18 Dyrets Mærke

De, som modtager dyrets mærke, stilles I modsætning til dem, som holder Guds bud.
Efter advarslen mod at tilbede dyret og de_ billede siger profeten: “Her gælder det om udholdj:nhed for de hellige, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus.” Åb.14,12. Eftersom de, som holder Guds bud, således stilles over for dem, som tilbeder dyret og dets billede og modtager dets mærke, følger heraf, at det at holde Guds bud — på den ene side — og oprør imod dem — på den anden side — vil være skillelinjen mellem dem, der tilbeder Gud, og dem, der tilbeder dyret. (GC445-446)TOAA 81.1

Søndagen er tegnet på pavekirkens autoritet.
Som tegnet på den katolske kirkes autoritet citerer katolske skribenter: “Selve det at forandre sabbaten til søndag, som protestanterne tillader; ... for ved at helligholde søndagen erkender de kirkens magt til at indstifte højtider og tilgive synd.” Henry Tuberville: “An Abridgement of the Christian Doctrine” side 58. Hvad er forandringen af sabbaten da andet end tegnet eller mærket på den romerskkatolske kirke — “dyrets mærke”? Romerkirken har ikke frafaldet sit krav på overhøjhed. Og når verden og de protestantiske kirkesamfund akcepterer en sabbat, som denne kirke har opfundet, mens de forkaster Bibelens sabbat, godkender de i realiteten denne anmasselse. Måske påberåber de sig traditionens og kirkefædrenes autoritet. Men idet de gør dette, lader de hånt om selv_ det princip, som adskiller dem fra romerkirken — at “Bibelen og Bibelen alene er grundlag for protestanternes religion”. Katolikkerne ser, at de bedrager sig selv, .idet de med vilje lukker deres øjne for sagens kendsgerninger. Når bevægelsen for tvungen søndagshelligholdelse har fremgang, glæder de sig i sikker forvisning om, at de til sidst vil få hele den protestantiske verden ind under Roms fane. (GC 448)TOAA 81.2

Overtrædelse af Guds bud er det Specielle tegn på både dyret og dyrets billede. .
Det særlige kendetegn på dyret, og derfor også på dets billede, er overtrædelse .af Guds bud. Daniel siger om det lille horn, pavemagten: “Han skal sætte sig for at ændre tider og lov.” Dan.7,25. Paulus beskriver den samme magt, “det syndens menneske”, som skal ophøje sig selv over Gud. Den ene profeti forklarer den anden. Kun ved at ændre Guds bud kunne romerkirken ophøje sig over Gud. Den, som forstår Guds bud, og alligevel overholder denne lov, som er forandret af mennesker, ærer den magt højest, som har foretaget denne forandring. En sådan lydighedshandling mod katolske love vil være et tegn på lydighed mod paven i stedet for mod Gud. (GC446)TOAA 82.1

Dyrets mærke modtages efter søndagslovens vedtagelse.
Men tidligere generationer helligholdt søndagen i den tro, at de derved holdt Bibelens sabbat; også i dag er der sande kristne i alle kirkesamfund, det katolske ikke undtaget, som oprigtigt tror, at søndagen er den hviledag, som Gud har indstiftet. Gud antager deres ærlige hensigt. Men når søndagshelligholdelse bliver gennemtvunget ved lov, og hele verden vil blive oplyst om den sande sabbat, vil enhver, der overtræder Guds bud for at overholde en forordning, soin ikke har større autoritet bag sig end romerkirken, ære paven frem for Gud. Han viser ærbødighed mod Rom og mod den magt, som gennemtvinger den bestemmelse, som Rom har besluttet. Han tilbeder dyret og dets billede. Når mennesker da forkaster det bud, som Gud har erklæret er tegnet på hans overhøjhed, og i dets sted ærer det, som Rom har valgt som tegnet på sin overhøjhed, har de derved akcepteret tegnet på lydighed mod Rom — “dyrets mærke”. Først når dette emne er fremholdt tydeligt for menneskene, så de har måttet vælge mellem Guds bud og menneskers, vil de, som fortsætter i overtrædelse, modtage “dyrets mærke”.(GC 449)TOAA 82.2

Der vil blive to klasser: de, som modtager dyrets mærke, og de, som har Guds segl. Ugræsset og hveden vil Ikke længere vokse sammen.TOAA 83.1

Ved kampens udgang vil hele kristenheden blive delt i to store grupper — de, som bevarer Guds bud og troen på Jesus og de, som tilbeder dyret og dets billede og modtager dets mærke. Selvom kirke og stat vil forene deres magt for at tvinge “alle, både små og store, rige og fattige, frie og trælle (Åb. 13,16) til at modtage “dyrets mærke”, vil Guds folk dog ikke modtage det. Profeten på Patmos så dem, som var gået sejrende ud af kampen med dyret og dets billede og dets navns tal, stå ved glarhavet med Guds harper i deres hænder. Og de sang Moses’, Guds tjeners, og Lammets sang.”(Åb. 15,2.3.)TOAA 83.2

Prøvens time er endnu Ikke kommet
Forandringen af hviledagen er den katolske kirkes tegn el ler mærke. De som, skønt de forstår det fjerde buds krav, vælger at holde den falske sabbat i stedet for den sande, viser derved ærbødighed mod den store magt, som egenmægtigt har indstiftet den. Dyrets mærke er den katolske helligdag, som hele verden har akcepteret i stedet for den dag, som Gud har udvalgt.TOAA 83.3

Ingen har endnu fået dyrets mærke. Prøvens time er endnu ikke kommet. Der er sande kristne i alle kirkesamfund, også i det katolske. Ingen vil blive fordømt, før de har fået lyset og set, hvad det fjerde bud pålægger os. Men når der vedtages en lov, som kræver den falske sabbat overholdt, og den tredie engels høje råb advarer mennesker mod at tilbede dyret og dets billede, vil en tydelig skillelinje blive trukket mellem det, der er falsk, og det, der er sandt. Da vil de, som fortsætter i overtrædelse, få dyrets mærke.TOAA 83.4

Vi nærmer os denne tid med hurtige skridt. Når de protestantiske kirkesamfund forener sig med de verdslige myndigheder i at støtte en falsk religion, som deres forfædre udholdt de voldsomste forfølgelser for at modsætte sig — da vil den katolske hviledag blive gennemtvunget ved kirkens og statens forenede magt. Der vil ske et nationalt frafald, som vil resultere i vort lands undergang. (Ev. 234- 235)TOAA 83.5

Selvom denne prøvetime endnu ikke er kommet, er sabbaten en prøve siden 1844.TOAA 84.1

Jeg så, at Jesus havde lukket døren til det hellige, og intet menneske kan åbne den; og at han havde åbnet døren til det allerhelligste, og intet menneske kan lukke den. (Åb.3,7) Efter at Jesus har åbnet døren til det allerhelligste, som indeholder arken, har budene skinnet på Guds folk, som bliver prøvet på sabbatsspørgsmålet.TOAA 84.2

Jeg så, at denne prøve angående sabbaten ikke kunne komme, før Jesu tjeneste i det hellige var afsluttet og han var gået ind bag det inderste forhæng. Derfor hviler de kristne, som var sovet ind, før døren blev åbnet ind til det allerhelligste — da midnatsråbet havde lydt i den syvende måned i 1844 — nu i håbet. De kendte ikke det lys over den sandesabbat, som vi har nu, efter at den dør blev åbnet. Jeg så, at Satan fristede nogle blandt Guds folk på dette punkt. Fordi så mange gode kristne var sovet ind i troen uden at have holdt den sande sabbat, tvivlede de på, at denne nu var en prøve for os.TOAA 84.3

Sandhedens fjender har prøvet på at åbne døren til det hellige, som Jesus har lukket, og at lukke døren, som han i 1844 har åbnet til det allerhelligste, hvor arken med de to stentavler findes, på hvilke de ti bud er skrevet med Jehovas finger.TOAA 84.4

I denne tid, hvor beseglingen finder sted, bruger Satan alle midler for at få Guds børn til at tænke på andre ting. Jeg så, at Gud lagde et dæk/æ over sit folk for at beskytte dem i trængselstiden. Hver eneste, som stod fast på sandhedens grund og var ren af hjertet, blev dækket af den Almægtige. (EW 42-43; sammenlign 6T 16-19)TOAA 84.5

Idet mennesker forkaster sabbaten, forkaster de Guds lov — og således bereder verden sig til sin endelige ødelæggelse.TOAA 84.6

Hvad er årsagen til den udbredte vantro, forkastelsen af Guds lov og den deraf følgende fordærvelse i en tid med religionsfrihed og evangelisk forkyndelse? Da Satan nu ikke længere kan beherske verden ved at lægge Guds Ord i lænker, bruger han andre midler for at nå sit mål. At ødelægge troen på Bibelen tjener hans formål lige så godt, som hvis han ødelægger selve bogen. Ved at skabe den tro, at Guds lov ikke forpligter, kan han lige så fuldt lede mennesker til at synde, som hvis de var helt uvidende om loven. I dag som i tidligere tider arbejder han gennem kirken for at fremme sine hensigter. Vor tids kirkesamfund har nægtet at høre upopulære sandheder, som kommer klart til udtryk i Skriften. Idet de har modarbejdet disse sandheder, har de akcepteret fortolkninger og taget standpunkter, som har fostret skepsis. Idet de har holdt fast ved den katolske vranglære om sjælens udødelighed og menneskets bevidsthed efter døden, har de forkastet det eneste værn mod spiritismens bedrag. Læren om et evigt brændende helvede har fået mange til at miste troen på Bibelen. Når det fjerde buds sabbat bliver fremsat for mennesker, ser man, at den syvende dag bør helligholdes. Den eneste måde, hvorpå man kan fri sig fra en pligt, som man ikke ønsker at opfylde, er da at erklære, at Guds lov ikke længere er bindende. Det gør mange religiøse ledere; og på den måde kaster de både Guds lov og sabbatsbudet over bord. Efterhånden som sabbatsreformen breder sig, vil denne forkastelse af Guds lov for at undgå det fjerde buds krav blive næsten universel. De religiøse lederes lære har åbnet døren for vantro, spiritisme og foragt for Guds hellige lov. Der hviler et frygteligt ansvar på disse ledere for den uretfærdighed, som findes i den kristne verden. (GC 586-587)TOAA 84.7