28 Babylon og den sidste menighed

Syvende dags adventistmenighedens særlige kendetegn.
I Minneapolis gav Gud sit folk dyrebare sandheder fremstillet på en ny måde. Dette lys fra Himmelen blev af nogle forkastet på samme hårdnakkede måde, som da jøderne forkastede Kristus, og man talte meget om at holde fast ved de gamle milepæle. Men det var klart, at man ikke forstod, hvad det egentlig betød. Tydelig undervisning fra Guds Ord talte til samvittigheden; men sindene var lukkede — lyset fik ikke lov at komme ind, fordi man var bestemt på at anse det for at flytte de “gamle milepæle”, skønt der i virkeligheden slet ikke var tale om noget sådant. Man havde forkerte meninger om, hvad de gamle milepæle bestod i.TOAA 183.1

Tiden omkring 1844 var fuld af store begivenheder. Vore øjne så med undren, at indledningen til renselsen i den himmelske helligdom havde afgjort betydning for Guds folk på jorden. Desuden så vi de tre engler budskaber. På den tredie engels banner stodder skrevet: “Guds bud og troen på Jesus.” En af de særlige milepæle var Guds tempel i himlen, som hans sandhedselskende folk fik at se — og arken, som indeholdt Guds lov. Lyset fra det fjerde buds sabbat skinnede klart på deres sti, som overtrådte Guds lov. At de fortabte ikke skal leve i al evighed, er en ældgammel milepæl. Så kan jeg ikke komme i tanker om mere, som hører hjemme under de gamle milepæle. AI den tale om at flytte disse er ren indbildning. (CW30-31)TOAA 183.2

Babylons milepæle.
Det er den enkeltes pligt at vandre ydmygt med Gud. Vi skal ikke søge efter noget mærkeligt nyt budskab. Vi skal ikke tro, at Guds udvalgte, som prøver at vandre i lyset, er Babylon. Det er de frafaldne kirkesamfund, som er Babylon. Babylon har fostret giftige læresætninger — vildfarelsens vin. Denne vin består af falske læresætninger som: sjælens udødelighed, at de fortabte skal pines i al evighed, fornægtelse af Kristi eksistens før han blev født i Betlehem og ophøjelsen af den første dag i ugen over Guds hellige sabbat. Disse og lignende vildfarelser fremstilles af de forskellige kirkesamfund, og på den måde opfyldes Skriftens ord: “Babylon, som har givet alle folkeslagene at drikke af sin utugts harmes vin.” Det er denne harme, som er opstået af falske læresætninger; og når konger og præsidenter drikker denne utugts harmes vin, bliver de ophidsede af vrede imod dem, som ikke vil bøje sig for det djævelske bedrag, som ophøjer en falsk hviledag og forfører mennesker til at træde Guds hellige lov under fode. (TM 60-61)TOAA 183.3

Den sidste menigheds milepæle.
1. Kundskaben om renselsen af den himmelske helligdom som har afgørende forbindelse med Guds folk på jorden.TOAA 183.4

a) Tidligregnen var et tegn på, at Kristus begyndte på sin ypperstepræstelige tjeneste.TOAA 183.5

Efter Kristi himmelfart blev hans indsættelse som Mellemmand mellem Gud og mennesker markeret af Helligåndens udgydelse. (COL 120)TOAA 183.6

Da Kristus gik ind ad Himmelens port, blev han med det samme sat på tronen, mens englene tiljublede ham. Så snart dette var sket, blev Helligånden i rigt mål udgydt over disciplene, og Kristus blev virkelig herliggjort med den herlighed, han havde haft hos Faderen fra evighedens morgen. Helligåndens udgydelse ved pinsefesten var Himmelens meddelelse om, at Forløserens indsættelse var fuldendt. Som han havde lovet, havde han sendt Helligånden til sine efterfølgere som et tegn på, at han som Præst og Konge havde fået al magt i Himmelen og på jorden og at han var sit folks Salvede. (AA 38-39)TOAA 183.7

b) Sildigregnen og den afsluttende dom, Kristi sidste gerning som Mellemmand.TOAA 183.8

Tiden er kort. Hvorledes skal vi bestå i dommen? Hvordan er vor stilling over for Gud nu? Ransager vi vore hjerter? Lader VI ved omvendelse og bekendelse vore synder gå forud til dom, (1 Tim.5,24) så de kan blive slettet ud, når vederkvægelsens tid kommer? (RH 28.8.1883)TOAA 184.1

2. Den første, anden og tredie engel s budskaber som milepæle.
Vor tro med hensyn til de tre engles budskaber var korrekt. De store milepæle, vi har passeret, står urokkeligt fast... Disse store sandhedens vejskilte er lige så urokkelige som de evige høje... (Ev.223)TOAA 184.2

Jeg så en gruppe, som stod fast og vel beskyttet uden at ænse dem, som søgte at rokke ved menighedens lære. Gud så med velbehag på dem. Der blev vist mig tre trin — den første, den anden og den tredie engels budskaber. Min ledsagende engel sagde: “Ve den, som flytter eet bogstav i disse budskaber! Den rette forståelse af dem er af livsvigtig betydning. Menneskers skæbne afhænger af, hvorledes de bliver modtaget.” Disse budskaber passerede atter revy for mig, og Jeg så, hvor dyrekøbt Guds folks erfaring havde været. Den var opnået gennem megen lidelse om alvorlig kamp. Gud havde ført dem skridt for skridt, og til sidst havde han sat deres fod på en urokkelig platform. Jeg så nogle nærme sig denne platform og undersøge dens fundament. Nogle gik straks op på platformen med glæde. Andre begyndte at finde fejl ved fundamentet. De ønskede, at der skulle udføres forbedringer — så ville platformen være mere fuldkommen, og menneskene meget lykkeligere. Nogle gik ned igen for at undersøge den, ?g sagde, at den ikke duede. Men næsten alle blev stående og Jeg opfordrede dem, der var gået ned, til at holde op med deres beklagelser. For Gud var denne platforms bygmester, og det var ham, de kæmpede imod. De opregnede Guds vidunderlige ledelse, som havde ført dem til denne sikre platform. Alle løftede deres øjne mod Himmelen og priste Gud med høj røst. Dette gjorde indtryk på nogle af dem, der var gået ned, og de steg ydmygt op igen.TOAA 184.3

Jeg blev henvist til Kristi første komme. Johannes blev sendt i Elias’ ånd og kraft for at berede vejen for Jesus. De, som forkastede Johannes’ budskab, havde intet udbytte af Jesu undervisning. Deres modstand imod det budskab der forudsagde hans komme, gjorde det vanskeligt for dem at se de klare beviser på, at han var Messias. Satan forførte dem, som forkastede Johannes’ budskab, til at gå endnu længere til at forkaste og korsfæste Jesus. Idet de gjorde det, stillede de sig, hvor de ikke havde nogen mulighed for at modtage pinsedagens velsignelse, som ville have vist (jern vejen ind i den himmelske helligdom. At forhænget i templet blev sønderrevet, var tegnet på, at de jødiske ofre og tjenester ikke længere ville blive modtaget. Del store offer var blevet bragt og modtaget, og Helligånden, som blev udgydt på pinsefestens. dag, førte disciplenes tanker bort fra det jordiske tempel op til det himmelske, hvor Jesus var gået ind med sit eget blod for at udgyde forløsningens velsignelser over sine disciple. Men Jøderne blev overladt i fuldstændigt mørke. De gik glip af det store lys, de kunne have fået over frelsesplanen, og satte deres lid til deres unyttige offertjeneste. Den himmelske, helligdom havde indtaget den jordiskes plads, men de fattede det ikke. Derfor kunne de ikke få velsignelse af Kristi midlergerning i det hellige. ,TOAA 185.1

Mange ser med rædsel på, at jøderne forkastede og korsfæstede Jesus; når de læser om, hvilken skammelig behandling han fik, tænker de, at de elsker ham, og at de aldrig ville have fornægtet ham som Peter, eller korsfæstet ham, som jøderne gjorde. Men den Gud, som kender hjerterne, prøver den kærlighed til Jesus, som de siger, de har. Med den dybeste interesse iagttog hele Himmelen, hvorledes den første engels budskab blev modtaget, og hvem af dem, som blev rørt til tårer, når de læste beretningen om korset, der nu latterliggjorde de gode nyheder om hans komme. I stedet for at modtage budskabet med glæde erklærede de det for at være et bedrag. De hadede dem, som tog imod budskabet, og lukkede dem ude fra menighederne. De, som forkastede det første budskab, kunne ikke blive velsignede af det andet — og heller ikke af midnatsråbet, som skulle forberede dem til i tro at følge Jesus ind i det allerhelligste i den himmelske helligdom. Ved at forkaste de to første budskaber havde de i den grad formørket deres sind, at de intet lys så i den tredie engels budskab, som viser vejen ind i det allerhelligste. Jeg så, at de ligesom jøderne forkastede budskaberne og derfor ikke fatter dette budskab om vejen ind i det allerhelligste, så kan de heller ikke høste velsignelse af Jesu forbøn der. Ligesom jøderne ofrede deres nytteløse ofre, opsender de unyttige bønner til det sted, hvor Jesus ikke mere findes. Satan fryder sig over dette bedrag og påtager sig en religiøs maske. Han leder disse bekendende kristne til sig, idet han virker ved sin kraft og løgnens undere for at holde dem fangne. Nogle bedrager han på ren måde, andre på en anden. Han har forskellige vildfarelser parat til forskellige mennesker. Nogle ser med rædsel på et bedrag, mens de er parate til at tro på et andet. Satan bedrager nogle med spiritisme. Han kommer også som en lysets engel og gør sin indflydelse gældende ved hjælp af falske reformationer: Menighederne bliver begejstrede og mener, at Gud gør vidunderlige ting for dem, skønt det er en helt anden ånd, som er virksom. Begejstringen lægger sig, og verden og menigheden efterlades mere elendig end før.TOAA 185.2

Jeg så, at Gud har retskafne børn blandt dem, som kun er adventister af navn, og i de frafaldne kirkesamfund. Før plagerne falder, vil både præster og lægfolk blive kaldt ud fra disse samfund, og de vil modtage lyset med glæde. Dette ved Satan, og før den tredie engels høje råb lyder, vil han skabe “vækkelser” i disse samfund for at de, som har forkastet sandheden, skal tro, at Gud er med dem. Satan håber at bedrage de oprigtige og få dem til at tro, at Gud stadig arbejder for deres menigheder. Men lyset vil skinne, og alle de oprigtige vil forlade de faldne menigheder og stå sammen med levningen af Guds folk. (EW 258-261)TOAA 186.1

3. Helligdommen og sabbaten som milepæle.
Jeg så, at hvis Gud havde flyttet hviledagen fra den syvende til den første dag, ville han have ændret sabbatsbudet på stentavlerne, som nu befinder sig i det allerhelligste i den himmelske helligdom således: Den første dag er sabbat for Herren din Gud. Men jeg så, at der stod nøjagtig det samme, som da det blev skrevet på sten tavlen med Guds finger og givet til Moses på Sinai: “Men den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud.” Jeg så, at den hellige sabbat er og vil vedblive at være skillelinjen mellem Guds sande Israel og de vantro — og at sabbaten er det store spørgsmål, som forener Guds kære ventende børns hjerter.TOAA 186.2

Jeg så, at Gud har nogle børn, som ikke forstår eller helligholder sabbaten. De har ikke forkastet lyset om den. Ved trængselstidens begyndelse blev vi fyldt med Helligånden og forkyndte sabbaten mere fuldstændigt. Dette gjorde kirkesamfundene og de, som kun var adventister af navn, rasende, fordi de ikke kunne modbevise denne sandhed. Ved den tid vil Guds udvalgte klart forstå, at dette er sandhed; de vil komme ud og udholde forfølgelserne sammen med os. Jeg så krig, hungersnød, pest og store ødelæggelser overalt. De uretfærdige mente, at vi havde bragt disse straffedomme over dem. De lagde planer om at udrydde os fra jordens overflade, fordi de troede, at det ville standse ulykkerne.(EW 33-34)TOAA 187.1

Grundvolden for al sand tilbedelse er sabbaten.
“Sabbatens store betydning som et minde om skabelsen er, at den altid levendegør den sande årsag til, at vi bør tilbede Gud” — at han er skaberen, og vi hans skabninger. “Derfor er sabbaten grundlæggende i al gudstjeneste. Den lærer os denne store sandhed på den mest virkningsfulde måde, og som intet andet kan gøre det. Den sande grund til at tilbede Gud, ikke alene på den syvende dag, men i det hele taget, er at finde i forskellen mellem Skaberen og hans skabninger. Denne store forskel kan aldrig forældes, og må aldrig glemmes.” J.N.Andrews History of Sabbath, kap.27... Det var for at bevare denne sandhed levende i menneskers tanker, at Gud indstiftede sabbaten i Edens Have; og lige så længe som den kendsgerning, at han er vor skaber, stadig er årsag til, at vi bør tilbede ham, vil sabbaten fortsat være hans tegn og mindesmærke. Hvis sabbaten var blevet æret overalt, ville menneskers tanker og følelser have været rettet mod Skaberen som målet for deres ærbødighed og tilbedelse, og der ville aldrig have eksisteret en afgudsdyrker, ateist eller vantro. At holde sabbat er tegnet på troskab over for Gud, “han, som har skabt himmel og jord og havet og vandenes kilder.” Heraf følger, at det budskab, som befaler mennesker at tilbede Gud og holde hans bud i særlig grad er et kald til dem, som holder det fjerde bud. (GC 437-438) .TOAA 187.2

4. De gudløse er ikke udødelige en milepæl.
Overtrædelse af Guds bestemmelser lukkede Adam ude fra Edens Have. Et flammende sværd spærrede vejen til livets træ, for at mennesket ikke skulle spise af træet og gøre synd udødelig. Lydighed mod alle Guds befalinger var betingelsen for at spise af livets træ. Ved sin ulydighed mistede Adam retten til at få den livgivende frugt aftræet og dets blade, som er til lægedom for folkene.TOAA 188.1

Lydighed gennem Jesus Kristus giver mennesket en fuldkommen karakter og adgang til livets træ. Betingelserne for atter at spise af træets frugter er klart udtrykt i Jesu vidnesbyrd til Johannes: “Salige er de, som tvætter deres klæder, for at de kan få adgang til livets træ og gennem portene gå ind i staden.” Åb.22,14; (1BC 1086)TOAA 188.2

Derefter så jeg Jesu skønhed og elskelighed. Hans klædning var blændende hvid. Ord kan ikke beskrive hans ophøjede herlighed og elskelighed. Alle, som holder Guds bud, vil gå gennem portene ind i staden, have adgang til livets træ og være i nærheden af den elskelige Jesus, hvis ansigt lyser klarere end middagssolen.TOAA 188.3

Derefter så jeg Adam og Eva i Edens Have. De spiste af det forbudte træ, hvorefter et flammende sværd blev sat rundt om livets træ og de blev drevet ud af haven, for at de ikke skulle spise af livets træ og blive udødelige syndere. (1 Mose 3,22-24). Livets træ skulle give evig udødelighed. Jeg hørte en engel spørge: “Hvem af Adams æt er kommet forbi det flammende sværd og har spist af livets træ?” En anden engel svarede: “Ikke een af Adams æt er kommet forbi flammesværdet og’ har ,spist af træet; derfor findes der ikke ren udødelig synder. Den sjæl, som synder, skal dø en evig død, (Ez.18,4.20) fra hvilken der ikke er noget håb om opstandelse. Da vil Guds vrede stilne af.” (Present Truth vol. 1, 9-4-1850)TOAA 188.4

Babylons læresætninger en efter en.
1. Læren om udødelighed, er selve spiritismens grundvold. Den almindelige kirkes præst kan ikke med held klare sig over for spiritismen. Han ejer intet, hvormed han kan beskytte sin menighed mod dens ødelæggende indflydelse. Mange af spiritismens sørgelige resultater skyldes vor tids præster; for de har trådt sandheden under fode og i stedet foretrukket fabler. Den prædiken, Satan holdt for Eva angående sjælens udødelighed: “I skal ingenlunde dø” — har de gentaget fra prædikestolen, og folk tager imod dette som ren bibelsk sandhed. Det er spiritismens grundvold. Guds Ord siger ingen steder, at menneskets sjæl er udødelig. Kun Gud ejer udødelighed. 1 Tim.6,16: “Han, den eneste, der har udødelighed, som bor i et lys, ingen kan komme nær, som intet menneske har set, ej heller kan se, ham være ære og evig magt! Amen.”TOAA 189.1

Ret forstået og anvendt er Guds Ord et bolværk imod spiritisme. At prædike et evigt brændende helvede er en stor uret imod Guds kærlige karakter. Det fremstiller ham som universets mest grusomme tyran. Denne vidt udbredte lære er skyld i, at tusinder er blevet vantro og gudløse. (1 T 344)TOAA 189.2

Spiritisme er selve hjørnestenen i hedenskabet.
Næsten enhver form for trolddom og hekseri har sin grund i troen på, at man kan tale med de døde. Åndemanerne påstod, at de kunne tale med de dødes ånder og af dem få oplysning om fremtidige begivenheder. Om den skik at rådspørge de døde siger Esajas: ““Og siger de til jer: “Søg genfærdene og ånderne, som hvisker og mumler!” -. skal et folk ikke søge sin Gud, skal man søge de døde for de levende?” Es.8,19. .TOAA 189.3

Samme tro på forbindelse med de døde er grundelementet i hedensk afgudsdyrkelse. Man troede, at hedningernes guder var afdøde helles guddommeliggjorte ånder. Og på den måde var hedningernes religion en tilbedelse af de døde. Det fremgår tydeligt af Skriften. (PP 684)TOAA 190.1

2. Et andet kendetegn på Babylons lære er, at man benægter Kristi guddommelighed og hans eksistens fra evighed og lignende læresætninger- kort sagt liberalisne.TOAA 190.2

Og det er denne religion, protestanterne begynder at se på med så stor velvilje — og som til sidst vil blive eet med protestantismen. Men denne forening vil ikke ske ved, at katolicismen forandrer sig — Rom forandrer sig aldrig, men gør krav på at være ufejlbarlig. Det er protestantismen, der vil forandre sig. Dens anerkendelse af “frisindede” ideer vil bringe den derhen, hvor den kan forene sig med katolicismen. “Guds Ord alene er grundvolden for vor tro,” lød råbet fra protestanterne på Luthers tid, mens katolikkerne råbte: “Kirkefædrene, skik og brug — traditionerne.” Nu finder mange protestanter det vanskeligt at bevise deres læresætninger ud fra Bibelen; alligevel har de ikke moralsk mod til at gå ind for den sandhed, som medfører et kors. Derfor nærmer de sig hurtigt katolikkerne og gør deres bedste for at omgå sandheden, idet de citerer de gamle menneskelige overleveringer. Ja, protestanterne af i dag nærmer sig hastigt katolikkerne i deres troløshed mod Guds Ord. Der er lige så dyb en afgrund mellem Rom og den protestantisme, som Luther, Crammer, Ridley, Hooper og martyrernes ædle skare stod for, som der var, da de gjorde de indsigelser, der gav dem navnet protestanter. (RH 1-6-1886)TOAA 190.3

Således vil nutidens falske videnskab, som underminerer troen på Bibelen, have held til at berede vejen for en godkendelse af pavemagten med dens tillokkende ydre former ligesom det, at den holdt mennesker i uvidenhed, fik den til at vinde herredømmet i den mørke middelalder. (GC 573)TOAA 190.4

3. Søndagen er en Babylons milepæl.
De mennesker, som har en sand tro på Bibelen, vil underkaste sig Guds vilje og ære ham ved at adlyde hans retfærdige lov. De vil samle sig under Prins Emmanuels blodbestænkte banner og bøje sig for ham, som styrer alt i Himmelen og på jorden. Kan mennesker skabe en grundlov, som er bedre egnet til at bygge verdens styrelse på end den, Gud har givet? på hvilket punkt er denne moralske lov mangelfuld? Kan dødelige mennesker forbedre den? Hvis de mener, de kan, har mennesket sat sig over Gud. Kan den menneskelige familie undvære eet eneste af de bud, Gud har givet? Læs de ti bud omhyggeligt og se, hvilket af dem der kali undværes. Syndens menneske mener, at han kan forandre Guds tider og love; og den protestantiske verden har akcepteret pavemagtens autoritet og er dermed faldet fra den levende Gud. Alle folkeslag er blevet berusede af Babylons vin ved at godtage den formastelige gerning, at syndens menneske har vovet at ændre Guds lov og Jehovas forskrifter...TOAA 190.5

Kan mennesker vove at tro, at der findes en bedre vej end den, Herren har anvist dem? Lydighed mod Guds bud sætter menneskets fod på den sti, som fører til hellighed og til Himmelen. Paulus spørger: “Hvem har forhekset jer, at I ikke skulle adlyde sandheden?” Ga1.3,1, engelsk overs. Med rette kan man stille dette spørgsmål til dem, som bruger sin forstand til at søge efter grunde til, at mennesker skulle gå bort fra Gud. Satan kunne ikke fremsætte nogen rimelig grund til, at mennesket skulle gå bort fra Gud. Han kunne heller ikke give nogen rimelig grund til, at han ønskede Guds lov ændret eller afskaffet. Han udtalte simpelthen som sin overbevisning, at det ville være bedre for englene, at loven ikke fandtes, men han kunne ikke forklare, på hvilken måde det ville gavne dem. Han ønskede at ophøje sig selv over Gud og at overbevise Himmelens hær om, at hans klogskab overgik den Almægtiges. Den menneskelige familie er beruset af Babylons vin, og de berusede er ude af stand til at tænke klart. De har antaget Satans fordærvede lære og besluttet, at de Ikke vil ændre opfattelse, alt imens de lader hånt om Himmelens Guds lov.TOAA 191.1

Sand helliggørelse findes ved at overgive sig til Guds vilje, adlyde hans bud og gøre hans retfærdighed til sit mål. Hvis mennesker ville følge Herren i alle ting, hvis de ikke var forvirrede af Babylons vin, ville de forstå, at det er den værste form for oprør at prøve på at ændre Herrens forskrifter og ringeagte hans bud. Dette fremstilles rammende som Babylons utugts harmes vin, som hun har givet alle folkeslagene at drikke. Var det ikke for dette, ville tusinder, ja millioner gå ad den vej, som Herrens forløste har fået anvist. Således som Guds vilje er udformet i hans lov, den anvisning, han har givet for at lede mennesker på vejen til Himmelen, er den guddommelig og myndig. Vi har mere end en kongelig vej til Himmelen, vi har en guddommelig sti at følge. Menneskelige meninger har ingen betydning, som kan forandre Guds lov. Den er udtryk for Guds vilje — for hans uforanderlige visdom. VI har ikke fået Guds bud for at kritisere dem. De er beslutninger og erklæringer fra en ufejlbarlig Dommer, og de vil bestå gennem evigheden. Det er netop de love, ved hvilke kakakteren skal prøves, og ud fra dem skal vore gerninger dømmes. Hvem har forhekset jer, at I, som er så begrænsede af naturen, som synder og fejler, tør vove at handle med Guds lov, som I gør? Hvor kan I vove at afskaffe Jehovas beslutninger, at flytte ældgamle milepæle, at opstille falske vejvisere, som vil få mennesker til at følge det første store frafald i stedet for Jesus Kristus? (ST 14-11-1895)TOAA 192.1