29 Åbenbaringen 15

“DU ALENE ER HELLIG.” Åb.15,4
I disse få ord åbenbares en af kristendommens virkelig grundlæggende sandheder. Synd opstår alle vegne, hvor man benægter, at Gud alene er hellig. Du vil finde det I Profetiens Ånd, hvor Ellen White skriver om syndens opståen, moderne helliggørelse og spiritisme. Den eneste på denne jord, som levede et helligt og syndfrit liv, sagde: “Ingen er god, uden een, nemlig Gud.” Mark.10.18 (Se også Matt. 19,17 & Luk. 18,19). Den eneste mulighed for at blive god og hellig er at blive forenet med det gode træ. Og der er kun eet godt træ, nemlig Gud. Hvis et menneske ønsker at bære gode frugter, må det forenes med Gud. Paulus beskriver det i Rom.7,1-4; En kvinde og en mand forenes I ægteskab ved loven. På samme måde er det med os og Kristus. Gennem loven forenes vi med ham, og holder ved troen hans bud — og således bliver vi i hans kærlighed Joh.15,1-10)TOAA 193.1

Godt træ — gode frugter var Satans argument.
Lucifer forlod sin plads i Guds umiddelbare nærhed og gik ud for at sprede utilfredshedens ånd blandt englene. Han arbejdede under dække, idet han i begyndelsen skjulte sin egentlige hensigt bag tilsyneladende ærbødighed for Gud. Han rejste tvivl om de love, som gjaldt for de himmelske væsener; disse love var måske nødvendige for andre verdener, men for så højt ophøjede skabninger måtte deres egen visdom være nok til at vejlede dem. De kunne umuligt vanære Gud; alle deres tanker var hellige. Det var lige så lidt muligt for dem at fejle, som det var for Gud selv. (PP 37)TOAA 193.2

Da deres natur var hellig, hævdede Satan, at de burde følge deres egen vilje. Han søgte at få englenes sympati ved at fremstille den store ære; Gud viste Kristus, som en uret mod ham selv. Han sagde, at når han ønskede større magt og ære, var det ikke for sin egen skyld, nej, han ville sikre Himmelens indbyggere frihed, så de kunne opnå en bedre tilværelse. (GC 495)TOAA 193.3

Lige til afslutningen af striden i Himmelen fortsatte den store tronraner at retfærdiggøre sig. Da det blev bekendtgjort, at han med alle sine tilhængere ville blive lukket ude af Himmelen, erklærede oprøren åbent sin foragt for Skaberens lov. Han gentog sin påstand om, at engle ikke behøvede nogen over sig, men at de skulle følge deres egen vilje, som altid ville lede dem rigtigt. Hanlordømte de guddommelige love som en indskrænkning af deres frihed og erklærede, at det var hans hensigt at få denne lov afskaffet; frigjort fra denne begrænsning ville Himmelens hær få en højere og mere vidunderlig tilværelse. (GC 499)TOAA 194.1

Godt træ — god frugt er argumentet i moderne helliggørelse.
Før Lucifer blev udelukket af Himmelen, prøvede han på at afskaffe Guds lov. Han hævdede, at de himmelske væsener, som aldrig havde fejlet, ikke behøvede nogen lov, men var i stand til selv at bevare sig rene...TOAA 194.2

Forandringen fra en fuldkommen til en syndig karakter skete allerede i Himmelen. Lucifers hjerte ophøjede sig på grund af hans skønhed; hans visdom blev til dårskab, fordi han var så begavet. Selvophøjelse er årsagen til hans oprør, og den er nøglen til moderne helliggørelse. Satan erklærede, at han ikke behøvede lovens begrænsninger, at han var hellig og syndfri — og ude af stand til at gøre noget ondt. Og de, som siger, at de er hellige og syndfri, mens de overtræder Guds lov, og mens de med vilje træder Guds sabbat under fode, stiller sig på den første store oprørers side. Hvis de rene, hellige engle blev vanhelligede ved ulydighed mod guds lov, så de ikke længere kunne blive i Himmelen, tror I så, at mennesker, som er købt med Lammets blod, men bryder den lov, som Kristus kom for at ære ved sin død på korset, vil blive modtaget af Gud? Adam og Eva herskede i Edens Have, men de faldt fra deres ophøjede stilling, fordi de overtrådte Guds bud. Det kostede dem adgangen til livets træ og den skønne have...TOAA 194.3

Satan og hans tilhængere blev lukket ude fra Himmelen på grund af oprør, og nu arbejder den ondes ånd i ulydighedens børn. Satan fortsætter sit oprør imod Gud i denne verden. Han søger at ødelægge alle. Men ingen er så brugbar hertil som dem, der har haft stort lys og velsignelse fra Gud; for de kan gøre mere skade ved at gøre Guds lov ugyldig, end de, som ikke har nydt samme velsignelse. De bruger samme smigrende spidsfindigheder, som Satan brugte i Himmelen og i Eden. De taler om loven som et trældoms åg og beskriver friheden for dem, som ikke tager hensyn til dens krav, som en hellig tilstand i hvilken de siger, at de ikke kan synde, skønt de lever i overtrædelse af loven. De er i samme tilstand som de engle, der syndede i Himmelen. De foregiver at have Himmelens velsignelse og en ophøjet forståelse af åndelige ting, mens de fortsætter hensynsløst at foragte Guds Ord. .TOAA 195.1

Satan bedrager og fordærver verden og får menneskene til at tro, at de er syndfrie og hellige, mens de synder imod Gud. Men derved fortsætter han kun sit oprindelige værk. Han har ikke fundet nye argumenter eller skabt et nyt mørkets rige, hvorfra han kan hente forsyninger for at fremme sit bedrageriske værk. (ST 28-4-1890)TOAA 195.2

Uden harmoni med Guds natur, uden lydighed mod hans lov ville menneskeheden gå til grunde. Da den guddommelige lover lige så uforanderlig som Gud selv, var der intet håb for mennesket, medmindre der kunne findes en måde, på hvilken dets overtrædelser kunne tilgives, dets natur renses og dets ånd helbredes, så den kunne genspejle Guds billede. Den guddommelige kærlighed havde udtænkt en sådan plan. Det var på grund af Satans falske fremstilling af Guds karakter, at mennesket kom til at tvivle på Guds kærlighed og betragte ham som sin fjende. Som Satan havde gjort i Himmelen, fortsatte han på jorden — han erklærede, at Guds lov var uretfærdig og dens restriktioner unødvendige, Derfor bød han menneskene, som tidligere englene, at kaste åget af og lade deres naturlige tilskyndelser være deres vejleder og lov. (ST 13-2-1893)TOAA 195.3

Retfærdighed bliver en del af en skabning på samme måde som en blomst får sin farve. Farven findes ikke i blomsten, men i det lys som skinner på den. På samme måde vil retfærdighed aldrig blive en del af menneskets natur. Den kommer gennem Helligånden (se Gal.5,5)TOAA 196.1

Ligesom solstrålerne giver blomsterne deres forskellige yndige farver. giver Gud sjælen skønhed gennem sin egen karakter. (DA 313)TOAA 196.2

Kristus viser, at uden Helligåndens indflydelse er menneskeheden prisgivet frygtelige onde magter.(5BC 1122) Englenes fuldkommenhed svigtede i Himmelen. Menneskets fuldkommenhed svigtede i Edens velsignede have. Alle, som ønsker sikkerhed, både på jorden og i Himmelen, må se hen til Guds Lam. (5BC 1132)TOAA 196.3

En hvilken som helst dyd, mennesker måtte have, findes udelukkende i Jesus Kristus, verdens Frelser. (RH 22-12 1896; 4BC 1141)TOAA 196.4

Mellemmanden og det naturlige liv.
I sin midlergerning som vor Talsmand har Kristus ikke behov for noget menneskes dyd eller mellemkomst. Han er den eneste, som bærer synden, det eneste offer for synd. (7BC 913) .TOAA 196.5

Lærdom fra tempelfesteme.
De strømme af blod, som flød ved høstfesten, da så mange ofre blev bragt, skulle lære os en stor sandhed. For selv jordens frugter, denne rigelige gave til livets opretholdelse, skyldes Kristi offer på Golgatas kors. Gud ønsker at lære os, at alt, hvad han skænker os, er den forløsende kærligheds gave. (RH 10-11-1896; 1BC 1107)TOAA 196.6

Jesus siger: “Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer... Thi mit kød er sand mad og mit blod er sand drik.” Joh. 6,53-55. Dette er sandt om vor fysiske natur. Selv vort jordiske liv skyldes Kristi død. Det brød, vi spiser, er købt med hans knuste legeme. Det vand, vi drikker, er købt med hans blod, som randt. Ikke ren eneste, hverken synder eller frelst, spiser sit daglige brød uden at blive næret af Kristi legeme og blod. Golgatas kors er stemplet på hvert brød. Det spejler sig i hver vandkilde. Alt dette viser Jesus os i symbolerne ved sit store offer. Det lys, som skinner fra den hellige nadver, helliger vore daglige fornødenheder. Familiens spisebord bliver. Herrens bord, og hvert måltid helligt. (DA 660) .TOAA 196.7

Hvad sker der, når vort symboler i den himmelske helligdom Ikke mere går i forbøn?
Mens de fortabte dør af sult og farsot, vil engle beskytte de retfærdige og sørge for deres behov. Til den, som “vandrer i retfærdighed” lyder løftet: “Han får sit brød, og vand er ham sikret.” “Forgæves søger de arme og fattige vand, deres tunge brænder af tørst; jeg Herren vil bønhøre dem, dem svigter ej Israels Gud.” Es. 33,16; 41,17. .TOAA 197.1

“Thi figentræet blomstrer ikke, vinstokken giver intet, olietræets afgrøde svigter, markerne giver ej føde. Fårene svandt af folden, i staldene findes ej okser;” dog skal de, som frygter ham “fryde sig i Herren,” juble i deres frelses Gud. Hab.3,17-18.(GC 629)TOAA 197.2

Tilstanden på jorden i denne forfærdelige tid beskriver profeten således: “Jorden sørger;...thi markens høst gik tabt... hvert markens træ tørres hen. Ja, med skam veg glæden fra menneskens børn,” “Sæden skrumper ind... laderne er nedbrudt... Hør, hvor kvæget dog stønner!... fordi de ikke har græs... thi bækkenes, lejer er tørre og ild har fortæret ørkenens græsning,” “Paladsets sangerinder skal jamre på den dag, så lyder det fra den Herre Herren, dynger af lig er henkastet alle vegne,” Joel 1,10-12,17-20; Amos 8,3.(GC628)TOAA 197.3

Om tiden uden en mellemmand skriver Ellen White:
De har set jorden lagt øde af sult og sygdom, solen har magt til at brænde menneskene med forfærdelig hede, og selv har de lidt sult og tørst. (GC 649)TOAA 198.1

Mellemmanden og åndeligt liv.
Jesus går som syndoffer i forbøn for os i helligdommen.
Det jødiske tempels symbolske skyggebilleder har ikke længere nogen betydning. En daglig og årlig (symbolsk) forsoning sker ikke mere. Men forsoningsofret ved en mellemmand et væsentligt, fordi synden stadig hober sig op. Jesus gør tjeneste for Guds ansigt og frembærer sit udgydte blod, som havde det været fra et slagtet lam. Jesus viser den pris, som er betalt for alle synderens forseelser og fejl.TOAA 198.2

Vor Mellemmand, Kristus og Helligånden går stadig i forbøn for os, Ånden dog ikke på samme måde som Kristus, der frembærer sit blod, som er udgydt fra verdens skabelse. Ånden virker på hjerterne, så de. beder og angrer, priser og takker. Den taknemlighed, vi giver udtryk for, er resultatet af Åndens indvirken, idet den fremkalder hellige minder og vækker hjertets stemme.TOAA 198.3

Gudstjeneste, bøn, sang og angerfuld bekendelse af synd stiger fra de sande troende som røgelse til den himmelske helligdom, men idet de kommer gennem fordærvede menneskelige kanaler, er de så besmittede, at hvis de ikke blev renset i blodet, kunne de aldrig have nogen værdi for Gud. De opstiger ikke i pletfri renhed, og hvis ikke Mellemmanden, som står ved Guds højre side, frembærer og renser alt ved sin retfærdighed, er det ikke antageligt for Gud. Al røgelse fra jordiske templer må bestænkes med Kristi rensende blod. Han lader røgelsen fra sine egne gerninger, som er helt frie for jordisk fordærvelse, komme frem for Faderen. I sit røgelseskar samler han sit folks bønner, pris og bekendelser — og sammen med dem sin egen pletfrie retfærdighed. Formildet af Kristi dyder kommer røgelsen fuldstændig antagelig frem for Gud og han giver nådige besvarelser tilbage.TOAA 198.4

Måtte alle forstå, at alle ting i lydighed og anger, med tak og pris, skal lægges på Kristi retfærdigheds glødende ild. Vellugten af denne retfærdighed stiger som en sky op mod nådestolen. (1SM 344)TOAA 199.1

At leve uden en mellemmand vil sige at leve uden synd.
I trængselstiden må hvert enkelt menneske stå alene for Gud. “Om Noa, Daniel og Job var i landet, så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre Herren: De skulle ikke redde søn eller datter; de selv alene skulle redde deres liv ved deres retfærdighed.” Ez.14,20.TOAA 199.2

Nu, mens vor store Ypperstepræst går i forbøn for os, skulle vi søge at blive fuldkomne i ham. End ikke i tankerne kunne vor Frelser bringes til at give efter for fristelse. Satan finder et eller andet sted i menneskets hjerte, hvor han kan få fodfæste; et syndigt ønske, hvor hans fristelse sætter ind. Men Jesus siger om sig selv: “Verdens fyrste kommer, og i mig er der intet, som hører ham til.” Joh. 14,30. Satan fandt intet hos Guds Søn, som kunne sætte ham i stand til at overvinde ham. Han havde holdt sin Faders bud, og Satan kunne ikke drage fordel af nogen synd hos ham. I en sådan tilstand må de være, som skal bestå i trængselstiden.(GC 622-623)TOAA 199.3

Jeg så også, at mange ikke forstår, hvad de må nå til for at kunne leve for Herrens åsyn uden en Forbeder i templet i trængselstiden. De, som modtager den levende Guds segl og bliver beskyttede i trængselstiden, må helt genspejle Jesu billede. (EW71)TOAA 199.4