Mine vidner er I, så lyder det fra Herren . . . Jeg har forkyndt det og frelser, kundgjort det, ej fremmede hos jer; I er mine vidner, lyder det fra Herren.” “Jeg, Herren, har kaldet dig i retfærd og grebet dig fast om hånd; jeg vogter dig, og jeg gør dig til folkepagt, til hedningelys for at åbne de blinde øjne og føre de fangne fra fængslet, fra fangehullet mørkets gæster.IMT 20.4

Menneskene i verden tilbeder falske guder. De skal ledes bort fra deres falske gudsdyrkelse ved at få opmærksomheden rettet mod noget bedre, og ikke ved at få deres afguder fordømt. De skal lære Guds godhed at kende. “I er mine vidner, lyder det fra Herren. Jeg er fra evighed Gud.”IMT 20.5

Alle, der ønsker at komme ind i Guds stad, må i deres jordiske liv fremstille Kristus i deres handlinger. Det er dette, der gør dem til Kristi sendebud og hans vidner. De skal bære et klart, bestemt vidnesbyrd mod al ond praksis og vise syndere hen til Guds lam, som bærer verdens synd.IMT 20.6

Disciplene skulle gå ud som Kristi vidner og forkynde for verden, hvad de havde set og hørt af ham. Deres opgave var den vigtigste, som mennesker nogen sinde var blevet kaldet til; alene Kristi opgave var større. De skulle være Guds medarbejdere til menneskers frelse.IMT 20.7

Den guddommelige lærer siger: “Kun min Ånd magter at undervise og overbevise om synd. Det synlige gør kun et midlertidigt indtryk på sindet. Jeg vil indpræge sandhed i samvittigheden, og overalt på Jorden skal mennesker være mine vidner og fremholde mit krav på menneskets tid, penge og evne til at bruge sin forstand.”IMT 21.1

Vor bekendelse af hans trofasthed er det hjælpemiddel, Himmelen har valgt til at åbenbare Kristus for verden. Vi skal erkende hans nåde, sådan som vi har lært den at kende gennem fortidens hellige mænd; men det, som betyder mest, er vidnesbyrdet om vore egne erfaringer. Vi er vidner for Gud, når vi i os selv åbenbarer en guddommelig krafts gerning. Hvert enkelt menneske har en tilværelse, der tydeligt adskiller sig fra alle andres, og en erfaring, der er væsentlig forskellig fra deres. Gud vil, at vor lovprisning skal stige op til ham, præget af vor egen personlighed. Denne værdifulde lovprisende tilkendegivelse af hans nådes herlighed rummer en uimodståelig kraft, som virker til sjælenes frelse, når den er underbygget af et kristent liv.IMT 21.2

Gud kan ikke udbrede kendskabet til sin vilje og sin nådes underværker iblandt vantro mennesker, medmindre han har sine vidner spredt ud over hele verden. Det er hans plan, at de, der har fået del i denne store frelse ved Jesus Kristus, skal være hans missionærer og lysbærere rundt om i verden, som tegn for folket, levende breve, der kendes og læses af alle mennesker, og hvis tro og gerninger vidner om Frelserens snarlige komme, og at det ikke har været forgæves, de har modtaget Guds nåde. Folk må advares, så de bereder sig for den kommende dom.IMT 21.3

Idet de dvælede ved hans rene, hellige liv, syntes det for dem, som om ingen møje ville være for svær, intet offer for stort, dersom de blot i deres liv kunne bære vidnesbyrd om Kristi elskelige karakter. O, tænkte de, om de blot kunne have levet de sidste tre år om igen, hvor langt anderledes ville de da ikke have optrådt! Dersom de blot kunne se Mesteren igen, hvor alvorligt ville de ikke bestræbe sig for at vise, hvor højt de elskede ham, og hvor oprigtigt bedrøvede de var over nogen sinde at have såret ham med et ord eller en handling i vantro! Men de fandt trøst i den tanke, at de havde fået tilgivelse. De havde sat sig for, at de så vidt muligt ville udsone deres vantro ved frimodigt at bekende ham for verden.IMT 21.4

Disse to helbredte besatte var de første missionærer, som Kristus udsendte for at prædike evangeliet i Dekapolis egne. Kun i nogle få øjeblikke havde disse mænd haft den forrettighed at lytte til Kristi lære. De havde aldrig hørt en eneste prædiken fra hans mund. De kunne ikke belære folket sådan som disciplene, der daglig havde været sammen med Kristus. Men de medbragte i sig selv beviset for, at Kristus var Messias. De kunne fortælle, hvad de vidste, hvad de selv havde set og hørt og oplevet af Kristi kraft. Dette er, hvad enhver kan gøre, hvis hjerte har følt Guds nåde. Johannes, den discipel, Herren elskede, skrev: “Det, der var fra begyndelsen, det, vi har hørt, det, vi har set med vore egne øjne, det, vi skuede og vore egne hænder følte på, ja, livets ord, ..... det, vi altså har set og hørt, forkynder vi også jer.” 1. Joh. 1,1-3. Som Kristi vidner bør vi fortælle, hvad vi ved, hvad vi selv har set og hørt og følt. Hvis vi skridt for skridt har fulgt Jesus, må vi have noget afgørende at fortælle om den måde, på hvilken han har ført os. Vi kan fortælle, hvordan vi har sat hans løfter på prøve og fundet, at hans løfter var sande. Vi kan vidne om, hvad vi har erfaret af Kristi nåde. Det er til dette vidnesbyrd, Herren kalder os, og uden det vil verden gå til grunde.IMT 21.5

Ved fælles anstrengelser

Formidlere af lys og velsignelse