Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    De frygtede ikke kongens vrede

    Den fastsatte dag er kommet og den vældige skare er forsamlet. Da går der bud til kongen om, at de tre hebræere, som han havde sat over landsdelen Babel, har nægtet at tilbede billedstøtten. Det var Daniels tre venner, som kongen havde givet navnene Sjadrak, Mesjak og AbedNego. Opslugt af vrede kalder kongen dem til sig, og idet han peger på den gloende ovn, fortæller han om den straf, de vil få, hvis de nægter at lyde hans vilje.DVL 40.2

    Men kongens trusler var forgæves. Han kunne ikke få disse ædle mænd til at afstå fra at vise troskab mod folkeslagenes store Hersker. Fra deres fædres historie havde de lært, at ulydighed mod Gud betyder vanære, ulykke og ruin, og at Herrens frygt ikke alen er visdommens begyndelse, men også grundvolden for al sand lykke. Roligt ser de på den gloende ovn og den afgudsdyrkende skare. De har forladt sig på Gud, og han vil ikke svigte dem nu. Deres svar er høfligt, men bestemt: “Du må vide, o konge, at din gud dyrker vi dog ikke, og gudebilledstøtten, som du har ladet opstille, tilbeder vi ikke! ” Dan. 3,18.DVL 40.3

    Den stolte monark er omgivet af sine store mænd, regeringens embedsmænd og hæren, som havde besejret nationer, og alle priser ham for at have gudernes visdom og magt. Midt i denne vældige pragtudfuldelse står de tre unge hebræere, og de nægter stadig at lyde kongens befaling. De havde været lydige mod Babels love, når de ikke var i strid med Guts krav, men de ville ikke vige et hårsbrede fra pligten mod deres Skaber.DVL 41.1

    Kongens vrede kendte ingen grænser. Her på tinden af sin magt og herlighed at blive trodset af repræsentanter for en foragtet og tilfangetagen race, det var en fornærmelse, som hans stolte ånd ikke kunne bære.DVL 41.2

    De hebraiske landflygtige blev kastet i ildovnen, som var gjort syv gange hedere end ellers. Så voldsom var flammerne, at de mænd, som kastede dem derind, blev brændt ihjel.DVL 41.3

    Pludselig blev kongens ansigt blegt af rædsel. Medens hans øjne var fæstet på den glødende ild, henvendte han sig til sine rådsherrer og sagde: “Var det ikke tre mænd, vi kastede bundne i ilden?” De svarede: “Jo, det var, konge!” Nu udbrød kongen: “Men jeg ser fire mænd gå frit omkring i ilden, og de har ingen skade taget; og den fjerde ser ud som en gudesøn.” Dan. 3,24-25.DVL 42.1

    Når Kristus åbenbarer sig for menneskenes børn, så taler en usynlig magt til deres sjæl. De føler det, som om de er i den Eviges nærværelse. Konger og adelsmænd skælver for hans majestæt, og de erkender, at den levende Gud er over alle jordiske magter.DVL 42.2

    Med en følelse af fortrydelse og skam råbte kongen: “I den højeste Guds tjenere, kom ud!” Vers 26. De adlød, og den store menneskemængde så, at de var uskadt, der var end ikke brandlugt ved deres tøj. Dette mirakel fremkaldte en påfaldende forandring i folkets tankegang. Den store guld billedstøtte, der var sat op med sådan en pragtudfoldelse, var glemt. Kongen udstedte en befaling, at den, som sagde noget ondt om disse mænds Gud, skulle lide døden; “thi der gives ingen anden Gud, som således kan frelse”. Vers 29.DVL 42.3

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents