En ny skabning ved Guds nåde

Den fortrolige kærlighed og uselviske hengivenhed, som blev åbenbaret i Johannes’ liv og karakter, er en uvurderlig undervisning for den kristne menighed. Nogle fremstiller ham, som om han havde denne kærlighed uafhængig af guddommelig nåde, men af naturen havde Johannes alvorlige karakterbrist; han var stolt og ærgerrig og hurtig til at føle sig fornærmet over småting og uret.DVL 58.1

Dybden og inderligheden i Johannes’ hengivenhed for sin Mester var ikke årsagen til kristi kærlighed til ham, men virkningen af denne kærlighed. Johannes ønskede at blive lig Jesus, og under Kristi kærligheds forvandlende indflydelse blev han sagtmodig og ydmyg af hjertet. Selvet blev skjult i Kristus. Han var nært forbundet med det levende vintræ, og således blev han delagtig i den guddommelige natur. Dette vil altid blive resultatet af samfund med Kristus. Dette er sand helliggørelse.DVL 59.1

Der kan være åbenbare brist i den enkeltes karakter, men når han bliver en sand Jesu discipel, så vil den guddommelige nådes kraft gøre ham til en ny skabning. Kristi kærlighed forvandler og helliggør ham. Men når mennesker bekender sig til at være kristne, og deres religion ikke gør dem til bedre mænd og kvinder i alle livets forhold levende repræsentanter for Kristus i sind og karakter så tilhører de ikke ham.DVL 59.2

Engang var Johannes optaget af en strid med flere af sine brødre om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Det var ikke deres hensigt, at Mesteren skulle høre, hvad de sagde, men Jesus læste deres hjerter og greb anledningen til at give sine disciple en lektion i ydmyghed. Det var ikke alene for den lille gruppe, som lytted til hans ord, men det blev nedtegnet til gavn for alle hans efterfølgere lige til dagenes ende. “Da satte han sig ned og kaldte på de tolv og siger til dem: Hvis nogen vil være den første, han skal være den sidste af mlle og alles tjener.” Mark. 9,35.DVL 59.3

De, som har Kristi ånd, vil ikke tragte efter at indtage en højere stilling end deres brødre. Det er dem, som er små i egne øjne, der vil blive regnet for store i Guds øjne. “Og han tog et lille barn, stillede det midt iblandt dem, tog det i favn og sagde til dem: Den, der tager imod sådan et lille barn for mit navns skyld, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager ikke imod mig, men imod ham, som udsendte mig.” Vers 36-37.DVL 60.1

Hvilken dyrebar undervisning det er for alle Kristi efterfølgere! De, som overser livets pligter, der ligger lige for, men forsømmer barmhjertighed og venlighed, høflighed og kærlighed selv mod et lille barn, fornægter Kristus. Johannes følte værdien af denne undervisning og tog ved lære af den.DVL 60.2

Ved en anden anledning havde han og hans broder Jakob set en mand uddrive onde ånder i Jesu navn, og da han ikke straks sluttede sig til deres selskab, ræsonnerede de, at han ingen ret havde til at gøre denne gerning, og de forbød ham det. I sin oprigtighed berettede Johannes forholdet til sin Mester. Jesus sagde: “I skal ikke hindre ham; thi der er ingen, som gør en undergerning i mit navn og snart efter kan tale ondt om mig. Thi den, som ikke er imod os, er for os ” Vers 39-40.DVL 60.3

Gennem deres moder fremkom Jakob og Johannes en anden gang med en bøn om, at de måtte få lov til at indtage de højeste æresposter i Kristi rige. Frelseren svarede: “I ved ikke, hvad I beder om.” Mark. 10,38. Hvor lidt dog mange af os forstår den sande betydning af vore bønner! Jesus vidste, hvor uendelig stort et offer det ville koste at erhverve denne ære, da han “for at få den glæde, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse skammen”. Hebr. 12,2. Denne glæde var at se sjæle frelst ved sin fornedrelse, smerte og blodsudgydelse.DVL 61.1

Dette var den herlighed, som Kristus skulle få, og som disse to disciple havde bedt om at få del i. Jesus spurgte dem: “Kan I tømme den kalk, som jeg skal tømme, eller døbes med den dåb, som jeg skal døbes med? De sagde til ham: Ja, vi kan.” Mark. 10,38-39.DVL 61.2

Hvor lidt de forstod, hvad denne dåb betød! “Da sagde Jesus til dem: Den kalk, som jeg tømmer, skal I tømme, og den dåb, som jeg døbes med, skal I døbes med; men sædet ved min højre eller min venstre side står det ikke til mig at bortgive; men det gives til dem, hvem det er beredt.” Vers 39-40.DVL 61.3