Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    33 Kristi Natur — Guds Søns Menneskevorden

    Jesus var Gud og menneske, da han var på jorden.
    1. Jesus som Gud.

    En af de grundlæggende forskelle mellem Faderen og Sønnen med hensyn til inkarnationen var “Jeg kan slet intet gøre af mig selv.” Joh.5,30
    TOAA 227.1

    Hvis Kristus var blevet bedraget af Satans fristelser og havde brugt sin mirakuløse magt til at fri sig selv ud af vanskeligheder, ville han have brudt den aftale, han havde indgået med Faderen, om at blive sat på prøve for menneskets skyld.TOAA 227.2

    Det var en vanskelig opgave for Livets Herre at udføre den plan, som han havde lagt for menneskets frelse, idet han skjulte sin Guddommelighed i menneskelighed. Han var æret i Himmelen og havde uindskrænket magt. Det var lige så vanskeligt for ham at leve på et menneskeligt plan, som det er for mennesket at løfte sig op over deres fordærvede naturs lave plan og få del i guddommlig natur. Det var en streng prøve, som krævede hele Kristi sjælsstyrke, at modstå tilbøjeligheden til at bruge sin magt til at fri sig ud af farerne og triumfere over mørkets fyrste. Satan benyttede sin viden om det menneskelige hjertes svage punkter og satte alt ind på at udnytte den menneskelighed, som Kristus havde påtaget sig, for at han skulle modstå sine fristelser på menneskets vegne. (RH 1-4-1875)TOAA 227.3

    Da Kristus kom til jorden, ombyttede han ikke sin Guddommelighed med menneskelighed. han forenede den menneskelige natur med sin egen guddommelige natur.TOAA 227.4

    Kristus havde to slags natur, menneskets natur og Guds natur. Guddommelighed og menneskelighed var forenet i ham... og ved at bevare begge dele adskilt har han vist verden både Guds karakter og et fuldkomment menneskes karakter.(GCB 30- 12-1899).TOAA 227.5

    Guds natur og Adams, overtræderens, natur var forenet i Kristus.
    I Kristus var det guddommelige og det menneskelige forenet — Skaberen og den skabte. Den Guds natur, hvis lov var blevet overtrådt og Adams, overtræderens, natur var forenet i Jesus, Guds Søn og Menneskesønnen. Og idet han med sit eget blod betalte forløsningens pris, på menneskets vegne mødte og modstod fristelsen og, skønt han selv var syndfri, bar syndens byrde og skam, blev han menneskets Forsoner og Forbeder. Hvilken forsikring til den fristede og kæmpende sjæl og det univers, som er vidne til dette, om at Kristus ville være “en barmhjertig og trofast Ypperstepræst”(7GC 926).
    TOAA 228.1

    To slags natur var tæt og uadskilleligt sammenføjet og alligevel havde de hver sin tydeligt adskilte individualitet.
    Skønt Kristi guddommelige herlighed for en tid var tilsløret af den menneskelighed, han påtog sig, ophørte han ikke at være Gud, da han blev menneske. Det menneskelige indtog ikke det guddommeliges plads — eller omvendt Dette er Guddommelighedens mysterium. De to udtryk “menneskelig” og “guddommelig” var uadskilleligt sammenføjet i Kristus — og dog havde de hver sin individualitet Skønt Kristus ydmygede sig selv og blev menneske, ejede han stadig Guddommelighed. Den kunne han ikke miste, så længe han var tro...
    TOAA 228.2

    Der var lejligheder, da Jesus fremstod som Guds Søn, skønt han var iklædt menneskelig skikkelse. Guddommeligheden gennemlyste menneskeligheden, og de spotske farisæere og skriftkloge så del. Anerkendte de det? Nogle anerkendte, at han var Kristus; men de fleste af dem, som ved disse særlige lejligheder blev tvunget til at indse, at han var Guds Søn, nægtede at tage imod ham. Deres blindhed skyldtes deres afgjorte modvilje mod at lade sig overbevise.TOAA 228.3

    Når den Guddommelighed, som boede i Jesus, lyste igennem, varden for overmægtig til helt at skjules af hans rene og fuldkomne menneskelighed. De skriftkloge -og farisæerne udtalte ingen godkendelse af Jesus, men deres fjendskab og had måtte vige, når hans majestæt skinnede igennem. Skønt sandheden var tilsløret af ydmyghed, talte den til hvert eneste hjerte med umiskendelig overbevisning. Dette førte til Jesu udtalelse: “I ved, hvem jeg er.” Både mennesker og onde ånder blev, når hans herlighed skinnede igennem, tvunget til at bekende: “Sandelig, denne er Guds Søn!” Således blev Gud åbenbaret således blev Kristus herliggjort. (5BC 1129)TOAA 229.1

    Blev Marias søns menneskelige natur forvandlet til Guds Søns guddommelige natur? Nej; de to naturer blev på mystisk vis forenet i een person — mennesket Jesus Kristus. I ham boede hele Guddomsfylden legemligt. Da Kristus blev korsfæstet, var det hans menneskelige natur, som døde. Guddommeligheden kunne ikke dø — det ville have været umuligt Kristus, den syndfrie, vil frelse hver eneste søn og datter af Adam, som vil tage imod den frelse, som tilbydes dem, og indvilge i at blive Guds børn. Frelseren har løskøbt den faldne slægt med sit eget blod.TOAA 229.2

    Dette er et stort mysterium, som ikke vil blive fuldstændigt forstået i hele dets storhed, før de forløstes forvandling finder sted. Da vil Guds gave til mennesket blive forstået i al dens storhed og kraft. Men fjenden er fast besluttet på, at denne gave skal gøres så hemmelighedsfuld, at den bliver uden betydning. (5BC 1113)TOAA 229.3

    At være underkastet dette “af mig selv kan jeg slet intet gøre” var en meget streng disciplin.
    At skjule sin herlighed som barn af en falden slægt — det var den strengeste disciplin, som Livets Herre kunne underkaste sig. På denne måde prøvede han kræfter med Satan. Denne, som var blevet udelukket fra Himmelen, kæmpede desperat for at overvinde den, som han deroppe havde været skinsyg på. Tænk, hvilken kamp! intet sprog kan beskrive den fyldestgørende. Men inden længe vil den blive forstået af dem, som har sejret ved Lammets blod og deres vidnesbyrds ord. (5BC 1181-1182)
    TOAA 229.4

    2. Jesus som en menneskelig person
    Kristus levede i menneskelig natur — ikke i sin guddommelige natur, der var hans fra evigheds dage.

    Apostlen ønsker at lede vor opmærksomhed bort fra os selv og hen til vor frelses Ophavsmand. Han fremstiller Kristi to naturer for os, den guddommelige og den menneskelige. Her er beskrivelsen af den menneskelige: “Da han var i guddomsskikkelse, holdt han det ej for et røvet bytte at være Gud lig.” Han var “hans herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede.” Fil. 2,6; Hbr. 1,3
    TOAA 230.1

    Og her den menneskelige: “Da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig til døden.” Han påtog sig frivilligt menneskelig natur. Det var helt hans egen beslutning. Han iførte sin Guddommelighed menneskelighed. Han var hele tiden Gud, men han fremtrådte ikke som Gud. Han skjulte den Guddommelighed, som hele Guds univers havde tilbedt og beundret. Han var Gud, da han var på jorden, men til afførte sig sin guddomsskikkelse og blev mennesker lig. Han vandrede hernede som et menneske. For vor skyld blev han fattig, for at vi ved hans fattigdom skulle blive rige. Han lagde sin herlighed og majestæt til side. Han var Gud, men for en tid gav han afkald på sin herlige guddomsskikkelse. overalt bragte han velsignelse til menneskene. Skønt han levede i fattigdom hernede, ville legioner af engle have omringet og tilbedt ham, hvis han havde befalet det. Men han levede her uden at blive anerkendt af sine skabninger — ud over nogle ganske få gange. Atmosfæren omkring ham var opfyldt af synd og forbandelser i stedet for hellig lovsang. Han levede fattigt og ydmygt. Mens han gik til og fra sin barmhjertige gerning med at helbrede de syge og trøste de sørgende, var der næppe een, som takkede ham for det, og folkets ledende mænd foragtede ham.TOAA 230.2

    Sammenlign dette med den. herlige lovprisning fra udødelige tunger — de millioner af skønne stemmer i Guds univers, som lovsang ham. Han ydmygede sig selv og påtog sig dødelighed. Som medlem af den menneskelige familie var han dødelig, men som Gud var han selve kilden til verdens liv. Han kunne i sin Guddommelighed have modstået dødens magt og nægtet at underkaste sig den; men han gav frivilligt sit liv for derved at skænke liv og udødelighed! Han bar verdens synd og udholdt en straf, der som et knusende bjerg faldt over hans guddommelige sjæl. Han ofrede sit liv, for at mennesker ikke skulle dø en evig død. Han døde — ikke fordi han blev tvunget til det, men af egen fri vilje. Dette var ydmyghed. Hele Himmelens rigdom blev samlet i een gave for at frelse det faldne menneske. Han bragte i sin menneskelige natur hele den livgivende energi, som menneskene behøver og må modtage.TOAA 231.1

    Forunderlige forening af menneske og Gud! Han kunne have hjulpet sin menneskelige natur til at modstå sygdomsangreb ved at give sit legeme vitalitet og uvisnelig livskraft. Men han ydmygede sig til menneskelig natur. Det gjorde han, for at Skriften skulle opfyldes. Det gik Guds Søn ind på, vel vidende at han måtte ydmyge sig fuldstændigt for at sone en fordømt verdens synder. Hvilken ydmyghed! Englene var forundrede over den. Ingen tunge kan nogen sinde beskrive den; ingen kan fatte den. Det evige Ord blev kød! Gud blev menneske! Det var en vidunderlig ydmyghed. Men han steg endnu længere ned...TOAA 231.2

    Kan mennesker i betragtning af dette ophøje sig selv blot det allermindste? Når de betragter Kristi lidelser og ydmyghed, kan de da løfte deres stolte hoveder og mene, at de ikke skulle bære nogen prøvelse, skam eller ydmygelse? Jeg siger til Kristi efterfølgere: Se hen til Golgata og skam jer over jeres ophøjelse af selvet. Himmelens Majestæts ufattelige fornedrelse skete for det syndige, fordømte menneskes skyld. Han gik dybere og dybere ned, til der ikke fandtes større dybder, han kunne nå, for at løfte mennesket op af dets moralske besmittelse. Alt dette skete for din skyld. Og du stræber efter ledende stillinger, efter menneskers ros. Du er bange for ikke at blive agtet og respekteret, som du synes, du fortjener. Kalder du det at ligne Kristus?TOAA 231.3

    “Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus.” Han døde for at tilvejebringe forsoning og for at være et eksempel for hver den, som vil være hans discipel. Kan egenkærlighed da bo i dit hjerte? Og skal mennesker, som ikke har Jesus som deres forbillede, hæve dig til skyerne? Du har slet ingen fortjeneste, undtagen gennem Jesus Kristus. Kan du føle nogen stolthed, efter at du har set Guddommen ydmyge sig så dybt, som et menneske på nogen måde kan gøre det? Forundres i Himle, og forbavses, I jordens indbyggere, at vor Herre lønnes på denne måde! Hvilken foragt! Hvilken ondskab! Hvilken stolthed! Hvilke anstrengelser for at ophøje selvet, når Herlighedens Herre led og døde den forsmædelige død på et kors for vor skyld. (RH5- 7-1887; 5BC 1126-1128)TOAA 232.1

    Kristus var den eneste, som kunne repræsentere Guddommen. Kun den, som havde været i Faderens nærhed fra begyndelsen, som var den usynlige Guds udtrykte billede, var i stand til at gøre dette. Ord kunne ikke åbenbare Gud for verden. Ved et liv i renhed, fuldkommen tillid til og underkastelse under Guds vilje, som selv Himmelens højeste seraf ville være veget tilbage for, måtte Gud selv åbenbare sig for menneskeheden. For at gøre dette iklædte vor Frelser sin guddommelighed menneskelighed. Han begrænsede sig til menneskelige evner — for kun på den måde ville mennesker kunne forstå ham. Han åbenbarde Guds karakter i det menneskelige legeme, som Gud havde givet ham. Han velsignede verden ved i menneskelig skikkelse at leve Guds liv og på den måde vise, at han havde magt til at forene det menneskelige med det guddommelige. (7BC 924)TOAA 232.2

    Kristus var Ikke lydig imod Gud som en Gud, men som mennesket Jesus.
    Han vandt sejr og viste lydighed som sandt menneske. Vi fejlbedømmer dette meget på grund af vore fejlagtige synspunkter vedrørende vor Frelsers menneskelige natur. Når vi tilskriver hans menneskelige natur en styrke i kampen mod Satan, som vi ikke har mulighed for at få, benægter vi, at han var helt og holdent menneskelig, Han skænker nåde og kraft til alle, som tager imod ham i tro.
    TOAA 233.1

    Den lydighed, Kristus viste mod Faderen, var den samme, som kræves af mennesket. Et menneske kan ikke overvinde’ Satans fristelser, hvis ikke guddommelig styrke virker gennem det. Jesus kom ikke til vor verden for som en mindre Gud at vise lydighed mod en større, men for som menneske at adlyde Guds hellige lov — og på denne måde er han vort eksempel. Vor Herre Jesus kom ikke herned for at vise os, hvad en Gud kan gøre, men hvad et menneske kan gøre ved at tro på Guds magt til at hjælpe i enhver vanskelighed. Mennesket skal ved tro blive delagtig i guddommelig natur og overvinde alle de fristelser, det møder.TOAA 233.2

    Herren kræver at hver eneste søn og datter af Adam ved tro på Jesus Kristus skal tjene ham i den menneskelige natur, som vi nu har. Vor Herre Jesus har bygget bro over den afgrund, som synden har skabt. Han har forbundet jorden med Himmelen — det begrænsede menneske med den ubegrænsede Gud. Jesus, verdens Frelser, kunne ikke holde Guds bud på nogen anden måde, end mennesker kan holde den. (7 BC 929)TOAA 233.3

    Vi bør ikke betragte Kristi lydighed som noget, han havde særlige muligheder for at vise på grund af sin guddommelige natur — han stod for Gud som menneskets repræsentant og blev fristet som menneskets stedfortræder og sikkerhed. Hvis Kristus havde ejet en særlig styrke, som et menneske ikke kan få, ville Satan have draget fordel af dette. Men det var Kristi opgave at fratage Satan hans magt over mennesket, og det kunne han kun gøre på en ganske ligefrem måde. Han kom som et menneske for at blive fristet som et menneske og vise lydighed som et menneske. Kristus viste Gud lydighed og vandt sejr på samme måde, som mennesket må vinde sejr. Vi kommer til fejlagtige slutninger vedrørende vor Herres natur, fordi vi opfatter den forkert. At tilskrive hans natur en styrke i kampen mod Satan, som mennesket ikke kan få, er at hævde, at hans natur ikke var helt igennem menneskelig. Kristi lydighed mod Faderen var den samme, som kræves af mennesket. Et menneske kan ikke overvinde Satans fristelser, hvis en guddommelig magt ikke virker gennem mennesket. Vor Herre Jesus kom til vor verden — ikke for at vise, hvad Gud kunne gøre som Gud, men hvad han kunne gøre gennem et menneske. Ved tro skal mennesket blive delagtig i guddommelig natur og overvinde alle fristelser, som angriber det. Det var Himmelens Majestæt. som ydmygede sig og påtog sig menneskelig natur. Det var ham, som udholdt fristelsen i ørkenen og synderes modsigelse. (ST 10-4-1893)TOAA 233.4

    Det var hellige engle, som ved Helligåndens magt udvirkede Kristi mirakler.
    Guds engle færdes bestandig frem og tilbage mellem Himmel og jord. Kristi mirakler for de lidende blev udført ved Guds kraft og engles medvirken. Og det er stadig gennem Kristus og himmelske engle, at hver eneste velsignelse kommer til os. Idet han tog menneskeskikkelse, forener vor Frelser sine interesser. med Adams faldne sønner og døtre, samtidig med at han ved sin Guddommelighed holder fast ved Guds trone. På denne måde er han forbindelsesled mellem Gud og menneskene-og mellem os og vor himmelske Far. (DA 143)
    TOAA 234.1

    Indtil nu har vi set:
    1. Jesus forener i sin person Gud og menneske.
    TOAA 234.2

    2. Jesus levede i sin menneskelige natur, ikke i sin guddommelige.TOAA 234.3

    3. Hans egen Guddommelighed og vor menneskelige natur var tæt knyttet sammen, men havde hver sin individualitet — en selvstændig eksistens.TOAA 235.1

    4. Den menneskelige natur, som hans egen Guddommelighed ‘iklædte sig, var “vor natur” eller overtræderen Adams natur (7BC 926)TOAA 235.2

    5. Jesus var forpligtet til at leve efter menneskelig natur. Hvis Kristus var blevet bedraget af Satans fristelser og havde brugt sine overnaturlige evner til at udfri sig af vanskeligheder, ville han have brudt den aftale, han havde indgået med Faderen — at blive prøvet på menneskets vegne. (RH 1.4.1875)TOAA 235.3

    6. Hans styrke til at leve et helligt, syndfrit liv var naturligvis ikke “vor natur” eller “overtræderen Adams natur” — det ville være umuligt. Skriften siger, at alting bærer frugt “efter sin art”. Det er en af de første love, som nævnes i Bibelen. 1 Mose 1.TOAA 235.4

    Lad os engang se på nogle af de mest fundamentale principper i forløsningsplanen.TOAA 235.5

    Arvelighedslovene.
    “Hvad der er født af kødet, er kød; og hvad der er født af Ånden er Ånd.” Joh.3,6.
    TOAA 235.6

    Ved den nye fødsel frembringer Helligånden ikke en syndfri natur af en syndig natur. Det er umuligt. Kødet føder kød, syndigt kød føder syndigt kød; men et menneske, som er født på ny ved Helligånden, fordømmer synden i kødet, og det gør han ved Ånden. Rom.8,3.4.13.TOAA 235.7

    Hvad der er født af Ånden, er Ånd; de to er adskilt, kød forbliver kød, Ånd forbliver Ånd.TOAA 235.8

    At arvelighedsloven har noget at gøre med Kristi fristelser. fremgår klart hos Lukas. I kap. 3,21 til 4,13 ser vi følgende:
    1.Jesus bliver døbt.
    2. Lukas giver os Jesu slægtsregister på Marias side, Jesus er den 77. generation.
    3. Josefs slægtsregister findes hos Mattæus og viser, at Jesus havde arveret til Davids trone. Slægtsregistret hos Lukas har direkte forbindelse med Jesu fristelse i ørkenen — ellers har det ingen mening. Det er, hvad E.G.White viser:
    TOAA 235.9

    Som enhver Adams efterkommer underkastede han sig resultaterne af arvelighedslovens virkninger. Hvad det er for resultater, fremgår af hans jordiske forfædres historie. Han kom med en sådan arv for at dele vore sorger og fristelser, og for at give os et eksempel på et syndfrit liv. (DA 49)TOAA 236.1

    To viljer i mennesket.
    Apostlen Paulus siger os, at der er to viljer i mennesket, “kødets vilje og tankernes vilje.” Den græske oversættelse er endnu mere klar: “kødets viljer (flertal) og tankernes vilje.” Ef.2,3
    TOAA 236.2

    Hos Jesus var kødets vilje fjendskab imod Gud “Hans “køds fjendskab” (Ef.2,14 fra græsk) “havde dræbt fjendskabet i ham”, men tankernes vilje i Jesus var “det sindelag, som var i Kristus Jesus.” Fil.2,5. “Hellig, uberørt af det onde og ubesmittet, skilt fra syndere; “Han kendte ikke til synd’ og “fældede dødsdom over synden i kødet.” (Hebr.7,26; 2 Kor.5,21; Rom.8,3)TOAA 236.3

    Kødet i sig selv kan ikke synde.TOAA 236.4

    Kødet i sig selv kan ikke synde imod Gud: (In Heavenly Plaees 198)TOAA 236.5

    Et menneske kan blive fristet af sit begær, men hvis kødets begær ikke undfanges af tankerne(s vilje), er der ingen synd. (Jak.1,13-15). Vi ser da, at ikke alt, hvad man kan sige om naturen, kan siges om et menneske. Et menneske er delt i to. “Kødet begærer imod Ånden og Ånden imod kødet,” Gal.5,17. Jesus havde en syndig natur, d.v.s. et syndigt kød, men som menneske var han absolut syndefri. Apostlen siger: “Enhver synd, som et menneske begår, bortset fra utugt, er uden for legemet.” 1 Kor.6,18. Synd er et spørgsmål om sindet. Loven er åndelig. (Rom.7,14)TOAA 236.6

    Hensigten med Kristi tjeneste som ypperstepræst er at rense samvittigheden for synd (døde gerninger — Hebr.9,13-14) på en sådan måde, at den til sidst “ikke mere kender til synd.” Hebr.10,2 engelsk overs.; eller med Profetiens Ånds ord, at genoprette det oprindelige syndefrie sind.TOAA 237.1

    Jesus blev menneske for at mægle mellem Gud og mennesket. Han iførte sig menneskelighed, han levede blandt mennesker for med sin menneskelige arm “at omfavne menneskeheden — og med den guddommelige arm holdt han fast ved Guds trone. Dette gjorde han for at genoprette i mennesket det sind, som det oprindelig havde, men tabte i Edens have ved syndefaldet, og for at mennesket skulle indse, at det er for dets eget bedste både nu og i al fremtid at adlyde Guds bud. Ulydighed er ikke i overensstemmelse med den natur, Gud gav mennesket fra begyndelsen. (7BC 926; ST 14-10-1987) .TOAA 237.2

    Kristi menneskelige natur.
    Kristi menneskelige natur og arvelighedslovene.

    Det ville have været en umådelig ydmygelse for Guds Søn at påtage sig menneskets natur, selv da Adam stod uskyldig i Edens Have.” Men Jesus blev menneske, da slægten var svækket af fire tusinde år i synd. Som enhver anden Adams efterkommer måtte han leve med resultaterne af arvlighedslovene. Disse ses tydeligt i hans jordiske forfædres historie. Med en sådan arv kom han for at dele vore sorger og fristelser og give os et eksempel på et syndefrit liv.
    TOAA 237.3

    I Himmelen havde Satan hadet Kristus for hall!! ophøjede stilling. Da Satan blev nedstyrtet fra sin egen høje stilling, blev dette had endnu større. Og han hadede den, som havde påtaget sig at frelse en falden slægt. Alligevel tillod Gud, at hans Søn som et hjælpeløst barn og underkastet menneskelig svaghed kom til den verden, som Satan kaldte sin. Han lod ham møde livets farer som alle andre, kæmpe den kamp, som hvert menneskebarn må kæmpe med risiko for at fejle og miste livet for altid.TOAA 237.4

    Den menneskelige faders hjerte længes inderligt efter hans søn. Han betragter sit lille barns ansigt og. bæver ved tanken om livets farer. Han længes efter at skærme den lille imod Satans magt, at værne ham imod prøvelser og kæmpe. For at møde en endnu mere bitter kamp og farefuld risiko, gav Gud sin Enbårne Søn for at stien måtte blive jævnet for vore små.’ Heri er kærlighed.’ Undres, i himle, fald i forundring. du jord! (DA 49)TOAA 238.1

    Adam havde det fortrin fremfor Kristus, da han blev angrebet af fristeren, at der ikke hvilede nogen syndens følger på ham. Han stod i sin manddoms fulde styrke, besad fuldt vigør af krop og sjæl. Han var omgivet af Edens haves herligheder og havde daglig samfund med himmelske væsener. Sådan var Jesu kår ikke, da han gik ind i ørkenen for at kæmpe med Satan. Igennem fire tusinde år havde menneskeslægten aftaget i styrke, tænkeevne og moralsk standard; og Kristus påtog sig den degenererede menneskeheds svagheder. Kun derved kunne han redde mennesket fra de laveste dybder af nedværdigelse” (ST 3.-121902)TOAA 238.2

    Kristus blev fristet af den menneskelige naturs svagheder og det fysiske legemes fordærvede arv.
    Jesus kom til verden som et menneske for at lære mennesker at kende og komme dem nær i deres trang. Han blev født som et spædbarn i Betlehem. Han voksede op som andre børn. Og lige fra sin ungdom til afslutningen af sit jordiske liv blev han angrebet af Satans voldsomste fristelser.
    TOAA 238.3

    Adam blev fristet af fjenden — og han faldt. Det var ikke iboende synd, som fik ham til at falde — Gud havde skabt ham ren og oprigtig i sit eget billede. Han var lige så fejlfri som Guds engle foran tronen. Det fandtes ingen fordærvede principper i ham — ingen tilbøjelighed til ondt. Men da Kristus kom for at møde Satans fristelser, var det “i syndigt køds lighed:’ Svækket af 40 dages faste mødte han sin fjende i ørkenen. Hans værdighed og autoritet blev betvivlet, hans troskab mod Faderen angrebet af den faldne fjende. (ST 17-10-1900)TOAA 238.4

    Det er umuligt for os i vor egen styrke at modstå vor faldne naturs krav. Gennem denne kanal vil Satan lede os i fristelse. Kristus vidste, at Satan ville komme til hvert eneste menneske for at udnytte den nedarvede svaghed og besnære alle, som ikke sætter sin lid til Gud. Ved at gå den vej, som mennesket skal gå, har Jesus gjort det muligt for os at vinde sejr. Det er ikke hans vilje, at vi skal stå ubeskyttede i kampen. Han vil ikke, at vi skal blive modløse over slangens angreb. “Vær frimodige, jeg har overvundet verden,” siger han. Johs. 16,33.TOAA 239.1

    Lad den, der kæmper med appetittens magt se hen til frelseren i fristeisens ørken. Se ham i hans dybe kval på korset; da han udbrød: “Jeg tørster:’ Han har udholdt alt, hvad det er muligt for os at bære. Hans sejr er vor. (DA 122-123)TOAA 239.2

    Jesus påtog sig det faldne menneskes natur og skikkelse.
    Skønt hans karakter var helt uplettet, nedlod han sig til at forene vor faldne menneskelige natur med sin Guddommelighed. Ved at gøre dette ærede han menneskeheden. Idet han påtog sig vor faldne natur, viste han, hvad den kunne blive til ved at modtage de rige muligheder, han havde åbnet for den — at blive delagtige i guddommelig natur. (7BC 453)
    TOAA 239.3

    I Kristus var det menneskelige og det guddommlige forenet. Det var hans opgave at forlige Gud med mennesket — og mennesket med Gud. Det var hans gerning at forene del endelige med det uendelige. Dette var den eneste mulighed for, at det faldne menneske kunne oprejses til ved Kristi blod al blive delagtig i guddommelig natur. Det, at Kristus påtog sig menneskelig natur, satte ham i stand til at forstå menneskets fristelser og prøvelser. Engle, som ikke vidste hvad synd var, kunne ikke forstå mennesket i dets særlige prøvelser.TOAA 239.4

    Før Kristus forlod Himmelen og kom til verden for at dø, var han højere end alle englene. Han var majestætisk og smuk. Men da hans tjeneste hernede begyndte, var han kun lidt højere end gennemsnitshøjden af de mennesker, som levede på den tid. Hvis han var kommet i sin ædle, himmelske skikkelse, ville hans udseende have fængslet mennesker, og han ville være blevet modtaget uden at troen havde været med idet.TOAA 239.5

    Det var Guds plan, at Kristus skulle påtage sig det faldne menneskes skikkelse og natur, for at han skulle blive fuldkommen gennem lidelse. Han skulle selv udholde Satans heftigste fristelser, så han kunne komme dem til hjælp, som bliver fristet. Menneskers tro på Kristus som Messias skulle ikke hvile på noget ydre; de skulle ikke tro på grund af hans personlige tiltrækningskraft, men på grund af den ophøjede karakter, som han ejede — og som aldrig havde været eller kunne findes hos nogen anden. (2SP 39)TOAA 240.1

    Kristus påtog sig det faldne menneskes natur.
    Hvilken kærlighed! Hvilken forbavsende nedladenhed! Han ville gå i Adams fodspor. Han ville virkelig påtage sig menneskets faldne natur for at kæmpe imod den stærke fjende, som sejrede over Adam. Han ville overvinde Satan og på den måde for hver den, som tror, åbne vejen til udgang fra den unåde, Adams fald havde bragt os i. (RH 24-2-1874; 1BC 1085)
    TOAA 240.2

    Nutidens lære om Kristi faldne natur og de oprindelige standpunkter. Jesus taler om dette:
    Englene kastede sig ned for ham. De tilbød at ofte deres liv. Jesus sagde til dem, at han ved sin død ville frelse mange, og at en engels liv ikke kunne betale skylden. Kun hans eget liv kunne godtages af Faderen som en løsesum for mennesket. Jesus fortalte dem også, at de ville få del i hans gerning, være hos ham og styrke ham ved forskellige lejligheder. Han ville påtage sig menneskets natur, og hans styrke ville derfor blive mindre end deres. De skulle blive vidne til hans ydmygelse og store lidelser — og idet de så dette og menneskenes had til ham, ville de blive dybt grebet og ønske at befri ham fra hans mordere. Men de måtte ikke gribe ind for at forhindre noget af det, de ville få at se. De skulle have andel i hans opstandelse. Frelsens plan var lagt, og hans Fader havde godkendt den. (EW 150-151)
    TOAA 240.3

    Satan taler om dette:
    Satan glædede sig igen sammen med sine engle over, at han ved at få mennesket til at falde havde nedstyrtet Guds Søn fra hans ophøjede stilling. Han sagde til sine engle, at når Jesus påtog sig menneskets faldne natur, kunne han overvinde ham og hindre frelsesplanen i at blive udført. (EW 152)
    TOAA 241.1

    Jesus påtog sig vor syndige natur.
    Klædt i menneskelig skikkelse steg Guds Søn ned på samme plan som dem, han ønskede at frelse. Der fandtes ingen skyld hos ham, han var altid ren og ubesmittet, men alligevel påtog han sig vor syndige natur. Idet han iklædte sin guddommelige natur menneskelighed for at komme i kontakt med den faldne menneskehed, søgte han at genvinde det, som den ved Adams ulydighed havde mistet. I sin egen karakter viste han verden Guds karakter. (7BC 452-453)
    TOAA 241.2

    Kristus siger: Mine får hører min røst og følger mig bort fra verdens vildspor. Du skal arbejde, ligesom han gjorde. Søg at lede de fejlende på ret vej med kærlighed. Du vil behøve megen tålmodighed og overbærenhed og en stadig strøm af Kristi tilgivende kærlighed. Hver dag må Frelserens medlidenhed åbenbares. Følg hans eksempel. Han påtog sig en syndig natur for at vide, hvorledes han skulle komme dem til hjælp, som fristes. (MM 181)TOAA 241.3

    Jesus påtog sig det faldne, lidende menneskes natur som var nedværdiget og besmittet af synd.
    Tænk på Kristi ydmygelse. Han påtog sig det faldne, lidende menneskes natur, som var nedværdiget og besmittet af synd. Han tog vore sorger, bar vor skyld og skam. Han udholdt alle de fristelser, som angriber mennesket. Han forenede mennesket med det guddommelige, en guddommelig Ånd boede i et menneskeligt tempel af kød. Han gjorde sig til eet med dette tempel. “Ordet blev kød og tog bolig Iblandt os.” Og fordi han gjorde det, kunne han færdes mellem Adams syndige sønner og døtre. (4BC 1147)
    TOAA 241.4

    Jesus forenede vor syndige natur med hans syndfri natur.
    Dødelige mennesker kan ikke fatte Kristi kærlighed. Den er et mysterium for dybt for den menneskelige tanke. Han forenede virkelig menneskets syndige natur med sin egen syndfrie natur, fordi dette ville gøre .det muligt for ham at udgyde sine velsignelser over den faldne slægt. På denne måde gjorde han det muligt for os at få del i hans natur. Ved at ofre sig for synden, åbnede han vejen for mennesker, så de kunne blive forenet med ham. Han satte sig i menneskets sted, så han kunne blive i stand til at lide. Hele hans jordiske liv var en forberedelse til hans sidste store offer. (RH 17-7-1900)
    TOAA 242.1

    I Kristus var det guddommelige og det menneskelige forenet — Skaberen og det skabte. Naturen hos den Gud, hvis lov var blevet overtrådt, og overtræderen Adams natur mødtes i Jesus, Guds Søn og Menneskesønnen. (7BC 926)TOAA 242.2

    Kristi Karakter
    Kristi menneskelige natur — hans menneskelige karakter — var fuldstændig syndefri.

    Idet Kristus påtog sig menneskets natur i dens faldne skikkelse, deltog han ikke på nogen måde i denne naturs syndighed. Han underkastede sig de svagheder, som mennesket er underlagt, “for at det skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeten Esajas, der siger: “Han tog vore svag heder og bar vore sygdomme.” Vor skrøbelighed rørte hans hjerte — og han blev prøvet på alle punkter ligesom vi bliver det. Men han kendte ikke til synd. Han var Lammet “uden plet og lyde;’ (1 Pet. 1,19) Hvis Satan blot på eet punkt havde fristet Jesus til at synde, ville han have såret Frelserens hovede. Nu kunne han kun røre hans hæl. Havde han rørt Jesu hovede, ville menneskeslægtens håb være ude. Guds vrede ville have ramt Kristus, som den ramte Adam. Kristus og hans menighed ville have været uden håb.
    TOAA 242.3

    Vi skal ikke nære mindste tvivl om Kristi menneskelige naturs fuldkomne syndfrihed. Vor tro må eje en klar forståelse, idet vi med fuld tillid og absolut tro på hans forsoningsoffer ser hen til Jesus. Det er af afgørende betydning, for at sjælen ikke skal blive indhyllet i mørke. Denne hellige Stedfortræder kan frelse til det yderste, fordi han for et univers, som så tilmed undren, viste fuldstændig ydmyghed i sin menneskelige karakter og fuldstændig lydighed mod Guds krav. Guddommelig styrke stilles til menneskets rådighed, så det kan få del i guddommelig natur og undfly fordærvelsen i verden, som skyldes det onde begær. Derfor kan et omvendt troende menneske blive Guds retfærdighed i Kristus. (1SM 256)TOAA 243.1

    Midt i urenhed bevarede Kristus sin renhed. Satan kunne ikke tilsmudse eller ødelægge den. Jesus viste et absolut had til synden. Det var hans syndfrihed, som vækkede en fordærvet verdens had imod ham. Ved sit fuldkomne liv var han en stadig bebrejdelse mod verden, idet kontrasten mellem overtrædelse og den rene pletfrie retfærdighed hos en, som ikke kendte til synd blev tydelig. (5BC 1142)TOAA 243.2

    Med sin menneskelige arm omfavnede Jesus vor slægt, mens han med sin guddommelige arm holdt fast ved den Almægtiges trone og således forenede det begrænsede menneske med den almægtige Gud. Han byggede bro over den afgrund, som synden havde skabt, og forbandt jorden med Himmelen. I sin menneskelige natur bevarede han sin guddommlige naturs renhed. (Y12-6-1898)TOAA 243.3

    Jesus Kristus er vort eksempel i alle ting. Han begyndte sit liv, gennemlevede dets oplevelser og afsluttede det med en helliggjort menneskelig vilje. Han blev fristet i alle ting, ligesom vi bliver det, og dog gav han aldrig på nogen måde efter for fristelsen til at gøre noget ondt, ej heller viste han oprør imod Gud, fordi han bevarede sin vilje helligt overgivet til Gud. (ST 29-10- 1894)TOAA 243.4

    Jesus, som kom for at leve i menneskelig skikkelse, blev aldrig besmittet. (DA 266)TOAA 244.1

    Vær yderst forsigtig med, hvorledes du betragter Kristi menneskelige natur. Fremstil ham ikke som et menneske med tilbøjelighed til at synde. Han er den anden Adam. Den første Adam blev skabt som en ren, syndfri skabning uden mindste gran af synd. Han blev skabt i Guds billede. Han kunne falde, og ved overtrædelse faldt han. På grund af hans synd blev hans efterkommere født med iboende tilbøjelighed til ulydighed. Men Jesus Kristus var Guds enbårne Søn. Han påtog sig menneskelig natur og blev fristet i alle ting, ligesom mennesket bliver fristet. Han kunne have syndet, han kunne være faldet, men ikke eet øjeblik fandtes nogen tilbøjelighed til ondt i ham. Han blev fristet i ørkenen, ligesom Adam blev fristet i Edens Have.TOAA 244.2

    Undgå ethvert spørgsmål angående Kristi menneskelighed, som kunne misforstås. Sandheden ligger tæt på formodning. l omtale af Kristi menneskelighed må du være omhyggeligt på vagt ved enhver udtalelse, for at dine ord ikke skal blive udlagt til at betyde mere, end de siger, så du på denne måde slører den rette forståelse af hans menneskelighed forenet med Guddommelighed. Hans fødsel var et Guds mirakel. Englen sagde til Maria: “Se, du skal undfange og føde en søn, og du skal give han navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans faders trone. Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, ‘og der skal ikke være ende på hans kongedømme.” Maria sagde til englen: “Hvorledes skal dette gå til? Jeg ved jo ikke af nogen mand: Og englen svarede og sagde til hende: “Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig; derfor skal også det, som fødes, kaldes helligt, Guds Søn:’ Luk. 1,31-35.TOAA 244.3

    Disse ord er ikke talt om et menneske, men om den almægtige Guds Søn. Giv aldrig nogen sinde mennesker det indtryk, at Kristus på nogen måde var besmittet af eller havde tilbøjelighed til synd — at han gav efter for det onde. Han blev fristet i alle ting, som mennesker bliver det, og dog forblev han ubesmittet. Det er et ufatteligt mysterium for mennesker, at han kunne fristes i alt, som vi bliver det, og dog ikke synde. Inkarnationen har altid været, og vil altid forblive et mysterium. Det, som er åbenbaret, er for os og vore børn, men lad intet menneske fremstille Kristus som helt og holdent menneskelig, som blot en af os, for det kan ikke være rigtigt. At vide nøjagtig hvornår menneskelig hed og guddommelighed blev forenet, er ikke nødvendigt for os. Vi skal blive stående på Klippen Jesus Kristus som Gud åbenbaret i menneskeskikkelse.TOAA 244.4

    Jeg tror, det er farligt at nærme sig emner, som omhandler den almægtige Guds Søns menneskelighed. Han ydmygede sig selv, da han var i menneskelig skikkelse, forat kunne forstå styrken i alle de fristelser, mennesket udsættes for.TOAA 245.1

    Den første Adam faldt; den anden Adam holdt fast ved Gud og hans Ord under de mest prøvende forhold — hans tro på Faderens godhed, nåde og kærlighed vaklede ikke eet øjeblik. “Der står skrevet” var hans våben, og det er det Åndens sværd, hvert menneske skal bruge. “Jeg skal herefter ikke tale meget med jer; for denne verdens fyrste kommer, og han har slet intet i mig,” — intet som vil være modtageligt for alle den ondes mange fristelser. Ikke een gang vovede han sig ind på Satans område. Aldrig den mindste opmuntring fik fjenden i sine rænker. (5BC 1128-1129)TOAA 245.2

    Helligånden og Mennesket Jesus
    Helligånden var hemmeligheden ved Jesu hellige, rene og fejlfrie liv og karakter.

    Det er sagt om Jesus: “Han var da kommet i dødsangst bad han endnu mere indtrængende; og hans sved blev som bloddråber, der faldt ned på jorden.” Luk. 22,44. For at forstå sandheden i disse ord, må vi indse, at Jesus virkelig var menneske. Det var ikke en tilsyneladende menneskelighed, han påtog sig. Han levede i menneskelig natur. Han udførte aldrig et mirakel for at hjælpe sig selv. Han var omgivet af skrøbelighed, men hans guddommelige natur vidste, hvad der boede i mennesket. Han behøvede ikke, at nogen skulle for klare ham dette. Ånden blev skænket ham ubegrænset, fordi hans mission på jorden gjorde det nødvendigt.
    TOAA 245.3

    Kristi liv repræsenterer det fuldkomne menneske. Han påtog sig vore svagheder. Ikke blot blev han kød, men man påtog sig syndigt køds lighed. Hans guddommelige egenskaber blev holdt tilbage fra at lette hans sjæleangst og fysiske lidelser.(5BC 1124)TOAA 246.1

    Jesus var fyldt med Ånden på samme måde, ‘som vi kan være fyldt med Ånden.
    De emner, som vedrører forløsningen, er ophøjede, og kun åndeligt sindede mennesker kan fatte dybden og betydningen i dem. Der er tryghed og glæde i at studere frelsesplanen. Tro og bøn er nødvendige for at fatte dybden.
    TOAA 246.2

    Vort sind er så optaget af småting, at vi kun i meget begrænset omfang forstår, hvilken erfaring vi kunne have. Vi begriber kun dunkelt, hvad Paulus mener, når han siger: “For denne sags skyld bøjer jeg mine knæ for Faderen... at han efter sin herligheds rigdom vil give jer, at I med kraft må styrkes ved hans Ånd i det indre menneske.” Ef.3,14.16. Hvordan kan det være, at mange, som bekender sig til at tro på Kristus, ikke har kraft til at modstå fjendens fristelser? Det er, fordi de ikke styrkes ved hans Ånd i det indre menneske.TOAA 246.3

    I det mest forståelige sprog beskriver Paulus for menigheden i Efesus, hvilken vidunderlig styrke og kundskab de kunne eje som Guds sønner og døtre. De kunne “styrkes ved hans And i det indre menneske,” og være “rodfæstede og grundfæstede i kærlighed,” så de sammen med alle de hellige må kunne fatte bredden og længden og højden og dybden og kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse. Og apostlens bøn når sit højdepunkt, idet han beder om, at de “kan fyldes med hele Guds fylde.” Ef.3,4.16.17.TOAA 246.4

    Her afsløres de høje mål, vi kan nå ved tro på vor himmelske Faders løfter, når vi følger hans krav. Ved Kristi fortjeneste har vi adgang til den ubegrænsede kraft. “Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?” Rom.8,32. Faderen gav sin Ånd i ubegrænset mål til sin Søn, og vi kan få del i denne fylde. Jesus siger: “Når da I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen fra Himmelen give Helligånden til dem, som beder ham!” Luk.11,13.TOAA 246.5

    I gamle dage viste Herren sig for Abraham og sagde: “Jeg er dit skjold; din løn skal blive såre stor!” Dette er lønnen til hver den, som følger Kristus. At blive bragt i harmoni med ham, i hvem alle visdommens og kundskabens skatte er skjult tilstede — at eje ham, idet hjertet åbner sig mere og mere for at få hans dyder — at kende hans kærlighed og magt — at få del i Kristi uransagelige rigdomme — mere og mere at fatte “bred. den og længden, højden og dybden — og kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I kan fyldes med hele Guds fylde,” — Ef. 3:18-19,- dette er Herrens tjeneres arv, og “den retfærd. jeg giver dem, lyder det fra Herren.” Es.54,17.TOAA 247.1

    Her åbenbares de højeste talenter af det vi kan opnå gennem tro på vor himmelske Fars løfter. Gennem Kristi fortjenester har vi adgang til den ubegrænsede magts trone. “Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med ham.” Faderen gav sin Ånd uden mål til sin Søn, og vi kan også få del i dens fylde....TOAA 247.2

    Det hjerte, som een gang har smagt Kristi kærlighed, længes bestandig efter større fylde; og idet du giver den videre, vil du modtage et rigere mål. For hver gang Gud åbenbarer sig for sjælen, forøges dens evne til at forstå og at elske. Hjertets stadige higen er: Mere af dig — og Ånden svarer: Meget mere; for Gud glæder sig over at give langt ud over, hvad vi kan ønske eller forstå. Jesus, som udtømte sig helt for den fortabte menneskehed, fik Helligånden i ubegrænset mål. På samme måde vil den blive skænket til hver eneste Kristi efterfølger, hvis hjerte overgives helt til ham. Herren har selv befalet: “Bliv fyldt med Ånden” — og denne befaling er også et løfte om opfyldelse. (RH 5-11-1908)TOAA 247.3

    Jesus modtog stadig nye forsyninger af Helligånden.
    Vi må lære ikke at stole på os selv, men være helt afhængige af Guds ledelse og støtte, så vi kan kende hans vilje og få styrke til at gøre den. Vi må stå i stadig forbindelse med Gud. Bøn i lønkammeret, bøn mens hænderne er i arbejde, bøn mens vi går på vejen, bøn i nattens timer — hjertets begær må stadig stige opad til Gud — dette er vor eneste sikkerhed. Således var det, at Enok vandrede med Gud. Og på denne måde opnåede vort store Eksempel styrke til at gå den tunge gang fra Nazaret til Golgata.
    TOAA 248.1

    Den syndfrie Jesus, som Helligånden helt ubegrænset blev udgydt over, erkendte stadig sin afhængighed af Gud og søgte nye forsyninger fra styrkens og visdommens kilde. Hvor meget mere skulle da det begrænsede, fejlende menneske føle sin afhængighed af Guds hjælp. Hvor omhyggeligt skulle det ikke følge Guds vejledning og værdsætte hvert eneste råd, som er givet det. “Som trælles øjne følger deres herres hånd, som en trælkvindes øjne følger hendes frues hånd,” Salm.123,2. således burde vore øjne følge Herren, vor Gud. Hans bud skulle modtages i fuldstændig tillid og adlydes i glad lydighed. (RH 8-11-1887)TOAA 248.2

    Rede til kamp ved Helligåndens iboen.
    Verdens fyrste kommer,’ siger Jesus, “og i mig er der intet, som hører ham til.” Johs.14,30. Intet i ham var modtageligt for Satans bedrag. Han indvilgede aldrig i at synde. End ikke i tanken gav han ‘efter for fristelsen. På samme måde kunne det være med os. Kristi menneskelighed var forenet med Guddommelighed; han var rustet til kamp ved Helligåndens iboen. Og han kom for at gøre os delagtige i guddommelig natur. Så længe vi er forenede med ham i troen, har synden ingen magt over os, Gud rækker ud efter troens hånd i mennesket, for at den skal gribe fat om Kristi guddommelighed, så vi kan opnå en fuldkommen karakter.
    TOAA 248.3

    Og hvorledes dette kan ske, har Kristus vist os. Hvorved vandt han sejr i kampen mod Satan? Ved Guds Ord. Kun ved Ordet kunne han modstå fristelsen. “Der står skrevet,” sagde han. Og os har han skænket “sine dyrebare og største forjættelser, for at vi ved dem skal undfly fordærvelsen i verden, som skyldes det onde begær, og få del i guddommelig natur.” 2 Pet.1,4. Alle Guds Ords løfter er givet til os. Vi skal leve “ved hvert ord, som udgår af Guds mund.” Når du fristes, se da ikke på omstændighederne eller din egen svaghed, men på den kraft, som findes i Ordet. Hele Ordets styrke tilhører dig. Salmisten siger: “Jeg gemmer dit ord i mit hjerte for ikke at synde imod dig.” “Ved dine læbers ord vogted jeg mig for voldsmænds veje.” Salm.119,11; 17,4 (DA 123)TOAA 249.1

    Helligånden beherskede Kristi sind.
    Der står skrevet om Jesus; “Og barnet voksede og blev stærkt og fyldtes med visdom; og Guds nåde var over det... Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.” Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.” At kende Gud vil blive en kundskab, der vil vare for altid. At lære at gøre Kristi gerninger er sand uddannelse. Helligånden beherskede Jesu sind, så han kunne sige til sine forældre: “Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være i min Faders hus?” Luk.2,49. Og alligevel arbejdede han som en lydig søn i tømrerværkstedet. (FE 392)
    TOAA 249.2

    Helligånden udgød guddommelige egenskaber, Guds karakter og handlemåde i Jesus. og det kan blive lige sådan med os.TOAA 249.3

    Skal nogen af os være utaknemlige ligesom jøderne, eller skal vi betragte Jesus som det fuldkomne mønster for, hvad vor fuldkommengjorte menneskelige natur kan blive, idet han i sig forenede Guddommens egenskaber med vor menneskelige natur? Guds enbårne Søn beviste, hvad et menneske kan opnå. l sin helliggjorte menneskelige natur gjorde han det klart, hvad et menneske’skal nå til. Ved korset omfavnede nåden og sandheden hinanden, retfærdighed og fred kyssede hinanden. O, hvill!:et vidunderligt forråd der blev skabt for mennesket! Hvor kan det dog være, at vi ikke sætter pris på den himmelske gave? Ved den kurs, hver enkelt af os følger, viser vi, hvor højt vi værdsætter de gyldne muligheder, som er skænket os. (ST 18-6-1896)TOAA 249.4

    Sejre som han sejrede (Åb.3,21)
    A. Viljens overgivelse.

    “Sandelig, sandelig siger jeg Eder, den, som tror på mig, han skal også gøre de gerninger, som jeg gør,” Det var af største betydning for Jesus, at hans disciple skulle forstå hensigten med, at hans Gudommelighed blev forenet med menneskelighed, så mennesket kunne blive løftet op af hans genskabermagt. Gud viste sig i ham, for at han skulle vise sig i dem. Jesus viste ingen egenskaber og brugte ingen magt, som mennesker ikke kan opnå ved tro på ham. Hans fuldkomne menneskelighed kan alle hans efterfølgere opnå, hvis de vil underkaste sig Gud, som han gjorde det.
    TOAA 250.1

    “Ja, han skal høre endnu større gerninger end disse, thi jeg går til Faderen. Johs.14,12. Dermed mente Jesus ikke at disciplenes gerninger ville blive af mere ophøjet karakter end hans egne, men at de ville få større omfang. Han talte ikke blot om mirakler, men om alt, hvad der skulle findested under Helligåndens medvirken. (DA 664)TOAA 250.2

    B.Bøn
    I Kristus nåede menneskehedens nødråb Faderens uendeligt medfølende hjerte. Som menneske bønfaldt han for Guds trone, indtil hans menneskelighed blev fyldt med en himmelsk strøm, som forenede mennesket med Guddommen. Ved en stadig forbindelse modtog han liv fra Gud, for at han kunne give verden liv. Hans erfaring skal blive vor. (DA 363)
    TOAA 250.3

    C. Ordet
    Ved hvilket middel vandt Han sejr i kampen mod Satan? Ved Guds Ord. (DA 123)
    TOAA 251.1

    D. Ved Tro
    Pludselig gennem trængtes det mørke, som hvilede over korset, og med en klar og kraftig røst, som syntes at give genlyd i hele verden, råbte Jesus: “Det er fuldbragt!” “Fader, i dine hænder befaler jeg min ånd.” Et lys omstrålede korset, og Frelserens ansigt strålede med solens glans. Så bøjede han sit hovede og døde.
    TOAA 251.2

    I et forfærdeligt mørke, tilsyneladende forladt af Gud, havde Kristus tømt bundfaldet af den menneskelige smertes bitre skål. l disse frygtelige timer havde han stolet på de beviser om Faderens anerkendelse, han tidligere havde fået. Han kendte sin Faders karakter; han forstod hans retfærdighed, hans nåde og hans store kærlighed. l tro hvilede ham i Ham, hvis vilje det havde været hans glæde at adlyde. Og idet han underkastede sig og overgav sig selv til Gud, forsvandt følelsen af, at Gud havde forladt ham. Ved tro blev Kristus sejrherre. (DA 756)TOAA 251.3

    Helligånden og den troende
    Helligånden gør os delagtige i guddommelig natur.

    “Jeg er vintræet, I er grenene,” sagde Jesus til sine disciple. Skønt han snart skulle tages bort fra dem, skulle deres åndelige forening med ham være uforandret. Grenenes forbindelse med træet, sagde Han, er et billede på den forbindelse, som l skal opretholde til Mig. En kvist podes ind i den levende vinstok, og lidt efter lidt vokser den fast. Vinstokkens liv bliver grenenes liv. Således modtager den sjæl, som er død i sine synder, liv gennem forbindelsen med Kristus. Ved tro på ham som en personlig Frelser skabes forbindelsen. Synderen forener sin svaghed med Kristi styrke, sin tomhed med hans fylde, sin skrøbelighed med hans urokkelige magt. Så har han Kristi sind. Kristi menneskelighed har rørt vor menneskelighed, og vor menneskelighed har fået forbindelse med det guddommelige. På denne måde bliver mennesket ved Helligånden delagtig i guddommelig natur. Han bliver modtaget i den Elskede. (DA 675)
    TOAA 251.4

    Helligånden renser synden ud af karakteren.
    Vi må lære af Kristus. Vi må forstå, hvad han betyder for dem, han har forløst. Det må blive klart for os, at det er vort privilegium ved tro på ham at få del i guddommelig natur. Så bliver vi renset for al synd og alle karakterfejl. Vi behøver ikke at beholde nogen tilbøjelighed til at synde. “Også jer har han levendegjort, da I var døde i jeres overtrædelser og synder, som I forhen vandrede i, ledede af denne verdens tidsånd og af herskeren over luftens rige, den åndemagt, som er virksom i ulydighedens børn. Til dem hørte også vi forhen, da vi fulgte vort køds lyster og gjorde, hvad kødet og tankerne ville, og af naturen var vi vredens børn ligesom de andre. Men Gud, som er rig på barmhjertighed, har på grund af den store kærlighed, hvormed han elskede os, gjort os levende med Kristus, os, som var døde på grund af vore overtrædelser — af nåde er I frelst! Ja, han har opvakt os med ham og givet os plads med ham i den himmelske verden, i Kristus Jesus.” Ef.2,1-6.
    TOAA 252.1

    Idet vi får del i den guddommelige natur, bliver nedarvede og tillærte tilbøjeligheder til det onde renset bort fra karakteren, og vi bliver en levende kraft til det gode. Idet vi hver dag undervises af den guddommelige Lærer og får del i hans natur, overvinder vi i samarbejde med Gud Satans fristelser. Gud og menneske arbejder sammen, så at mennesket bliver eet med Kristus, som han er eet med Gud. Da har vi samfund med Kristus i det himmelske. Sindet hviler i fred og sikkerhed i Jesus. (RH 24-4-1900; 7BC 943)TOAA 252.2

    Kun Helligånden kan overvinde synd.
    Idet Jesus forklarede sine disciple Helligåndens gerning, forsøgte han at oplive deres hjerter med ;len glæde og det håb, som fyldte hans eget. Han glædede sig over den store hjælp, han havde beredt for sin menighed. Helligånden var den største af alle de gaver, han kunne bede Faderen om for at forædle menigheden. Ånden skulle gives som en genskabende kraft, og uden Kristi offer ville den intet have gavnet. Det ondes magt var tiltaget gennem århundreder, og det er forbløffende i hvilken grad menneskene bøjede sig under dette sataniske fangenskab. Kun ved den mægtige tredie person i Guddommen kunne synden modståes og overvindes — ikke blot med begrænset ydelse, ville han komme, men i guddommelig styrkes fylde. Det er Helligånden, som virkeliggør verdens Frelsers værk. Det er ved Anden, at hjertet bliver renset. Ved Ånden bliver den troende delagtig i guddommelig natur. Kristus har skænket sin Ånd som en levende kraft til at overvinde alle nedarvede og erhvervede tilbøjeligheder til det onde — og til at præge hans egen karakter i hans menighed. (DA 671)
    TOAA 253.1

    Den kraft, som skabte universet og oprejste Jesus fra de døde, kan genskabe os i Guds billede.
    Det står ingen steder skrevet, at en synder skal omvende sig, før han efterkommer Jesu indbydelse: “Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile.” Mennesker må komme til Kristus, fordi de ser ham som deres Frelser, deres eneste hjælp, så de kan blive i stand til at omvende sig; for hvis de kunne omvende sig uden at komme til ham, kunne de også blive frelst uden ham. Det er den dyd, som han udstråler, der leder til ægte omvendelse. Peter klargør dette i sin tale til israeliterne, når han siger: “Ham har Gud med sin højre hånd ophøjet til Fører og Frelser for at give Israel omvendelse og syndernes forladelse.” Anger er lige så vel en Kristi gave, som tilgivelse er, og den findes ikke uden Jesu gerning i hjertet. Vi kan lige så lidt angre uden at Kristi Ånd vækker samvittigheden, som vi kan få tilgivelse uden ham. Kristus drager synderen til sig ved den kærlighed, som kom til udtryk på korset,. og dette blødgør hjertet, påvirker sindet og indgiver sjælen anger og omvendelse. (RH 1-4-1890)
    TOAA 253.2

    De mennesker, som er indfanget af en sværmerisk religion, synes ikke om den tanke, at det gamle menneske med dets gerninger skal dø, og enhver oprørsk tanke bringes til lydighed under Kristus. De ønsker ikke at underkaste sig Guds Ånd, som arbejder på at rense al fordærvelse ud af hjertet og fylde det med levende principper som dyd, afholdenhed, gudfrygtighed og broderlig venlighed og kristelig kærlighed. Men den, som modtager Guds Ånd, vil, selvom han har været død i synden, opleve den levendegørende indflydelse af den kraft, som oprejste Jesus fra de døde. Helligåndens levendegørende kraft vil oprejse dem, som indser deres hjælpeløshed, bekender deres synder og tror påJesus. Alle evner skal bringes under Helligåndens kontrol. Uden denne hjælp kan mennesket kæmpe af al magt, bruge sin forstand, veltalenhed og åndsevne i et forsøg på at bringe orden i en falden, kaotisk verden. Måske lytter nogle til disse forsøg, men spørgsmålet er: Hvad er resultatet blevet? Jesus svarer: “Uden mig kan I slet intet gøre.” Johs.15,5. Selvom al skolens lærdom og al den opsamlede menneskelige dygtighed sættes ind over for dem, som er døde i deres synder, formår det ikke at forandre karakteren. Menneskelig egoisme i al dens fordærvelse forbliver uændret. Kun Guds Ånd kan rense mennesker og bevare dem rene. Åndens arbejde i sjælen bringer liv til den døde og frier ham ud af syndens slaveri, som har bragt sjælen under lovens fordømmelse, hvorved vrede og trængsel overgår enhver overtræder. Det er Kristi nåde, som bringer frelse til hver den, som modtager den. De, som bliver omvendt, oplever fred og forvisning i al fremtid. (ST 5-11-1894)TOAA 254.1

    Jesus ønsker mennesker i sin tjeneste. Han vil lede deres vildledte evner således, at de ved hans nåde kan virke til andres bedste, og alle kan blive sin broders vogter i uselvisk kærlighed, så verden kan vende tilbage til Gud. Ved tro på Jesus Kristus og indbyrdes afhængighed sluttes forbindelsen til Gods trone — ved menneskelig virksomhed forenes menneskeheden med Gud. Herren har lovet, at hans hellige Ånd, den højeste magt i universet, skal åbenbares i mennesker, for at menneskeheden skal blive forædlet ved tro på Jesus Kristus. En indflydelse, som udgår fra Gud, samler universets kræfter, for at en fortabt og oprørsk slægt kan blive forligt med og løftet op til Gud. (ST 4-9-1893)TOAA 255.1

    Mennesket uden Helligånden.
    Kristus viser, at menneskeheden, hvis den ikke er under Guds Ånds vejledende indflydelse, er et frygteligt redskab for den onde. (5BC 1122)
    TOAA 255.2

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents