KAPITEL 28—LÆGEDOM FOR SJÆLEN

Mange af dem, der kom til Kristus for at få hjælp, var selv skyld i deres sygdom, men alligevel nægtede han ikke at helbrede dem. Når der trængte kraft fra ham ind i deres sjæle, blev de overbevist om synd, og mange blev helbredt for deres åndelige sygdom såvel som for deres legemlige lidelser.SOL 207.1

Blandt disse var den lamme mand fra Kapemaum. Ligesom den spedalske havde han opgivet alt håb om at blive rask. Hans sygdom skyldtes et syndigt liv, og samvittighedsnag gjorde hans lidelser endnu sværere. Forgæves havde han henvendt sig til farisæerne og til lægerne for at få hjælp. De havde erklæret ham for uhelbredelig. De fordømte ham som en synder og sagde, at han ville komme til at dø under Guds vrede.SOL 207.2

Den lamme var sunket ned i fortvivlelse. Da hørte han tale om Jesu gerninger. Andre, der var lige så syndige og hjælpeløse som han, var blevet hjulpet, og han blev opmuntret til at tro, at også han kunne blive helbredt, hvis han blev båret hen til Frelseren. Men håbet svandt, når han kom til at tænke på sygdommens årsag. Alligevel kunne han ikke opgive tanken om at blive helbredt.SOL 207.3

Hans største ønske var at blive befriet for syndebyrden. Han længtes efter at se Jesus og modtage forsikringen om syndsforladelse og fred med Gud. Så ville han være tilfreds med at leve eller do, efter som det måtte være Guds vilje.SOL 207.4

Der var ingen tid at spilde. Hans udtærede legeme bar allerede dødens mærker. Han bønfaldt sine venner om at bære ham på hans seng hen til Jesus, og det påtog dø sig med glæde. Men så tæt var den skare, der havde samlet sig omkring huset, hvor Frelseren befandt sig, at det var umuligt for den syge mand og hans venner at nå hen til ham eller endog blot at komme til at høre hans stemme. Jesus talte i Peters hjem. Hans disciple sad, som dø plejede, nærmest ved ham, og “der sad nogle farisæere og lovlærere der; de var kommet til fra alle landsbyerne i Galilæa og Judæa og fra Jerusalem”. Mange af disse var kommet som spioner for at søge at finde noget at anklage Jesus for. Bag dem stod en blandet mængde af ivrige, ærbødige, nysgerrige og vantro. Folk af forskellig nationalitet og af alle samfundsklasser var til stede. “Og Herrens kraft virkede, så han kunne helbrede.” Livets ånd hvilede over forsamlingen, men farisæerne og lovlærerne mærkede ikke dens tilstedeværelse. De følte ingen trang, og lægedommen var ikke for dem. “Hungrige har han mættet med gode gaver og sendt rige tomhændede bort.” Luk. 5, 17; 1, 53.SOL 208.1

Atter og atter forsøgte de, der bar den lamme mand, at trænge sig frem gennem folkeskaren, men forgæves. Den syge så sig omkring med megen ængstelse. Skulle han virkelig opgive håbet, når den hjælp, han længtes efter, var så nær? Efter hans anmodning bar hans venner ham op på husets tag, som de brød et hul i, og firede ham ned foran Jesus.SOL 208.2

Talen blev afbrudt. Frelseren betragtede det sørgmodige ansigt og så de bedende øjne, der var rettet imod ham. Han kendte godt den nedbøjede sjæls længsel. Det var Kristus, der havde overbevist den syges samvittighed, medens han endnu var hjemme. Da han angrede sine synder og troede på Jesu magt til at helbrede ham, havde Frelseren i sin nåde bragt velsignelse til hans hjerte. Jesus havde set det første glimt af tro udvikle sig til en overbevisning om, at han var synderens eneste hjælper. Han havde set den vokse sig stærkere ved hver anstrengelse for at komme i nærheden af ham. Det var Kristus, som havde draget den lidende til sig. Med ord, der lød som musik i den syges øre, sagde Frelseren nu til ham: “Vær frimodig, søn, dine synder forlades dig.” Matt. 9, 2.SOL 208.3

Syndens byrde tages bort fra den syge mands sjæl. Han kan ikke tvivle. Kristi ord åbenbarer hans magt til at læse, hvad der er i hjertet. Hvem kan benægte hans magt til at forlade synder? Der kommer håb i stedet for fortvivlelse, glæde i stedet for knugende mørke. Mandens legemlige smerte er forsvundet, og hele hans væsen er blevet forvandlet. Uden at bede om mere ligger han der i fredfyldt tavshed. Han er alt for lykkelig til at kunne sige noget.SOL 209.1

Mange stod i åndeløs spænding og fulgte med i alt, hvad der skete. De følte, at Kristi ord var en indbydelse til dem. Var de ikke sjælelig syge på grund af synd? Længtes de ikke efter at blive befriet for denne byrde?SOL 209.2

Men farisæerne, som frygtede for, at de skulle miste deres indflydelse over folkeskaren, sagde i deres hjerter: “Han taler guds- bespotteligt. Hvem kan forlade synder uden een, nemlig Gud?” Mark. 2, 7.SOL 209.3

Idet Jesus så på dem med et blik, der fik dem til at vige forfærdet tilbage, sagde han: “Hvorfor tænker I ondt i jeres hjerter? Thi hvad er lettest at sige: “Dine synder forlades dig,” eller at sige: “Stå op og gå?” Men for at I skal vide, at Menneskesønnen har magt på jorden til at forlade synder” — så siger han til den lamme: “Stå op, tag din båre og gå hjem!” Matt. 9, 4-6.SOL 209.4

Manden, der var blevet bragt til Jesus på en båre, rejste sig nu op med ungdommens spændstighed og styrke. Og han “tog straks sengen og gik bort i alles påsyn, så de alle blev ude af sig selv af forundring og priste Gud og sagde: “Aldrig har vi set mage.”” Mark. 2, 12.SOL 209.5

Der krævedes intet mindre end skaberkraft for at kunne give sundheden tilbage til dette hentærede legeme. Den samme røst, som gav mennesket liv, da det blev skabt af jordens støv, havde talt liv til den døende, lamme mand. Den samme kraft, der havde givet legemet liv, havde fornyet hjertet. Han, som ved skabelsen “talte, så skete det”, og som “bød, så stod det der” (Sal. 33,9), havde talt liv til den sjæl, som var død i overtrædelser og synder. Legemets helbredelse var et vidnesbyrd om den kraft, der havde fornyet hjertet. Kristus bød den lamme stå op og gå, “for at I skal vide,” sagde han, “at Menneskesønnen har magt på jorden til at forlade synder”.SOL 210.1

Den lamme fandt lægedom både for sjæl og legeme hos Kristus. Han trængte til sundhed i sjælen, før han kunne sætte pris på legemlig sundhed. Før den fysiske sygdom kunne helbredes, måtte Kristus skaffe sindet lindring og rense sjælen fra synd. Heri ligger der en lære, som ikke må overses. Tusinder af de mennesker, der i dag lider af legemlig sygdom, længes ligesom den lamme mand efter budskabet: “Dine synder forlades dig.” Syndebyrden med dens hvileløshed og utilfredsstillede ønsker er grunden til deres sygdom. De kan ikke få ro, før de kommer til Den store Læge. Den fred, som han alene kan give, vil atter styrke sindet og gøre legemet sundt.SOL 210.2

Den lammes helbredelse virkede på folket, som om himmelen var blevet åbnet, så de kunne se herligheden i en bedre verden. Da manden, der var blevet helbredt, gik igennem folkemængden og priste Gud ved hvert skridt, medens han bar sin byrde så let, som var det en fjer, gjorde folk plads for ham, stirrede forfærdet på ham og hvisked indbyrdes: “Vi har i dag set utrolige ting.” Luk. 5,26.SOL 210.3

I mandens hjem blev der stor glæde, da han kom tilbage og med lethed bar den seng, som han var blevet båret væk på. Med glædes- tårer samledes de om ham, og de turde næsten ikke tro deres egne øjne. Han stod foran dem i sin fulde kraft. Disse arme, som for havde været kraftesløse, lystrede øjeblikkelig hans vilje. Musklerne, der havde været indskrumpede og blyfarvede, var nu røde og friske. Han bevægede sig med faste og lette skridt. Glæde og håb stod at læse i hvert træk i hans ansigt, og et udtryk af renhed og fred havde fortrængt mærkerne af synd og lidelse. Glad taksigelse opsteg fra dette hjem, og Gud blev herliggjort gennem sin søn, der havde givet den modløse håbet tilbage og den slappe ny styrke. Denne mand og hans familie var rede til at ofre livet for Jesus. Ingen tvivl formørkede deres tro, ingen vantro skæmmede deres hengivenhed for ham, som havde bragt lys ind i deres triste hjem.SOL 211.1

“Min sjæl, lov Herren,
og alt i mig love hans hellige navn!
Min sjæl, lov Herren,
og glem ikke alle hans velgerninger!
Han, som tilgiver alle dine misgeminger
og læger alle dine sygdomme,
han, som udløser dit liv fra graven, ...
så du bliver ung igen som ørnen!” Sal. 103, 1-5.SOL 211.2

“Der ligger i Jerusalem ved Fåreporten en dam, som på hebraisk hedder Betesda. Ved den findes der fem søjlegange, hvor der lå en mængde syge mennesker, blinde, lamme, visne, som ventede på, at vandet skulle komme i bevægelse.” Joh. 5, 2. 3.SOL 211.3

Til visse tider kom vandet i denne dam i oprør, og det var en almindelig opfattelse, at det skyldtes overnaturlig kraft, og at den, der først steg ned i vandet, efter at dammen var kommet i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Hundreder af syge mennesker besøgte stedet, men trængselen var så stor, når vandet kom i bevægelse, at de styrtede frem og trampede mænd, kvinder og børn ned, der var svagere end de selv. Mange kunne ikke nå hen til dammen, og nogle af dem, som nåede derhen, døde ved dens bred. Der var opført hytter omkring stedet til at beskytte de syge mod hede om dagen og kulde om natten. Nogle af dem tilbragte natten i buegangene og slæbte sig dag efter dag hen til bredden af dammen i et forgæves håb om at blive raske.SOL 211.4

Jesus var i Jerusalem. Medens han vandrede alene, tilsyneladende fordybet i betragtning og bøn, kom han hen til dammen. Han så de stakkels lidende mennesker vente på det, de mente var deres eneste mulighed for at blive helbredt. Han længtes efter at bruge sin helbredende kraft og gøre hver eneste af de lidende rask. Men det var sabbat. Folk gik til templet i skarevis for at tilbede, og han vidste, at en sådan handling ville vække jødernes fordom i den grad, at det kunne standse hele hans virksomhed.SOL 212.1

Men Frelseren så et tilfælde af den største elendighed. Det var en mand, som havde været hjælpeløs krøbling i otte og tredive år. Sygdommen skyldtes for en stor del hans egne dårlige livsvaner og blev betragtet som en straffedom fra Gud. Ensom og venneløs, som han var, og med en følelse af at være afskåret fra Guds barmhjertighed, havde denne stakkel levet mange år i elendighed. Ved den tid, da man ventede, at vandet ville komme i oprør, plejede de, som ynkedes over hans hjælpeløse tilstand, at bære ham hen til buegangene. Men i det afgørende øjeblik havde han ingen til at hjælpe sig ned. Han havde set vandet kruse sig, men havde aldrig kunnet nå længere end hen til dammens bred. Andre, der var stærkere end han, kastede sig ud i vandet før ham. Det stakkels hjælpeløse menneske kunne ikke klare sig over for den kæmpende, egoistiske hob. Hans ihærdige forsøg på at nå sit mål og hans ængstelse og stadige skuffelse tærede hurtigt på hans sidste kræfter.SOL 212.2

Den syge mand lå på sit tæppe og løftede af og til hovedet for at se dammen, da et mildt, medfølende ansigt bøjede sig over ham, medens ordene: “Vil du være rask?”, pludselig fangede hans op-mærksomhed. Der blev tændt et håb i hans hjerte. Han følte, at han på en eller anden måde ville blive hjulpet, men håbet blegnede snart igen. Han kom til at tænke på, hvor tit han havde forsøgt at komme hen til dammen, og nu var der kun ringe udsigt til, at han ville være i live, når den kom i bevægelse. Træt vendte han sig bort, idet han sagde: “Herre! Jeg har ingen til at bringe mig ned i dammen, når vandet er kommet i oprør; medens jeg er på vej, stiger en anden ned før mig.”SOL 213.1

Jesus byder ham: “Stå op, tag din seng og gå!” Joh. 5, 6-8. Med nyt håb ser den syge på Jesus. Udtrykket i Frelserens ansigt og klangen i hans stemme er ikke som andres. Kærlighed og kraft synes at udgå fra hans blotte nærværelse. I tro griber krøblingen Kristi ord. Uden at komme med spørgsmål sætter han sin vilje ind på at adlyde, og idet han gør dette, lystrer hele hans legeme ham.SOL 213.2

Hver nerve og muskel gennemstrømmes af nyt liv, og de forkrøblede lemmer begynder at fungere normalt. Han springer op på sine fødder og går sin vej med faste, lette skridt, medens han priser Gud og glæder sig over sin genvundne styrke.SOL 213.3

Jesus havde ikke givet den lamme mand noget løfte om guddommelig hjælp. Manden kunne have sagt: “Herre, dersom du vil gøre mig rask, vil jeg adlyde dit ord.” Han kunne have givet sig til at tvivle og således mistet sin eneste mulighed for at blive helbredt. Men nej, han troede på Kristi ord og på, at han var blevet rask. Han gjorde straks et forsøg på at gå, og Gud gav ham kraften. Han havde vilje til at gå, og han gik. Da han handlede efter Kristi ord, blev han rask.SOL 213.4

På grund af synd er vi blevet skilt fra livets Gud. Vore sjæle er lammede. Af os selv er vi lige så lidt i stand til at leve et helligt liv, som den kraftesløse mand var i stand til at gå. Mange indser deres hjælpeløshed. De længes efter det åndelige liv, der vil bringe dem i harmoni med Gud, og de stræber efter at opnå det — men forgæves. I fortvivlelse råber de: “Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?” Rom. 7, 24. Lad disse modløse, kæmpende sjæle se opad. Frelseren står bøjet over dem, som han har købt med sit blod, og spørger med usigelig ømhed og medynk: “Vil du være rask?” Han byder dig stå op fuld af sundhed og fred. Vent ikke, til du føler, at du er blevet helbredt. Tro på Frelserens ord. Stil din vilje på Kristi side. Vær villig til at tjene ham, og når du handler efter hans ord, vil du få kraft. Kristus er i stand til og længes efter at befri os fra en hvilken som helst dårlig vane eller lidenskab, der har trælbundet sjæl og legeme. Han vil give de sjæle, som er “døde .. . ved overtrædelser”, liv. Han vil frigøre den fangne, som holdes lænket i svaghed, ulykke og synd.SOL 213.5

Bevidstheden om synd har forgiftet selve livets kildevæld. Men Kristus siger: “Jeg vil tage dine synder; jeg vil give dig fred. Jeg har købt dig med mit blod. Du er min. Min nåde skal styrke din svækkede vilje; din sorg over synden vil jeg borttage.”SOL 214.1

Når fristelser anfægter dig, når bekymringer og vanskeligheder omgiver dig, og når du nedtrykt og modlos er ved at give efter for fortvivlelse, da se hen til Jesus, så vil mørket, der omslutter dig, blive spredt ved det lys, der kommer fra ham. Når synd kæmper om overtaget i din sjæl og tynger samvittigheden, da se hen til Frelseren. Hans nåde er tilstrækkelig til at sejre over synd. Lad dit taknemlige hjerte, som skælver af uvished, vende sig til ham. Grib det håb, som ligger foran dig. Kristus venter på at optage dig i sin familie. Hans styrke vil hjælpe dig i din svaghed. Han vil lede dig skridt for skridt. Læg din hånd i hans og lad ham lede dig.SOL 214.2

Du må aldrig få den tanke, at Kristus er langt borte. Han er dig altid nær. Han omslutter dig med sin kærlighed. Søg ham som en, der ønsker, at du skal finde ham. Han ønsker, at du ikke alene skal røre ved hans kappe, men at du skal vandre i uafbrudt samfund med ham.SOL 214.3

Løvsalsfesten var netop til ende. Præsterne og rabbinerne i Jerusalem havde lidt nederlag i deres anslag imod Jesus, og da aftenen kom, “gik hver til sit hjem, men Jesus gik ud til Oliebjerget”. Joh. 8, 1. Fra byens uro og forvirring, fra de utålmodige folkeskarer og de lumske rabbinere gik Jesus ud i de stille olielunde, hvor han kunne være alene med Gud. Men tidligt om morgenen vendte han tilbage til templet, og da folket samledes omkring ham, satte han sig ned og lærte dem.SOL 215.1

Han blev snart afbrudt. En flok farisæere og skriftkloge nærmede sig ham, slæbende på en skrækslagen kvinde, som de med hårde, ivrige stemmer anklagede for overtrædelse af det syvende bud. Idet de skubbede hende hen til Jesus, sagde de med hyklerisk ærbødighed: “Mester, denne kvinde er grebet på fersk gerning i hor. I loven har Moses befalet os at stene den slags kvinder. Hvad siger nu du?” Joh. 8, 4. 5.SOL 215.2

Deres falske ærbødighed dækkede over et listigt forsøg på at komme ham til livs. Dersom Jesus frikendte kvinden, kunne han anklages for at ringeagte Mose lov. Hvis han erklærede hende skyldig til døden, kunne han anklages for romerne, fordi han påtog sig en myndighed, som kun tilhørte dem.SOL 215.3

Jesus betragtede dette optrin: Det skælvende offer i hendes skam, de ubønhørlige, fornemme mænd, der syntes blottet for al menneskelig medfølelse. Det smertede hans rene, pletfrie ånd at være vidne til dette skue. Uden at vise noget tegn på, at han havde hørt spørgsmålet, bøjede han sig ned, rettede sit blik mod jorden og begyndte at skrive i støvet.SOL 215.4

Utålmodige over hans tøven og hans tilsyneladende ligegyldighed kom anklagerne nærmere for at tiltvinge sig lians opmærksomhed. Men idet deres øjne så ned på jorden ved hans fødder, hvor Jesu blik var fæstet, forstummede deres stemmer. Der foran dem stod alle de hemmelige synder, som fandtes i deres eget liv.SOL 215.5

Idet Jesus rejste sig op og rettede sine øjne mod de underfundige ældste, sagde han: “Den af jer, der er syndfri, lad ham være den første, der kaster stenen på hende!” Joh. 8, 7. Og idet han bøjede sig ned, fortsatte han med at skrive.SOL 216.1

Han havde ikke tilsidesat den mosaiske lov, og han havde heller ikke krænket den romerske myndighed. Hans anklagere havde lidt et nederlag. Blottede for al deres forstilte hellighed stod de nu skyldige og dømte over for den guddommelige renhed. Skælvende af frygt for, at de skjulte synder i deres liv skulle blive afsløret for folkeskaren, listede de sig bort med bøjet hoved og sænket blik og overlod deres offer til den medlidende frelser.SOL 216.2

Jesus rejste sig op, så på kvinden og sagde: “Hvor er de andre? Var der ingen som fordømte dig?” Hun svarede: “Nej, Herre! Ingen!” Da sagde Jesus: “Jeg fordømmer dig heller ikke, gå bort, synd fra nu af ikke mere.” Joh. 8, 10. 11.SOL 216.3

Skælvende af frygt havde kvinden stået foran Jesus. Hans ord: “Den af jer, der er syndfri, lad ham være den første, der kaster stenen på hende?” lød for hende som en dødsdom. Hun turde ikke løfte sine øjne op og se på Frelserens ansigt, men afventede stille sin skæbne. Med forbavselse så hun sine anklagere gå tavse og beskæmmede bort. Derpå lød disse håbets ord i hendes øren: “Jeg fordømmer dig heller ikke, gå bort, synd fra nu af ikke mere.” Hendes hjerte var blødgjort, og idet hun kastede sig ned for Jesu fødder, gav hun hulkende udtryk for sin taknemlighed og kærlighed og bekendte med tårer sine synder.SOL 216.4

Dette blev for hende begyndelsen til et nyt liv — et liv i renhed og fred og helliget Gud. Ved at løfte denne faldne sjæl op udførte Jesus et større under end ved at helbrede de alvorligste legemlige lidelser. Han helbredte den åndelige sygdom, der fører til evig død. Denne angrende kvinde blev en af hans mest trofaste tilhængere. I selvopofrende kærlighed og hengivenhed viste hun sin taknemlighed for hans tilgivende nåde. Verden havde ikke andet end hån og foragt tilovers for denne fejlende kvinde, men han, som var uden synd, ynkedes over hendes svaghed og rakte hende en hjælpende hånd. Medens de hykleriske farisæere fordømte kvinden, bød Jesus hende: “Gå bort, synd fra nu af ikke mere!”SOL 216.5

Jesus kender hvert menneskes særlige omstændigheder. Jo større synderens skyld er, desto mere trænger han til Frelseren. Den, som mest håbløst er indviklet i fjendens snarer, er mere end andre genstand for hans kærlighed og medfølelse. Med sit eget blod har Jesus underskrevet menneskeslægtens frigivelsesdokument.SOL 217.1

Jesus ønsker ikke, at de, der er blevet købt med en sådan pris, skal være et værgeløst bytte for fjendens fristelser. Han ønsker ikke, at vi skal overvindes og gå fortabt. Han, som holdt løverne tilbage i deres hule, og som vandrede sammen med sine trofaste vidner midt i de brændende luer, er lige så villig til at hjælpe os til at overvinde alt det onde i vor natur. I dag står han ved nådens alter og fremlægger for Gud de bønner, der er opsendt af dem, der ønsker hjælp. Han afviser ingen grædende, bodfærdig sjæl. Han vil med glæde tilgive og frelse alle, som kommer til ham. Alt det, som han kunne afsløre, fortæller han ikke til nogen, men han byder hver frygtsom sjæl fatte mod. Alle, som vil, kan gribe Guds kraft og slutte fred med ham, og han vil slutte fred med dem.SOL 217.2

Den sjæl, der søger tilflugt hos Jesus, bliver af ham hævet op over onde tungers anklager. Hverken mennesker eller onde engle kan rette beskyldning mod disse sjæle. Kristus forener dem med sin egen guddommelig-menneskelige natur. De står ved siden af ham, der bærer alverdens synd, i lyset, der udstråler fra Guds trone.SOL 217.3

Jesu Kristi blod renser fra “al synd”, 1 Joh. 1, 7.SOL 217.4

“Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør. Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja, meget mere: som er opstanden, som er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os.” Rom. 8, 33. 34.SOL 218.1

Kristus viste, at han havde fuldstændig magt over vind og bølger og over mennesker, som var besat af onde ånder. Han, som stillede stormen og fik den oprørte sø til at lægge sig, talte fred til dem, hvis sind Djævelen havde formørket.SOL 218.2

I synagogen i Kapernaum stod Jesus og talte om, at han var kommet for at frigøre syndens trælle. Pludselig blev han afbrudt af et rædselsskrig. En afsindig mand kom styrtende frem fra folkemængden og råbte: “Lad os i fred, Jesus fra Nazaret! Er du kommen for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er: Guds Hellige.”SOL 218.3

Jesus truede den onde ånd og sagde: “Ti, og far ud af ham!” “Og den onde ånd kastede ham til jorden midt iblandt dem og får ud af ham uden at have gjort ham nogen skade.” Luk. 4, 35.SOL 218.4

Også i dette tilfælde var det mandens eget levned, der var årsagen til hans lidelse. Han var blevet fortryllet af syndens glæder og havde ønsket at leve et liv i nydelse. Drukkenskab og letsindighed ødelagde de ædle træk i hans natur, og Satan fik fuldstændig magt over ham. Samvittigheden vågnede for sent. Da han kom dertil, at han ville have ofret rigdom og vellevned for at kunne få sit tabte menneskeværd tilbage, var han helt i den ondes vold.SOL 218.5

Da han var kommet i Frelserens nærhed, opstod der en længsel efter frihed hos ham, men den onde kæmpede imod Kristi magt. Da manden forsøgte at bede Jesus om hjælp, lagde den onde ånd ordene i hans mund, og han udstødte et skrig af forfærdelse og angst. Den besatte forstod delvis, at han befandt sig i nærheden af en, der kunne befri ham, men da han forsøgte at komme så nær hen til denne stærke hånd, at den kunne nå ham, var der en andens vilje, der holdt ham tilbage, og en andens stemme talte igennem ham.SOL 218.6

Striden mellem Satans magt og hans eget ønske om frihed var frygtelig. Det så ud, som om den plagede mand skulle miste livet i kampen mod den fjende, der havde ødelagt hans menneskeværd. Men Frelseren talte med myndighed og gav den fangne friheden. Manden, som havde været besat, stod frigjort og selvbehersket foran den undrende folkeskare.SOL 219.1

Med glad stemme priste han Gud for befrielsen. De øjne, der for lidt siden lyste af vanvid, vidnede nu om fornuft og fyldtes med taknemlighedens tårer. Folk var stumme af forbavselse. Så snart de havde sundet sig så meget, at de igen kunne tale, sagde de til hinanden: “Hvad er dog dette? En ny lære med myndighed; selv de urene ånder byder han over, og de adlyder ham.” Mark. 1, 27.SOL 219.2

Mange mennesker er i dag lige så virkeligt i onde ånders magt som den besatte i Kapernaum. Alle, der med vilje tilsidesætter Guds befalinger, stiller sig under Satans herredømme. Mange leger med det onde i den tro, at de kan rive sig løs, når det passer dem, men de lokkes længere og længere ud, indtil de opdager, at de beherskes af en vilje, som er stærkere end deres egen. De kan ikke befri sig fra dens hemmelighedsfulde magt. Skjult synd eller en overmægtig lidenskab kan gøre dem til lige så hjælpeløse fanger, som den besatte i Kapernaum var.SOL 219.3

Alligevel er deres tilstand ikke håbløs. Gud vil ikke tage herredømmet over vort sind uden vort samtykke, men enhver har frihed til at vælge, hvilken magt han vil lade sig beherske af. Ingen er falden så dybt, og ingen er så slet, at han ikke kan blive frigjort i Kristus. I stedet for bøn kunne den besatte blot tale de ord, som Satan indgav ham; men hjertets tavse henvendelse blev alligevel hørt. Intet råb fra en sjæl i nød vil forblive upåagtet, selv om det ikke bliver udtrykt i ord. De, der er villige til at indgå en pagt med Gud, bliver ikke overladt til Satans magt eller til deres egen skrøbelige natur.SOL 219.4

“Kan bytte fratages en helt, kan den stærkes fanger slippe bort? ... Så siger Herren: Om fanger end fratages helten, slipper bytte end bort fra den stærke, jeg strider mod dem, der strider mod dig, og dine børn vil jeg frelse.” Es. 49, 24. 25.SOL 220.1

Vidunderlig vil den forvandling blive, der sker med det menneske, som ved tro åbner hjertets dør for Frelseren.SOL 220.2

I lighed med de tolv apostle fik de halvfjerdsindstyve, som Kristus senere udsendte, også overnaturlig kraft som et tegn på deres mission. Da deres gerning var fuldført, vendte de tilbage med glæde og sagde: “Herre! også de onde ånder er os lydige i dit navn.”Jesus svarede: “Jeg så Satan falde ned fra himmelen som et lyn.” Luk. 10, 17. 18.SOL 220.3

Fra den tid af skulle Kristi efterfølgere betragte Satan som en overvunden fjende. På korset skulle Jesus vinde sejren for dem, og denne sejr ønskede han, at de skulle tage imod som deres egen. “Se,” sagde han, “jeg har givet jer myndighed til at træde på slanger og skorpioner og over hele fjendens magt, og han skal slet ikke kunne gøre jer nogen skade.” Luk. 10, 19.SOL 220.4

Helligåndens almægtige kraft er et værn for enhver sønderknust sjæl. Kristus vil ikke tillade, at nogen, der i anger og tro stiller sig under hans beskyttelse, kommer i fjendens vold. Det er sandt, at Satan er et mægtigt væsen, men Gud være lovet, vi har en almægtig frelser, som drev den onde ud af himmelen. Det glæder Satan, at vi ophøjer hans magt. Hvorfor ikke hellere tale om Jesus? Hvorfor ikke ophøje hans magt og hans kærlighed?SOL 220.5

Forjættelsens regnbue omkring tronen i det høje er et evigt vidnesbyrd om, at “således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”. Joh. 3, 16. Den vidner for hele universet, at Gud aldrig vil forlade sine børn i kampen imod det onde. Den er en forsikring for os om styrke og beskyttelse, så længe tronen selv består.SOL 220.6