Kapitel 29—Satans fjendskab mod loven

Satans første forsøg på at kuldkaste Guds lov blev gjort blandt himmelens syndfri beboere og syntes for en tid at være lykkedes fuldt ud. Et stort antal af englene blev forført; men Satans tilsyneladende sejr endte med nederlag og tab, adskillelse fra Gud og udstødelse af Himmelen.PP 166.1

Da striden blev fortsat på jorden, vandt Satan igen en tilsyneladende sejr. På grund af overtrædelse blev menneskene hans fanger, og menneskenes herredømme faldt ved forræderi i ærkebedragerens hænder. Nu så det ud til, at Satan havde frie hænder til at oprette et uafhængigt rige og trodse Guds og hans Søns myndighed. Men frelsesplanen gjorde det muligt for mennesket at komme i harmoni med Gud igen og lyde hans lov, ligesom den skabte mulighed for, at både mennesket og jorden til sidst kunne frigøres for den ondes magt.PP 166.2

Satan led igen nederlag og tog atter sin tilflugt til bedrag i håb om at forvandle nederlaget til sejr. For at få den faldne menneskehed til at gøre oprør sagde han nu, at det var uretfærdigt af Gud, at han havde tilladt menneskene at overtræde hans lov. Den listige frister sagde: “Når Gud kendte resultatet på forhånd, hvorfor lod han så menneskene blive sat på prøve, synde og bringe elendighed og død ind i verden?” Adams børn glemte den barmhjertige nåde, Gud viste ved at give menneskene en ny prøvetid. Uden at tænke på det store, smertelige offer, som dette oprør havde kostet Himmelens Konge, lyttede de til fristeren og knurrede mod ham, der alene kunne frelse dem fra Satans knusende magt.PP 166.3

Der er tusinder i dag, der retter den samme oprørske anklage imod Gud. De indser ikke, at hvis mennesket blev berøvet sin fri vilje, ville det ophøre med at være et fornuftvæsen og blot være en maskine. Det er ikke Guds hensigt at tvinge vor vilje. Mennesket blev skabt med en fri vilje. Ligesom beboerne på andre kloder måtte det underkastes en lydighedsprøve; men det bliver aldrig bragt i en sådan situation, at det er nødt til at give efter for synden. Det bliver aldrig udsat for en fristelse eller stillet på en prøve, som det ikke kan modstå. Gud havde lagt alt så godt til rette, at mennesket aldrig havde behøvet at bukke under i kampen med Satan.PP 166.4

Efterhånden som der kom flere mennesker på jorden, sluttede næsten hele verden sig til oprøret. Det så igen ud, som om Satan havde vundet sejr, men den Almægtige standsede endnu en gang uretfærdighedens fremtrængen, og syndfloden rensede jorden for dens moralske besmittelse.PP 166.5

Profeten siger: “Når dine domme rammer jorden, lærer de, som bor på jorderig, retfærd. Vises der nåde mod den gudløse, lærer han aldrig retfærd; ser ikke Herrens højhed.” Es. 26, 9-10. Sådan var det efter syndfloden. Så snart Guds straffedomme ophørte, gjorde jordens beboere igen oprør imod ham. Guds pagt og hans love var blevet forkastet af verden to gange. Både menneskene før syndfloden og Noas efterkommere gjorde oprør mod Guds autoritet. Så sluttede Gud pagt med Abraham og antog sig et folk, der skulle tage vare på hans lov. Men Satan begyndte straks at lægge sine snarer for at forføre og tilintetgøre dette folk. Jakobs børn blev lokket til at indgå ægteskab med hedningerne og tilbede deres afguder. Men Josef var tro mod Gud, og hans troskab var et varigt vidnesbyrd om den sande tro. For at slukke dette lys benyttede Satan sig af Josefs brødres misundelse, så at de solgte ham som slave til et hedensk land. Men Gud greb ind i begivenhederne, for at Ægyptens folk skulle få kendskab til ham. Både i Potifars hus og i fængslet fik Josef en undervisning og oplæring, der sammen med gudsfrygt beredte ham til den høje stilling som landets førsteminister. Fra Faraos palads nåede hans indflydelse ud i hele landet, og kundskaben om Gud spredtes vidt omkring. Israelitterne i Ægypten opnåede også fremgang og rigdom, og de, der var tro mod Gud, udøvede en vidtrækkende indflydelse. Afgudspræsterne fyldtes med forfærdelse, da de så, hvordan den nye religion vandt tilslutning. Satan indgød dem det samme fjendskab mod Himmelens Gud, som han selv nærede, og de besluttede at slukke dette lys. Det vær præsterne, der skulle uddanne tronarvingen, og det var deres hårdnakkede oprør mod Gud og deres iver for afgudsdyrkelsen, der kom til at præge den fremtidige monarks karakter og resulterede i, at hebræerne blev udsat for grusomhed og undertrykkelse.PP 166.6

