Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
Mesterens efterfølgere - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    KAPITEL 51—EN TROFAST UNDERHYRDE

    Delle kapitel er bygget over Peters første brev

    Apostlen Peter og hans senere virksomhed omtales kun lidt i Apostlenes Gerninger. I de travle forkyndelsens år, som fulgte efter udgydelsen af Ånden på pinsedagen, var han én af dem, der gjorde sig utrættelige anstrengelser for at nå ind til jøderne, der kom til Jerusalem for at tilbede ved de årlige højtider.ME 273.1

    Efterhånden som de troendes antal forøgedes stærkt i Jerusalem og andre steder, hvor korsets sendebud aflagde besøg, viste de evner, Peter sad inde med, sig at være af uendelig stor værdi for den første kristne menighed. Påvirkningen af hans vidnesbyrd om Jesus fra Nazaret rakte viden om. Der påhvilede ham et dobbelt ansvar. Han vidnede direkte for de vantro om Messias og arbejdede alvorligt for deres omvendelse; og samtidig udførte han et særligt arbejde for de troende ved at styrke dem i troen på Kristus.ME 273.2

    Det var, efter at Peter var nået til selv-fornægtelse og fuldkommen afhængighed af Guds kraft, at han fik sit kald til at være underhyrde. Før Peters fornægtelse havde Kristus sagt til ham: “Når du engang omvender dig, da styrk dine brødre.” Disse ord tog sigte på det store og betydningsfulde arbejde, som apostlen i fremtiden skulle komme til at udrette for dem, der kom til at tro. Peters egne erfaringer om synd og lidelse og anger havde beredt ham til dette arbejde. Først da han havde lært sin egen svaghed at kende, kunne han fatte den troendes trang til afhængighed af Kristus. Midt i fristelsens storme var han kommet til at forstå, at et menneske kun kan vandre i tryghed, når han helt mister selvtilliden og kun stoler på Frelseren.ME 273.3

    Da Kristus sidste gang var sammen med sine disciple ved søen, havde Peter atter genvundet sin plads blandt de tolv, efter at han tre gange var blevet prøvet med dette spørgsmål: “Elsker du mig?” Hans gerning var blevet ham anvist: han skulle vogte Her-rens hjord. Nu, hvor han var omvendt og atter antaget, skulle han ikke blot søge at frelse dem udenfor folden; men han skulle være fårenes hyrde.ME 273.4

    Kristus nævnede kun én betingelse for, at Peter kunne bruges til tjenesten, “Elsker du mig?” Dette er den afgørende forudsætning. Selv om Peter var i besiddelse af alle andre, kunne han ikke uden kærlighed til Kristus være en trofast hyrde for Guds hjord. Indsigt, godhed, veltalenhed, nidkærhed, alt dette havde væsentlig betydning for den gode gerning; men uden kærlighed til Kristus kan den kristne forkynders gerning ikke lykkes. Joh. 21, 15-17.ME 273.5

    Kærlighed til Kristus er ikke en omskiftelig følelse, men en levende grundsætning, der må åbenbare sig som en bestandig kraft i sjælen. Hvis hyrdens personlighed og optræden virker som et billede på den sandhed, han forfægter, vil Herren besegle hans gerning med sit velbehag. Hyrden og hjorden skal være ét, forenede ved det fælles håb i Kristus.ME 274.1

    Frelserens handlemåde overfor Peter var en lære både for ham og hans medbrødre. Skønt Peter havde fornægtet sin Herre, svigtede den kærlighed, Jesus følte for ham, aldrig. Og når apostlen skulle begynde på gerningen med at forkynde ordet for andre, måtte han møde overtræderen med tålmodighed, medfølelse og tilgivende kærlighed. Når han huskede på sin svaghed og sit fald, skulle han handle lige så mildt overfor de får og lam, der var betroet til hans omsorg, som Kristus havde handlet mod ham.ME 274.2

    Mennesker, der selv fører et slet levned, er tilbøjelige til at være ukærlige overfor dem, som fristes og farer vild. De kan ikke læse hjertets tanker; de kender ikke dets kamp og smerte. De trænger til at lære om den irettesættelse, der er kærlighed, det slag, der sårer for at læge, og den advarsel, der rummer håb.ME 274.3

