Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    26 Åbenbaringen 14 belyst

    Josva og Englen
    Josva og englen er en billedlig fremstilling af Guds folks erfaring, når søndagsloven er vedtaget.
    Det er en billedlig fremstilling af Guds folk i den tid, da de levende dømmes.
    De smudsige klæder er et billede på de synder. som er overvundet, men ikke slettet ud.
    De nye klæder og det smukke hovedbind symboliserer syndernes udslettelse og beseglingen med den levende Guds segl. Efter dette vil det være, som om vi aldrig havde syndet.
    Når Jesus har afsluttet sin gerning som ypperstepræst, vil hans folk være bredt til at stå for den levende Gud uden en mellemmand. Den følgende tekst udtrykker det meget klart:
    TOAA 163.1

    “Hvo er en Gud som du, der tilgiver brøde bærer over med synd hos din ejendoms rest, ej evigt gemmer på vrede, men gerne er nådig? Han vil atter forbarme sig over os, træde vor brøde under fod, di vil kaste alle vore synder i havets dyb.” Mika 7,18.19TOAA 163.2

    “Ven skal ikke mere lære sin ven eller broder sin broder og sige: “Kend Herren!’ Thi de skal alle kende mig fra den mindste til den største, lyder det fra Herren; thi jeg tilgiver deres brøde og kommer ikke mere deres synder i hu.’ Jer 31,34TOAA 163.3

    “Thi jeg vil nådig tilgive deres uret og aldrig mere komme deres synder i hu.” Hebr.8,12TOAA 163.4

    “Din misgerning sletter jeg ud, jeg, jeg for min egen skyld, kommer ej dine synder i hu.” Es.43,25TOAA 163.5

    “I hine dage og til hin tid, lyder det fra Herren, skal man søge efter Israels brøde, og den er der ikke, efter Judas synder, og de findes ikke; thi jeg tilgiver dem, jeg lader blive til rest. Jer.50,20 .TOAA 163.6

    Når disse profetiske forudsigelser bliver opfyldt, behøver vi ikke længere en Advokat, Forbeder, Mellemmand eller Yppperstepræst. Vore synder vil aldrig findes mere, heller Ikke i Himmelens bøger. Vi vil have genvundet vor tabte uskyld, og vi skal være som Guds engle, som altid har været oprigtige af hjertet.” (J.N.Andrews: The Judgment s.23.24)TOAA 164.1

    Menneskers dybeste interesse i afgørelser, der træffes ved en jordisk domstol, er kun svag i sammenligning med den interesse, der er i Himmelens retssal, når de navne, der står i livets bog, kommer frem for al jordens Dommer. Den himmelske Talsmands forsvar går ud på, at alle, som har vundet sejr ved tro, skal have syndernes forladelse, komme til deres Eden-hjem og krones som arvinger sammen med ham til “det forrige herredømme”. Mika 4,8. Med sine bestræbelser for at bedrage og friste menneskene havde Satan håbet at forpurre den guddommelige plan med menneskets skabelse. Nu beder Kristus om, at denne plan bliver iværksat, som om mennesket aldrig var faldet. Han beder ikke alene om fuldstændig tilgivelse og retfærdiggørelse for sit folk, men om, at de skal dele hans herlighed og hans trone.TOAA 164.2

    Mens Jesus beder for sit riges børn, anklager Satan dem for at være syndere. Den store bedrager har søgt at lede dem til skepticisme og til at miste tilliden til Gud, at adskille sig fra hans kærlighed og at overtræde hans lov. Nu viser han hen til det, som står skrevet, til deres karaktersvagheder, til at de ligner Jesus så lidt og derfor har vanæret deres Forløser — til alle de synder, han har fristet dem til at begå — og han gør krav på dem som sine.TOAA 164.3

    Jesus undskylder ikke deres synder, men viser hen til deres anger og tro og kræver, at de skal tilgives. Han løfter sine sårede hænder mod Faderen og de hellige engle og siger: “Jeg kender dem ved navn. Jeg har tegnet dem i mine hænder.” “Offer for Gud er en sønderbrudt ånd; et sønderknust hjerte agter du ikke ringe, o Gud.” Sal.51,19. Og til sit folks anklager siger ham: “Herren true dig, Satan, Herren true dig, han, som udvalgte Jerusalem. Er denne ikke en brand, som er reddet ud af ilden?” Zak.3,2. Kristus vil iklæde sin trofaste menighed sin retfærdigheds klædning, så han kan fremstille den for sin Fader som “herlig, uden plet eller rynke eller andet sådant.” Ef.5,27. Deres navne står skrevet i livets bog, og der står om dem i Åb.3,4: “De skal vandre med mig i hvide klæder, thi de er værdige dertil.”TOAA 164.4

    Således vil der ske en fuldstændig opfyldelse af den nye pagts løfte: “Jeg tilgiver deres brøde og kommer ikke mere deres synder i hu.” “I hine dage og til hin tid, lyder det fra Herren, skal man søge efter Israels brøde, og den er der ikke, efter Judas synder, og de findes ikke.” Jer. 31,34; 50,20. “På hin dag bliver Herrens spire til pryd og ære, og landets frugt til stolthed og smykke for de undslupne i Israel. Den, som er levnet i Zion og blevet tilovers i Jerusalem, skal kaldes hellig, enhver, der er indskrevet til livet i Jerusalem.” Es.4,2.3.TOAA 165.1

    Den undersøgende dom og syndernes udslettelse må fuldendes før Herrens andet komme. Eftersom de døde skal dømmes efter det, som står skrevet i bøgerne, er det umuligt, at menneskenes synder kan blive udslettet, før deres sag skal bedømmes. Men apostlen Peter siger tydeligt, at de troendes synder vil blive udslettet, “når husvalelsestiderne kommer fra Herrens åsyn, og han sender Jesus Kristus.” Ap.G.3,20, engelsk oversættelse. Når den undersøgende dom slutter, vil Kristus komme, og hans løn er med ham til hvert menneske efter hans gerninger.(GC 483-485)TOAA 165.2

    Zakarias’s syn af Josva og englen beskriver levende Guds folks erfaring ved den store forsoningsdags afslutning. Menigheden, som udgør levningen vil komme ud for store prøvelser. De, som bevarer Guds bud og troen på Jesus, vil blive udsat for dragens forbitrelse. Satans undersåtter er overalt, og han har herredømmet over de frafaldne kirkesamfund; men her er en lille flok, som ikke vil bøje sig. Hvis han kunne udslette dem fra jordens overflade, ville hans sejr være fuldkommen. Ligesom han i gamle dage indgav de hedenske nationer at ødelægge Israel, vil han snart opvække jordens onde magter til at ødelægge Guds folk. Det kræves af alle, at de skal adlyde et menneskeligt påbud og derved overtræde Guds lov. De, som vil adlyde deres pligt over for Gud, vil blive truet, fordømt og gjort fredløse. De vil blive forrådt “af forældre og brødre og slægtninge og venner.” Luk.21,16.TOAA 165.3

    Deres eneste håb er Guds barmhjertighed. Bøn vil være deres eneste forsvar. Ligesom Josva bad foran englen, vil menighedens rest med sønderknuste hjerter trygle Jesus om tilgivelse og befrielse gennem Jesus, deres forsvarer. De kender kun alt for godt deres synder, de ser deres svaghed og uværdighed, og når de ser på sig selv, er de ved at fortvivle. Fristeren står parat til at anklage dem, ligesom han gjorde med Josva. Han peger på deres snavsede klæder — deres mangelfulde karakter. Han taler om deres svaghed og dårskab, deres utaknemlighed og at de ligner Jesus så sørgelig lidt og vanærer deres Forløser. Han prøver på at gøre sjælen modløs med den tanke, at dens sag er håbløs — at dens skyld aldrig kan slettes ud. Han håber at ødelægge deres tro, så de vil give efter for hans fristelser, vende sig bort fra Gud og modtage dyrets mærke.TOAA 166.1

    Satan hævder sine anklager mod dem over for Gud, erklærer at de har forspildt deres ret til guddommelig beskyttelse. Han gør krav på retten til at ødelægge dem. Han siger, at de lige så fuldt som han selv fortjener at udelukkes fra Guds nåde. Han siger: “Er det de mennesker, som skal indtage min og mine engles plads i Himmelen? De bekender sig til at adlyde Guds lov, men har de gjort det? Har de ikke sat deres egne interesser over det at tjene ham? Har de ikke elsket verden? Se, hvilke synder deres liv er tilsmudset af! Se deres egennytte, deres ondskab, deres had mod hverandre!”TOAA 166.2

    Guds børn har på mange _der haft store fejl. Satan ved nøje, hvilke synder han har fristet dem til at begå, og han fremstiller dem stærkt overdrevet og spørger: “Vil Gud virkelig forvise mig og mine engle fra Himmelen og belønne dem, som har begået de samme synder? Herre, dette er uretfærdigt! Din trone står ikke i ret og retfærd. Retfærdigheden kræver, at de bliver fordømt.”TOAA 166.3

    Men selvom Kristi efterfølgere har syndet, har de ikke overgivet sig til det onde. De har afstået fra deres synder og søgt Herren i ydmyghed og anger, og den guddommelige Midlet går i forbøn for dem. Den, som har lidt mest under deres utaknemlighed, som kender deres synder, men også deres omvendelse, siger: “Herren true dig; Satan! Jeg gav mit liv for dem. De er tegnet i mine hænder.” Satans angreb er voldsomme, hans bedrag er forfærdelige; men Herren våger over sine børn. Deres lidelser er mange; det ser ud som om de skal gå til grunde, men Jesus vil redde dem ud af prøvelsens ild. Deres verdslighed må fjernes, så Jesu billede kan komme helt til syne i dem. Vantro må overvindes. Tro, håb og tålmodighed må vokse hos dem.TOAA 167.1

    Guds børn sukker og græder over de forfærdelige ting, der sker omkring dem. Med tårer advarer de andre om den fare, de udsætter sig for ved at træde Guds lov under fod. Og med usigeligsorgydmyger de sig for Herren på grund af deres egne overtrædelser. De uretfærdige gør nar af deres sorg, latterliggør deres højtidelige advarsler og håner det, de anser for svaghed. Men netop Guds børns sorg og ydmygelse er et umiskendeligt bevis på, at de er ved at genvinde den ædle, stærke karakter, som de har mistet som følge af synd. Det er, fordi de kommer nærmere til Kristus og stadig betragter hans fuldkommenhed, at de så klart ser, hvor forfærdelig synden er. Deres anger og ydmygelse er uendelig meget mere værd i Guds øjne end den stolte, selvtilfredse ånd hos dem, som ikke ser nogen grund til at sørge, men håner Kristi ydmygelse, og som siger, de er fuldkomne, mens de overtræder Guds hellige lov. Ydmyghed af hjertet må gå forud for styrke og sejr. Herlighedens krone venter dem, som bøjer sig ved korsets fod. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.TOAA 167.2

    Den trofaste bedende skare er ligesom lukket inde med Gud. Og de ved, hvor sikkert de er beskyttet. Tilskyndet af Satan søger denne verdens herskere at ødelægge dem. Hvis deres øjne kunne åbnes som Elias’s tjeners, ville de se, at Guds engle er rundt omkring’ hans børn og holder mørkets magter på afstand.TOAA 167.3

    Mens Guds børn ydmyger sig i støvet og beder om rene hjerter, lyder befalingen: “Tag de smudsige klæder af dem,” og de opmuntrende ord: “Se, jeg har taget din skyld fra dig, og du skal have højtidsklæder på.” Guds børn, som har holdt trofast ud i prøvelser og fristelser, iføres Kristi retfærdigheds pletfrie klædning. De foragtede iføres pragtfulde klæder aldrig mere skal denne verdens fordærvelse besmitte dem. Deres navne bliver stående i livets bog sammen med de trofaste fra alle tider. De har modstået den store bedragers ondskab. Dragens vrede har ikke rokket deres troskab. Nu er de for altid i sikkerhed for fristerens onde planer. Deres synder bliver lagt på syndens ophavsmand. De frelste bliver ikke blot tilgivet og modtaget, men æret. De får en smuk hovedbeklædning. De skal være konger og præster for Gud. Mens Satan anklagede dem og søgte at ødelægge dem, kom usynlige hellige engle og satte den levende Guds segl på dem. De skal stå på Zions bjerg sammen med Lammet med Faderens navn på deres pander. De synger en ny sang, som kun kan læres af de l44.000, som er forløst fra jorden. “Det er dem, der følger Lammet, hvor det går. De er blevet løskøbt ud af menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og Lammet, og i deres mund blev der ikke fundet løgn; de er dadelfri.” (5T 472-476)TOAA 168.1

    I det næste vidnesbyrd ser vi, at kun de, som har ophørt med at synde, angret og søgt tilDugt for deres overtrædelser, er i denne skare. De synder, som endnu ikke er udslettet, beskriver hun som snavsede klæder. “Men Jesus forandrer deres udseende.”TOAA 168.2

    “Derpå bad han mig se ypperstepræsten Josva, og han stod foran Herrens engel. Satan stod ved hans højre side for at anklage ham. Men Herren sagde til Satan: “Herren true dig Satan, Herren true dig, han som udvalgte Jerusalem. Er denne ikke en brand, som er reddet ud af ilden? ” Josva havde snavsede klæder på og stod foran englen.” Sak.3,1.3. Josva repræsenterer her Guds folk. Satan peger på deres snavsede klæder og gør krav på dem som sin ejendom, over hvilke han kan udøve sin grusomme magt. Men netop disse har gjort brug af nådetiden, idet de ydmygt har bekendt deres synder og vendt sig fra dem — og Jesus har skrevet tilgivet ud for deres navne.TOAA 168.3

    De, som ikke har ophørt at synde og søgt tilgivelse for deres overtrædelser, er ikke i denne skare. Alle, som er i den, har lidt sjælekval på grund af ugudeligheden omkring dem. Derfor har Gud anerkendt dem som sine. De har været oprigtige for Herren; de har renset deres sjæle og gjort dem hvide i Lammets blod. Satan pegede på deres synder, som endnu ikke var slettet ud — og spottede deres snavsede klæder. Men Jesus forandrede deres udseende. Han siger: “Tag de snavsede klæder af ham!” “Se, jeg har taget din synd fra dig, og du skal have højtidsklæder på.” Og han sagde: “Sæt et rent hovedbind på hans hoved!” Og de satte et rent hovedbind på hans hoved og gav ham rene klæder på.” (Brev 51, 1886; Ms.release 226)TOAA 169.1

    I det næste vidnesbyrd er det lige så klart som i det netop citerede, at Guds folk i denne særlige tid er rene på grund af den tilregnede retfærdighed, og at de er holdt op med at synde, men dog er urene I deres snavsede klæder. De nye, reue klæder gør dem “så uskyldige og fuldkomne, som havde de aldrig syndet.”TOAA 169.2

    Satan havde fremstillet Guds udvalgte og trofaste som fuldstændig besmittede af synd. Han kunne beskrive de særlige synder, de havde begået. Havde han ikke sat hele ondskabens hær ind på ,at føre dem ud i netop disse synder? Men de havde omvendt sig og taget imod Kristi retfærdighed. Derfor stod de nu for Guds trone iklædt Kristi retfærdigheds klædning, og denne sagde: “Tag de snavsede klæder af ham!” Og til ham sagde han: “Se, jeg har taget din skyld fra dig, og du skal have højtidsklæder på.” Enhver synd var nu tilgivet, og de stod for Gud som udvalgte, rene og sandfærdige, lige så uskyldige og fuldkomne, som havde de aldrig syndet. (TM 40)TOAA 169.3

    Vejen
    Retfærdiggørelse skildres som en vandring på en smal vej.
    Vejen slutter ved en stor afgrund.
    Stående ved den store afgrund føler de ligesom de mennesker, som er blandt de levende, som skal dømmes.(4T 385) (Sammenlign LS 242)
    De, som kommer over kløften, har samme følelse som dem, der modtager sildigregnen.
    Det er med andre ord en beskrivelse af rystelsen.
    TOAA 170.1

    Da jeg i august 1868 var i Battle Creek, drømte jeg, at jeg var i en stor forsamling. Nogle i denne forberedte sig til en rejse. Der var tungt lastede rejsevogne. Da vi begav os af sted, begyndte vejen at gå opad. På den ene side af denne vej var der en afgrund; på den anden side var der en høj, glat, hvid væg, som var meget hård.TOAA 170.2

    Idet vi rejste, blev vejen smallere og mere stejl. Nogle steder var den så smal, at vi indså, at vi ikke mere kunne have de tunge vogne med. Vi spændte hestene fra og red videre med så meget bagage, vi kunne have med os. .TOAA 170.3

    Idet vi fortsatte, blev stien stadig smallere. Vi var nødt til at holde os ganske tæt ind til væggen for ikke at styrte ned i afgrunden. Når vi gjorde det, kom bagagen i vejen, og vi blev tvunget ud mod dybet. Vi blev bange for at falde og blive knust mod klipperne dernede. Derfor løsnede vi vor bagage og lod den falde ned i afgrunden. Vi fortsatte på hesteryg. Når vi kom til smalle steder på stien, var vi alvorligt bange for at miste balancen og falde. Men så var det, som om en usynlig hånd tog tøjlerne og førte os forbi de farlige punkter.TOAA 170.4

    Da stien blev endnu smallere, indså vi, at vi ikke længere kunne rejse sikkert på hesteryg. Vi forlod hestene og gik til fods i en enkelt række, idet den ene fulgte i den andens fodspor. Nu blev tynde reb sænket ned fra toppen af den hvide væg. Vi greb ivrigt denne hjælp til at holde balancen ad den smalle sti. Da vi gik videre, fulgte disse reb os. Til sidst blev stien så smal, at vi mente, del var mere sikkert at gå uden sko. Vi skubbede dem af og gik atter et stykke vej. Snart blev vi enige om, at det var mere sikkert at gå uden strømper. Vi tog også dem af og fortsatte barfodet.TOAA 170.5

    Da tænkte vi på dem, som ikke havde vænnet sig til afsavn og genvordigheder. Hvor var de nu? De var ikke sammen med os. Ved hver ny vanskelighed blev nogle ladt tilbage, og kun de fulgte med, som havde vænnet sig til at holde ud i vanskeligheder. De strabadser, rejsen medførte, gjorde os endnu mere ivrige efter at nå til vejs ende.TOAA 171.1

    Faren for at styrte ned i afgrunden blev stadig større. Vi pressede os ind mod væggen, men alligevel kunne vi ikke få fodfæste på stien. den var for smal. Så lagde vi næsten hele vor vægt over på rebene, idet vi råbte: “Vi bliver båret oppefra!” Alle råbte de samme ord. Da vi hørte latter og munterhed, som syntes at komme fra afgrunden, gyste vi. Vi hørte eder, vulgære vittigheder og lave, nedrige sange. Vi hørte musik og larmende latter blandet med forbandelser, angstråb og bitter klage. og mere end nogen sinde anstrengte vi os for at fortsætte på den smalle, vanskelige sti. Mange gange blev vi nødt til at lægge hele vor vægt på rebene, som blev tykkere, idet vi kom længere fremad.TOAA 171.2

    Jeg lagde mærke til, at den smukke, hvide væg havde blods tænk, og det gjorde mig ondt at se. Men denne følelse varede kun et øjeblik; jeg forstod snart, at sådan måtte det være. De, som følger efter, vil forstå, at andre før dem var gået ad den snævre, vanskelige vej, og deraf slutte, at hvis andre havde kunnet gå videre, kunne de selv gøre det samme. Når deres ømme fødder bløder, vil de ikke give efter for modløshed — idet de ser blodet på væggen, vil de vide, at andre har udholdt de samme smerter.TOAA 171.3

    Omsider nåede vi til en dyb afgrund. Her endte vor sti. Vi havde ikke længere noget spor at følge, intet at stå på. Vi måtte sætte hele vor lid til rebene, der nu var lige så tykke som vort legeme. Først blev vi overvældet af forvirring og sorg. Vi hviskede frygtsomt: “Hvad er rebet fastgjort til?” Min mand var lige foran mig. Store sveddråber faldt fra hans pande, og årerne i hans tindinger var spændte, mens halvkvalte fortvivlede suk kom fra hans læber. Også fra mit ansigt dryppede sveden, og jeg følte en smerte, jeg aldrig tidligere havde oplevet. En frygtelig kamp forestod os. Hvis vi ikke klarede den, ville alle rejsens strabadser havde været til ingen nytte.TOAA 171.4

    På den anden side af afgrunden foran os var der en dejlig grøn mark — græsset var meget højt. Jeg kunne ikke se solen, men et vidunderligt blødt lys, ligesom stråler af guld og sølv hvilede over marken. Intet, jeg havde set på jorden, kunne sammenlignes ned denne marks herlige skønhed. Men kunne vi nå derover? Det var vort ængstelige spørgsmål. Hvis rebet brast, var vi fortabte. Atter det samme lavmælte fortvivlede spørgsmål: “Hvad er rebet fastgjort til?” Et øjeblik tøvede vi med at springe. Men så udbrød vi; “Vort eneste håb er at stole helt på rebet! Det har hjulpet os hele vejen. Det vil ikke svigte os nu.” Men vi var stadig tøvende Dg bange. Da lød en stemme: “Gud holder rebene. Vi behøver ikke at frygte.” Disse ord blev gentaget af dem, som kom efter os, sammen med ordene: “Han vil ikke svigte os nu. Han har bragt os sikkert hertil.”TOAA 172.1

    Så svingede min mand over den frygtelige afgrund til den skønne mark på den anden side. Jeg fulgte straks efter. O, hvilken befrielse og taknemmelighed vi følte! Jeg hørte stemmer løfte sig i pris til Gud. Jeg var lykkelig, fuldstændig lykkelig. Jeg vågnede, og på grund af den rædsel, jeg havde gennemgået ved at gå på den vanskelige vej, dirrede hver nerve i min krop. Denne drøm behøver ingen forklaring. Den gjorde et så mægtigt indtryk på mig, at hver enkelthed sikkert vil stå klart for mig, så længe jeg lever. (2T 594-597; LS 190-193)TOAA 172.2

    Esajas
    Esajas ser ind i helligdommen samme erfaring skulle Guds folk have.
    TOAA 172.3

    “I kong Uzzijas dødsår så jeg Herren sidde på en såre høj trone, og hans slæb fyldte helligdommen. Serafer stod hos ham, hver med seks vinger; med de to skjulte de ansigtet, med de to fødderne, og med de to fløj de; og de råbte til hverandre; “Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre, al jorden var fuld af hans herlighed!” Og dørstolpernes hængsler rystede ved råbet, medens templet fyldtes med røg.” Es.6,1-4.TOAA 172.4

    Da profeten så Herrens herlighed, blev han overvældet af en følelse af sin egen uværdighed og råbte: “Ve mig, det er ude med mig; thi jeg er en mand med urene læber, og jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre!” Es.6,5. .TOAA 173.1

    Esajas havde fordømt andres synder; med nu så han sig selv under samme fordømmelse. Han havde ladet sig nøje med en kold, livløs tilbedelse af Gud; det havde han ikke indset, før Herren gav ham dette syn. Hans egen visdom og evne blev til intet, idet han betragtede templets hellighed og majestæt. Hvor var han uværdig! Hvor uegnet til at tjene en hellig Gud! Hans syn på sig selv kan beskrives med Pauli ord: “Jeg elendige menneske! hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?” Rom.7,24.TOAA 173.2

    Men Esajas fik trøst i sin fortvivlelse. Han siger selv: “Men en af seraferne fløj hen til mig; og han havde i. hånden et glødende kul, som han med en tang havde taget fra alteret; det lod han røre min mund og sagde: Se, det har rørt dine læber; din skyld er borte, din synd er sonet!” Es.6,6.7.TOAA 173.3

    Når vi med troens øjne ser ind i helligdommen og forstår helligheden og betydningen at det, som sker der, vil vi afsky alt, hvad der er selvisk. Synden vil vise sig som det, den er: overtrædelse af Guds hellige lov. Vi vil bedre kunne forstå forsoningens store plan — og i levende tro vil vi indse, at enhver dyd, mennesker måtte besidde, kun existerer i Jesus Kristus, verdens Frelser.TOAA 173.4

    Seraferne foran Guds trone er så opfyldt af ærbødig ærefrygt for Guds herlighed, at de helt glemmer sig selv. De priser og ophøjer Hærskarers Herre, som er højt ophøjet. Idet de ser ind i fremtiden, da hele jorden skal blive fyldt med hans herlighed, lyder deres sejrssang vidunderlig smukt: “Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre.” De ønsker intet andet end at ophøje Gud, at være i hans nærhed og nyde hans velvilje. Idet de er skabt i hans billede og tjener og tilbeder ham, har de nået deres ønskers mål.TOAA 173.5

    Det syn, Esajas fik, fremstiller Guds folks tilstand i de sidste dage. Det er deres privilegium med troens øjne at se, hvad der finder sted i den himmelske helligdom. “Og Guds tempel i Himmelen blev åbnet, og hans pagts ark kom til syne.” Idet de i tro ser ind i det allerhelligste og betragter Kristi gerning der, forstår de, at de er et folk med urene læber — et folk, hvis læber ofte har talt unyttige ord, og hvis evner ikke er blevet helliget i tjeneste for Gud. De er ved at fortvivle, når de sammenligner deres egen svaghed og uværdighed med Jesu rene og elskelige karakter. Men hvis de ligesom Esajas vil tage. imod det indtryk, Gud ønsker at gøre på deres sind, hvis de vil ydmyge deres hjerter for ham, er der håb for dem. Løftets regnbue hviler over tronen, og det, som skete med Esajas, vil også ske med dem. Gud vil lytte til de bønner, der kommer fra et sønderknust hjerte.TOAA 174.1

    Hensigten med det store og ophøjede værk, som Gud har for, er at samle negene i den himmelske lade. Jorden skal fyldes med Herrens herlighed. Lad derfor ingen forfærdes, når de ser den tiltagende ondskab og hører gudløs tale. Når mørkets magter samler sig mod Guds folk, når Satan mønstrer sine tropper til den sidste store styrkeprøve, og hans magt synes overvældende stor, vil et klart syn af den guddommelige herlighed og den højt ophøjede trone omgivet af løftets regnbue bringe trøst, tryghed og fred. (RH22.12.1896)TOAA 174.2

    Mordokaj
    På Mordokajs tid truedes Guds folk af udslettelse (En dødsdom)
    Dagen for forfølgelsen var fastsat.
    Guds folk gik ved troen med Esther ind i kongens indre gård, hvor ingen ellers måtte komme uden at være tilkaldt — og de blev frelst.
    På samme måde vil de, som i tro sammen med Kristus går ind i det inderste af Himmelens helligdom blive frelst.
    TOAA 174.3

    “Og dragen vrededes på kvinden og gik bort for at føre krig mod de andre af hendes slægt, dem, der holder Guds bud og bevarer Jesu vidnsbyrd.” Åb.12,17. I nær fremtid vil vi få opfyldelsen af disse ord at se, idet de protestantiske kirkesamfund forener sig med pavemagten imod dem, som holder loven. Den samme ånd, som beherskede katolikkerne i tidligere tider, vil lede protestanterne til at følge en lignende fremgangsmåde over for dem, som holder fast ved deres troskab mod Gud.TOAA 175.1

    Kirke og stat forbereder sig nu til den kommende kamp. Protestanterne arbejder i det skjulte for søndagens ophøjelse ligesom romerkirken i gamle dage. Over hele landet bygger pavemagten sine store solide bygninger, i hvis dybe kældre deres tidligere forfølgelser vil gentage sig. Og vejen beredes for en manifestation i stor målestok af mægtige løgnens undere, ved hvilke Satan, hvis det var muligt, ville bedrage endog de udvalgte.TOAA 175.2

    Det dekret, som vil blive udstedt imod Guds folk, vil ligne det, som Ahasverus udstedte imod jøderne på Esthers tid. Det persiske edikt udsprang af Hamans had til Mordokaj. Ikke at denne havde gjort ham noget ondt, men han havde nægtet at vise ham en ærbødighed, som alene tilkommer Gud. Kongens befaling angående jøderne blev truffet under falske forudsætninger, idet man havde talt usandt om jødefolket. Satan havde udtænkt denne plan for at udslette dem, som bevarede kundskaben om den sande Gud. Men hans plan blev forpurret af en anden magt, som hersker blandt menneskene. Mægtige engle blev udsendt for at beskytte Guds folk, og deres fjenders onde planer gik ud over dem selv. Den protestantiske verden af i dag ser den lille flok, der holder sabbat, som en Mordokaj i porten. Deres karakter og adfærd, som vidner om ærbødighed for Guds lov, er en stadig fordømmelse af dem, som har ophørt at frygte Gud og træder hans lov under fod. Denne uvelkomne og besværlige skal på en eller anden måde skaffes af vejen.TOAA 175.3

    Den samme overlegne intelligens, som lagde planer imod de trofaste i tidligere tider, søger stadig at udslette dem, der frygter Gud og adlyder hans lov, fra jordens overflade. Satan vil opvække menneskers vrede imod det beskedne mindretal, som nægter at følge almindelig skik og brug. Højtstående mennesker vil slutte sig sammen med de onde for at lægge råd op imod Guds folk. Rige, begavede og højt uddannede vil i fællesskab overøse dem med foragt. Embedsmænd, præster og menighedsmedlemmer vil slutte sig sammen imod dem. I skrift og tale, ved trusler og latterliggørelse vil de prøve at rokke deres tro. Ved falske beskyldninger og ophidsede taler vil de vække folkets vrede. Da de ikke i Bibelen kan finde noget bevis imod dem, som forsvarer Bibelens sabbat, vil de tage deres tilflugt til undertrykkelse. For at sikre sig popularitet vil lovgiverne give efter for kravet om en søndagslov. De, som frygter Gud, kan ikke godkende en vedtagelse, som gør oprør mod et af de ti bud. Her vil den afgørende kamp stå i den store strid mellem sandhed og vildfarelse. Og vi er ikke i tvivl om, udfaldet. I dag som på Mordokajs tid vil Gud forsvare sin sandhed og sit folk.TOAA 176.1

    Ved den lov, som gennemtvinger pavekirkens vedtagelse i oprør mod Guds lov, vil vor nation fuldstændig fornægte al retfærdighed. Når protestantismen rækker sin hånd over afgrunden for at forene sig med romerkirken og med spiritismen — når vort land under indflydelse af denne trefoldige union vil fornægte alle sin grundlovs bærende principper som en protestantisk republik, idet det vedtager katolske falsknerier, da ved vi, at enden er nær.TOAA 176.2

    Ligesom det for disciplene var et tegn på Jerusalems snare ødelæggelse, at de romerske hære nærmede sig byen, er dette frafald for os et tegn på, at grænsen for Guds tålmodighed er nået, at vor nations uretfærdigheds bæger er fuldt, og at nådens engel er ved at flyve bort for aldrig mere at vende tilbage. Da vil Guds folk blive kastet ud i de lidelser, som profeterne beskriver som Jakobs trængsel. De trofaste for fulgtes råb stiger mod Himmelen. Og ligesom Abels blod råbte fra jorden, råber nu stemmer fra martyrernes grave, fra havets dyb, fra bjergenes huler og fra torturkamrene: “Hvor længe, Herre, du hellige og sanddru! vil du tøve med at dømme og hævne vort blod på dem, der bor på jorden?” Åb.6,10.TOAA 176.3

    Herren udfører sit værk. Hele Himmelen er i aktivitet. Al jordens Dommer vil snart rejse sig og forsvare sin krænkede autoritet. Befrielsestegnet vil blive sat på de mennesker, som holder Guds bud og ærer hans lov — og som nægter at tage imod dyrets eller dets billedes mærke. (5T 449-452)TOAA 177.1

    Den trofaste vægters stemme høres overalt: “Morgen kommer, men også nat!” Es.21,12. Budskabet må lyde klart, for vi lever i Herrens store beredelsesdag. Alle anstrengelser for at appellere til vort lands højeste autoriteter, ligegyldigt hvor stærke de er, vil ikke udvirke det, vi ønsker, hvis ikke Herren ved sin Helligånd arbejder i deres hjerter, som bekender sig til at tro på sandheden. Vi kan kæmpe af alle kræfter, men hvis ikke Jesus går i forbøn for os, vil vi lide nederlag. Gud vil æres i sit folk. De må være rene, uselviske, urokkelige, altid rige i Herrens gerning. Herren vil ophøje den ringeste, som stoler på ham. Han vil forene sin styrke med menneskets anstrengelser, hvis det menneske vil ære ham som Daniel gjorde det. Som et folk behøver vi retfærdighed, hellighed og sandhed. Den mest fuldkomne teori vil ikke frelse os. Den Gud, som dømte Babylon, er den samme, som dømmer i dag. (Brev B 55)TOAA 177.2

    I et syn, som blev givet mig i 1880, spurgte jeg: “Hvordan kan Guds folk være sikkert i denne farlige tid?” Svaret var: “Jesus går i forbøn for sit folk, skønt Satan står ved hans højre hånd for at stå ham imod.” “Men Herren sagde til Satan: “Herren true dig, Satan, Herren true dig, han, som udvalgte Jerusalem. Er denne ikke en brand, som er reddet ud af ilden?” Zak.3,2. Som menneskets Mellemmand og Forsvarer vil Jesus lede alle, som er villige til at lade sig lede; han siger: “Følg mig opad, skridt for skridt, derhen hvor det klare lys fra Retfærdighedens Sol skinner.” (TM 465)TOAA 177.3

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents