Kapitel 7—Set og Enok

Adam fik en søn til, og denne skulle være arvtager til det guddommelige løfte og arving til den åndelige førstefødselsret. Navnet Set, som denne søn fik, betød “sat i stedet” eller “erstatning”, “thi”, sagde moderen, “Gud har sat mig andet afkom i Abels sted, fordi Kain slog ham ihjel!” Set var af ædlere vækst end Kain og Abel og lignede Adam mere end de andre sønner. Han var en værdig karakter og fulgte i Abels fodspor. Og dog havde han ikke af naturen arvet mere godhed end Kain. Om Adams skabelse hedder det: “I Guds billede skabte han” ham, men efter syndefaldet fik Adam en søn, “som var ham lig, og i hans billede”. Mens Adam var skabt syndfri, i Guds billede, fik Set ligesom Kain sine faldne forældres natur i arv. Men han modtog også kundskab om forløseren og undervisning om retfærdighed. Ved Guds nåde tjente og ærede han Gud, og ligesom Abel ville have gjort, hvis han havde levet, bestræbte Set sig på at få syndige mennesker til at ære og adlyde deres skaber.PP 41.1

Set fik også en søn, som han kaldte Enosj; på den tid begyndte man at påkalde Herrens navn. De trofaste havde tilbedt Gud før; men da menneskene formeredes, blev adskillelsen mellem de to klasser mere tydelig. Den ene gruppe bekendte åbent deres troskab over for Gud, mens den anden viste foragt og ulydighed.PP 41.2

Før syndefaldet havde vore første forældre holdt sabbatten, som var blevet indstiftet i Eden, og efter uddrivelsen af Paradiset vedblev de at holde den. De havde smagt ulydighedens bitre frugter og lært, hvad enhver, der nedtræder Guds bud, før eller senere vil lære — at de guddommelige forskrifter er hellige og ukrænkelige, og at straffen for at overtræde dem vil falde med usvigelig sikkerhed. De af Adams børn, der forblev tro mod Gud, ærede sabbatten. Men Kain og hans efterkommere tog intet hensyn til den dag, Gud havde hvilet på. De valgte deres egen tid til arbejde og hvile uden hensyn til Guds udtrykkelige befaling.PP 41.3

Da Kain var blevet forbandet af Gud, forlod han sin faders husstand. Han havde først valgt agerdyrkning som sin beskæftigelse, og nu grundlagde han en by, som han opkaldte efter sin ældste søn. Han var gået bort fra Guds åsyn og havde forkastet løftet om et genoprettet Eden for at skaffe sig ejendom og søge fornøjelser på jorden, mens syndens forbandelse hvilede over den, og han blev derfor den første blandt den store skare mennesker, der tilbeder denne verdens gud. Hans efterkommere udmærkede sig med hensyn til jordisk og materiel fremgang, men de var ligegyldige over for Gud og hans hensigt med menneskene. Lemek, Kains efterkommer i femte led, føjede flerkoneri til den forbrydelse, hvormed Kain havde vist vej, og han henviste i sin stolthed og sit trods til Gud, idet han af Guds løfte om at hævne Kain udledte en forsikring om sin egen sikkerhed. Abel havde været hyrde og boet i telte eller løvhytter, og Sets efterkommere fulgte samme fremgangsmåde, idet de regnede sig for “fremmede og udlændinge på jorden” og søgte efter et fædreland, “nemlig det himmelske fædreland”, Heb. 11, 13. og 16.PP 41.4

I nogen tid holdt de to grupper sig adskilt. Kains efterkommere drog ud fra deres første boplads og spredte sig over de sletter og dale, hvor Sets børn havde boet; og disse trak sig tilbage til bjergene for at undgå de andres besmittende indflydelse og oprettede deres hjem dér. Så længe adskillelsen varede, holdt Sets børn fast ved gudsdyrkelsen i dens renhed. Men efter som tiden gik, vovede de lidt efter lidt at blande sig med dalenes indbyggere. Denne forbindelse fik de allerværste følger. Gudssønnerne fik øje på menneskedøtrenes skønhed. Sets børn følte sig tiltrukket af Kains døtres skønhed og pådrog sig Guds mishag ved at gifte sig med dem. Mange af dem, der havde tilbedt Gud, blev forledt til synd ved de tillokkelser, som de nu daglig havde for øje, og de mistede deres særprægede hellige karakter. De blandede sig med de fordærvede og blev som de i sind og handling; det syvende bud blev tilsidesat, “og de tog så mange af dem, som de lystede, til hustruer”. Sets børn slog ind “på Kains vej” (Jud. 11), lod deres tanker dvæle ved verdslig fremgang og nydelse og ringeagtede Herrens bud. Menneskene regnede det ikke “for noget værd at kende Gud”; “deres tanker blev tomme, og deres uforstandige hjerte blev formørket”. Rom. 1, 21. Derfor “gav Gud dem hen til et uværdigt sind”. Rom. 1, 28. Synden bredte sig som en dødelig spedalskhed.PP 42.1

Adam levede blandt menneskene i næsten tusind år og var vidne til syndens følger. Trofast søgte han at standse ondskabens flodbølge. Han havde fået befaling om at undervise sine efterkommere om Herrens vej, og han værnede omhyggeligt om alt det, Gud havde åbenbaret for ham, og gentog det for de generationer, der fulgte. Han fortalte sine børn og børnebørn indtil niende slægtled om menneskets hellige, lykkelige bolig i Paradiset og gentog beretningen om sit fald, idet han skildrede de lidelser, hvorved Gud havde lært ham nødvendigheden af nøje at følge Guds lov. Han forklarede dem også, hvad Gud i sin nåde havde gjort for deres frelse. Men der var kun få, der lagde sig hans ord på sinde. Han blev ofte mødt med bitre bebrejdelser for den synd, der havde bragt så megen elendighed over hans efterkommere.PP 42.2

Adams liv var fuldt af sorg, ydmygelse og anger. Da han forlod Edens have, blev Han grebet af rædsel ved tanken om, at han skulle dø. Han blev først bekendt med dødens virkelighed blandt menneskene, da hans ældste søn, Kain, blev brodermorder. Fuld af samvittighedsnag over sin egen synd og i dyb sorg over det dobbelte slag, der ramte ham ved Abels død og Kains forkastelse, nedbøjedes Adam af fortvivlelse. Han var vidne til den udbredte fordærvelse, der til sidst førte til verdens ødelæggelse ved en vandflod, og skønt den dødsdom, der var udtalt over ham af hans skaber, til at begynde med forekom ham så frygtelig, følte han dog efter at have set syndens følger i næsten tusinde år, at det var barmhjertigt af Gud at gøre ende på et liv i lidelse og sorg.PP 42.3

Trods ondskaben i tiden før syndfloden var folk ikke, som det ofte antages, uvidende og barbariske. De fik anledning til at nå vidt i moralsk og intellektuel henseende. De havde store fysiske og forstandsmæssige evner, og deres muligheder for at tilegne sig både religiøs og videnskabelig viden var uden sidestykke. Det er forkert at tro, at de modnedes senere åndeligt, fordi de levede så længe. Deres åndsevner var tidligt udviklede, og de, dem elskede Gud og levede i harmoni med hans vilje, forøgede deres kundskab og visdom hele livet. Hvis fremragende videnskabsmænd fra vor tid kunne stilles over for jævnaldrende personer fra tiden før syndfloden, ville de vise sig at stå langt under dem i åndelig såvel som fysisk henseende. Efterhånden som menneskets levetid er aftaget og dets fysiske styrke er blevet mindre, er dets åndsevner aftaget tilsvarende. I vore dage er der mennesker, som benytter fra tyve til halvtreds år til studier, og verden er fuld af beundring for det, de opnår. Men hvor er deres kundskaber begrænsede i sammenligning med deres, hvis fysiske og åndelige evner udvikledes gennem århundreder!PP 42.4

Det er sandt, at vor tids mennesker kan drage fordel af det, deres forgængere har opnået. Højtbegavede mænd, som har studeret, arbejdet og skrevet, har efterladt deres værker til eftertiden. Men selv i denne henseende og så vidt den blot menneskelige kundskab angår, havde tidligere tiders mennesker store fordele. I hundreder af år færdedes de sammen med ham, der var dannet i Guds billede, og som levede, da Skaberen sagde, at alt var “såre godt”; den mand, som Gud selv havde undervist i al den visdom, der hørte til den materielle verden. Adam havde hørt skabelsesberetningen af Skaberen selv; han var vidne til ni hundrede års begivenheder og gav sin viden videre til sine efterkommere. Før syndfloden havde man ingen bøger og ingen optegnelser; men tillige med deres store fysiske og åndelige kraft havde menneskene en god hukommelse. De kunne fatte og huske, hvad der blev meddelt dem, og give det uforandret videre til deres efterkommere. Og i flere hundrede år levede der syv slægtled på jorden samtidig, så de kunne rådspørge hinanden og drage nytte af hinandens kundskab og erfaring.PP 42.5

De muligheder, som den tids mennesker havde for at skaffe sig kundskab om Gud gennem hans skaberværk, har aldrig eksisteret i samme grad siden. Og så langt fra at være en tid med religiøst mørke var det en tid med stor oplysning. Hele verden kunne få undervisning af Adam, og de, der frygtede Herren, havde også Kristus og englene som lærere. Desuden havde de et tavst vidne om sandheden i Guds have, som blev blandt menneskene i mange hundrede år. Guds herlighed åbenbaredes ved indgangen til Paradiset, hvor keruberne stod vagt, og her søgte de første tilbedere hen. Dér blev deres altre rejst og deres ofre frembåret. Det var dér, Kain og Abel bragte deres ofre, og dér Gud kom ned og talte med dem.PP 43.1

Skeptikerne kunne ikke benægte Edens haves eksistens, så længe den var på jorden, og dens indgang var spærret af englevagten. Skabelsen, formålet med haven og beretningen om dens to træer, der var så nøje forbundet med menneskenes skæbne, var uomstødelige kendsgerninger. Og Guds eksistens og øverste myndighed og forpligtelserne over for hans lov var sandheder, som menneskene tøvede med at betvivle, så længe Adam var iblandt dem.PP 43.2

Trods den fremherskende uretfærdighed var der en række hellige mænd, som var blevet højnet og forædlet ved samfund med Gud, og som ligesom levede i samvær med Himmelen. Det var mænd med stor intelligens og vidunderlige evner. De havde en stor og hellig mission: At udvikle en retfærdig karakter og at undervise i gudfrygtighed, og deres undervisning var ikke blot beregnet for menneskene på deres egen tid, men også for senere slægtled. Det er kun de mest fremstående, der er nævnt i skriften, men gennem alle disse århundreder havde Gud trofaste vidner og oprigtige tilbedere.PP 43.3

Om Enok siges der, at han fik en søn, da han havde levet fem og tres år. Derefter vandrede han med Gud i tre hundrede år. I de første år havde Enok frygtet og elsket Gud og holdt hans bud. Han var en af den række hellige mænd, der bevarede den sande tro, — forløberne for den lovede sæd. Af Adam havde han hørt den dystre beretning om syndefaldet og den opmuntrende beretning om Guds nåde, som den kom til udtryk i løftet, og han stolede på Forløseren, som skulle komme. Men efter at den første søn var født, fik Enok en højere erfaring; han kom ind i et nærmere samfund med Gud. Han så tydeligere sine egne forpligtelser og sit ansvar som et Guds barn. Da han så barnets kærlighed til dets fader og dets ligefremme tillid til hans beskyttelse, og idet han følte den dybe, brændende ømhed i sit eget hjerte over for sin førstefødte søn, fik han en dyrebar forståelse af Guds vidunderlige kærlighed til menneskene, idet han gav sin Søn, og han forstod, hvilken tillid Guds børn kan nære til deres himmelske fader. Guds evige, uendelige kærlighed gennem Kristus blev emnet for hans overvejelser dag og nat, og med hele sin sjæls varme søgte han at åbenbare denne kærlighed for de mennesker, han levede iblandt.PP 43.4

Enoks vandring med Gud foregik ikke i henrykkelse eller i fantasien, men i alle dagliglivets pligter. Enok blev ikke en eneboer, der afsondrede sig fuldstændig fra verden; for han havde en gerning at gøre for Gud i verden. I sin familie og i sin forbindelse med andre, som ægtemand, fader, ven og borger var han en trofast, urokkelig Herrens tjener.PP 43.5

Hans hjerte var i samklang med Guds vilje; for “vandrer vel to i følge, når det ikke er aftalt?” Am. 3, 3. Denne hellige vandring fortsattes i tre hundrede år. Der er få kristne, der ikke ville være langt mere alvorlige, hvis de vidste, at de kun havde en kort tid at leve i, eller at Kristi komme var lige for hånden. Men Enoks tro blev stærkere og stærkere, og hans kærlighed blev stadig mere brændende, efter som århundrederne gik.PP 43.6

Enok var en karakterfast, højt kultiveret mand med en omfattende viden. Han blev beæret med særlige åbenbarelser fra Gud, men skønt han til stadighed havde forbindelse med Himmelen og altid følte Guds storhed og fuldkommenhed, var han meget ydmyg. Jo nærmere forbindelse han fik med Gud, des dybere forståelse fik han af sin egen svaghed og ufuldkommenhed.PP 44.1

Enok var bedrøvet over de ugudeliges tiltagende ondskab og frygtede, at deres vantro ville formndske hans ærbødighed over for Gud. Derfor undgik han at have forbindelse med dem til stadighed og tilbragte megen tid i ensomhed i bøn og eftertanke. På denne måde ventede han på Herren og søgte klarere forståelse af hans vilje, så han kunne udføre den. For ham var bøn sjælens åndedræt. Han levede i selve Himmelens atmosfære.PP 44.2

Gennem hellige engle åbenbarede Gud for Enok, at han havde til hensigt at ødelægge jorden ved en vandflod, og han gav ham også et større indblik i forløsningsplanen. Ved profetiens ånd førte han ham ned gennem de generationer, der skulle leve efter syndfloden, og viste ham de store begivenheder i forbindelse med Kristi andet komme og verdens ende.PP 44.3

Enok havde været bekymret med hensyn til døden. Før ham havde det set ud, som om de retfærdige og de ugudelige gik i graven sammen, og at det var deres endeligt. Han kunne ikke se, at der ventede de retfærdige et liv på den anden side af graven. I profetiske syner blev han nu undervist om Kristi død, og han så Kristus komme i herlighed ledsaget af alle de hellige engle for at forløse sit folk fra graven. Han så også verdens fordærvede tilstand lige forud for Kristi andet komme — at der på denne tid ville leve en slægt, der var pralerisk, formastelig og egenrådig, og som fornægtede den eneste Gud og den Herre Jesus Kristus, idet de nedtrådte loven og foragtede forsoningen. Han så, hvorledes de retfærdige blev kronet med herlighed og ære, mens de ugudelige blev forvist fra Herrens nærværelse og tilintetgjort med ild.PP 44.4

Enok blev en retfærdighedens forkynder, som fortalte menneskene, hvad Gud havde åbenbaret for ham. De, der frygtede Herren, opsøgte denne hellige mand for at få del i hans undervisning og hans bønner. Han arbejdede også offentligt og bragte Guds budskab til alle, der ville lytte til advarslen. Hans anstrengelser begrænsedes ikke til Sets børn. I det land, hvor Kain havde forsøgt at flygte bort fra Guds åsyn, forkyndte Guds profet de vidunderlige syner, han havde set. Han sagde: “Se, Herren kommer med sine hellige titusinder for at holde dom over alle og straffe alle de ugudelige for alle de ugudeligheds gerninger, de har øvet, og for alle de formastelige ord, de har talt imod ham, de ugudelige syndere!” Jud. 14-15.PP 44.5

Han var en frygtløs revser af synd. Mens han forkyndte Guds kærlighed gennem Kristus for folket på sin tid og opfordrede dem til at forlade deres onde veje, irettesatte han den herskende ugudelighed og advarede sin tids mennesker om, at dommen ganske bestemt ville blive fuldbyrdet over overtræderen. Det var Kristi ånd, der talte gennem Enok. Denne ånd åbenbarer sig ikke alene ved kærlighed, medfølelse og bøn; det er ikke udelukkende milde ord, der tales af hellige mænd. Gud pålægger sine budbærere at forkynde sandheder, som er skarpe og gennemtrængende som et tveægget sværd.PP 44.6

Guds kraft, som ledsagede hans tjener, føltes af dem, der hørte ham tale. Nogle gav agt på advarslen og holdt op med at synde, men de fleste spottede det højtidelige budskab og fortsatte på deres onde veje med endnu større dristighed. Guds tjenere skal bringe et lignende budskab til verden i de sidste dage, og det vil også blive modtaget med vantro og spot. Verden før syndfloden forkastede advarslen fra ham, der vandrede med Gud. Således vil den sidste slægt også tage sig Herrens budbæreres advarsler let.PP 44.7

Under sin flittige gerning bevarede Enok støt sin forbindelse med Gud. Jo større og mere presserende hans arbejde var, des mere udholdende og alvorlige blev hans bønner. Til visse tider afsondrede han sig helt fra mennesker. Når han havde været blandt folket i nogen tid, travlt optaget af arbejde for at gavne dem med sin undervisning og ved sit eksempel, trak han sig tilbage for at tilbringe en tid i ensomhed, hungrende og tørstende efter den guddommelige kundskab, som Gud alene kan give. Idet Enok således samtalede med Gud, genspejlede han mere og mere Guds billede. Hans ansigt skinnede af et helligt lys, det lys, der stråler fra Jesu ansigt. Efter disse samvær med Gud betragtede selv de ugudelige med ærefrygt det himmelske præg på hans ansigt.PP 44.8

Menneskenes ondskab havde nået en sådan højde, at der blev fældet dødsdom over dem. Som årene gik, blev menneskenes skyld større og større, og den guddommelige domfældelses skyer blev mørkere og mørkere. Men Enok fortsatte sine advarsler, bønner og opfordringer og søgte at holde syndens flodbølge tilbage og afvende hævnens lynild. Skønt hans advarsler ikke ænsedes af et syndigt, nydelsessygt folk, fik han det vidnesbyrd, at han havde Guds velbehag, og han fortsatte trofast at kæmpe mod den herskende ondskab, indtil Gud tog ham bort fra en syndig verden til Himmelens rene glæder.PP 45.1

Menneskene i det slægtled havde spottet Enok, fordi han ikke prøvede at samle guld og sølv eller erhverve sig ejendom her på jorden. Men Enoks længsel stod til de evige skatte. Han havde set den himmelske stad. Han havde set Kongen i sin herlighed midt i Zion. Hans sind, hans hjerte, hans tale var i Himmelen. Jo større den herskende uretfærdighed blev, des mere alvorlig blev hans længsel efter Guds hjem. Endnu mens han var på jorden, dvælede han i troen i lysets rige.PP 45.2

Salige er de rene af hjertet, thi de skal se Gud. Matt. 5, 8. I tre hundrede år havde Enok søgt sjælens renhed for at kunne være i harmoni med Himmelen. I tre århundreder havde han vandret med Gud. Dag for dag længtes han efter en nærmere forbindelse, og tilknytningen var blevet stadig stærkere, indtil Gud tog ham til sig. Han havde stået på tærsklen til den evige verden med kun et skridt mellem sig og de saliges land, og nu åbnedes portene. Vandringen med Gud, der så længe var foregået på jorden, fortsattes, og han gik gennem den hellige stads porte som det første menneske.PP 45.3

Tabet af ham føltes på jorden. Den stemme, der dag for dag havde advaret og undervist, savnedes. Der var nogle, både af de retfærdige og de ugudelige, der havde set ham drage bort, og i håb om, at han blot var ført til et af sine afsides tilflugtsteder, søgte de, som elskede ham, flittigt efter ham, ligesom profetsønnerne senere søgte efter Elias, men uden resultat. De kunne meddele, at han ikke fandtes mere, for Gud havde taget ham til sig.PP 45.4

Ved Enoks optagelse til Himmelen var det Guds plan at give menneskene en vigtig lære. Der var fare for, at menneskene skulle give efter for mismod på grund af de frygtelige følger af Adams synd. Mange var parat til at udbryde: “Hvad gavner det, at vi har frygtet Herren og holdt hans love, når en tung forbandelse hviler over menneskeslægten, og døden er alles lod?” Men den undervisning, Gud gav Adam, og som blev gentaget af Set og praktiseret af Enok, fejede al dunkelhed og mørke bort og gav menneskene håb om, at ligesom døden kom gennem Adam, såedes ville liv og udødelighed komme gennem den lovede frelser. Satan forsøgte at få menneskene til at tro, at der ikke var nogen belønning i vente for de retfærdige eller straf for de ugudelige, og at det var umuligt for menneskene at adlyde Guds love. Men i Enoks tilfælde erklærede Gud, at han “er til og lønner dem, der søger ham”. Heb. 11, 6. Han viser, hvad han vil gøre for dem, der holder hans bud. Menneskene fik at vide, at det er muligt at adlyde Guds lov, og at de, selv om de lever midt blandt syndige, fordærvede mennesker, ved Guds nåde kan modstå fristelse og blive rene og hellige. I Enoks eksempel så de velsignelsen ved et sådant liv, og hans optagelse til Himmelen var et bevis på sandheden i hans profeti om den tid, hvor glæde, herlighed og evigt liv bliver de lydiges belønning, og fordømmelse, sorg og død overtrædernes lod.PP 45.5

I tro “blev Enok taget bort, for at han ikke skulle se døden; ..... thi før han blev taget bort, fik han det vidnesbyrd, at han havde Guds velbehag”. Heb. 11, 5. Midt i en verden, der var dømt til undergang på grund af sin uretfærdighed, levede Enok et liv i så nær forbindelse med Gud, at døden ikke fik magt over ham. Denne profets gudfrygtige karakter viser den hellige tilstand, de mennesker skal være i, der vil blive “løskøbt fra jorden” ved Kristi andet komme. (Åb. 14, 3.) Da vil uretfærdigheden også være stor ligesom i verden før syndfloden. Menneskene vil følge deres fordærvede hjertes tilskyndelser og en bedragerisk lære og vil gøre oprør mod Himmelens autoritet. Men ligesom Enok vil Guds folk søge at opnå hjertets renhed og at leve i overensstemmelse med hans vilje, indtil de genspejler Kristi karakter. Som Enok vil de advare verden om Herrens andet komme og om de straffedomme, som vil hjemsøge overtræderne, og ved deres hellige tale og eksempel vil de fordømme de ugudeliges synder. Ligesom Enok blev optaget til Himmelen før verdens undergang ved vand, således vil de retfærdige, der lever, blive optaget fra jorden før dens ødelæggelse med ild. Apostlen siger: “Vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder.” “Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun.” “Thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelige, og da skal vi forvandles.” “Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hverandre med disse ord!” 1. Kor. 15, 51-52; 1. Tess. 4, 16-18.PP 45.6