Ellen G. White Writings

<< Back Forward >>

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»

Mesterens efterfølgere, Page 71

mand og en streng kritiker, var netop i besiddelse af de egenskaber, den første menighed trængte til.

Da Paulus prædikede Kristus i Damaskus, undredes alle, som hørte ham og sagde: “Er det ikke ham, som i Jerusalem søgte at udrydde dem, der påkalder dette navn? Og var han ikke kommen hertil for at føre dem bundne til ypperstepræsterne?” Paulus erklærede, at hans ændrede tro ikke skyldtes pludselig indskydelse eller fanatisme, men hidrørte fra overvældende store beviser. I sin fremstilling af evangeliet søgte han tydeligt at forklare de profetier, der tog sigte på Kristi komme. Slutteligt påviste han, at disse profetier var blevet bogstaveligt opfyldt i Jesus fra Nazaret. Profetiernes sikre ord var grundlaget for hans tro.

Mens Paulus vedblev med at opfordre sine forbavsede tilhørere til “at fatte et andet sind og omvende sig til Gud, og gøre gode gerninger, som er omvendelsen værdige,” Ap. G. 26, 30, “voksede han i kraft og gendrev jøderne, som boede i Damaskus, idet han beviste, at Jesus er Kristus.” Men mange forhærdede deres hjerter og nægtede at tage imod hans budskab; og snart forvandledes deres forbavselse til voldsomt had, der lignede det, de havde udvist mod Jesus.

Modstanden blev så stærk, at Paulus ikke kunne få lov til at fortsætte sit arbejde i Damaskus. Et himmelsk sendebud bød ham drage bort for en tid, og han “drog bort til Arabien,” Gal. 1, 17, hvor han fandt et sikkert tilflugtssted.

Her i ørkenens ensomhed havde Paulus rig lejlighed til roligt studium og meditation. I stilhed genoplevede han sine tidligere oplevelser, og hans anger var dyb. Af hele sit hjerte søgte han Gud og fandt ikke fred, før han med sikkerhed vidste, at hans anger var godkendt af Gud og hans synder tilgivet. Han higede efter vished om, at Jesus ville være med ham i hans kommende tjeneste. Han rensede sin sjæl for alle de fordomme og overleveringer, som hidtil havde været rammen om hans liv, og han modtog belæring fra sandhedens kilde. Jesus var hos ham og stadfæstede hans tro, mens han skænkede ham visdom og nåde i rigeste mål.

Når et menneskes sind bringes i samfund med Guds sind, det endelige med det evige, er virkningen på både legeme og tanker og sjæl overvældende. I et sådant samfund møder man den højeste belæring. Det er Guds egen måde til udvikling for mennesker! “Bliv ven med ham,” lyder hans budskab til menneskeslægten. Job 22, 21.

Den højtidelige befaling, som Paulus havde fået, dengang han mødte Ananias, hvilede stadig tungere på hans sind. Da Paulus som følge af ordet: “Broder Saul, bliv seende,” for første gang så denne fromme mand ind i ansigtet, sagde Ananias efter Helligåndens vejledning: “Vore fædres Gud har udkåret dig til at kende hans vilje og se den retfærdige og høre røsten af hans mund. Thi du skal for alle mennesker være hans vidne om det, som du har set og hørt. Og nu, hvorfor tøver du? Stå op, lad dig døbe og dine synder aftvætte, idet du påkalder hans navn.” Ap. G. 22, 14-16.

Disse ord stemte overens med Jesu egne ord, som han forkyndte, dengang han standsede Saulus på rejsen til Damaskus: “Netop derfor har jeg vist mig for dig, for at udkåre dig til tjener og vidne, både om, hvordan du nu har set mig, og om, hvordan jeg siden vil vise mig for dig. Jeg vil udfri dig

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»