Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
Mesterens efterfølgere - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    KAPITEL 32—EN GAVMILD MENIGHED

    sit første brev til menigheden i Korint belærte Paulus de troende om de almindelige principper, der ligger til grund for Guds gerning på jorden. Da han skrev om sit apostoliske arbejde for dem, spurgte han:ME 178.1

    “Hvem gør vel nogen sinde krigstjeneste på egen lønning? Hvem planter en vingård og spiser ikke af dens frugt? Eller hvem vogter en hjord og nyder ikke af hjordens mælk? Taler jeg her kun ud fra almindelig menneskelig tankegang, eller siger ikke også loven det samme ? Der står jo dog skrevet i Mose lov: “Du må ikke binde munden til på en okse, når den tærsker.” Er det okserne, der ligger Gud på sinde? eller er det ikke helt med tanke på os, at han siger det? Jo! Med tanke på os blev det skrevet, fordi den, der pløjer, skal pløje i håb, og den, der tærsker, skal gøre det i håb om at få sin del.”ME 178.2

    Når vi hos jer har sået åndelige goder,” spurgte apostlen videre, “er det da for meget, om vi hos jer høster timelige? Har andre den ret over jer, skulle vi da ikke snarere have den? Dog har vi ikke gjort brug af denne ret, men vi udholder alt for ikke at lægge hindring i vejen for Kristi evangelium. Ved I ikke, at de, der tjener ved helligdommen, får deres føde fra helligdommen, og at de, der har deres gang ved alteret, får deres del fra alteret? Således har også Herren bestemt, at de, der forkynder evangeliet, skal leve af evangeliet.” 1 Kor. 9, 7-14.ME 178.3

    Apostlen henviste her til Herrens plan for underhold af de præster, der tjente i templet. De, som var udtaget til dette hellige embede, fik deres underhold af deres medbrødre, for hvem de forvaltede de åndelige velsignelser. “Og de af Levi sønner, der bliver præster, har befaling til efter loven at tage tiende af folket.” Heb. 7, 5. Levi stamme var udvalgt af Herren til den hellige tjeneste ved templet og til at være præster. Om præsten blev der sagt: “Thi ham har Herren din Gud udvalgt . . . for at han og hans sønner altid skal gøre præstetjeneste i Herrens navn.” 5 Mos. 18, 5. En tiendedel af al indkomst krævede Herren som sin ejendom, og at tilbageholde tienden betragtedes som røveri.ME 178.4

    Det var denne metode til prædikanter nes underhold, Paulus hentydede til, da han sagde: “Således har også Herren bestemt, at de, der forkynder evangeliet, skal leve af evangeliet.” Og senere sagde apostlen i brevet til Timoteus: “En arbejder er sin løn værd!” 1 Tim. 5, 18.ME 178.5

    Betalingen af tiende var kun en del af Guds plan til støtte for hans tjeneste. Der var særlige bestemmelser om talrige gaver og ofre. Ved det jødiske system blev folket oplært til at nære en gavmildhedens ånd, både ved at opretholde Guds sags tjeneste og ved at forsørge nødlidende. Ved særlige lejligheder blev der givet frivillige offer-gaver. Ved kornhøsten og vinhøsten blev førstegrøden både af korn, vin og olie helliget som offer til Herren. Eftersankningen og markens hjørner var forbeholdt de fattige. Det første af ulden, når fårene blev klippet, og af hveden, når den blev tærsket, blev lagt hen til Gud. Ligeså de førstefødte af alle dyr, og ved den førstefødte søns fødsel blev der betalt et forløsningsoffer. Før-stegrøden skulle frembæres for Herren i hel-ligdommen og blev derefter viet til brug for præsterne.ME 179.1

    Ved dette godgørenhedssystem søgte Herren at lære Israel, at han i alle ting måtte være den første. På denne måde blev de påmindede om, at det var Gud, som var ejer af deres marker, deres hjorde og deres fåreflokke; at det var ham, der sendte dem solskinnet og regnen, som udviklede og modnede høsten. Alt, hvad de ejede, var hans; de selv var kun husholdere over hans ejendom.ME 179.2

    Det er ikke Guds mening, at kristne, hvis forrettigheder langt overgår jødefolkets, skal give mindre rigeligt, end de havde givet. “Enhver, som har fået meget givet, af ham skal man kræve meget,” sagde Frelseren. Luk. 12, 48. Den gavmildhed, der krævedes af hebræerne, var i høj grad til fordel for deres eget folk; i dag er Guds gerning udbredt over hele jorden. Kristus har lagt evangeliets skat i sine disciples hænder, og dem har han overgivet ansvaret for, at frelsens glædelige budskab bliver bragt ud til verden. Vore forpligtelser er visselig langt større end det gamle Israels.ME 179.3

