2 Åbenbaring 2

Efesus
“Skriv til menighedens engel i Efesus: “Dette siger han, som holder de syv stjerner i sin højre hånd, og som vandrer midt imellem de syv guldlysestager: “Jeg kender dine gerninger og din møje og din udholdenhed, og jeg ved, at du ikke kan fordrage de onde; og du har prøvet dem, der kalder sig selv apostle, skønt de ikke er det, og du har fundet, at de er løgnere; og du har udholdenhed og har døjet ondt for mit navns skyld uden at blive træt. Men jeg har det imod dig, at du har forladt din første kærlighed. Kom derfor i hu, hvorfra du er faldet, og omvend dig og gør de samme gerninger som i den første tid ; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis du ikke omvender dig.” Åb. 2, 1-5. Her opregnes betingelserne for at blive antaget af Gud. Efesermenighedens første erfaring resulterede i gode gerninger. Det behagede Gud, at den genspejlede Himmelens lys og viste Kristi mildhed og medfølelse — den samme kærlighed, som boede i Jesu hjerte og fik ham til at ofre sit liv for menneskene og udholde deres hån, selv når de kaldte ham en djævel- den kærlighed, som fik ham til på mirakuløs måde at helbrede de syge. Det var en sådan kærlighed, som skulle vise sig i hans efterfølgeres liv.TOAA 12.1

Men de forsømte at vise den “medfølelse og mildhed, som Jesus viste. Selvet med dets nedarvede karaktertræk fik overhånd over de herlige gode gerninger, som havde været denne menigheds særkende. Jesus var tvunget til at vise dem, at de havde mistet det, som betød allermest. Den kærlighed, som tvang Frelseren til at dø for os, kom ikke klart til udtryk i deres liv — og derfor var de ikke i stand til at ære Frelserens navn. Idet de mistede den første kærlighed, blev de indviklet i videnskabelige teorier, som havde sin oprindelse hos løgnens fader. (2SM, 1906).TOAA 12.2

I lyset af de mange dyder, der opremses, er det en slående anklage, der rettes imod menigheden i Efesus. “Jeg har det imod dig, at du har mistet din første kærlighed.” Denne menighed havde nydt store privilegier. Den var stiftet af apostlen Paulus. I byen fandtes Dianas tempel, som var så pragtfuldt, at det blev regnet blandt verdens syv vidundere. Menigheden i Efesus mødte stor modstand og måtte endog lide forfølgelse — og alligevel veg den fra sandheder, som havde forenet den med Kristi efterfølgere, og antog Satans besnærende vildfarelser i deres sted.TOAA 13.1

Denne forandrede indstilling var et åndeligt fald. “Kom derfor i hu, hvorfra du er faldet, og gør de samme gerninger, som i den første tid.” De vidste ikke selv, at der var sket en forandring med deres hjerte — og at de trængte til omvendelse, fordi de ikke fortsatte i deres første gerninger. Men i sin nåde kaldte Gud dem til at vende tilbage til deres første kærlighed og til de gerninger, som altid vil være resultat af sand kristelig kærlighed. (7BC 956 — 957). “Jeg har det imod dig, at du har forladt din første kærlighed.”TOAA 13.2

Nikolæiternes Lære
Loven og evangeliet kan ikke adskilles. Nåde og sandhed mødes i Kristus; retfærdighed og fred kysser hinanden. Evangeliet er intet mindre end lovens opfyldelse. Det er ikke mindre strengt overfor syndere, end loven er. Loven viser hen til Kristus. Kristus viser hen til loven. Evangeliet kalder mennesker til omvendelse. Omvendelse fra hvad? Fra synd. Og hvad er synd? Det er overtrædelse af loven. Altså kalder evangeliet mennesker bort fra deres overtrædelser tilbage til lydighed mod Guds lov. Ved sit liv og sin død lærte Jesus den strengeste lydighed. Han døde som den retfærdige for den uretfærdige for at Guds lov skulle bevare sin ære — og mennesket reddes fra fortabelse.TOAA 13.3

Både i Det Nye og Det Gamle Testamente er frelsens gerning den samme. Hele den jødiske samfundsorden var bygget på Kristus. Alle de symboler, som var indbygget i gudstjenesten, viste hen til verdens Frelser. Også dengang var det ved tro på den frelser, som skulle komme, at syndere blev frelst. Og det er ved tro på Kristus, at de frelses i dag.TOAA 14.1

Ved at give sin Søn gav Gud sig selv, for at mennesket skulle have en ny mulighed. Havde Gud kunnet ændre sin lov, så den svarede til menneskets tilstand, ville han da ikke have gjort det for at forskåne sin Søn? Jo, helt bestemt. Men fordi hans lov var lige så uforanderlig som hans karakter, lod han sin elskede Søn, som var højt hævet over loven og et med ham, betale den bod, som hans retfærdighed krævede.TOAA 14.2

Det, at Guds elskede Søn måtte dø på et kors, viser, at Guds lover ufravigelig. Jesu død ærer og ophøjer loven og er et bevis på dens uforanderlige karakter. Han siger selv: “11”0 ikke, at jeg er kommet for at afskaffe loven og profeterne; jeg er ikke kommet for at afskaffe, men for at fuldkomme.” Kristi død retfærdiggør lovens krav.TOAA 14.3

Idag er det en udbredt opfattelse, at evangeliet har afskaffet loven. Dette er nikolaiternes lære — og den fordømte Jesus meget skarpt. Til menigheden i Efesus sagde han:” Jeg kender dine gerninger og din møje og din udholdenhed, og jeg ved, at du ikke kan fordrage de onde; og du har prøvet dem, der kalder sig selv apostle, skønt de ikke er det, og du har fundet, at de er løgnere; og du har udholdenhed og har døjet ondt for mit navns skyld uden at blive træt. Men jeg har det imod dig at du har svigtet din først kærlighed. Kom derfor i hu, hvorfra du er faldet og omvend dig og gør de samme gerninger, som i den første tid; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis du ikke omvender dig. Dog, det fortrin har du, at du hader nikolaiternes gerninger, som også jeg hader.” Åb.2,6.TOAA 14.4

De, som idag udbreder denne lære, taler meget om tro og Kristi retfærdighed; men de fordrejer sandheden, så den bliver en tjener for uretfærdigheden. De siger, at blot vi tror på Kristus, er det alt, vi behøver at gøre; at synderen får Kristi retfærdighed som et adgangstegn, der opfylder loven for ham — og at vi ikke har nogen pligt til at opfylde Guds lov. Disse mennesker siger, at Jesus kom for at frelse syndere — og at han har frelst dem. De gentager dette atter og atter. Men bliver de frelst, samtidig med at de overtræder Guds lov? Nej, Kristi retfærdigheds klædning skal ikke skjule uretfærdighed! En sådan lære er et stort bedrag — og for disse mennesker bliver Jesus en anstødssten, akkurat som han blev det for jøderne, fordi de ikke ville antage ham som deres personlige frelser. Men for disse bekendende kristne sker det, fordi de, skønt de siger, at de tror på Kristus, dog adskiller ham fra loven og anser tro for at være en erstatning for lydighed. De adskiller Faderen fra Sønnen, som er verdens frelser. I virkeligheden lærer de i ord og gerning, at Kristus ved sin død frelser mennesker i deres synder. (ST, 25.-2. 1897)TOAA 14.5

Smyrna
Kristi budskab til den første menighed var. “Vær tro.” Hvor Kristi efterfølgere end søgte tilflugt, blev de jaget som dyr. De blev tvunget til at skjule sig på øde steder. “De blev stenet, martret, gennemsavet, dræbt med sværd, gik om i fåre- og gedeskind, led nød og trængsel og blev mishandlet, dem var verden ikke værd; de flakkede om i ørkner og bjerge og i jordens huler og kløfter” Hebr.11,37-38. Katakomberne blev skjulested for tusinder. Under højene udenfor Rom var der gravet lange tunneller. Dette mørke og indviklede netværk strakte sig milevidt uden for Roms bymur. Her begravede Kristi efterfølgere deres døde; og her fandt de stakkels forfulgte kristne et hjem. Når den store Lovgiver engang vil genopvække dem, som har stridt den gode strid, vil mange martyrer opstå fra disse triste huler.TOAA 15.1

Under de heftigste forfølgelser bevarede disse Jesu vidner deres tro ren. De blev berøvet enhver komfort, udelukket fra dagens lys — de måtte leve i jordens mørke skød, men de klagede ikke. Med tro, håb og tålmodighed opmuntrede de hverandre til at udholde savn og lidelse. Tabet af alle jordiske velsignelser kunne ikke tvinge dem til at fornægte troen på Kristus. Prøvelser og fristelser var kun trin, der bragte dem nærmere til deres belønning.TOAA 15.2

Ligesom Guds tjenere i svundne tider blev mange pint; men de ville ikke lade sig udfri — de ønskede at opnå en bedre opstandelse.” Hebr.11,35. De huskede deres Herres ord, at når de blev forfulgt for Kristi skyld, skulle de glæde sig meget, fordi deres belønning i Himmelen ville blive stor; og således var profeterne også blevet forfulgt. De frydede sig over, at de var blevet agtet værdige til at lide for sandhedens skyld, og sejerssange steg op fra pinestederne. Idet de så opad i tro, åbnedes Himmelen for deres øjne, og de hørte en røst fra Guds trone: “Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets sejrskrans.” Åb.2,10 (GC 40-41)TOAA 16.1

Pergamum
Bileams lære, som blev anstødssten for Israels børn . at spise afgudsofre, at bedrive utugt. og hvad det betyder i dag.TOAA 16.2

Balak vidste, at Israels fremgang beroede på deres lydighed mod Herren — og at de kun kunne overvindes, hvis man kunne lokke dem til at synde. (PP 451)TOAA 16.3

Jeg blev ledet hen til den tid, da hedninger grusomt forfulgte og dræbte de kristne. Blodet flød i strømme. De adelige, de lærde og de almindelige mennesker t alle blev dræbt uden nåde. Velhavende familier blev bragt, til tiggerstaven, fordi de ikke ville opgive deres tro. På trods af den forfølgelse og de lidelser, de måtte tåle, ville de kristne ikke sænke standarden. De bevarede troen ren. Jeg så, at Satan frydede sig over deres lidelser. Men Herren så ned på sine trofaste martyrer med stor velvilje. De kristne, som levede i denne farefulde tid, var højt elskede af Gud, fordi de var villige til at lide for hans skyld. For hver lidelse, de udholdt, blev deres løn i Himmelen større.TOAA 16.4

Men skønt Satan glædede sig over de helliges lidelser, var det ikke nok for ham. Han ønskede at beherske både sjæl og legeme. De lidelser, de kristne gennemgik, drog dem nærmere til hverandre og fik dem til mere end nogensinde at frygte for at mishage Gud. Og det var netop, hvad Satan ønskede skulle ske, for så ville de miste deres styrke og fasthed. Skønt tusinder blev slået ihjel, indtog nye deres pladser. Satan så, at han mistede sine undersåtter. For skønt de blev forfulgt og dræbt, blev de netop derved borgere i Kristi rige. Derfor lagde Satan planer formere fremgangsrigt at kæmpe mod Guds rige og styrte hans menighed. Han fik hedenske afgudsdyrkere til at antage en del af den kristne tro. De bekendte sig til at tro på Jesu død og opstandelse og ville forene sig med Jesu efterfølgere, uden at deres hjerter blev forandrede. Hvilken frygtelig fare for menigheden! Det var en tid med forfærdelig sjælekval. Nogle mente, at hvis de nu forenede sig med de afgudsdyrkere, som havde taget imod en del af det kristne budskab, ville det blive midlet til deres omvendelse. Satan søgte at fordærve bibelens lære.TOAA 16.5

Jeg så, at til sidst blev fanen sænket, og hedningerne blev forenet med de kristne. Men skønt de foregav at være omvendt, bragte de deres afgudsdyrkelse med ind i menigheden, idet de forandrede genstanden for deres tilbedelse til helgenbilleder, og billeder af Maria med Jesusbarnet. Idet Jesu efterfølgere efterhånden forenede sig med dem, blev den kristne religion fordærvet, og menigheden tabte sin renhed og styrke. Nogle nægtede at slutte sig til afgudsdyrkerne. De bevarede deres renhed og tilbad alene Gud. De ville ikke bøje sig for et afbillede af noget i Himmelen eller på jorden.TOAA 17.1

Satan triumferede over, at så mange faldt. Og han fik den faldne kirke til at tvinge dem, som ønskede at bevare den rene lære, til enten at bøje sig for dens ceremonier og tilbedelse af billeder — eller blive slået ihjel. Atter blev forfølgelsesbålene de sande kristnes skæbne. Millioner blev dræbt uden nåde. (EW 210-211)TOAA 17.2

Konstatins tilsyneladende omvendelse i begyndelsen af det fjerde århundrede skabte stor glæde. Og klædt i retfærdighedens kappe vandrede verden ind i kirken. ødelæggelsesværket skred hurtigt frem. Skønt hedenskabet foregav at blive overvundet, sejrede det. Dets ånd fyldte kirken. Hedenskabets læresætninger, ceremonier og overtro blev indarbejdet i troen og tilbedelsen hos dem, der bekendte sig til at være Jesu efterfølgere.TOAA 17.3

Dette forlig mellem hedenskab og kristendom resulterede i udviklingen af syndens menneske, som ifølge profetien skulle ophøje sig selv over Gud. Dette gigantiske, falske religionssystem er Satans mesterværk — et monument over hans anstrengelser for at sætte sig på Guds trone og regere verden efter sin vilje. ( GC 50 )TOAA 18.1

Hvad kan menigheden lære af dette i dag?
Det er mere farligt at være ven med de gudløse end at have dem til fjender. Vi kan ikke have fællesskab med Herrens fjender uden at bringe både vore egne sjæle og deres, som vi har ansvar for, i fare. (ST2.juni 1881)TOAA 18.2

Det jødiske folk blevet bytte for netop de nationer, hvis skikke de havde valgt at følge. ( RH 28. dec. 1905)TOAA 18.3

De havde blandet sig med disse afgudsdyrkere, forenet sig med dem i handel og adspredelser, ja selv i gudsdyrkelse i den grad, at de havde fået samme ånd og interesser. Og så blev disse Israels såkaldte venner deres bitreste fjender, som af al magt søgte at ødelægge Guds folk:. ( ST 15. sept 1881)TOAA 18.4

Tyatira
“Men jeg har det imod dig, at du finder dig i kvinden Jesabel, som kalder sig selv profetinde og optræder som lærer og forfører mine tjenere til at bedrive utugt og spise afgudsofferkød.”TOAA 18.5

I denne farefulde krise med præster, der dyrkede afguder og en forfalden konge, forholdt de sig neutrale. Hvis der findes en synd, som Gud afskyr mere end andre, som hans børn gør sig skyldige i, er det den, at de intet foretager sig i en krisesituation. I hans øjne er dette en alvorlig forbrydelse, ja, den allerværste form for fjendskab imod Gud.TOAA 18.6

Er jeres lydighed mod mennesker blevet til oprør imod Gud? (Sp. Tes. Ser. B 2,17) ,TOAA 19.1

Når nogen i menigheden ikke er ydmyge, når de ophøjer sig selv og forener sig med Satan ved at fordømme de mænd, som Herren har valgt til at forkynde frelsens budskab — skal vi da tie for ikke at såre deres følelser? Når medlemmer af menigheden elsker penge højere end retfærdighed, og vil udnytte andre til unfair handel, skal vi da ikke protestere. Og når folk i ledende stillinger og de som underviser vore børn udbreder spiritistiske tanker, skal vi da forholde os tavse af frygt for at mindske deres indflydelse, alt imens sjæle bliver bedraget?TOAA 19.2

Ikke at fordømme det onde, fordi det ville fordømme dem, der gør ondt, er at støtte uretten.TOAA 19.3

Vi bør nu indse, at vi ikke hjælper dem som er besluttet på at gøre ondt, når vi viser dem respekt og i stedet bebrejder dem som er imod dem. Alvorlige fejltagelser er begået på dette område. Skal Herrens tjenere, som er imod onde gerninger, angribes, fordi de kalder det onde ondt og _et gode godt? De, som er villige til at tolerere deres gerning, som ødelægger troen i menigheden, lader sig lede af bedrageriske følelser. (Sp. Tes. Ser. B 2,9-11)TOAA 19.4

Mit budskab til jer er dette: Lyt ikke længere til dem uden at protestere til dem, som fordrejer sandheden. Afslør de spidsfindigheder, som, hvis de bliver troet, vil få prædikanter og lægemissionærer til at lade hånt om sandheden. Alle må være på vagt. Herren kalder mænd og kvinder ind under Prins Emmanuels blodbestænkte banner. Det er blevet mig pålagt at advare vore medlemmer; for mange står i fare for at tro på teorier, som vil underminere selve grundlaget for vor tro. (Sp. Tes. Ser. B 2,15)TOAA 19.5