    Under hele sin virksomhed vogtede Peter med troskab den hjord, der var betroet til hans omsorg, og viste sig således værdig til det kald og det ansvar, Frelseren havde givet ham. Altid priste han Jesus fra Nazaret som Israels håb, menneskehedens Frelser. Han gav sit eget liv ind under den øverste arbejders tugt. Ved alle midler, der stod i hans magt, søgte han at opdrage de troende til aktiv tjeneste. Hans fromhed og utrættelige flid tilskyndede mange lovende unge mænd til helt at give sig over til arbejdet i tjenesten. Efter som tiden gik, blev apostlens indflydelse som opdrager og leder større, og skønt han aldrig frigjorde sig for den opgave i særlig grad at arbejde for jøderne, vidnede han i mange lande og styrkede troen på evangeliet hos mange.ME 274.4

    Senere under sin virksomhed fik Peter til-skyndelse til at skrive til de troende, der var spredt “i Pontus, Galatien, Kappadokien, provinsen Asien og Bitynien.” Hans breve var et middel til at genoplive modet og styrke troen hos dem, der led prøvelser og sorg, og til at forny dem, der ved mange slags fristelser var i fare for at miste for-bindelsen med Gud, til at gøre gode gerninger. Disse breve er præget af at være skrevne af et menneske, på hvem Kristi lidelser og også hans trøst havde virket overvældende én, hvis hele væsen var blevet forvandlet ved nåden, og hvis håb om det evige liv var sikkert og bestandigt.ME 274.5

    I sit første brev bringer Guds aldrende tjener sin Herre en hyldest i pris og taksigelse. “Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader,” skrev han, “som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforkrænkelig og uvisnelig arv, gemt i Himlene til jer, som i Guds kraft bliver bevaret ved tro til en frelse, der er beredt til at åbenbares i den sidste tid.”ME 274.6

    Ved dette håb om en sikker arv på den nye jord frydede de første kristne sig, selv i tider med hårde prøvelser og lidelser. “Da skal I fryde jer,” skrev Peter, “selv om I nu først en liden stund, om så skal være, bedrøves i mange slags prøvelser, for at jeres prøvede tro som er langt mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves ved ild må vise sig at blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares. Ham elsker I uden at have set ham; på ham tror I uden nu at se ham, og over ham skal I fryde jer med en usigelig og forherliget glæde, idet I når troens mål, jeres sjæles frelse.”ME 274.7

    Apostlens ord blev skrevet til belæring for troende til alle tider, og de har særlig betydning for dem, som lever i en tid, hvor “alle tings ende er kommet nær.” Enhver sjæl har brug for hans formaninger og advarsler, og hans ord, fulde af tro og mod, er nyttige for enhver, der vil bevare troen “urokkelig fast til det sidste.” Heb. 3, 14.ME 275.1

    Apostlen søgte at lære de troende, hvor vigtigt det er at bevare tankerne fra at vandre til forbudte emner eller at ødsle deres kraft på ligegyldige småting. De, der ikke ønsker at blive bytte for Satans list, må vogte vejen ind til sjælen godt. De må undgå at læse, se eller høre noget, der tilskynder til urene tanker. Tanken må ikke få lov til tilfældigt at dvæle ved ethvert emne, som sjæ-lefjenden fremkalder forestillinger om. Hjertet må vogtes omhyggeligt; ellers vil det onde udefra vække det onde inden i det, og sjælen vil komme til at vandre i mørke. “Bind derfor op om jeres sinds lænder,” skrev Peter, “vær ædru og sæt fuldt ud jeres håb til den nåde, som bliver jer til del, når Jesus Kristus åbenbares; ... I må ikke rette jer efter de lyster, som I før i jeres uvidenhed levede i. Men ligesom han, der kaldte jer, er hellig, således skal også I være hellige i al jeres færd.”ME 275.2

