KAPITEL 33—HVERDAG S KRISTEN DOM

En ren og sand kristens stille, harmoniske liv taler et tydeligere sprog end mange veltalende ord. Hvad et menneske er, har større indflydelse, end hvad han siger.SOL 254.1

De tjenere, der blev sendt til Jesus, kom tilbage med den besked, at aldrig havde noget menneske talt således, som han talte. Men grunden hertil var, at et menneske aldrig havde levet, som han levede. Dersom hans liv havde været anderledes, end det var, kunne han ikke have talt, som han gjorde. Med hans ord fulgte en overbevisende kraft, fordi de kom fra et rent og helligt hjerte, som var fuldt af kærlighed og medfølelse, godhed og sandhed.SOL 254.2

Det er vor egen karakter og erfaring, der bestemmer vor indflydelse over andre. For at kunne overbevise andre om Kristi nådes kraft, må vi eje denne kraft i vore egne hjerter og i vort eget liv. Det evangelium, vi forkynder til menneskers frelse, må være det evangelium, som har frelst vore egne sjæle. Kun ved en levende tro på Kristus som en personlig frelser har vi mulighed for at gøre vor indflydelse gældende i en vantro verden. Dersom vi ønsker at drage syndere op af den rivende strøm, må vore egne fødder stå fast på den guddommelige klippe, Kristus Jesus.SOL 254.3

Kristendommens emblem består ikke i et udvortes kendemærke, i et påhængt kors eller en krone, men i det, der åbenbarer menneskets forening med Gud. Ved hans nådes kraft, som den kommer til syne i karakterens forvandling, skal verden overbevises om, at Gud har sendt sin søn som en genløser. Ingen anden indflydelse har en sådan magt over menneskesjæle som ct uegennyttigt liv. Det stærkeste argument for evangeliet er en kærlig og elskelig kristen.SOL 255.1

At leve et sådant liv og øve en sådan indflydelse koster anstrengelse, selvopofrelse og selvdisciplin for hvert skridt. Mange bliver så let modløse i deres kristenliv, fordi de ikke forstår dette. Mange, der oprigtigt helliger deres liv til Gudstjeneste, undrer sig og føler sig skuffede over at møde hindringer og prøvelser og vanskeligheder som ingen sinde tidligere. De beder om en kristelig karakter og om at blive skikkede til Herrens gerning, og så kommer de ud for oplevelser, der syncs at kalde alt det onde i deres natur til live. De opdager fejl, som de ikke anede, de havde. Ligesom Israel fordum spørger de: “Dersom Gud leder os, hvorfor rammes vi så af alle disse ting?”SOL 255.2

Det er, fordi Gud leder dem, at disse ting kommer over dem. Prøvelser og hindringer er Guds særlige opdragelsesmetoder, hans betingelser for fremgang. Han, som læser menneskenes hjerte, kender deres karakter bedre, end de selv kender den. Han ser, at nogle har anlæg og evner, som kan bruges til at fremme hans værk. Ved sit forsyn leder han sådanne mennesker ind i forskellige for-hold og omstændigheder, for at de må kunne opdage de karakter- mangler, som de ikke selv har været klar over. Han giver dem anledning til at rette på disse mangler og til at gøre sig skikkede til hans tjeneste. Ofte tillader han prøvelsernes ild at ramme dem, for at de kan blive renset.SOL 255.3

Den omstændighed, at vi kaldes til at udholde prøvelser, viser, at Herren Jesus ser noget værdifuldt hos os, som han ønsker at udvikle. Dersom han ikke så noget i os, han kunne herliggøre sit navn ved, ville han ikke spilde tiden med at rense os. Han kaster ikke værdiløse sten i sin smelteovn. Det er værdifuldt metal, han lutrer. Smeden lægger jernet og stålet i ilden for at undersøge, om det er godt metal. Herren tillader, at hans udvalgte kommer i trængselens ildovn, for at det kan vise sig, hvilket sindelag de har, og om de kan gøres skikkede til hans gerning.SOL 255.4

Pottemageren tager leret og former det efter sin vilje. Han ælter og bearbejder det. Han bryder det i stykker og knuger det sammen. Han væder det og lader det derefter tørre. Han lader det ligge en tid uden at røre det. Når det er fuldstændig bøjeligt, tager han fat på ny og laver et kar af det. Han giver det form, og på skiven pudser og polerer han det. Han tørrer det i solen og brænder det i ovnen. På den måde bliver det til et kar, som kan bruges. Således ønsker Den store Mester at forme og danne os. Ligesom leret er i pottemagerens hånd, skal vi være i Guds hænder. Vi må ikke prøve på at udføre pottemagerens gerning. Vor opgave er at lade os danne af den guddommelige mester.SOL 256.1

“I elskede, I skal ikke undre jer over den ildprøve, I gennemgår, som om det var noget mærkeligt, der hændte jer. Nej, jo mere I får del i Kristus-lidelser, des mere skal I glæde jer, så I også kan glæde og fryde jer, når hans herlighed åbenbares.” 1 Pet. 4, 12. 13.SOL 256.2

Når en fugl sidder i et bur i fuldt dagslys og hører lyden af andre stemmer, vil den ikke synge den sang, dens herre søger at lære den. Den lærer nogle toner af det ene og nogle strofer af det andet, men den lærer aldrig en sammenhængende melodi. Dens herre dækker derfor buret til og anbringer det på et sted, hvor fuglen kan lære den bestemte sang, den skal synge. I mørket forsøger den atter og atter at lære denne sang, indtil den har lært den, og nu bryder den ud i fuldtonig sang. Når fuglen nu bliver taget frem, kan den altid synge denne sang i lyset. Således handler Gud med sine børn. Han har en sang at lære os, og når vi har lært den i trængselens skygger, kan vi altid synge den senere hen.SOL 256.3

Mange er utilfredse med deres livsgerning. Måske er deres omgivelser mindre tiltalende; deres tid er optaget af trivielle pligter, medens de mener, de kunne bære større ansvar. Ofte synes de, at deres arbejde ikke bliver påskønnet, eller at det er resultatløst. Deres fremtid er usikker.SOL 257.1

Lad os huske, at selv om vi maske ikke har faet den gerning, vi helst ville have, skal vi betragte den, som om Gud havde valgt den til os. Vi skal udføre det, der ligger nærmest, enten det er behageligt eller ubehageligt. “Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til; thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i dødsriget, hvor du stævner hen.” Præd. 9, 10.SOL 257.2

Dersom Herren ønsker, at vi skal bringe et budskab til Ninive, vil det ikke behage ham, at vi går til Joppe eller Kapernaum. Han har sine egne grunde til at sende os et bestemt sted hen. Netop der er der måske nogen, som trænger til den hjælp, vi alene kan yde. Han, som sendte Filip til den ætiopiske hofmand, Peter til den romerske høvedsmand og den lille israelittiske pige til hjælp for den syriske hærfører Na’aman, sender i dag mænd og kvinder og unge mennesker som sine udsendinge til dem, der behøver guddommelig hjælp og vejledning.SOL 257.3

Vore planer er ikke altid Guds planer. Han ser måske, at det er bedst for os og for hans sag, at vore bedste hensigter ikke kommer til udførelse, som tilfældet var med David. Men eet kan vi være forvissede om: De mennesker, som i oprigtighed helliger sig selv og alt, hvad de ejer, til hans ære, vil han velsigne og bruge til sin sags fremme. Dersom han ser, at det er bedst ikke at opfylde deres ønsker, opvejes dette afslag ved, at han giver dem andre beviser på sin kærlighed og betror dem en anden opgave.SOL 257.4

Det hænder, at han, som forstår os bedre, end vi forstår os selv, i sin kærlige omsorg og interesse for os ikke vil tillade, at vi egen- kærligt søger at tilfredsstille vor egen ærgerrighed. Han lader os ikke forbigå de beskedne, men hellige pligter, som ligger os nærmest. Disse pligter er ofte en nødvendig forberedelse til en højere gerning. Vore planer mislykkes tit, for at Guds planer med os må kunne lykkes.SOL 257.5

Det bliver aldrig krævet af os, at vi skal bringe et virkeligt offer for Gud. Der er mange ting, han anmoder os om at opgive, men når vi gør det, giver vi blot afkald på noget, som er en hindring for os på vor vej til himmelen. Selv når vi opfordres til at give slip på noget, som i og for sig er godt, kan vi være overbevist om, at det sker, for at Gud kan give os noget, som er endnu bedre.SOL 258.1

I det kommende liv vil de gåder, som her har voldt os besvær og bragt os skuffelse, blive opklaret. Vi vil se, at vore tilsyneladende ubesvarede bønner og vore skuffede forhåbninger har været til størst velsignelse.SOL 258.2

Enhver pligt skal betragtes som hellig, hvor ringe den end er, fordi den er en del af Guds tjeneste. Vor daglige bøn skal være: “Herre, hjælp mig at gøre mit bedste. Lær mig, hvorledes jeg kan udføre mit arbejde. Giv mig energi og frimodighed. Hjælp mig at tjene i samme kærlige ånd som Frelseren.”SOL 258.3

Læg mærke til den erfaring, Moses fik. Den opdragelse, han havde fået i Ægypten som kongens dattersøn og som vordende tronarving, var meget grundig. Man forsømte intet, for at han kunne blive en viis mand efter ægypternes opfattelse. Han fik den højeste civile og militære uddannelse. Han følte sig fuldt ud beredt til at befri Israel fra trældommen. Men Gud var af en anden mening. I sit forsyn forordnede han det således, at Moses blev oplært fyrretyve år i ørkenen som fårehyrde.SOL 258.4

Den uddannelse, Moses havde fået i Ægypten, var ham til hjælp i mange henseender; men den mest værdifulde forberedelse til sin livsgerning fik han dog, medens han vogtede får. Moses havde af naturen et heftigt sind. Han var vant til ros og smiger, da han var en dygtig hærforer i Ægypten og kongens og nationens yndling. Han havde vundet folkets tillid og håbede, at han ved sin egen kraft kunne befri Israel. Helt anderledes var den lære, han fik som Guds udsending. Medens han forte sine hjorde gennem de vilde bjergegne hen til grønne græsgange i dalene, lærte han tro og sagtmodighed, tålmod, ydmyghed og selvfornægtelse. Han lærte at have omsorg for de svage, at pleje de syge, søge efter de bortkomne, bære over med de uregerlige, tage sig af lammene og hjælpe de gamle og skrøbelige.SOL 258.5

Under dette arbejde blev Moses draget nærmere til den guddommelige hyrde. Han blev inderligt forenet med Israels Hellige. Han nærede ikke længere planer om at udføre noget stort. Han forsøgte at udføre sit arbejde med troskab og som for Gud. Han erkendte Guds nærværelse, hvor han færdedes. Hele naturen talte til ham om den Usynlige. Han kendte Gud som en personlig Gud, og ved at grunde på hans karakter fik han en stadig større følelse af hans nærhed. Han fandt tilflugt i de evige arme.SOL 259.1

Efter denne erfaring modtog Moses et kald fra himmelen om at ombytte fårehyrdens stav med myndighedens scepter, forlade sin fårehjord og overtage førerskabet over Israel. Da denne guddommelige befaling nåede ham, havde han ingen tillid til sig selv. Han havde svært ved at tale og var frygtsom. Han følte sig fuldstændig uegnet til at være Guds talerør. Men han påtog sig opgaven og satte hele sin lid til Herren. Den vanskelige opgave satte hans bedste åndelige kræfter i virksomhed. Gud velsignede hans villighed og lydighed, og han blev veltalende, forhåbningsfuld, selvbehersket og skikket til den største opgave, der nogen sinde er blevet overdraget et menneske. Der er skrevet om ham: “I Israel opstod der ikke mere en profet som Moses, hvem Herren omgikkes ansigt til ansigt.” 5 Mos. 34, 10.SOL 259.2

De mennesker, der synes, at deres arbejde ikke bliver tilstrækkeligt påskønnet, og som tragter efter en stilling med større ansvar, skulle betænke, at “ophøjelse kommer ikke af øster eller vester, ej heller af ørkenen; men Gud er den, som dømmer; han nedtrykker den ene og ophøjer den anden”. Sal. 75, 7. 8 (ældre overs.). Hvert menneske har sin plads i himmelens evige plan. Hvorvidt vi udfylder denne plads eller ikke, afhænger af vor egen troskab i samarbejdet med Gud.SOL 260.1

Vi må tage os i vare for, at vi ikke får medlidenhed med os selv. Giv aldrig efter for den følelse, at du ikke bliver værdsat, som du burde, at dit arbejde ikke bliver påskønnet, og at det er for vanskeligt. Vi behandles bedre, end vor Herre blev behandlet. “Du søger store ting for dig selv! Gør det ikke!” Jer. 45, 5. Herren har ingen plads i sit værk til dem, som stræber mere efter at vinde kronen end efter at bære korset. Han vil have mænd, som er mere ivrige efter at gøre deres pligt end efter at få deres løn — mænd, som sætter principper højere end forfremmelse.SOL 260.2

De, som er ydmyge og udfører deres arbejde som for Gud, præsenterer sig måske ikke så godt som de mennesker, der tilsyneladende udretter så meget og er fulde af selvgodhed; men deres gerning betyder mere. De, som har et pralende væsen, søger ofte at skabe opmærksomhed om sig selv og stiller sig imellem folket og Gud, og deres arbejde bliver en skuffelse. “Køb visdom for det bedste, du ejer, køb forstand for alt, hvad du har; hold den højt, så bringer den dig højt til vejrs, den bringer dig ære, når du favner den.” Ord. 4, 7. 8.SOL 260.3

Der er mange, som bliver ved at bære sig forkert ad, fordi de ikke har beslutsomhed til at tage sig sammen. Således behøver det ikke at være. De kan udvikle deres evner, så at de kan udføre et udmærket arbejde, og da vil der altid være efterspørgsel efter dem. Da vil de få al den anerkendelse, de fortjener.SOL 260.4

Dersom et menneske er egnet til en højere stilling, vil Herren ikke lægge ansvaret for en forfremmelse på ham alene, men også på de mennesker, som har prøvet ham og ved, hvad han er værd, så de på en forstandig måde kan hjælpe ham fremad. Den, der trofast udfører sin gerning dag efter dag, vil i Guds egen time høre hans kald: “Kom højere op!”SOL 261.1

Da hyrderne vogtede deres hjorde på Betlehems marker, fik de besøg af engle fra himmelen. Når den ydmyge Guds arbejder i vore dage udfører sin gerning, står der engle fra Gud ved hans side. De lytter til hans ord og lægger mærke til, hvordan han udfører sit arbejde, og undersøger, om han kan betros større ansvar.SOL 261.2

Gud vurderer ikke menneskene efter deres rigdom, uddannelse eller stilling. Han vurderer dem efter deres rene bevæggrunde og efter skønheden i deres karakter. Han undersøger nøje, hvor meget de har af hans ånd, og hvordan de repræsenterer ham i deres liv. Den, som vil være stor i Guds rige, må have et lille bams ydmyghed, enfoldige tro og rene kærlighed.SOL 261.3

“I ved,” sagde Kristus, “at folkenes fyrster er strenge herrer over dem, og de store lader dem føle deres magt. Således skal det ikke være iblandt jer; men den, som vil være stor iblandt jer, han skal være jeres tjener.” Matt. 20, 25. 26.SOL 261.4

Af alle de gaver, himmelen kan skænke menneskene, er samfundet med Kristus i hans lidelser den, der medfører det største ansvar og betyder den største udmærkelse. Enok, der blev bortrykket til himmelen, og Elias, der opfor i en ildvogn, var ikke større og blev ikke mere hædret end Johannes Døberen, der i ensomhed omkom i fængslet. “Af nåde blev det jer givet for Kristi skyld — ikke blot at tro på ham, men også at lide for hans skyld.” Fil. 1, 29.SOL 261.5

Mange mennesker er ikke i stand til at lægge bestemte planer for fremtiden. Deres tilværelse er usikker. De kan ikke se, hvordan fremtiden vil forme sig, og dette fylder dem med ængstelse og uro. Lad os huske, at Guds børns liv her i verden er en pilgrimsfærd. Vi besidder ikke visdom til at lægge planer for vort liv. Det er ikke vor opgave at tilrettelægge vor fremtid. “I tro adlod Abraham kaldet til at gå til et land, som han skulle få i eje; og han drog ud, skønt han ikke vidste, hvor han kom hen.” Heb. 11, 8.SOL 261.6

Da Kristus var her på jorden, lagde han ingen planer for sit eget liv. Han var tilfreds med de planer, Gud havde lagt for ham, og dag for dag åbenbarede Faderen dem for ham. Således bør vi forlade os på Gud, så at vort liv blot bliver virkeliggørelsen af hans vilje. Når vi overlader vore veje til ham, vil han lede vore skridt.SOL 262.1

Alt for mange lægger glimrende fremtidsplaner, som fuldstændig mislykkes. Lad Gud lægge planer for dig. Stol som et lille barn på ham, som “vogter sine frommes skridt”. 1 Sam. 2, 9. Gud leder aldrig sine børn anderledes, end de selv ville ønske at blive leder, dersom de kunne skue enden fra begyndelsen og se den herlige hensigt, de fuldbyrder som hans medarbejdere.SOL 262.2

Da Kristus kaldte sine disciple, tilbod han dem ingen lovende udsigter her i livet. Han gav dem intet løfte om vinding eller verdslig ære. Han gav dem heller ikke noget tilsagn om, hvad de skulle få. Til Mattæus, der sad i toldboden, sagde Frelseren: “Følg mig!” “Da forlod han alt og stod op og fulgte ham.” Luk. 5, 27. 28. Før Mattæus tiltrådte sin tjeneste, stillede han ikke krav om, at hans løn skulle svare til det, han havde tjent ved sin tidligere beskæftigelse. Uden at spørge eller betænke sig fulgte han Jesus. Det var nok for ham at være hos Frelseren, så han kunne høre hans ord og tage del i hans arbejde.SOL 262.3

Således var det også med de disciple, der tidligere havde fået kaldet. Da Jesus bød Peter og hans venner at følge ham, forlod de øjeblikkelig deres både og deres garn. Nogle af disciplene havde pårørende, der var afhængige af dem for deres udkomme; men da de modtog Frelserens indbydelse, tøvede de ikke for at spørge:SOL 262.4

“Hvorledes skal jeg kunne leve og underholde min familie ?” De adlod kaldet, og da Jesus senere spurgte: “Da jeg udsendte jer uden pung og taske og sko, kom I da til at mangle noget?” kunne de svare: “Nej!” Luk. 22, 35.SOL 263.1

I dag kalder Frelseren os til sin gerning, ligesom han kaldte Mat- tæus og Johannes og Peter. Dersom vore hjerter er fyldt med hans kærlighed, vil spørgsmålet om løn ikke være det vigtigste for os. Vi vil glæde os over at være Kristi medarbejdere, og vi vil ikke frygte for at stole på hans omsorg. Dersom vi gør Gud til vor styrke, vil vi få en klar forståelse af vor pligt og være uegennyttige i vor stræben. Vort liv vil blive præget af ædle idealer, som vil hæve os over egoistiske bevæggrunde.SOL 263.2

Mange, der bekender sig til at være Kristi efterfølgere, er ængstelige og bekymrede, fordi de er bange for at overlade sig til Gud. De overgiver sig ikke helt til ham, fordi de frygter for følgerne af en sådan overgivelse. Men hvis de ikke overgiver sig til ham, vil de aldrig finde fred.SOL 263.3

Der er mange, som lever i stadig bekymring, fordi de søger at efterligne verden. De har valgt at tjene den, påtaget sig dens vanskeligheder og fulgt dens skikke. Derved skæmmes deres karakter, og livet bliver en byrde for dem. Den stadige bekymring tærer på livskræfterne. Vor Herre ønsker, at de skal kaste dette trælleåg af sig. Han indbyder dem til at tage hans åg. Han siger: “Mit åg er gavnligt, og min byrde er let.” Matt. 11, 30. Bekymringer gør os blinde, så vi ikke kan se fremtiden, men Jesus ser enden fra begyndelsen. I enhver vanskelighed står han allerede parat til at hjælpe. “Dem, der vandrer i uskyld, nægter han intet godt.” Sal. 84, 12.SOL 263.4

Vor himmelske Fader sørger for os på tusinde mader, som vi ikke har noget kendskab til. De, der følger dette ene princip: at lade Guds tjeneste være det første, vil opdage, at vanskelighederne forsvinder, og at vejen er jævnet for deres fødder.SOL 263.5

Den trofaste udførelse af dagens pligter er den bedste forberedelse til morgendagens prøvelser. Man skal ikke tage alle morgendagens bekymringer på forskud og derved forøge byrderne i dag. “Hver dag har nok i sin plage.” Matt. 6, 34.SOL 264.1

Lad os være forhåbningsfulde og frimodige! Modløshed i Guds tjeneste er syndig og ubegrundet. Han kender al vor trang. Kongernes Konge, vor Gud, som holder sin pagt, forener sin almagt med den ømme hyrdes mildhed og omsorg. Hans magt er uindskrænket, og den er pantet på, at han vil opfylde sine løfter til alle, der stoler på ham. Han kan fjerne enhver vanskelighed, så at de, som tjener ham og anerkender hans midler, kan blive bevaret. Hans kærlighed er så meget højere end al anden kærlighed, som himlene er højere end jorden. Han våger over sine børn med en kærlighed, som er evig og uden grænser.SOL 264.2

Hav tillid til Gud i de mørkeste dage, når alt ser håbløst ud. Han gennemfører sin egen vilje og vender alt til det bedste for sit folk. De, der elsker og tjener ham, vil få ny kraft dag for dag.SOL 264.3

Han kan og vil give sine tjenere al den hjælp, de trænger til. Han vil give dem den visdom, som de har brug for i enhver situation.SOL 264.4

Den erfarne apostel Paulus sagde: “Han har svaret mig: “Min nåde er dig nok; thi i magtesløshed udfolder min kraft sig helt.” Langt hellere vil jeg derfor rose mig af min magtesløshed, for at Kristi kraft kan tage bolig i mig.” 2 Kor. 12, 9. 10.SOL 264.5