I de fyrre år, Moses var borte fra Ægypten efter sin flugt, så det ud til, at afguderiet havde sejret. År for år blev israelitternes håb svagere. Både konge og folk jublede over deres magt og hånede Israels Gud. Denne tendens voksede og nåede sit højdepunkt med den Farao, som blev stillet ansigt til ansigt med Moses. Da hebræernes leder trådte frem for kongen med et budskab fra “Herren, Israels Gud” var det ikke uvidenhed om den sande Gud, men trods mod hans magt, der fik ham til at svare: “Hvem er Herren, at jeg skulle adlyde ham? ..... Jeg kender ikke noget til Herren.” Faraos modstand mod Guds bud skyldtes ikke uvidenhed, men udelukkende had og trods.PP 167.1

Skønt ægypterne så længe havde forkastet kundskaben om Gud, gav Herren dem endnu en mulighed for omvendelse. På Josefs tid havde Ægypten været et fristed for Israel. Gud var blevet æret ved den venlighed, der var blevet vist over for hans folk, og nu gav han, som er langmodig, sen til vrede og fuld af medlidenhed, hver enkelt plage tid til at gøre sin virkning. Forbandelsen ramte ægypterne netop på de ting, de havde tilbedt. De fik beviser for Guds magt, og alle de der ville, kunne bøje sig for Gud og derved undgå hans straf. Kongens stædighed og forblindelse resulterede i, at kundskaben om Gud udbredtes, og at mange ægyptere begyndte at tjene Gud.PP 167.2

Det var på grund af israelitternes tilbøjelighed til at slutte forbund med hedningerne og efterligne deres afguderi, at Gud tillod, at de kom til Ægypten, hvor Josefs indflydelse tydeligt mærkedes, og hvor der var gode muligheder for, at de kunne vedblive at være et særegent folk. Her skulle ægypternes grove afgudsdyrkelse og den grusomhed og undertrykkelse, de udsatte hebræerne for i den sidste del af disses ophold, også have givet hebræerne afsky for afgudsdyrkelse og fået dem til at søge tilflugt hos deres fædres Gud. Men Satan benyttede selve denne omstændighed til at fremme sin hensigt, idet han formørkede israelitternes sind og fik dem til at efterligne deres hedenske herrers skikke. På grund af Ægypternes overtroiske ærbødighed over for dyr fik hebræerne ikke lov til at ofre under deres trældom. Derfor blev deres tanker ikke ledet hen til det store offer, og deres tro svækkedes. Da tiden for Israels befrielse kom, besluttede Satan at trodse Guds planer. Han var fast besluttet på, at det store folk, der talte mere end to millioner mennesker, skulle holdes nede i uvidenhed og overtro. Det folk, som Gud havde lovet at velsigne og gøre stort og stærkt på jorden, og gennem hvilket han ville åbenbare kendskabet til sin vilje — det folk, han ville gøre til sin lovs bevarer — prøvede Satan at holde nede i ubemærkethed og trældom for at få dem til at glemme Gud fuldstændig.PP 167.3

Da miraklerne blev udført for kongen, var Satan til stede for at modarbejde deres virkning og forhindre Farao i at anerkende Guds overherredømme og adlyde hans befalinger. Satan gjorde sit yderste for at efterligne Guds værk og trodse hans vilje. Men det eneste han opnåede, var at berede vejen for endnu større åbenbarelser af Guds magt og herlighed og at gøre den sande, levende Guds eksistens og overhøjhed endnu tydeligere både for israelitterne og for hele Ægypten.PP 167.4

Gud udfriede Israel ved mægtige åbenbarelser af sin magt og lod sine straffedomme ramme alle Ægyptens guder. “Han lod sit folk drage ud med fryd, sine udvalgte under jubel ..... Derfor skulle de holde hans bud og efterkomme hans love.” Sl. 105, 43-45. Han udfriede dem af deres trældom for at føre dem til et godt land — et land, som han havde beredt til dem som et tilflugtsted mod deres fjender, og hvor de kunne bo under hans vingers skygge. Han ville tage dem til sig og omslutte dem med sine evige arme. Til gengæld for al hans godhed og nåde skulle de give afkald på alle andre guder end ham, den levende Gud, og ophøje hans navn og herliggøre det på jorden.PP 168.1

Under trældommen i Ægypten havde mange af israelitterne til en vis grad mistet kundskaben om Guds lov og blandet dens forskrifter sammen med hedenske skikke og traditioner. Gud førte dem til Sinaj, og der forkyndte han sin lov med sin egen røst.PP 168.2

Satan og de onde engle var til stede. Selv mens Gud forkyndte sin lov for sit folk, lagde Satan planer om at friste dem til synd. Han ville prøve at rive dette folk, som Gud havde udvalgt, til sig lige for øjnene af Herren. Ved at forføre dem til afgudsdyrkelse ville han ødelægge virkningen af enhver form for tilbedelse; for hvordan kan menneskene løftes op ved at beundre det, der ikke står højere end de selv, og som kan symboliseres ved noget, de selv har frembragt? Hvis menneskene kunne blive så forblindede over for den evige Guds magt, majestæt og herlighed, at de fremstillede ham ved hjælp af et udskåret billede eller et dyr eller krybdyr, hvis de kunne glemme deres eget slægtskab med guddommen — at de var skabt i deres skabers billede — og bøje sig for disse frastødende, livløse ting — så var vejen åben for en frygtelig tøjlesløshed. Hjertets onde lidenskaber ville ikke være til at styre, og Satan ville få fuldt herredømme over dem.PP 168.3

Lige ved foden af Sinaj begyndte Satan at gennemføre sine planer om at kuldkaste Guds lov og således fortsætte det værk, han havde begyndt i Himmelen. I de fyrre dage, Moses var på bjerget hos Gud, arbejdede Satan ivrigt på at fremkalde tvivl, frafald og oprør. Mens Gud skrev sin lov, der skulle overgives til pagtens folk, fornægtede israelitterne deres troskab mod Gud og forlangte guder af guld! Da Moses efter at have stået over for Guds ærefrygtindgydende herlighed kom tilbage med de lovbud, som folket selv havde lovet at adlyde, fandt han dem bøjet i beundring foran et guldbillede i åben trods mod lovens bud.PP 168.4

Det var Satans plan at styrte Israel ud i fuldstændig ødelæggelse ved at få dem til at håne og spotte Gud på denne grove måde. Satan troede, at Herren ville forkaste folket og overlade dem til ødelæggelse, fordi de havde fornedret sig så dybt og vist, at de var så blottet for al forståelse af de forrettigheder og velsignelser, Gud havde tilbudt dem, og af deres egne højtidelige og gentagne løfter om troskab. Derved ville Abrahams sæd blive tilintetgjort, den løftets sæd, som skulle bevare kundskaben om den levende Gud, og gennem hvem Kristus, den sande sæd, som skulle besejre Satan, skulle komme. Den store oprører havde planlagt at tilintetgøre Israel og derved krydse Guds planer. Men atter led han nederlag Skønt Israel havde syndet, blev de ikke udryddet. Mens de, der hårdnakket havde stillet sig på Satans side, blev udryddet, fik folket ved ydmyghed og anger Guds nådige tilgivelse. Beretningen om denne synd burde være et evigt vidnesbyrd om den skyld og straf, afgudsdyrkelsen medfører, og om Guds retfærdighed, langmodighed og nåde.PP 168.5

Hele universet havde været vidne til det, der skete ved Sinaj. Modsætningen mellem Guds og Satans regering sås af følgerne. De syndfri beboere af de andre verdener blev endnu engang vidne til resultaterne af Satans frafald og den regeringsform, han ville have oprettet i Himmelen, hvis han havde fået lov at herske.PP 168.6

Satan havde til hensigt at fornedre menneskenes forestillinger om Gud ved at få dem til at overtræde det andet bud. Ved at tilsidesætte det fjerde bud ville han få dem til helt at glemme Gud. Guds krav om, at menneskene skal ære og tilbede ham i stedet for hedningernes guder, beror på, at han er Skaberen, og at alle andre væsener skylder ham deres eksistens. Således fremstilles det også i Bibelen. Profeten Jeremias siger: “Herren er Gud i sandhed, han er en levende Gud og en evig konge ..... Guder, der ikke har skabt himmel og jord, skal forsvinde fra jorden og under himmelen. Han skabte jorden i sin vælde, grundfæstede jorderig i sin visdom, og i sin indsigt udspændte han himmelen.” “Dumt er hvert menneske, uden indsigt; hver guldsmed får skam af sit billede; thi hvad han støber, er løgn, og der er ikke ånd deri; tomhed er de, et dårende værk; når deres hjemsøgelses tid kommer, er det ude med dem. Jakobs arvelod er ikke som de; thi han har skabt alt.” Jer. 10, 102. og 14-16. Sabbatten er et minde om Guds skabermagt og viser hen til ham som skaberen af himmel og jord. Derfor er den et stadigt vidnesbyrd om hans eksistens og storhed, visdom og kærlighed. Hvis sabbatten altid var blevet holdt hellig, havde der ikke eksisteret nogen ateister eller afgudsdyrkere.PP 168.7

Sabbatten, der har sin oprindelse i Edens have, er lige så gammel som verden selv. Den blev holdt af alle patriarkerne lige fra skabelsen og ned gennem tiden. Under trældommen i Ægypten blev israelitterne af deres fogeder tvunget til at overtræde sabbatten, og de mistede for en stor del forståelsen af dens hellighed. Da loven blev forkyndt på Sinaj, lød de første ord i det fjerde bud således: “Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig”, hvilket viser, at den ikke blev indstiftet på det tidspunkt. Vi føres tilbage til skabelsen, hvor den har sin oprindelse. For at udslette Gud af menneskenes tanker bestræbte Satan sig på at nedbryde dette store minde. Hvis han kunne få menneskene til at glemme deres skaber, ville de ikke anstrenge sig for at modstå den ondes magt, og så ville Satan være sikker på sit bytte.PP 169.1

Satans fjendskab mod Guds lov har fået ham til at føre krig mod hvert eneste af de ti bud. Den kærlighed og lydighed, børn skylder deres forældre, er nært beslægtet med det store kærligheds- og lydighedsprinsip over for Gud, alles Fader. Foragt for forældremyndigheden vil hurtigt føre til foragt for Guds myndighed. Det er grunden til Satans anstrengelser for at indskrænke forpligtelserne over for det femte bud. Blandt hedningerne blev der ikke taget meget hensyn til dette buds krav. Blandt mange nationer forlod eller dræbte man forældrene, så snart de blev for gamle til at sørge for sig selv. I familien blev moderen ikke behandlet med særlig stor respekt, og ved mandens død krævedes det, at hun skulle bøje sig for sin ældste søns myndighed. Moses påbød, at der skulle vises lydighed mod forældre; men da Israel gik bort fra Herren, blev det femte bud overtrådt ligesom de andre.PP 169.2

Satan “har været en morder fra første færd” (Joh. 8, 44), og så snart han havde fået magt over menneskeheden, tilskyndede han dem ikke alene til at hade og dræbe hinanden; men for at trodse Guds myndighed endnu dristigere gjorde han overtrædelse af det sjette bud til en del af deres religion.PP 169.3

På grund af en forvrænget opfattelse af Guds egenskaber troede de hedenske folk, at det var nødvendigt at ofre mennesker for at sikre deres guders gunst, og de frygteligste grusomheder er blevet begået under forskellige former for afgudsdyrkelse. En af disse bestod i at lade børnene gå gennem ild foran afguderne. Hvis et af børnene kom uskadt gennem denne ildprøve, troede folket, at deres ofringer var antaget. Den, der således gik fri, blev betragtet som gudernes yndling, overøst med gunstbevisninger og altid holdt højt i ære efter den tid. Han blev aldrig straffet, selv for de mest graverende forbrydelser. Men hvis en blev forbrændt, når han gik igennem ilden, var hans skæbne beseglet. Man troede, at gudernes vrede kun kunne stilles ved, at man dræbte den ulykkelige, og han blev derfor bragt som offer. I de perioder, hvor Israels frafald var stort, gik disse afskyelige skikke i nogen grad i svang blandt dem.PP 169.4

Det syvende bud blev også overtrådt på et tidligt tidspunkt i religionens navn. De mest tøjlesløse og afskyelige ceremonier blev gjort til en del af hedningernes gudsdyrkelse. Guderne selv blev fremstillet som ukyske, og de mennesker, der tilbad dem, gav de laveste lidenskaber frie tøjler. Unaturlige laster var fremherskende, og de religiøse fester kendetegnedes ved udbredt og åbenlys ukyskhed.PP 169.5

Flerkoneri blev praktiseret på et meget tidligt tidspunkt. Det var en af de synder, der nedkaldte Guds vrede over verden før syndfloden, men efter syndfloden bredte den sig igen. Satan bestræbte sig bevidst på at forvrænge ægteskabet, begrænse dets forpligtelser og formindske dets hellighed, for der fandtes ingen sikrere måde til at ødelægge Guds billede i menneskene og åbne vejen til ulykke og ondskab.PP 169.6

Lige fra begyndelsen af den store strid har det været Satans hensigt at stille Guds karakter i et falsk lys og stifte oprør mod hans lov, og disse bestræbelser synes at være kronet med held. Flertallet af menneskene lytter til Satans bedrag og sætter sig op mod Gud. Men midt i ondskaben arbejder Gud støt på at fuldbyrde sine planer. Han åbenbarer sin retfærdighed og godhed over for alle skabninger. På grund af Satans fristelser har hele menneskeheden overtrådt Guds lov; men ved Guds Søns offer er der åbnet en vej tilbage til Gud. Ved Kristi nåde kan menneskene blive sat i stand til at adlyde Faderens lov. Midt i frafald og oprør samler Gud i ethvert slægtled et folk, som er tro mod ham — et folk med hans lov i hjertet.PP 170.1

Det var ved et bedrag, at Satan forførte englene. Således har han til alle tider udført sit værk blandt menneskene, og således vil han fortsætte til det sidste. Hvis han ville erklære åben krig mod Gud og hans lov, ville menneskene være på vagt; men han forklæder sig og blander sandhed med vildfarelse. De usandheder, der er blandet med sandhed, er de farligste. Det er på grund af disse, at folk tror på vildfarelser, som tager sjælen fangen og ødelægger den. Det er på den måde, at Satan får verden til at følge sig. Men der kommer en dag, da hans triumfer for stedse vil være endt.PP 170.2

Guds forholdsregler over for oprøret vil resultere i en fuldstændig afsløring af den virksomhed, der så længe er foregået i det skjulte. Resultaterne af Satans herredømme, følgerne af at tilsidesætte Guds love vil blive afsløret for alle skabte fornuftvæsner. Guds lov vil blive anerkendt fuldt ud. Da vil det stå klart, at Gud i hele sin handlemåde har haft sit folks, ja, hele det skabte univers’ evige vel for øje. Satan vil selv over for hele universet erkende Guds regerings og Guds lovs retfærdighed.PP 170.3