    “I må også vandre i frygt, sålænge I er udlændinge her. I ved jo, at det ikke var med forkrænkelige ting, med sølv eller guld, at I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde arvet fra forfædrene, men med Kristi dyrebare blod som med blodet af et lam uden plet og lyde. Hertil var han forud bestemt, før verdens grundvold blev lagt, men blev ved tidernes ende åbenbaret for jeres skyld, I, som ved ham er kommet til tro på Gud, der vakte ham fra de døde og gav ham herlighed, så jeres tro også er håb til Gud.”ME 275.3

    Hvis sølv eller guld havde været tilstrækkeligt til at købe menneskers frelse, hvor kunne det så let være sket ved ham, som siger: “Mit er sølvet, og mit er guldet.” Haggaj 2, 8. Men kun ved Guds Søns dyrebare blod kunne overtræderen blive frelst. Frelsesplanen blev bygget på offer. Apostlen Paulus skrev: “I kender jo vor Herres Jesu Kristi nåde, at han for vor skyld blev fattig, da han var rig, for at I ved hans fattigdom skulle blive rige.” 2 Kor. 8, 9. Kristus gav sig selv for os, for at han kunne frelse os fra al uretfærdighed. Og kronen på frelsens vel-signelse er dette: “Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.”ME 275.4

    “Da I har renset jeres sjæle i lydighed mod sandheden til at nære oprigtig broderkærlighed,” fortsatte Peter, “så elsk hverandre inderligt af hjertet.” Guds ord sandheden er vejen, ad hvilken Gud tilkendegiver sin Ånd og sin magt. Lydighed mod ordet frembringer frugt af den rette slags: “Oprigtig broderkærlighed.” Denne kærlig-hed stammer fra Himmelen og fører til ædle tilskyndelser og uselviske handlinger.ME 275.5

    Når sandheden bliver den stadige grundtanke i livet, bliver sjælen genfødt, “ikke af forkrænkelig, men af uforkrænkelig sæd, ved Guds levende og blivende ord.” Denne genfødsel sker ved at modtage Kristus som Guds Ord. Når de guddommelige sandheder ved Helligånden indprentes i hjertet, får man en ny opfattelse, og de hidtil slumrende kræfter vækkes til at samarbejde med Gud.ME 275.6

    Sådan var det gået Peter og hans meddisciple. Kristus var den, der havde åbenbaret sandheden for verden. Ved ham var den uforkrænkelige sæd Guds ord blevet sået i menneskers hjerter. Men mange af den store lærers mest værdifulde lærdom-me var blevet talt til mennesker, som dengang ikke forstod dem. Da Helligånden efter Jesu himmelfart fik disciplene til at mindes disse lærdomme, blev deres slumrende erkendelse vakt. Betydningen af disse sandheder gik op for dem som en ny åbenbaring, og ren og uforfalsket sandhed banede sig vej til deres sind. Så tilegnede de sig den vid-underlige erfaring om hans liv. Ordet blev bevidnet ved dem, de mænd, han havde udvalgt, og de forkyndte den mægtige sandhed: “Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, ... fuld af nåde og sandhed.” “Thi af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde.” Joh. 1, 14. 16.ME 276.1

    Apostlen formanede de troende til at granske skrifterne, fordi de ved den rette forståelse af disse kunne udrette et arbejde for evigheden. Peter var klar over, at der for hver eneste sjæl, der tilsidst sejrer, vil komme tider med tvivl og prøvelser; men han vidste også, at forståelse af skrifterne ville hjælpe den fristede til at huske på forjættelser, der kunne trøste hjertet og styrke troen på den almægtige.ME 276.2

    “Alt kød er som græs,” erklærede han, “og al dets herlighed som græssets blomster; græsset visner, og blomsterne falder; men Herrens ord bliver evindelig. Og dette er det ord, der er blevet forkyndt jer i evangeliet. Derfor skal I aflægge al ondskab og al svig og hykleri og misundelse og alskens bagtalelse og som nyfødte børn hige efter ordets uforfalskede mælk, for at I ved den kan vokse op til frelse, så sandt I har “smagt, at Herren er god.”ME 276.3

    Mange af de troende, til hvem Peter skrev sine breve, levede blandt hedninger, og det var af største betydning, at de forblev tro mod deres stillings høje kald. Apostlen påmindede dem om deres forrettigheder som Kristi Jesu disciple. “I er en udvalgt slægt,” skrev han, “et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys, I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I, som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed.”ME 276.4

    “I elskede! jeg formaner jer som fremmede og udlændinge: hold jer fra de kødelige lyster, som fører krig imod sjælen, og lad jeres færd blandt hedningerne være god, så de på grund af de gode gerninger, de får at se på deres besøgelsesdag kan prise Gud netop for det, de nu bagtaler jer for, som om I var forbrydere.”ME 276.5

    Apostlen gav klare anvisninger for den stilling, de troende skulle indtage overfor de borgerlige myndigheder. “For Herrens skyld skal I underordne jer enhver menneskelig ordning, hvad enten det er kongen som den øverste, eller landshøvdinger som mænd, der sendes af ham til straf for dem, der gør det onde, og til ros for dem, der gør det gode. Thi det er Guds vilje, at I ved at gøre det gode skal lukke munden på de tåbelige og uforstandige mennesker; som frie, dog ikke som de, der bruger friheden til skalkeskjul, men som Guds tjenere. Ær alle, elsk brødrene, “frygt Gud, ær kongen!”ME 276.6

    De, der var tjenere, blev formanet til stadig at underordne sig deres herrer “i al frygt, ikke blot de gode og milde, men også de urimelige. Thi,” forklarede apostlen, “da er man under nåden, om man, bunden til Gud i sin samvittighed, finder sig i genvordigheder, selv om man lider med urette. Thi hvad ros fortjener det, om I tålmodigt finder jer i at blive slået, når I forsynder jer? Men finder I jer i at lide, skønt I gør det gode, da er I under Guds nåde. Thi dertil blev I kaldet, fordi også Kristus led for jer og efterlod jer et forbillede, for at også I skal gå i hans fodspor, “han, som ikke gjorde synd, og i hvis mund der ikke blev fundet svig,” han, som ikke skældte igen, når han blev udskældt, ikke truede, når han led ondt, men overgav sin sag til ham, der dømmer retfærdigt, han, som selv bar vore synder på sit legeme op på korsets træ, for at vi, afdøde fra vore synder, skal leve for retfærdigheden, han “ved hvis sår I fik lægedom.” Thi I var vildfarende som får, men er nu vendt om til jeres sjæles hyrde og tilsynsmand.”ME 277.1

    Apostlen formanede de troende kvinder til at være kyske i deres tale og beskedne i påklædning og optræden. “Jeres prydelse,” sagde han, “skal ikke være noget udvortes: hårfletning og påhængte guldsmykker eller forskellig klædedragt, men hjertet, det skjulte menneske, med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne.”ME 277.2

    Denne formaning har bud til troende i enhver tidsalder. “Af deres frugter skal I kende dem.” Matt. 7, 20. Et sagtmodigt og stille sind er en indre prydelse, som ikke lader sig vurdere. I en sand kristens liv vil den ydre prydelse altid være i harmoni med den indre fred og fromhed. “Hvis nogen vil gå i mit spor,” sagde Kristus, “skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig!” Matt. 16, 24. Selvfornægtelse og offer må kendetegne en kristens liv. Alle de, der vandrer på den sti, som er anvist Herrens forløste, vil i deres klædedragt bære vidnesbyrd om, at deres smag er ændret.ME 277.3

    Det er rigtigt at elske, hvad der er smukt, og ønske sig det; men Gud vil, at vi først og fremmest skal elske den højeste skønhed, den, som er uforgængelig. Ingen ydre prydelse kan i værdi eller skønhed sammenlignes med den “sagtmodige og stille ånd,” de “hvide, rene linnedklæder” (Åb. 19, 14), som alle de hellige på jorden skal komme til at bære. Denne klædedragt vil gøre dem skønne og elskede her og sidenhen være deres adgangstegn til kongens slot. Hans løfte lyder: “De skal vandre med mig i hvide klæder, thi de er værdige dertil.” Åb. 3, 4.ME 277.4

    Apostlen så med profetisk syn frem til de farefulde tider, der ville komme for Kristi menighed, og formanede de troende til be-standighed trods prøvelser og lidelser. “I elskede,” skrev han, “I skal ikke undre jer over den ildprøve, I gennemgår, som om det var noget mærkeligt, der hændte jer.”ME 277.5

    Prøvelser er en del af den opdragelse, der gives i Kristi skole for at lutre Guds børn for verdslighedens slagger. Det er, fordi Gud leder sine børn, at de møder prøvende erfaringer. Prøvelser og hindringer er den måde, han vælger for at lære sine børn lydighed, og er hans betingelse for, at det lykkes. Han, som kender menneskets hjerte, kender dets svagheder bedre, end det selv har mulighed for. Han ser, at der hos nogle findes evner, som, hvis de bliver rigtigt ledet, kan bruges til at fremme hans gerning. I sin forudviden fører han disse sjæle ud i forskellige forhold og situationer, for at de kan blive klar over de mangler, der er skjult for dem selv. Han giver dem lejlighed til at overvinde disse mangler og til at gøres due-lige til tjenesten. Tit lader han sorgens ild flamme, for at de kan blive lutrede.ME 277.6

    Guds omsorg for sin arv hører aldrig op. Han tåler ikke, at der overgår hans børn andre prøvelser end dem, der er nødvendige for deres nuværende og evige vel. Han vil lutre sin menighed, ligesom Kristus rensede templet under sin gerning på jorden. Alle de prøvelser og trængsler, han bringer over sit folk, kommer, for at de må vinde dybere fromhed og større kraft til at føre korset frem til sejr.ME 278.1

    Der havde været en tid i Peters liv, hvor han ikke var villig til at ville se korset som en del af Kristi gerning. Da Frelseren gav sine disciple meddelelse om sine forestående lidelser og sin død, udbrød Peter: “Gud bevare dig, Herre. Nej, sådan må det ingenlunde gå dig!” Matt. 16, 22. Peters protest skyldtes en selvmedlidenhed, som gøs til-bage fra fællesskab i lidelsen med Kristus. Det skulle blive en bitter lære for disciplen, og en lære, han kun langsomt lærte, at Kristi vej på jorden førte gennem dødsangst og ydmygelse. Men i smeltediglens ild måtte han lære dette. Nu, hvor hans tidligere så kraftige skikkelse var bøjet under årene og sliddet, kunne han skrive: “I elskede, I skal ikke undre jer over den ildprøve, I gennemgår, som om det var noget mærkeligt, der hændte jer. Nej, jo mere I får del i Kristuslidelser, des mere skal I glæde jer, så I også kan glæde og fryde jer, når hans herlighed åbenbares.”ME 278.2

    Apostlen skrev henvendt til menighedens ældste om deres ansvar som underhyrder for Kristi hjord: “Vær hyrder for Guds hjord hos jer, ikke af tvang, men af fri vilje, efter Guds sind, ikke for skammelig vindings skyld, men med villigt hjerte; heller ikke som strenge herrer over menighederne, men som forbilleder for hjorden; og når overhyrden åbenbares, skal I få herlighedens uvisnelige sejrskrans.”ME 278.3

    Den, som indtager en underhyrdes stilling, skal vogte Herrens hjord med trofasthed. Dette skal ikke være nogen tyrannisk overvågen, men en stræben efter at opmuntre og styrke og højne. At være ordets tjener består i mere end at holde prædikener; det består i alvorligt, personligt arbejde. Menigheden her på jorden består af fejlende mænd og kvinder, som omhyggeligt og tålmodigt må be-stræbe sig for at blive oplært og øvet til at gøre et brugeligt arbejde i dette liv for i det fremtidige liv at blive kronede med herlighed og udødelighed. Der trænges til pastorer, trofaste hyrder, som ikke smigrer Guds folk eller behandler dem hårdt, men som nærer dem med livet brød, mænd, som i deres liv daglig føler Helligåndens overbevisende kraft, og som nærer en inderlig og uselvisk kærlighed til dem, de arbejder for.ME 278.4

