Prøvende stunder

Når vi om sommeren betragter skoven i det fjerne, hvor alle træer er iført deres smukke, grønne dragt, kan vi ikke skelne de stedsegrønne træer fra de øvrige; men når vinteren nærmer sig, og kulden tager dem i sin isnende favn, således at de andre træer berøves det dejlige løv, falder de stedsegrønne let i øjnene. Således vil det være med dem, der vandrer i ydmyghed og ikke stoler på sig selv, men bævende klynger sig til Kristi hånd. Medens de, som er selvtilfredse og forlader sig på fuldkommenheden i deres egen karakter, mistet deres falske retfærdighedsklædning, når de udsættes for prøvelser, vil de, som virkelig er retfærdige, og som i oprigtighed med frygter og elsker Gud, være iført Kristi retfærdigheds klædning både i modgang og i medgang.DVL 11.2

Forsagelse, selvopofrelse, godgørenhed, venlighed, kærlighed, tålmodighed, sjælsstyrke og kristelig tillidsfuldhed er de frugter, som daglig viser sig hos dem, der har et levende samfund med Gud. Deres gerninger bliver måske ikke bekendtgjort for verden; men selv kæmper de daglig mod det onde og vinder dyrebare sejre over fristelse og uretfærdighed. Højtidelige løfter fornys og holdes i den kraft, som fås ved alvorlig bøn og stadig årvågenhed. Den ildfuldt begejstrede ser ikke de kampe, der udkæmpes at disse, som således arbejder i stilhed; men han, som ser de skjulte ting i hjertet, lægger mærke til enhver bestræbelse, der udføres i ydmyghed og sagtmodighed, og giver den sit bifald. De prøvende stunder er nødvendige, for at troens og kærlighedens guld i karakteren kan blive åbenbaret. Det er, når disse hjemsøgelser og vanskeligheder rammer menigheden, at Kristi sande disciples standhaftige nidkærhed og varme hengivenhed kommer til udfoldelse.DVL 12.1

Det gør os ondt at se, hvorledes kristne lader sig føre på vildspor af den falske og fortryllende teori, at de er fuldkomne, da det er meget vanskeligt at rive dem ud af vildfarelsen og lede dem ind på den rette vej. De har lagt an på at gøre det ydre smukt og tiltalende, medens den indre prydelse, som er Kristi ydmyghed og sagtmodighed, mangler. Prøvelsens stund vil komme til alle, og da vil det vise sig, at mange af dem, der i årevis har følt sig trygge, savner grundlag for deres håb. I nye situationer og under skiftende forhold vil nogle, der syntes at være søjler i Guds hus, kun åbenbare råddent materiale under den malede og polerede overflade, medens de ydmyge af hjertet, der daglig indså betydningen af at lænke deres sjæle fast til den evige klippe, vil stå urokkelige midt i prøvelsens storme, fordi de ikke stolede på sig selv. “Guds faste grundvold står urokket, beseglet med denne indskrift: Herren kender dem, der hører ham til.” 2Tim. 2,19.DVL 13.1