Kapitel 43—DISCIPLIN I HJEMMET

Velordnede, veldisciplinerede familier. — De, som hævder at være kristne, har pligt til at give verden et eksempel på velordnede, veldisciplinerede familier — familier, der viser, hvad sand kristendom formår.^{1Review and Herald, 13. april 1897.}BIH 227.1

Det er ingen let sag at oplære og opdrage børn forstandigt. Når forældrene prøver på at fremholde retfærdighed og gudsfrygt for dem, vil der opstå vanskeligheder. Børnene vil åbenbare den fordærvelse, som findes i deres hjerter. De viser deres lyst til dårskab og uafhængighed og deres had til tugt og disciplin. De bedrager og lyver. I stedet for at straffe børnene for disse fejl, lukker alt for mange forældre øjnene for ikke at komme til at se under overfladen eller opdage, hvad disse ting virkelig betyder. Derfor fortsætter børnene deres bedrageriske handlemåde og former karakterer, som Gud ikke kan billige.BIH 227.2

Den standard, Guds ord sætter, bliver tilsidesat af forældre, som ikke synes om at bruge, hvad nogle kalder en spændetrøje i deres børneopdragelse. Mange forældre nærer en afgjort uvilje mod Guds ords hellige principper, fordi disse principper lægger for stort ansvar på dem. Men når man ser tilbage, hvad alle forældre bør gøre, viser det sig, at Guds metoder er de bedste, og at den eneste vej til sikkerhed og lykke er lydighed mod hans vilje.^{2Samme, 17. marts 1897.}BIH 227.3

Ingen let opgave at holde børnene i ave. — Under de nuværende samfundsforhold er det ingen let opgave for forældre at holde deres børn i ave og vejlede dem i overensstemmelse med Bibelens regler for, hvad der er ret. Når de vil opdrage deres børn i harmoni med Guds ords forskrifter og byde deres børn efter sig som Abra- ham gjorde fordum, synes børnene, at deres forældre er overdrevent samvittighedsfulde og alt for fordringsfulde.^{3Signs of the Times, 17. april 1884.}BIH 227.4

Forkerte ideer angående indskrænkninger i friheden. — Hvis I ønsker Guds velsignelse, forældre, så gør som Abraham. Undertryk det onde og fremelsk det gode. Det kan være nødvendigt at befale i stedet for at tage hensyn til børnenes ønsker og hvad de har lyst til.^{4Brev 53, 1887.}BIH 228.1

Når et barn får lov til at følge sine naturlige tilskyndelser, er det det samme som at give det lov til at blive værre og blive dygtig til det onde. Forstandige forældre vil ikke sige til deres børn: “Vælg selv; gå hvorhen I vil, og gør hvad I vil”; men: “Lyt til Herrens befaling.” Forstandige regler og bestemmelser må indføres og håndhæves, for at hjemmelivets skønhed ikke skal blive ødelagt.^{5Counsels to Parents, Teachers, and Students, s. 112.}BIH 228.2

Grunden til, at Akans familie omkom. — Har I tænkt på, hvordan det kunne være, at alle, som havde tilknytning til Akan, også blev straffet af Gud? Det skyldtes, at de ikke var blevet oplært og opdraget efter de retningslinier, der var givet dem i Guds lovs store krav. Akans forældre havde opdraget deres søn på en sådan måde, at han følte sig fri til at være ulydig mod Herrens ord. De principper, der var indpodet i ham, fik ham til at behandle sine børn sådan, at også de blev ødelagt. Den enes tankegang påvirker den andens, og straffen, der ramte både Akan og hans slægtninge, åbenbarer den kendsgerning, at de alle havde haft del i overtrædelsen.^{6Manuskript 67, 1894.}BIH 228.3

Forældrenes blinde kærlighed er den største hindring for opdragelsen. — Forældrenes syndige forsømmelighed er næsten universel. Alt for ofte næres der blind kærlighed til dem, som er knyttet til os med kødets bånd. Denne kærlighed går alt for vidt. Den er ikke afvejet med visdom eller gudsfrygt. Forældrenes blinde kærlighed er den største hindring for den rigtige opdra- gelse af børnene. Den forhindrer den disciplin og oplæring, Herren kræver. På grund af disse følelser synes forældrene undertiden at være berøvet deres forstand. Det ligner den Ondes ømme barmhjertighed — grusomhed camoufleret i den såkaldte kærligheds klædedragt. Det er den farlige understrøm, som leder børnene til undergang.^{7Review and Herald, 6. april 1897.}BIH 228.4

Forældre står i stadig fare for at give efter for den naturlige hengivenhed på bekostning af lydighed mod Guds lov. For at glæde deres børn tillader mange forældre noget, som Gud forbyder.^{8Samme, 29. jan. 1901.}BIH 229.1

Forældrene er ansvarlige for, hvad børnene kunne være blevet til. — Hvis faderen og moderen som lærere i hjemmet giver børnene lov til at tage tøjlerne i deres hånd og blive egenrådige, vil de blive holdt ansvarlige for, hvad børnene ellers kunne være blevet til.^{9Samme, 15. sept. 1904.}BIH 229.2

Hvis mennesker følger deres egne tilbøjeligheder og er så forblindede af kærlighed til deres børn, at de opfylder alle deres selviske ønsker og undlader at bruge den myndighed, som Gud har givet dem, til at irettesætte synd og ondskab, så viser de, at de ærer deres onde børn mere end Gud. De er mere interesserede i at bevare deres eget ry end i at ære Gud, og det er dem mere magtpåliggende at føje deres børn end at behage Herren. . . .BIH 229.3

Når mennesker ikke har tilstrækkeligt mod til at rette det forkerte, eller når de på grund af ligegyldighed eller mangel på interesse ikke gør sig alvorlige anstrengelser for at bevare familien eller Guds menighed ren, bliver de krævet til regnskab for de onde følger af deres pligtforsømmelse. Vi er lige så ansvarlige for det onde, som vi kunne have forebygget hos andre ved at gøre brug af vor myndighed som forældre eller pastorer, som vi ville være, hvis vi selv havde begået det.^{10Patriarker og profeter, s. 300.}BIH 229.4

Ingen plads for partiskhed. — Det er meget naturligt, at forældre tager parti for deres egne børn. Specielt vil de forældre, som mener sig i besiddelse af overlegne evner, betragte deres børn som bedre end andre børn. Som følge deraf bliver meget, som ville blive strengt kritiseret hos andre, forbigået som fikst og vittigt, når det gælder deres egne børn. Skønt denne partiskhed er naturlig, er den uretfærdig og ukristelig. Vi begår en stor uret mod vore børn ved ikke at irettesætte dem for deres fejl.^{11Signs of the Times, 24. nov. 1881.}BIH 229.5

Indgå ikke kompromis med det onde. — Det burde siges tydeligt, at Guds herredømme ikke kender til noget kompromis med det onde. Heller ikke i hjemmet eller i skolen burde der tolereres ulydighed. Ingen forældre eller lærer, hvem omsorgen for deres velfærd, som er dem betroet, ligger på hjerte, vil gå på akkord med den stædige egenvilje, som sætter sig op mod de foresatte eller tager sin tilflugt til udflugter eller snyderi for at kunne undgå at vise lydighed. Det er ikke kærlighed, men sentimentalitet, som tager let på forsyndelser, og som søger ved hjælp af lokkemidler og bestikkelser at opnå eftergivenhed, og som til sidst lader sig nøje med et eller andet surrogat i stedet for det, der er blevet forlangt.^{12Uddannelse, s. 290. 291.}BIH 230.1

I alt for mange familier får selvtilfredsstillelse og ulydighed i dag lov til at passere uden at blive irettesat, eller der udvises et hovent, tyrannisk sindelag, som frembringer de hæsligste træk i børnenes karakter. Forældrene irettesætter dem til tider på en så ubetænksom måde, at de bliver ulykkelige og taber al respekt for fader, moder, brødre og søstre.^{13Brev 75, 1898.}BIH 230.2

Forældrene mangler forståelse for de rette principper. — Det er sørgeligt at se, hvor tåbeligt forældre udøver den myndighed, Gud har givet dem. Mennesker, som ellers på alle områder er retlinede og forstandige, mangler forståelse for de principper, der bør følges under opdragelsen af de små. De undlader at give dem den rigtige vejledning netop på det tidspunkt, hvor en rigtig vejledning, et gudfrygtigt eksempel og en fast be-slutsomhed er mest påkrævet for at lede det uerfarne sind, der er uvidende om de bedrageriske og farlige påvirkninger, det møder overalt, ind på den rette bane.^{14Manuskript 119, 1899.}BIH 230.3

Menneskeslægten er blevet påført de største lidelser, fordi forældre er veget bort fra den guddommelige plan for at følge deres egne forestillinger og dårligt gennemtænkte ideer. Mange forældre følger deres tilskyndelser. De glemmer, at børnenes nuværende og fremtidige vel kræver en forstandig opdragelse.^{15Manuskript 49, 1901.}BIH 231.1

Gud undskylder ikke vanrøgt. — Forældrenes forkerte disciplin grundlægger alt for ofte oprørskhed i børnenes hjerter, medens de ville have udviklet en god og harmonisk karakter, hvis en rigtig fremgangsmåde var blevet fulgt.^{16Vejledning for menigheden I, s. 118.}BIH 231.2

Så længe forældrene har kræfter til at optugte, opdrage og belære deres børn, bør de bruge deres kræfter for Gud. Han forlanger en ren, ulastelig, ufravigelig lydighed af dem. Han vil ikke tåle noget mindre. Han vil ikke undskylde nogen vanrøgt af børnene.^{17Review and Herald, 13. april 1897.}BIH 231.3

Overvind den naturlige genstridighed. — Nogle børn er af naturen mere genstridige end andre og vil ikke bøje sig for disciplin og bliver som følge deraf utiltalende og ubehagelige. Hvis moderen ikke har visdom til at klare denne side af karakteren, vil der opstå en højst ulykkelig situation; for disse børn vil blive ødelagt ved at gå deres egen vej. Det er forfærdeligt for et barn at pleje et genstridigt sind, ikke blot i barndommen, men også i sine modne år, og som voksen at nære bitterhed og uvilje mod moderen, som på grund af uforstand ikke kunne styre sine børn som små.^{18Manuskript 18, 1891.}BIH 231.4

Sig aldrig til barnet: “Jeg kan ikke stille noget op med dig.” — Dit barn bør aldrig høre dig sige: “Jeg kan ikke stille noget op med dig.” Så længe vi har adgang til Guds trone, burde vi som forældre skamme os over at sige noget sådant. Råb til Jesus, så vil han hjælpejer med at lede de små til ham.^{19Review and Herald, 16. juli 1895.}BIH 231.5

Overvej omhyggeligt, hvordan børnene skal ledes. — Jeg har hørt mødre sige, at de ikke havde de samme evner til at lede børnene som andre, og at det kræver et særligt talent, som de ikke besidder. De, som erkender deres mangler i denne henseende, bør med største omhu overveje, hvordan børnene skal ledes. Selv de mest værdifulde forslag fra andre bør ikke antages uden efter nøje omtanke og vurdering. De egner sig måske ikke i moderens situation eller til hvert enkelt barns særlige tilbøjeligheder og temperament. Moderen bør omhyggeligt studere andres erfaringer og lægge mærke til forskellene mellem deres metoder og hendes egne og nøje efterprøve dem, der forekommer at være af virkelig værdi. Hvis en form for disciplin ikke frembringer de ønskede resultater, så prøv en anden plan, og læg nøje mærke til virkningerne.BIH 232.1

Mødre burde frem for alle andre vænne sig til at tænke over og undersøge tingene. Hvis de med udholdenhed gør dette, vil de opdage, at de er ved at få den evne, de mente at mangle, og at de er ved at lære at forme deres børns karakter rigtigt. Følgerne af det arbejde og den omtanke, der lægges i denne gerning, vil kunne ses i deres lydighed, deres ligefremhed, deres beskedenhed og renhed; og det vil være alle anstrengelserne værd.^{20Signs of the Times, 11. marts 1886.}BIH 232.2

Forældrene må være enige om opdragelsen. — Moderen bør altid have faderen med i sine bestræbelser for at lægge grunden til en god kristen karakter i sine børn. En fader, som forguder sine børn, bør ikke lukke øjnene for børnenes fejl, fordi det er ubehageligt at give irettesættelser.^{21Testimonies for the Church I, s. 546, 547.}BIH 232.3

De rette principper må grundfæstes i barnets sind. Hvis forældrene er enige om opdragelsen, vil barnet forstå, hvad der forlanges af det. Men hvis faderen med ord eller blik viser, at han ikke godkender moderens opdragelsesmetode, og hvis han mener, at hun er for streng, og at han skal mildne hendes bestemthed ved at føje og forkæle barnet, bliver barnet ødelagt. De sympatiserende forældre bedrager, og barnet vil hurtigt opdage, at det kan gøre, som det har lyst. Forældre, som begår denne synd over for deres børn, bærer skylden for, at børnenes sjæle går til grunde.^{22Manuskript 58, 1899.}BIH 232.4

Kærlighedens og myndighedens forenede indflydelse. — Lad lyset fra Guds nåde oplyse jeres karakter, så der kan være solskin i hjemmet. Fred, behagelige ord og glade ansigter bør være det fremherskende. Dette er ikke blind kærlighed, ikke den ømhed, der opmuntrer til synd ved uforstandig eftergivenhed og som er den største grusomhed, ikke den falske kærlighed, som tillader børnene at regere og at gøre forældrene til slaver for deres luner. Forældrene bør ikke være partiske eller undertrykke børnene. Kærlighedens og myndighedens forenede indflydelse vil sætte det rette præg på familien.^{23Review and Herald, 15. sept. 1891.}BIH 233.1

Fremstil Guds karakter i opdragelsen. — Vær faste og bestemte når I følger Bibelens vejledning, men bliv ikke vrede. Husk, at når I bliver hårde og urimelige over for jeres børn, så lærer I dem at være ligesådan. Gud forlanger, at I skal opdrage jeres børn, og som en forstandig lærer under Guds ledelse lægge alle taktiske evner ind deri. Når Guds forvandlende kraft virker i jeres hjem, vil I altid selv være elever. I vil fremstille Kristi karakter, og jeres bestræbelser i den henseende vil behage Gud. Forsøm aldrig det, der bør gøres for de yngre medlemmer af Herrens familie. Forældre, I er hjemmets lys. Lad derfor jeres lys stråle frem i venlige ord med en beroligende stemme. Tag enhver brod ud af dem ved at bede Gud om selvkontrol. Da vil englene opholde sig i jeres hjem, for de vil lægge mærke til jeres lys. Den opdragelse, I giver jeres børn, vil fra jeres vel- ordnede hjem brede sig i verden som stærke, klare strømme.^{24Manuskript 142, 1898.}BIH 233.2

Afvig ikke fra rette principper. — I gammel tid blev forældremyndigheden respekteret; børnene var deres forældre underdanige og viste dem respekt og agtelse; men i disse sidste dage er forholdet omvendt. Nogle forældre er deres børn underdanige. De er bange for at modsætte sig deres børns vilje og føjer sig derfor efter dem. Men lige så længe som børnene opholder sig under forældrenes tag og er afhængige af dem, bør de være under deres kontrol. Forældrene bør være bestemte i deres fremgangsmåde og kræve, at deres anskuelser om, hvad der er ret, bliver fulgt.^{25Vejledning for menigheden I, s. 67.}BIH 234.1

Tag meget drastiske skridt, hvis bevidst ulydighed ikke ophører. — Nogle alt for eftergivende og mageligt anlagte forældre er bange for at udøve en sund myndighed over deres uregerlige sønner af frygt for, at de da vil løbe hjemmefra. For nogle ville det være bedre at gøre dette end at blive hjemme og nyde godt af de goder, deres forældre skaffer til veje, og samtidig nedtrampe enhver autoritet, både menneskelig og guddommelig. Det kan blive en overordentlig gavnlig erfaring for sådanne børn fuldt ud at få den uafhængighed, som de finder så ønskværdig, og lære, at det koster anstrengelse at leve. Forældrene bør sige til deres dreng, som truer med at løbe bort fra hjemmet: “Min søn, hvis det er din hensigt hellere at forlade hjemmet end at rette dig efter retfærdige og gode regler, vil vi ikke hindre dig. Hvis du mener, at verden vil være mere venlig mod dig end dine forældre, som har taget sig af dig, fra du var lille, må du selv lære af din fejltagelse. Når du ønsker at komme tilbage til din faders hus for at underkaste dig hans myndighed, skal du være velkommen. Vi har gensidige forpligtelser. Når du får føde og klæder og dine forældres omsorg, er du til gengæld forpligtet til at underkaste dig hjemmets regler og en gavnlig dis- ciplin. Mit hus skal ikke forurenes med tobaksdunster eller vanhelliges ved banden og drukkenskab. Jeg ønsker, at Guds engle skal komme i mit hjem. Hvis du er fast besluttet på at tjene Satan, kan du lige så godt være ude blandt dem, hvis selskab du holder af, som at være hjemme.”BIH 234.2

En sådan fremgangsmåde ville holde tusinder tilbage fra at komme ind på skråplanet. Men alt for ofte ved børnene, at de kan gøre selv det værste, og alligevel vil den uforstandige moder undskylde dem og skjule deres overtrædelser. Mangen en oprørsk søn triumferer, fordi hans forældre ikke har mod til at holde ham i tømme. . . . Lydigheden bliver ikke håndhævet. Sådanne forældre opmuntrer deres børn til at skeje ud og vanærer Gud ved deres uforstandige eftergivenhed. Det er disse oprørske og demoraliserede unge, der er de vanskeligste elementer at styre på skoler og højere læreanstalter.^{26Review and Herald, 13. juni 1882.}BIH 235.1

Lad os ikke blive trætte af at gøre det rette. — Foræl-drene har et uophørligt arbejde at udføre. Det skal ikke udføres energisk den ene dag og forsømmes den næste. Mange er rede til at påbegynde arbejdet, men uvillige til at blive ved med det. De er ivrige efter at gøre noget stort og bringe et stort offer; men de viger tilbage for den bestandige omsorg og anstrengelse med dagliglivets småting, den ustandselige beskæring og afretning af egensindige tilbøjeligheder, og arbejdet med at undervise, irettesætte og opmuntre lidt efter lidt, som det nu er nødvendigt. De vil have, at børnene skal rette deres fejl og danne den rigtige karakter med det samme, at de skal nå bjergtoppen i ét spring og ikke skridt for skridt; og når deres forhåbninger ikke øjeblikkelig opfyldes, bliver de modløse. Sådanne personer bør fatte mod ved tanken om apostelens ord: “Når vi gør det rette, da lad os ikke blive trætte, thi vi skal høste til sin tid, såfremt vi ikke giver tabt.”^{27Signs of teh Times, 24. nov. 1881.}BIH 235.2

Børn, som holder sabbat, kan blive utålmodige, når de tilrettevises, og mene, at deres forældre er for strenge. Der kan endog opstå hårde følelser i deres hjerter, og de kan være misfornøjede og nære dårlige tanker om dem, der arbejder for deres nuværende, fremtidige, ja evige vel. Men dersom deres liv blev sparet nogle få år, ville de velsigne deres forældre, fordi de var så strenge og trofast vågede over dem i deres uerfarenhedsår.^{28Budskaber til de unge, s. 202.}BIH 236.1

Læs formaningerne i Guds ord. — Når børnene fejler, bør forældrene give sig tid til kærligt at læse de formaninger i Guds ord, som er særligt anvendelige i deres tilfælde. Når de prøves, fristes eller bliver modløse, så henvis dem til de dyrebare, trøstende ord og led dem blidt til at sætte deres lid til Jesus. Således kan deres unge sind ledes hen til det, som er rent og forædlende. Og når livets store problemer og Guds handlemåde med menneskeheden udfoldes for forståelsen, bliver tænkeevnen og dømmekraften taget i brug, mens gud-dommelige sandheder gør indtryk på hjertet. På denne måde kan forældrene dagligt forme deres børns karakter, så de kan blive skikkede for det evige liv.^{29Review and Herald, 13. juni 1882.}BIH 236.2