Kapitel 30—SELVTILLID OG ÆRESFØLELSE

Opdrag hvert barn til at have selvtillid. — Så vidt muligt bør hvert barn opdrages til at have selvtillid. Ved at få de forskellige evner taget i brug vil det lære, hvor det er stærkest, og hvor det har sine mangler. En forstandig lærer vil vie udviklingen af de svagere karaktertræk særlig opmærksomhed, for at barnet kan udvikle en velafbalanceret, harmonisk karakter.^{1Fundamentals of Christian Education, s. 57.}BIH 152.1

For megen lediggang udvikler svæklinge. — Det ville være bedre, hvis forældrene, mens de lever, ville hjælpe børnene til at hjælpe sig selv end at efterlade dem et stort beløb, når de dør. Børn, der hovedsagelig er overladt til at stole på deres egne anstrengelser, bliver bedre mænd og kvinder og er bedre egnede til det praktiske liv end de børn, der har været afhængige af deres faders formue. De børn, der er overladt til at være afhængige af deres egne aktiver, sætter i almindelighed pris på deres evner og benytter sig af deres privilegier og opøver og styrer deres evner for at nå et mål i livet. De udvikler ofte karaktertræk som flid, sparsommelighed og en god moral, hvilket er selve grundlaget for fremgang i kristenlivet. De børn, forældrene gør mest for, føler sig ofte mindst i taknemmelighedsgæld til dem.^{2Testimonies for the Church III, s. 122. 123.}BIH 152.2

Hindringer udvikler styrke. — Det er hindringer, der skaber stærke mænd. Det er ikke hjælpen, men vanskelighederne, konflikterne og tilbageslagene, der skaber mænd med moralsk styrke. De, der burde have været ansvarsfulde mænd med moralsk kraft og stor åndelig styrke, er blevet gjort til dværge og svæklinge af for megen magelighed og tilbøjelighed til at undgå at påtage sig ansvar.^{3Samme, s. 495.}BIH 152.3

Fra de tidligste år er det nødvendigt at væve streng retskaffenhed ind i karakteren, for at de unge kan nå den højeste standard for fuldt udviklede mænd og kvinder. De bør altid holde sig den kendsgerning for øje, at de er købt og prisen betalt og derfor bør ære Gud i deres legeme og ånd, som tilhører ham. De unge bør alvorligt overveje, hvad deres mål og livsstilling skal være, og lægge grunden på en sådan måde, at deres vaner kan være fri for enhver antydning af moralsk fordærv. Hvis de ønsker at indtage en stilling, hvor de skal øve indflydelse på andre, må de have selvtillid.^{4Youth's Instructor, 5. jan. 1893.}BIH 153.1

Forbered børnene til modigt at møde problemerne. — Foruden hjemmets og skolens opdragelse kommer alle til at møde livets hårde optugtelse. Hvorledes denne kan imødegås på en klog måde er noget, der klart burde læres hvert eneste barn og hver eneste ung. Det er sandt, at Gud elsker os, at han arbejder for vor lykke, og at vi, hvis hans lov altid var blevet adlydt, aldrig ville være kommet til at kende lidelsen. Det er ikke mindre sandt, at som følge af synden oplever alle lidelse, bekymring og tunge tider i deres liv. Vi kan skaffe børnene og de unge et livsvarigt gode ved at lære dem tappert at møde disse vanskeligheder og bekymringer. Skønt vi bør vise dem medfølelse, så må den aldrig være af en sådan art, at den får dem til at føle medlidenhed med sig selv. Hvad de trænger til, er noget, som snarere stimulerer og styrker end svækker.BIH 153.2

De burde lære, at denne verden ikke er nogen para-deplads, men en slagmark. Alle er kaldede til ligesom gode soldater at udholde besværligheder. De skal være stærke og holde stand som mænd. De bør lære, at den sande prøve for karakteren findes i villigheden til at bære byrder, til at klare vanskeligheder og til at udføre det arbejde, der nødvendigvis skal udføres, selv om det ikke medfører nogen jordisk anerkendelse eller belønning.^{5Uddannelse, s. 295.}BIH 153.3

Styrk æresfølelsen. — En klog pædagog vil, når han har med sine elever at gøre, søge at opmuntre dem til at vise tillid og at styrke deres æresfølelse. Det betyder meget for børn og unge, at man stoler på dem. Selv blandt små børn findes der mange, der har en stærk æresfølelse. Alle ønsker at blive behandlet med tillid og hensynsfuldhed, og dette har de også ret til. De bør ikke få den fornemmelse, at de ikke kan komme og gå uden at være under opsigt. Mistanke virker demoraliserende og skaber netop den skade, som den søger at hindre. . . . Lad de unge få lov at mærke, at man har tillid til dem; så er der kun få, der ikke vil søge at vise sig værdige til denne tillid.^{6Samme, s. 289. 290.}BIH 154.1