    Der kræves taktfuldhed i underhyrdens tjeneste, fordi han kommer til at møde fjendskab, bitterhed, misundelse og skinsyge indenfor menigheden, og han må nødvendigvis arbejde i Kristi Ånd for at sætte tingene på plads. Der må gives pålidelige anvisninger, synden må dadles, uret gøres god igen, og ikke blot ved prædikantens gerning fra præ-dikestolen, men ved hans personlige arbejd Det egensindige hjerte kan tage anstød af evangeliet, og Guds tjener kan blive fejlagtigt bedømt og kritiseret. Så må han huske på, at “visdommen ovenfra er først og fremmest ren, dernæst fredselskende, mild, hensynsfuld, fyldt med barmhjertighed og gode frugter, fri for partiskhed og hykleri. Og retfærdighed er frugt af en sæd, der sås i fred til gavn for dem, som stifter fred.” Jak. 3, 17. 18.ME 278.5

    Det arbejde, ordets forkynder skal gøre, er “at oplyse, hvorledes den frelsesplan er, der fra evighed har ligget gemt som en hemmelighed hos Gud.” Ef. 3, 9. Hvis den, der går ind for dette arbejde, selv vælger den mindst offervillige rolle og synes, det er nok for ham at prædike, mens han overlader den individuelle tjeneste til andre, så vil Gud ikke kunne godkende hans gerning. Sjæle, for hvis skyld Kristus døde, går til grunde af mangel på velordnet, personligt arbejde; og den, som går ind til forkyndergerningen uden at være villig til at udrette det personlige arbejde, som hans menighed trænger til, har misforstået sit kald.ME 279.1

    Den sande hyrde har et selvforglemmende sind. Han glemmer sig selv for at kunne udrette Guds gerning. Ved at prædike ordet og ved personlig tjeneste i folks hjem lærer han deres trang, deres sorger og deres prøvelser at kende. Når han således samarbejder med den store bærer af byrder, deler han deres sorger med dem, trøster dem i deres lidelser, mætter deres sjæles hunger og vinder deres hjerter for Gud. I dette arbejde bistås prædikanten af Himmelens engle, og han modtager selv belæring og oplysning om den sandhed, der gør viis til frelse.ME 279.2

    I forbindelse med sin belæring til dem, der indtog betroede stillinger indenfor menighederne, gav apostlen et omrids af nogle almindelige grundsætninger, som måtte følges af alle, der var forenet ved menighedsfællesskab. Menighedens yngre medlemmer blev formanede til at følge de ældres eksempel ved udøvelse af kristelig ydmyghed. “Ligeså skal I unge underordne jer de ældre; og ifør jer alle ydmyghed overfor hverandre; thi “Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde.” Så ydmyg jer da under Guds vældige hånd, så han til sin tid kan ophøje jer. Kast alle jeres bekymringer på ham, thi han har omsorg for jer. Vær ædru og våg; jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge.”ME 279.3

    Således skrev Peter til de troende på et tidspunkt, hvor menigheden var udsat for særlige trængsler. Mange havde allerede fået del i Kristi lidelser, og snart skulle menigheden gennemgå en tid med frygtelige forfølgelser. I løbet af nogle få korte år skulle mange af dem, der havde virket som lærere og ledere indenfor menigheden, ofre livet for evangeliets skyld. Der ville komme glubske ulve, som ikke sparede hjorden. Men intet af alt dette måtte nedslå håbet hos dem, der stod sammen i Kristus. Med opmuntrende ord og fuld frimodighed rettede Peter de troendes sind fra de nuværende prøvelser og de kommende lidelser “til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig arv.” “Men al nådes Gud,” bad han inderligt, “som kaldte jer til sin evige herlighed i Kristus Jesus, han vil, efter at I en kort tid har måttet lide, selv fuldt ud berede, styrke, bekræfte, grundfæste jer! Ham tilhører magten i evighedernes evigheder! Amen.”ME 279.4

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents