Ellen G. White Writings

<< Back Forward >>

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»

Mesterens efterfølgere, Page 264

KAPITEL 49—PAULUS’ SIDSTE BREV

Fra kejserens retssal vendte Paulus tilbage til sin celle og forstod, at han kun havde vundet en kort opsættelse. Han vidste, at hans fjender ikke ville hvile, før de havde opnået hans død. Men han vidste også, at sandheden for en tid havde sejret. Det var i sig selv en sejr at have forkyndt en kors-fæstet og opstanden Frelser for den store forsamling, der havde lyttet til ham. Den dag var der påbegyndt et værk, som ville vokse og blive stærkere, og som Nero og alle andre fjender af Kristus forgæves ville prøve at hindre og tilintetgøre.

Dag efter dag sad han i sin skumle celle, vel vidende, at et ord eller et nik fra Nero kunne koste ham livet. Paulus tænkte på Timoteus og besluttede at sende bud efter ham. Han havde overgivet Timoteus omsorgen for menigheden i Efesus, og han var derfor blevet tilbage, da Paulus sidste gang rejste til Rom. Paulus og Timoteus var knyttet sammen ved en usædvanlig dyb og stærk kærlighed. Timoteus havde siden sin omvendelse delt Paulus’ arbejde og lidelser med ham, og venskabet mellem de to havde vokset sig stærkere, inderligere og mere helligt, indtil Timoteus blev alt, hvad en søn kunne være for sin fader, for den aldrende, arbejdstrætte apostel. Det var intet under, at Paulus i sin ensomhed og afsondrethed længtes efter at se ham.

Selv under de gunstigste betingelser ville der gå flere måneder, før Timoteus kunne nå til Rom fra Lilleasien. Paulus vidste, at hans liv ikke var i sikkerhed, og han var bange for, at Timoteus skulle komme for sent til at se ham. Han havde vigtige råd og anvisninger at give den unge mand, som han havde betroet et så stort ansvar; og mens han tilskyndede ham til at komme uden at tøve, dikterede han sin sidste vilje, som han måske ikke ville komme til at udtale. Med sjælen fuld af kærlig omsorg for sin åndelige søn og for den menighed, han havde ansvaret for, søgte Paulus at indprente Timoteus betydningen af at være trofast mod sit hellige kald.

Paulus begyndte sit brev med denne hilsen: “Paulus . . . sender hilsen til sit elskede barn Timoteus: Nåde, barmhjertighed og fred fra Gud Fader og Kristus Jesus, vor Herre! Jeg takker Gud, som jeg i fædrenes spor tjener med en ren samvittighed, ligesom jeg uophørlig kommer dig i hu i mine bønner nat og dag.”

Derpå mindede apostlen Timoteus om

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»