Den tid er ikke fjern, da Gud vil rejse sig for at hævde sin forhånede autoritet. “Herren går ud fra sin bolig for at straffe jordboernes brøde.” Es. 26, 21. “Men hvo kan udholde den dag, han kommer, og hvo kan stå, når han kommer til syne?” Mal. 3, 2. På grund af deres synd fik israelitterne ikke lov til at nærme sig bjerget, da Gud ville komme ned og forkynde sin lov. Forbudet blev givet, for at de ikke skulle blive tilintetgjort af hans fortærende herlighed. Når en sådan åbenbarelse af Guds kraft kendetegnede det sted, der blev valgt til at forkynde Guds lov, hvor frygtelig vil da ikke hans domstol være, når han kommer for at håndhæve sin hellige lov? Hvordan vil de, der har hånet hans autoritet, kunne udholde hans herlighed på den sidste store gengældelsesdag? Sinajs rædsler skulle give folket en forståelse af dommen. Hornsignaler kaldte Israel sammen for at møde Gud. Overengelens røst og Guds basun vil stævne både levende og døde fra hele jorden for deres dommer. Faderen og Sønnen var til stede på bjerget, ledsaget af en skare af engle. På den store dommedag vil Kristus komme “i sin Faders herlighed med sine engle.” Matt. 16, 27. Da vil han sidde på sin herligheds trone, og alle folk skal samles foran ham.PP 170.4

Da Guds nærværelse åbenbaredes på Sinaj, var Herrens herlighed som en fortærende ild for hele Israels øjne. Men når Kristus kommer i herlighed med sine hellige engle, vil hele jorden bryde i brand på grund af hans nærværelses frygtelige lys. “Vor Gud kommer og tie ikke! Foran ham gik fortærende ild, omkring ham rasede storm; han stævned himlen deroppe hid og jorden for at dømme sit folk.” Sl. 50, 3-4. En ildstrøm fra ham går foran ham og får elementerne og jorden til at komme i glød og smelte, og alt, hvad der er på jorden, skal opbrændes. “Herren Jesus åbenbares fra Himmelen med sine mægtige engle, med flammende ild, og bringer straf over dem, der ikke vil vide af Gud at sige, og over dem, som ikke er lydige mod vor Herres Jesu evangelium.” 2. Tess. 1, 7-8.PP 170.5

Lovens forkyndelse på Sinaj var den største åbenbarelse af Guds magt siden menneskets skabelse. “Da rystede jorden, ja, himlen dryppede for Guds åsyn, for Guds åsyn, Israels Guds.” Sl. 68, 8-9. Under de frygteligste rystelser i naturen lød Guds røst fra skyen som stød i horn. Bjerget rystedes i sin grundvold, og Israels hærskarer lå blege og skælvende af frygt med ansigtet vendt mod jorden. Han, hvis røst dengang rystede jorden, har sagt: “Endnu een gang vil jeg ryste, ikke blot jorden, men også himmelen.” Heb. 12, 26. Skriften siger: “Herren brøler fra det høje, løfter sin røst fra sin hellige bolig.” “Himmelen og jorden skælver.” Jer. 25, 30; Joel. 3, 21. På den store dag, som kommer, vil himmelen forsvinde “som en bogrulle, der rulles sammen”. Åb. 6, 14. Og hvert bjerg og hver ø vil blive flyttet fra deres sted. “Jorden raver og raver som drukken og svajer som vogterens hytte; tungt ligger dens brøde på den, den segner og rejser sig ikke.” Es. 24, 20.PP 170.6

Derfor slappes hver hånd, alle åsyn skal blegne, hvert menneskehjerte smelter, de ræddes, gribes af veer og smerter. Jeg hjemsøger jorden for dens ondskab, siger Herren, gør ende på frækkes overmod, bøjer voldsmænds hovmod. Es. 13, 7. 8. 11; Jer. 30, 6.PP 171.1

Da Moses havde været hos Gud på bjerget, hvor han havde modtaget vidnesbyrdets tavler, kunne det skyldbetyngede Israel ikke tåle det lys, der skinnede på hans ansigt. Hvor langt mindre vil overtræderne kunne se på Guds Søn, når han viser sig i sin Faders herlighed, omgivet af hele den himmelske hærskare, for at holde dom over dem, der har overtrådt hans lov og forkastet hans forsoning. De, der har ringeagtet Guds lov og trådt Kristi blod under fod, “jordens konger og stormændene og hærførerne og de rige og de mægtige” skal skjule sig “i huler og mellem bjerge og klipper”, og de skal sige til bjergene og klipperne: “Fald over os og skjul os for hans åsyn, som sidder på tronen, og for Lammets vrede! Thi deres vredes store dag er kommet; hvem kan da bestå?” Åb. 6, 15-17. “På hin dag skal mennesket slænge sine guder af sølv og guld ..... hen til muldvarpe og flagermus for at gå ind i klipperevner og fjeldkløfter for Herrens rædsel, hans højheds herlighed, når han står op for at forfærde jorden.” Es. 2, 20-21.PP 171.2

Da vil det stå klart, at Satans oprør mod Gud har ruineret både ham selv og alle dem, der har valgt at være hans undersåtter. Han hævdede, at overtrædelsen ville medføre store goder, men det vil blive bevist, at “syndens løn er døden”. Rom. 6, 23. “Thi se, dagen kommer; luende som en ovn; og alle de frække og alle, som øver gudløshed, skal blive som strå, og dagen, som kommer, skal lade dem gå op i luer, siger hærskarers Herre, så der ikke levnes rod eller gren af dem.” Mal. 4, 1. Satan, som er roden til enhver synd, og alle hans onde redskaber, som er grenene, vil blive fuldstændig udryddet. Der vil blive gjort ende på synden og al den sorg og ødelæggelse, den har medført. Salmisten siger: “Du ... rydded de gudløse ud, deres navn har du slettet for evigt. Fjenden er borte, lagt øde for stedse.” Sl. 9, 6-7.PP 171.3

Men midt i de guddommelige straffedommes storm vil Guds børn ikke have grund til at frygte. “Herren er ly for sit folk og værn for Israels børn.” Joel. 3, 21. Den dag, der bringer rædsel og ødelæggelse over overtræderne af Guds lov, vil bringe de lydige “en usigelig og forherliget glæde”. 1. Pet. 1, 8. “Saml mig mine fromme,” siger Herren, “der sluttede pagt med mig ved ofre!” “Og himlen forkyndte hans retfærd, at Gud er den, der dømmer.” Sl. 50, 5-6.PP 171.4

Da skal I atter kende forskel på retfærdig og gudløs, på den, som tjener Gud, og den, som ikke tjener ham. Mal. 3, 18. Hør mig, I, som kender retfærd, du folk med min lov i dit hjerte. Se, jeg tager den berusende kalk fra din hånd, aldrig mer skal du drikke min vredes bæger. Jeg, jeg er Eders trøster. Es. 58, 7. 22. 12. Omend også bjergene viger, om også højene rokkes, min kærlighed viger ej fra dig, min fredspagt rokkes ikke, så siger Herren, din forbarmer. Es. 54, 10.PP 171.5

Den store forløsningsplan medfører, at verden atter kommer ind under Guds nåde. Alt, hvad der gik tabt ved synden, bliver genoprettet. Ikke alene mennesket, men også jorden vil blive forløst og blive de lydiges evige hjem. I seks tusinde år har Satan kæmpet for at holde jorden i sin besiddelse. Nu opfyldes Guds oprindelige hensigt med jordens skabelse. “Siden skal den Højestes hellige modtage riget og have det i eje i evigheders evighed.” Dan. 7, 18.PP 171.6

Fra sol i opgang til sol i bjerge være Herrens navn lovpriset! Sl. 113, 3. På hin dag skal Herren være een og hans navn eet. Herren skal være konge over hele jorden. Zak. 14, 9. Skriften siger: Herre, dit ord er evigt, står fast i Himlen. Man kan lide på alle hans bud; de står i al evighed fast. Sl. 119, 89; 111, 7-8. De hellige love, som Satan har hadet og forsøgt at udrydde, vil blive æret i hele det syndfri univers. Og som spiren gror af jorden, som sæd spirer frem i en have, så lader den Herre Herren retfærd gro og lovsang for al folkenes øjne. Es. 61, 11.PP 171.7