Ellen G. White Writings

<< Back Forward >>

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»

Mesterens efterfølgere, Page 68

Den angrende farisæers bønner var ikke forgæves! Ved Guds nåde forvandledes hans hjertes inderste tanker og følelser, og hans ædlere egenskaber blev bragt i samklang med Guds evige formål. For Saulus blev Kristus og hans retfærdighed mere end hele den øvrige verden.

Saulus’ omvendelse er et slående vidnesbyrd om Helligåndens underfulde magt til at overbevise syndige mennesker. Han havde sandelig troet, at Jesus fra Nazaret havde ringeagtet Guds lov og lært sine disciple, at den var uden betydning. Men efter sin omvendelse erkendte Saulus, at Jesus var den eneste, der var kommet til verden for at hævde sin Faders lov. Han var sikker på, at det var Jesus, som havde skabt hele det jødiske ofringssystem. Han forstod, at ved korsfæstelsen havde forbilledet mødt virkeligheden; at Jesus havde opfyldt de gammel-testamentlige profetier om Israels Frelser.

I beretningen om Saulus’ omvendelse findes der vigtige grundsætninger, som vi altid burde erindre. Saulus blev ført ind til Kristi nærhed. Han var den, som Kristus havde tiltænkt en meget betydningsfuld gerning, den, som skulle være “et udvalgt redskab” for ham; men alligevel fortalte Herren ham ikke lige straks om den tjeneste, der ventede ham. Han standsede ham på hans vej og overbeviste ham om hans synd, men da Saulus spurgte: “Hvad vil du, at jeg skal gøre?” bragte Gud den spørgende jøde i forbindelse med sin menighed for der at opnå viden om Guds vilje med ham.

Det vidunderlige lys, som skinnede i Saulus’ mørke, var Herrens værk; men der var også et arbejde, disciplene skulle gøre for ham. Kristus havde gjort åbenbaringens og overbevisningens gerning; og nu var den angrende synder i en tilstand, hvor han kunne lære af dem, som Gud havde beskikket til at lære ham sandheden.

Mens Saulus i sin ensomhed i Judas’ hus vedblev med at trygle og bede, viste Herren sig i et syn for “en discipel ved navn Ananias” og sagde til ham, at Saulus fra Tarsus bad og trængte til hjælp. “Stå op, og gå hen i den gade, som kaldes “Den Lige”, sagde det himmelske sendebud, “og spørg i Judas’ hus efter en mand ved navn Saulus fra Tarsus; thi se, han beder. Og han har i et syn set en mand ved navn Ananias komme ind og lægge hænderne på ham, for at han skulle få sit syn igen.”

Ananias kunne næppe tro på engelens ord, for Saulus’ hårde forfølgelse af de hellige i Jerusalem var rygtedes vidt og bredt. Han dristede sig til at gøre forestillinger: “Herre! jeg har hørt af mange om den mand, hvor meget ondt han har gjort dine hellige i Jerusalem. Og her har han fuldmagt fra yp-perstepræsterne til at fængsle alle dem, som påkalder dit navn.” Men befalingen lod sig ikke rokke: “Gå! thi denne mand er mit redskab, som jeg har udvalgt mig til at bære mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn.”

I lydighed mod engelens befaling opsøgte Ananias den mand, der så nyligt havde udstødt trusler mod alle, som troede på Jesu navn; han lagde hænderne på den angrende, forpinte mand og sagde: Broder Saul! det er Herren, som har sendt mig, Jesus, der viste sig for dig på vejen, du kom ad, for at du skal få dit syn igen og blive fyldt med Helligånden.”

“Og straks faldt der ligesom skæl fra hans øjne, og han fik sit syn igen, og han stod op og blev døbt.”

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»