede evangeliet i hedningelande.ME 102.6

    Den første missionsrejse var ved at være slut. Apostlene overgav de nyoprettede menigheder i Herrens hånd og drog til Pamfylien, “hvor de forkyndte ordet i Perge. Siden drog de ned til Attalia, og derfra sejlede de til Antiokia.”ME 103.1

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents