Selvretfærdigheden fordømt

Frelseren fordømte altid selvretfærdighed. Han fremholdt for disciplene, at den højeste form for kristendom er den, der viser sig på en stille og beskeden måde. Han formanede dem til at udføre deres velgerninger i stilhed ikke for at stille sig til skue eller for at vinde ros og ære af mennesker, men til Guds forherligelse og i forventning om at få belønningen derfor hisset. Hvis de udførte gode gerninger for at vinde berømmelse hos mennesker, ville de ingen løn få af deres himmelske Fader.DVL 8.3

Kristus formanede sine disciple til ikke at bede i den hensigt at blive hørt af mennesker. “Men du, når du beder, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte, og din fader, som ser i det skjulte, skal betale dig.” Matt. 6,6. Sådanne udtalelser fra Kristi læber viser, at han ikke så med velbehag på den slags fromhed, der var så almindelig blandt farisæerne. Hans undervisning i bjergprædikenen tilkendegiver, at velgerninger fremtræder i et ædlere form og at religiøse handlinger spreder den dyrebareste vellugt, når de udføres i bodfærdighed og ydmyghed og på en naturlig måde. Den rene bevæggrund helliger handlingen.DVL 9.1

Sand helliggørelse betyder at hengive sig helt under Guds vilje. Genstridige tanker og følelser besejres, og Jesu stemme opvækker et nyt liv, der gennemtrænger hele ens væsen. De, der i sandhed er helliggjorte, vil ikke opstille deres egne meninger som rettesnor for, hvad der er ret og uret. De er ikke skinhellige eller selvretfærdige, men våger med nidkærhed over sig selv, idet de hele tiden frygter for, at de, medens der endnu er en forjættelse tilbage for dem, skulle forsømme at opfylde de betingelser, hvorpå forjættelsen hviler.DVL 9.2