    Efterhånden som Guds gerning vokser, vil der oftere og oftere blive opfordret til at hjælpe. For at disse opfordringer kan blive besvaret, må de kristne rette sig efter denne befaling: “Bring hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus.” Mal. 3, 10. Hvis bekendende kristne med troskab ville bringe Gud deres tiende og offergaver, ville hans skatkammer være fuldt. Da ville man ikke behøve at tage sin tilflugt til udsalg, lotterier eller velgørenhedsfester for at skaffe penge til støtte for evangeliet.ME 179.4

    Mennesker lader sig friste til at bruge deres penge til fornøjelser, til nydelser af forskellig slags, til personligt brug eller til forskønnelse af deres hjem. Mange menighedsmedlemmer betænker sig ikke på hertil at bruge rigeligt af penge, ja, at ødsle med dem. Men hvis man beder dem om at give til Herrens skatkammer for at fremme hans arbejde på jorden, får de betænkeligheder.ME 179.5

    Måske giver de en lille sum, fordi de føler, at de ikke godt kan komme uden om det, men langt mindre, end de tit anvender til unødvendige nydelser. De udviser ingen virkelig kærlighed til Kristi tjeneste eller alvorlig interesse for sjælenes frelse. Intet under, at den slags menneskers åndelige liv kun fører en hensygnende tilværelse.ME 179.6

    Den, hvis hjerte brænder af Kristi kær lighed, betragter det ikke blot som en pligt, men som en glæde, at hjælpe med til at fremme den største og helligste opgave, der er betroet mennesker, den opgave at skænke verden godhedens, nådens og sandhedens rigdomme.ME 179.7

    Det er gerrighedens ånd, der får mennesker til at beholde de midler, der med rette tilhører Gud, til tilfredsstillelse af deres egne lyster, og denne ånd er nu lige så afskyelig i hans øjne, som dengang hans profet strengt irettesatte folket og sagde: “Skal et menneske bedrage Gud? I bedrager mig jo! Og I spørger: “Hvorved har vi bedraget dig?” Med tienden og offerydelsen! I trues med forbandelse og bedrager mig dog, ja alt folket gør det.” Mal. 3, 8. 9.ME 180.1

    Gavmildhedens ånd er en himmelsk ånd. Denne ånd får sin højeste udfoldelse ved Kristi offer på korset. For vor skyld gav Faderen sin enbårne Søn, og da Kristus havde givet alt, hvad han havde, gav han sig selv, for at mennesker kunne frelses. Korset på Golgata burde kalde godgørenheden frem hos hver eneste af Kristi disciple. Der gives her et billede på at give og atter give. “Den, der siger, at han bliver i ham, han er også selv skyldig at vandre således, som han vandrede.” 1 Joh. 2, 6.ME 180.2

    På den anden side er selviskhedens ånd Satans ånd. Det princip, der viser sig i verdslige menneskers liv, er at få og stadig få. De håber på denne måde at sikre sig lykke og behageligheder, men frugten heraf bliver elendighed og død.ME 180.3

    Først når Gud holder op med at velsigne sine børn, ophører deres forpligtelse til at give ham den del, han kræver, tilbage. De burde ikke blot give Herren den del, som tilhører ham, men de burde også som et taknemmelighedsoffer bringe en rigelig gave til hans skatkammer. Med glade hjerter burde de vie Skaberen førstegrøden af deres goder, deres mest udsøgte ejendom og deres bedste og helligste tjeneste. På denne måde vil de blive rigt velsignet. Gud selv vil gøre deres hjerter til en frugtbar have, som aldrig mangler vand, og når den store høst skal sankes i lade, vil de neg, som de kan bringe Mesteren, være lønnen for deres uegennyttige brug af de talenter, han har lånt dem.ME 180.4

    Guds udvalgte sendebud, der står midt i en stridens gerning, burde aldrig være tvungne til at føre kampen for deres egne midler uden at blive hjulpet ved deres brødres kærlige deltagelse og hjertelige støtte. Det tilkommer menigheden at handle gavmildt mod dem, der slipper deres verdslige beskæftigelse for helt at give deres liv til tjenesten. Når Guds tjenere får opmuntring, vinder hans sag frem; men når den retmæssige hjælp holdes tilbage ved menneskers egoisme, svækkes deres hænder, og deres brugbarhed lammes ofte alvorligt.ME 180.5

    Det vækker Guds mishag, når de, der hævder at være hans disciple, dog lader indviede arbejdere lide under mangel på det nødvendige til livets ophold, mens de er beskæftigede med aktivt arbejde. Disse egoister vil blive draget til regnskab ikke blot for misbrug af deres Herres penge, men også for det mismod og den smerte, de har voldt Guds trofaste tjenere. De, som er kaldede til forkyndergerningen, og som ved pligtens kald har opgivet alt andet for at ofre sig for tjenesten for Gud, burde modtage tilstrækkelig løn for deres opofrende gerning til, at det var nok for dem selv og deres familie.ME 180.6

    I de forskellige afdelinger af verdsligt arbejde, både åndeligt og legemligt, kan pålidelige arbejdere tjene en god løn. Er så ikke det arbejde at sprede sandheden og føre sjæle til Kristus mere betydningsfuldt end nogen almindelig beskæftigelse? Og er ikke de, som trofast påtager sig dette arbejde, fuldt berettigede til rigeligt vederlag? Gennem vor vurdering af den relative værdi af arbejde for at bringe åndelig hjælp og timeligt velfærd viser vi vor vurdering af det himmelske i modsætning til det jordiske.ME 181.1

    Hvis der skal findes penge i kassen til støtte for tjenesten og til at imødekomme kaldet til at hjælpe i missionsgerningen, er det nødvendigt, at Guds folk giver med glæde og gavmildhed. Der påhviler prædikanterne et alvorligt ansvar for at minde me-nighederne om, hvad der behøves til Guds riges arbejde, og oplære dem til gavmildhed. Hvis man forsømmer dette, og menighederne svigter i at give til andres fornødenheder, så lider ikke blot Herrens tjeneste under det, men den velsignelse, de troende skulle have, forholdes dem.ME 181.2

    Selv de meget fattige bør bringe deres offergaver til Gud. De skal få del i Kristi nåde ved at fornægte sig selv for at hjælpe dem, hvis nød er endnu mere trykkende end deres egen. Den fattiges gave, selvfornægtelsens frugt, stiger op til Gud som duftende røgelse. Og enhver opofrende handling styrker barmhjertighedens ånd i giverens bryst og forener ham tættere med ham, som var rig, men som for vor skyld blev fattig, for at vi ved hans fattigdom skulle blive rige.ME 181.3

    Den fattige enkes handling, da hun kastede sin lille skærv, to småmønter alt, hvad hun ejede i tempelblokken, berettes til opmuntring for alle dem, der, skønt de kæmper med fattigdom, dog gerne ved deres gaver vil medvirke til Guds riges fremme. Kristus henledte disciplenes opmærksomhed til denne kvinde, der havde givet “hele sit eje.” Mark. 12, 44. Han regnede hendes gave for større end de store offergaver fra dem, hvis almisser ikke krævede nogen selvfornægtelse. De havde givet en ringe del af deres overflod. Enken havde for at kunne ofre berøvet sig det nødvendigste i tillid til, at Gud ville sørge for hendes fornødenheder den næste dag. Om hende sagde Frelseren: “Sandelig siger jeg eder: denne fattige enke har lagt mere deri end alle de andre, som lagde noget i tempelblokken.” Mark. 12, 43. Således lærte han dem, at en gaves værdi ikke beregnes efter beløbet, men efter de forhold, hvorunder den gives, og de bevæggrunde, der driver giveren.ME 181.4

    Under sin tjeneste for menighederne var apostlen Paulus utrættelig i sine bestræbelser for at indgyde de nyomvendtes hjerter et ønske om at gøre store ting for Guds riges sag. Mange gange formanede han dem til gavmildhed. Da han talte til de ældste i Efesus om sin tidligere tjeneste iblandt dem, sagde han: “Jeg har vist jer, at ved således at arbejde bør vi tage os af de skrøbelige og ihukomme Herren Jesu ord, at han selv har sagt: “Saligere er det at give end at modtage.” “Den, der sår sparsomt,” skrev han til korinterne, “skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt. Enhver give, som hans hjerte har tilsagt ham; thi Gud elsker en glad giver.” Ap. G. 20, 35; 2 Kor. 9, 6. 7.ME 181.5

    Næsten alle de makedoniske troende var fattige på denne verdens gods, men deres hjerter strømmede over af kærlighed til Gud og hans sandhed, og de gav med glæde til evangeliets fremme. Når der blev foretaget almindelige indsamlinger i de hedningekristne menigheder til hjælp for de jødiske troende, blev de makedoniske troendes godgørenhed fremhævet som et eksempel for andre menigheder. Da apostlen skrev til de kristne i Korint, bad han dem lægge mærke til “den Guds nåde, som er givet Makedoniens menigheder, at samtidig med, at de stod deres prøve i megen trængsel er der af deres overvældende glæde og deres dybe fattigdom vældet frem en rigdom af gavmildhed. Thi det kan jeg vidne: de gav efter evne, ja, over evne, og det uopfordret! Indtrængende bad de os om den nåde at måtte være med i hjælpen til de hellige.” 2 Kor. 8, 1-4.ME 181.6

    Denne villighed til at ofre fra de makedoniske troendes side stammede fra helhjertet overgivelse. Tilskyndet af Guds Ånd “gav de sig selv først og fremmest til Herren”, (2 Kor. 8, 5), og derpå var de villige til at give rigeligt af deres penge til støtte for evangeliet. Det var ikke nødvendigt at opfordre dem til at give; de glædede sig snarere over det privilegium at måtte nægte sig selv endog det nødvendige for at kunne imødekomme andres nød. Da apostlen ville holde dem tilbage, bønfaldt de ham om at modtage deres gave. I deres enfold og retskaffenhed og i deres kærlighed til brødrene fornægtede de med glæde sig selv og bar således rigeligt af barmhjertighedens frugt.ME 182.1

    Da Paulus sendte Titus til Korint for at styrke de troende dér, pålagde han ham at oplære denne menighed i gavmildhedens nåde; og i et personligt brev til de troende tilføjede han også sin egen henvendelse. “Ja, ligesom I nu er rige på alt, på tro og tale og kundskab og på al iver og kærlighed til os, så vis jer også rige her, hvor det gælder kærlighedsgaven.” “Men før nu også gerningen til ende, for at I, der var så villige til at tage beslutning, også må føre værket til ende efter jeres evne. Thi når den gode vilje er til stede, er den Gud velbehagelig, efter hvad den evner, ikke efter hvad den ikke evner.” “Og Gud har magt til i rigt mål at give jer al nåde, så I altid og under alle forhold har alt, hvad I trænger til, og endda rigeligt til al god gerning, . .. således bliver I rige i alle måder og kan vise al slags gavmildhed, som gennem os fremkalder tak til Gud.” 2 Kor. 8, 7. 11. 12; 9, 8-11.ME 182.2

    Uselvisk gavmildhed bragte den første menighed jublende glæde; for de troende vidste, at deres bestræbelser var medvirkende til at sende evangeliets budskab ud til dem i mørket. Deres godgørenhed vidnede om, at de ikke havde modtaget Guds nåde forgæves. Hvad andet end Åndens helliggørende kraft kunne bevirke en sådan gavmildhed? Både i troendes og vantros øjne var det et nådens mirakel.ME 182.3

    Åndelig lykke er tæt forbundet med de kristnes gavmildhed. Kristi disciple burde fryde sig over det privilegium: i deres liv at måtte åbenbare Frelserens gavmildhed. Når de giver til Herren, har de den forvisning, at deres skat går forud for dem til de himmelske boliger. Vil mennesker ikke gerne sikre deres ejendom ? Lad dem så lægge den i de hænder, der bærer korsfæsteisens mærker. Vil de gerne have glæde af deres formue? Så lad dem benytte den til velsignelse for de nødlidende og trængende. Vil de gerne forøge deres ejendom? Lad dem så rette sig efter den guddommelige befaling: “Ær med din velstand Herren, med førstegrøden af al din avl; da fyldes dine lader med korn, dine perser svømmer over af most.” Ordsp. 3, 9. 10. Og søger de at tilbageholde deres gods til selviske formål, så vil det volde dem evigt tab. Men gives deres skatte til Gud, vil de fra samme øjeblik bære hans indskrift. De bærer hans uforanderlige segl!ME 182.4

    Gud siger: “Salige I, som sår ved alle vande.” Es. 32, 20. En stadig uddeling af Guds gaver, hvor som helst Guds rige eller menneskehedens nød kræver vor hjælp, er ikke vejen til fattigdom. “Én strør om sig og gør dog fremgang, en anden nægter sig alt, og mangler!” Ordsp. 11, 24. Sædemanden mangfoldiggør sin sæd ved at strø den ud. Sådan er det også med dem, der trofast uddeler Guds gaver. Ved at give til andre forøger de deres egne velsignelser. “Giv, så skal der gives jer,” har Gud lovet; “et godt, presset, rystet, topfuldt mål skal de give i jeres skød.” Luk. 6, 38.ME 183.1

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents