Kapitel 48—BARNETS REAKTION

På irritation. — Børnene bliver formanet til at adlyde deres forældre i Herren, men det indskærpes også for-ældrene: “Lad være at opirre jeres børn, for at de ikke skal blive forskræmte.”^{1Manuskript 38, 1895.}BIH 271.1

Ofte gør vi mere for at irritere end for at vinde. Jeg har set en moder snuppe noget ud af hånden på sit barn, som det glædede sig særlig over. Barnet kendte ikke grunden til dette og følte sig naturligvis dårligt behandlet. Derpå fulgte et skænderi mellem moder og barn, og en voldsom revselse afsluttede optrinet, hvad det ydre angik; men slaget efterlod et indtryk i det følsomme sind, der ikke let lod sig viske ud. Denne moder handlede uklogt. Hun sluttede ikke fra årsag til virkning. Hendes hårde, uforstandige handling vakte de værste lidenskaber i barnets hjerte, og ved enhver lignende anledning ville disse lidenskaber blive vakt og styrket.^{2Counsels to Parents, Teachers, and Students, s. 117.}BIH 271.2

På ustandselig kritik. — I har ikke ret til at sænke en mørk sky over børnenes lykke ved ustandselig eller hård kritik af uvæsentlige fejltagelser. Virkelige fejl bør fremstilles netop så syndige, som de er, og faste, bestemte retningslinier bør følges for at forhindre en gentagelse, men børnene må ikke efterlades i en sindstilstand af håbløshed, men med så meget mod, at de kan forbedre sig og vinde jeres tillid og anerkendelse. Børnene kan nære ønske om at gøre det rette, de kan beslutte i deres hjerte at være lydige, men de behøver hjælp og opmuntring.^{3Signs of the Times, 10. april 1884.}BIH 271.3

På en for hård disciplin. — O, hvor bliver Gud vanæret i en familie, hvor der ikke er nogen virkelig forstå- else af, hvad familiedisciplin er, og hvor børnene har en forvirret mening om, hvad disciplin og ledelse er. Det er rigtigt, at en for hård disciplin, for megen kritik og unødvendige love og regler fører til mangel på respekt for autoritet og i sidste ende til ligegyldighed over for de regler, Kristus ønsker efterlevet.^{4Review and Herald, 13. marts 1894.}BIH 271.4

Når forældrene udviser en hård, streng, tyrannisk ånd, vækkes der en stædig og egenrådig ånd hos børnene. På denne måde øver forældrene ikke den mildnende indflydelse over deres børn, som de kunne.BIH 272.1

Forældre, kan I ikke se, at hårde ord vækker modstand? Hvad ville I gøre, hvis I blev behandlet så ubetænksomt, som I behandler jeres små? Det er jeres pligt at være opmærksom på årsag og virkning. Da I skældte jeres børn ud, da I i hidsighed slog dem, der var for små til at forsvare sig, spurgte I da jer selv, hvilken virkning en sådan behandling ville have på jer? Har I tænkt på, hvor følsomme I selv er over for kritik og dadel? og hvor hurtigt I føler jer sårede, når I tror, at en eller anden ikke påskønner jeres evner? I er blot voksne børn. Tænk da på, hvad jeres børn må føle, når I taler hårdt og skarpt til dem og straffer dem strengt for fejl, som ikke er halvt så alvorlige i Guds øjne som jeres behandling af dem.^{5Manuskript 42, 1903.}BIH 272.2

Mange forældre, som bekender sig til at være kristne, er ikke omvendte. Kristus bor ikke ved troen i deres hjerter. Deres hårdhed, deres uforskammethed og ubeherskede temperament virker frastødende på deres børn og giver dem uvilje imod al deres religiøse undervisning.^{6Brev 18b, 1891.}BIH 272.3

På stadig kritik. — Under vore bestræbelser for at rette det onde bør vi vogte os for tilbøjeligheden til at finde fejl alle vegne eller til at kritisere. Bestandig kritik forvirrer, men forbedrer ikke. For mange sjæle, og dette gælder ofte om de mest følsomme, er en atmosfære af uvenlig kritik skæbnesvanger for handlekraf- ten. Blomsterne udfolder sig ikke, hvis de er udsat for den skarpe vind.BIH 272.4

Et barn, der tit bliver kritiseret for en bestemt fejl, kommer til at betragte denne fejl som noget, der er særegent for det, noget, det ikke kan nytte at kæmpe imod. På den måde skabes der modløshed og håbløshed, der ofte skjuler sig bag en tilsyneladende ligegyldighed eller udfordrende optræden.^{7Uddannelse, s. 291.}BIH 273.1

På befaling og skænd. — Nogle forældre afstedkommer mangen storm ved deres mangel på selvbeherskelse. I stedet for venligt at bede børnene gøre dette eller hint taler de bydende og i en skændende tone, medens de på samme tid kommer med bebrejdelser og irettesættelse, som børnene ikke har fortjent. Forældre, denne fremgangsmåde over for jeres børn tilintetgør deres frimodighed og lyst til at gøre fremgang. De gør, hvad I pålægger dem, ikke af kærlighed, men fordi de ikke vover at gøre anderledes. De gør det ikke af hjertet. Det er trældom i stedet for en glæde, og dette fører ofte til, at de glemmer at følge alle jeres påbud, hvilket forøger jeres pirrelighed og gør det endnu værre for børnene. Bebrejdelsen gentages, deres slette opførsel fremstilles for dem i glødende farver, indtil modløshed griber dem, og de tager det ikke så nøje med, hvorvidt de er til behag eller ej. En “jeg-erligeglad”-stemning tager dem i besiddelse, og de går bort fra hjemmet, bort fra deres forældre, for at søge den fornøjelse og nydelse, som de ikke finder hjemme. De færdes i selskab med gadens børn og er snart lige så fordærvede som de værste.^{8Vejledning for menigheden I, s. 114. 115.}BIH 273.2

På en vilkårlig handlemåde. — Forældrenes vilje må være undergivet Kristi disciplin. Formet og behersket af Guds rene Helligånd må de tilvejebringe et ubetinget herredømme over børnene. Men hvis forældrene er strenge og fordringsfulde i deres opdragelse, udfører de en gerning, som de aldrig kan gøre om. Ved deres vilkårlige handlemåde vækker de en følelse af uretfærdighed.^{9Manuskript 7, 1899.}BIH 273.3

På uretfærdighed. — Børn er følsomme over for den mindste uret, og nogle bliver modløse derved og vil hverken agte på de højlydte, vrede påbud eller bekymre sig om trusler om straf. Forældrenes forkerte disciplin grundlægger alt for ofte oprørskhed i børnenes hjerter, medens de ville have udviklet en god og harmonisk ka-rakter, hvis en rigtig fremgangsmåde var blevet fulgt. En moder, som ikke har fuldkomment herredømme over sig selv, er uskikket til at tage sig af børn.^{10Vejledning for menigheden I, s. 118.}BIH 274.1

På stød eller slag. — Når moderen giver sit barn et stød eller et slag, tror I da, at det får barnet til at se skønheden i den kristne karakter? Bestemt ikke; det bidrager blot til, at onde følelser vækkes i hjertet, og bar-net bliver slet ikke rettet.^{11Manuskript 45, 1911.}BIH 274.2

På hårde, usympatiske ord. — Kristus er villig til at oplære faderen og moderen til sande lærere. De, som undervises i hans skole, ... vil aldrig tale på en hård og usympatisk måde; for en sådan tale skurrer i ørerne, slider på nerverne, forårsager mentale lidelser og skaber en sindstilstand, som gør det umuligt at holde det barns sind i tømme, der bliver tiltalt således. Dette er ofte grunden til, at børn taler respektløst til forældrene.^{12Brev 47a, 1902.}BIH 274.3

På latterliggørelse og spot. — De [forældrene] er ikke bemyndiget til at irritere, skælde ud og latterliggøre. De burde aldrig spotte deres børn for dårlige karaktertræk, som de selv har overført til dem. Denne form for disciplin vil aldrig helbrede ondet. Forældre, brug Guds ords forskrifter til at formane og irettesætte jeres egensindige børn. Vis dem et “Så siger Herren” til støtte for jeres krav. En irettesættelse, der kommer som et ord fra Gud, er langt mere effektiv end den, der kommer i et hårdt, vredt tonefald fra forældrenes læber.^{13Fundamentals of Christian Education, s. 67. 68.}BIH 274.4

På utålmodighed. — Utålmodighed hos forældrene vækker utålmodighed hos børnene. Lidenskab, som viser sig hos forældrene, skaber lidenskab hos børnene og opildner det onde i deres natur. . . .BIH 275.1

Hver gang de mister selvbeherskelsen og taler og handler utålmodigt, synder de imod Gud.^{14Vejledning for menigheden I, s. 126.}BIH 275.2

På skiftevis skænd og smiger. — Jeg har ofte set børn, som blev nægtet noget, de ønskede, kaste sig sparkende og skrigende på gulvet i fornærmelse, medens den ufor-standige moder skiftevis prøvede at overtale og skælde ud i håb om at få barnet til at opføre sig pænt igen. Denne behandling fremmer kun barnets hidsighed. Næste gang gentages det med større overlæg i forvisningen om at vinde ligesom sidst. Riset spares og barnet bliver ødelagt.BIH 275.3

Moderen bør ikke i et eneste tilfælde lade sit barn få overtaget. Og for at opretholde denne autoritet er det ikke nødvendigt at gribe til hårde midler; en fast og rolig hånd og en venlighed, som overbeviser barnet om din kærlighed, vil opnå hensigten.^{15Pacific Health Journal, april 1890.}BIH 275.4

På mangel på fasthed og bestemthed. — Mangelen på fasthed og bestemthed gør stor skade. Jeg kender til for-ældre, som har sagt: “Det kan I ikke få,” og som derpå ved tanken om, at de måske har været for strenge, lod sig formilde og gav barnet netop det, de først havde afslået. Således volder man livsvarig fortræd. Der gælder en betydningsfuld lov for sindet — hvad man ikke bør overse — at når en ønsket genstand bliver det nægtet med en sådan bestemthed, at alt håb er ude, vil sindet snart holde op med at længes efter den og blive optaget af andre ting. Men så længe der er noget håb om at få den ønskede genstand, vil det gøre forsøg på at få den. . . .BIH 275.5

Når det er nødvendigt for forældrene at give en direkte befaling, bør straf ved ulydighed være lige så uforanderlig som en naturlov. Børn, som er underlagt denne faste, bestemte regel, véd, at når noget er dem forbudt eller nægtet, vil hverken plageri eller kunster fremme deres sag. De lærer derfor hurtigt at bøje sig og er langt lykkeligere ved dette. Børn af svage, eftergi-vende forældre nærer altid håb om, at overtalelse, gråd eller stædighed kan fremme deres sag, eller at de kan tillade sig at være ulydige uden at blive straffet. Således holdes de i en begærlig, forhåbningsfuld og usikker til-stand, der gør dem rastløse, irritable og opsætsige. Gud regner sådanne forældre skyldige i at have tilintetgjort deres børns lykke. Denne onde vanrøgt er den vigtigste grund til tusinders forstokkethed og irreligiøsitet. Den har vist sig ødelæggende for mange, som har bekendt sig til Kristi navn.^{16Signs of the Times, 9. feb. 1882.}BIH 275.6

På unødvendige restriktioner. — Når forældrene bliver gamle og har små børn at opdrage, kan faderen være tilbøjelig til at mene, at børnene skal følge den samme hårde, knudrede sti, som han selv går på. Det er svært for ham at forstå, at hans børn trænger til, at deres forældre gør livet behageligt og lykkeligt for dem.BIH 276.1

Mange forældre nægter at tilfredsstille børnene på områder, som er ufarlige og uskyldige, og er så bange for, at de skal opmuntre dem til at nære ønske om noget ulovligt, at de end ikke giver deres børn lov til at få de glæder, som børn bør have. Af frygt for dårlige resultater nægter de at give tilladelse til enkle adspredelser, som ville bevare dem fra netop de onder, de søger at undgå. Derfor tænker børnene, at det ikke nytter at håbe på nogen velvilje, og de spørger derfor ikke. De stjæler sig bort til de fornøjelser, som de tror vil blive forbudt. Tilliden mellem forældre og børn bliver således brudt.^{17Signs of the Times, 27. aug. 1912.}BIH 276.2

Når rimelige rettigheder nægtes. — Hvis fædrene og mødrene ikke selv har haft en lykkelig barndom, hvorfor skal de så kaste en skygge over deres børns tilværel- se, fordi de selv er gået glip af så meget? Faderen kan mene, at dette er den eneste sikre vej at følge; men han bør huske, at ikke alle sind er ens indrettet, og at jo større anstrengelser der gøres for at holde igen, des mere ustyrligt bliver ønsket om at få det, som nægtes, og resultatet bliver ulydighed mod forældrenes myndighed. Faderen vil sørge over det, han betragter som sin søns egensindige handlemåde, og han vil føle sig tung om hjertet over dennes oprør. Men ville det ikke være godt for ham at overveje den kendsgerning, at den egentlige årsag til sønnens ulydighed var hans egen uvilje til at føje ham i det, som ikke var synd. Faderen synes, at sønnen har fået tilstrækkelig grund til ikke at gøre det, når han har forbudt ham det. Men forældrene bør huske, at deres børn er intelligente væsener, og de bør behandle dem, ligesom de selv ville ønske at blive behandlet.^18Samme.BIH 276.3

På strenghed. — Forældre, som udviser en dominerende og autoritær ånd, der er blevet overført til dem fra deres egne forældre og som får dem til at øve streng disciplin og belæring, vil ikke kunne opdrage deres børn rigtigt. Ved deres strenge behandling af fejl vækker de menneskehjertets værste lidenskaber og efterlader en følelse af uretfærdighed og uret hos deres børn. De møder hos deres børn netop de tilbøjeligheder, som de selv har indpodet i dem.BIH 277.1

Sådanne forældre driver deres børn bort fra Gud ved at tale med dem om religiøse emner; for den kristne religion bliver utiltalende, ja endda frastødende ved dette forvanskede billede af sandheden. Børnene vil sige: “Hvis det er religion, ønsker jeg den ikke.” Det er på denne måde, der ofte skabes fjendskab i hjertet mod religion; og på grund af en vilkårlig håndhævelse af myndigheden ledes børnene til at foragte Himmelens lov og styreform. Forældrene har med deres dårlige ledelse afgjort deres børns evige skæbne.^{19Review and Herald, 13. marts 1894.}BIH 277.2

På en stille, venlig optræden. — Hvis forældre ønsker, at deres børn skal være elskværdige, bør de aldrig tale til dem på en kivagtig måde. Moderen tillader sig ofte at blive irritabel og nervøs. Ofte griber hun fat i barnet og taler hårdt til det. Hvis barnet bliver behandlet på en stille og venlig måde, vil dette gøre meget til at bevare et behageligt sindelag hos det.^{20Review and Herald, 17. maj 1898.}BIH 278.1

På kærlig forbøn. — Faderen bør som husets præst behandle sine børn venligt og tålmodigt. Han bør være forsigtig med ikke at vække et stridbart sind hos dem. Han må ikke give overtrædelser lov til at passere uden irettesættelse, og dog gives der en måde at irettesætte på, der ikke vækker de værste lidenskaber i det menneskelige hjerte. Han bør kærligt tale med sine børn og fortælle dem, hvor bedrøvet Frelseren er over deres handlemåde; derpå bør han knæle sammen med dem foran nådestolen og fremstille dem for Kristus, idet han beder om, at han vil have medlidenhed med dem og lede dem til at angre og bede om tilgivelse. Denne tugtelse vil næsten altid knuse selv det mest egensindige hjerte.BIH 278.2

Gud ønsker, at vi skal behandle vore børn enfoldigt. Vi er tilbøjelige til at glemme, at børn ikke har haft fordelen af de mange års oplæring, som ældre mennesker har. Hvis de små ikke i enhver henseende handler efter vore begreber, synes vi somme tider, at de har fortjent at blive skældt ud. Men det vil ikke gøre sagen bedre. Bring dem til Frelseren og fortæl ham alt om det; og tro så, at hans velsignelse vil hvile over dem.^{21Manuskript 70, 1903.}BIH 278.3