KAPITEL 21—HELBREDET PÅVIRKES AF SINDET

Der består en meget intim forbindelse mellem sindet og legemet. Når det ene påvirkes, reagerer det andet. Sindstilstanden påvirker helbredet i langt højere grad, end mange forestiller sig. Mange af de sygdomme, menneskene lider af, skyldes sjælelig depression. Sorg, ængstelse, utilfredshed, samvittighedsnag, skyldbevidsthed og mistro nedbryder livskraften og fremkalder svækkelse og død.SOL 145.1

Sygdom skyldes undertiden indbildning, som ofte i høj grad forværrer lidelsen. Mange, der er syge hele deres liv, kunne blive raske, hvis de selv troede på det. Der er mange, som bilder sig ind, at de ikke tåler det mindste, uden at de bliver syge, og symptomerne viser sig da netop, fordi de venter dem. Mange dør af sygdom, hvis årsag udelukkende er indbildning.SOL 145.2

Frimodighed, håb, tro, medfølelse og kærlighed styrker helbredet og forlænger livet. Et glad og tilfreds sind er sundhed for legemet og styrke for sjælen. “Glad hjerte er godt for legemet.” Ord. 17, 22.SOL 145.3

Ved behandlingen af syge mennesker bør man ikke overse betydningen af den sjælelige påvirkning. Anvendt på den rette måde er denne indflydelse et af de mest virksomme midler i kampen mod sygdom.SOL 145.4

Der findes imidlertid en anden form for behandling ved sjælelig påvirkning, som er et af de mest effektive midler til det onde. Gennem denne såkaldte videnskab bringes det ene menneskes sind ind under et andet menneskes kontrol, således at den svagestes personlighed går op i den andens. Det ene menneske handler efter en andens vilje. Det påstås, at tankerne kan få en anden retning, der er gavnlig for sundheden, og som vil sætte den syge i stand til at modstå og overvinde sygdom.SOL 146.1

Denne kurmetode har været anvendt af mænd, som var uvidende om dens sande natur og virkning, og som troede, at den var til gavn for de syge. Men denne såkaldte videnskab bygger på falske grundsætninger. Den er fremmed for Kristi natur og ånd. Den leder ikke til ham, som er liv og frelse. Den, der drager andres sind til sig selv, får dem til at skille sig fra ham, som er den sande kilde til al deres styrke.SOL 146.2

Det er ikke Guds hensigt, at noget menneske skal stille sit sind og sin vilje under en andens kontrol og derved blive et viljeløst redskab i dennes hænder. Ingen må lade sin personlighed gå op i en andens. Ingen må betragte noget menneske som kilden til helbredelse. Vi må sætte vor lid til Gud alene. I bevidstheden om det menneskeværd, Gud har skænket os, bor vi kun stille os under Guds ledelse og ikke lade os beherske af noget menneske.SOL 146.3

Gud ønsker, at menneskene skal komme i direkte forbindelse med ham. I al sin handlemåde med dem hævder han det princip, at de har et personligt ansvar. Han ønsker, at de skal forstå deres personlige afhængighed af ham, og at de trænger til at blive ledet af ham. Han ønsker at bringe det menneskelige i forbindelse med det guddommelige, for at menneskene kan blive forvandlede efter Guds billede. Satan arbejder for at hindre dette. Han søger at gøre os afhængige af mennesker. Når sindet vendes bort fra Gud, kan fristeren bringe det ind under sit herredømme. Da kan han beherske mennesket.SOL 146.4

Den teori, at det ene menneske kan beherske det andet menneskes sind, er blevet fremsat af Satan for at fremstille ham som den store mester og for at sætte menneskelig filosofi i stedet for Guds visdom. Af alle de vildfarelser, som vinder indpas blandt folk, der bekender sig til at være kristne, er intet bedrag farligere end dette, og intet vil med større sikkerhed kunne skille menneskene fra Gud. Anvendt på syge mennesker vil denne behandling, hvor uskyldig den end kan se ud, skade dem og ikke bidrage til deres helbredelse. Den åbner en dør, den onde kan træde ind ad og tage sindet i be-siddelse både hos den, der lader sig beherske, og hos den, der behersker en andens sind.SOL 147.1

Frygtelig er den magt, som ondsindede mænd og kvinder således får. Hvilke anledninger giver den ikke de mennesker, som lever af at udnytte andres svagheder eller uforstand! Hvor mange er der ikke, som ved at beherske svage eller sygelige menneskers sind vil få lejlighed til at tilfredsstille deres syndige lidenskaber eller deres pengebegær.SOL 147.2

Vi har noget bedre at beskæftige os med end at lade det ene menneske beherske det andet. Lægen bor lære folk at se bort fra det menneskelige og hen til det guddommelige. I stedet for at lære de syge at forlade sig på mennesker for at finde lægedom for sjæl og legeme bor han henvise dem til ham, som fuldkomment kan frelse alle dem, der kommer til ham. Han, som dannede menneskesindet, ved, hvad sindet behøver. Gud alene kan helbrede. De, hvis sind og legeme er sygeligt, må i Kristus se Den store Læge. “Jeg lever,” siger han, “og I skal leve.” Joh. 14, 19. Det er det liv, vi skal tale med de syge om, når vi fortæller dem, at hvis de tror på Kristus som genopretteren, samarbejder med ham, adlyder sundhedens love og stræber efter fuldkommen hellighed i hans frygt, vil han give dem sit liv. Når vi fremstiller Kristus for dem på denne måde, giver han dem en virkelig kraft og styrke, men den kommer ovenfra. Det er den sande videnskab om lægedom for legeme og sjæl.SOL 147.3

Behandlingen af lidelser, som har psykiske årsager, kræver megen visdom. Det sårede, syge hjerte og det nedtrykte sind trænger til om og kærlig behandling. En eller anden besværlighed i hjemmet tærer tit på sjælen ligesom et kræftsår og svækker livskraften. Undertiden kan det også være anger over synd, der undergraver modstandskraften og bringer sindet ud af ligevægt. Den slags syge mennesker kan kun hjælpes ved kærlig medfølelse. Lægen bør først vinde deres tillid og derpå henvise dem til Den store Læge. Dersom de kan komme til at tro på Den sande Læge og nære tillid til, at han tager sig af deres sag, vil dette bringe sindet lindring og ofte fore legemlig sundhed med sig. Medfølelse og takt vil tit gavne syge mennesker mere end den dygtigste behandling, der gives på en kold, ligegyldig måde.SOL 148.1

Af frygt for at gøre den syge urolig eller modløs ved at fortælle ham sandheden er der mange, som vækker falske forhåbninger om helbredelse, ja, endog lader patienten gå i graven uden at være blevet advaret om faren. Det er uklogt. Det er måske ikke altid rigtigst eller bedst i fuld udstrækning at forklare den syge, hvilken fare han befinder sig i. Dette kunne gøre ham bange eller endog hindre helbredelsen. Man kan heller ikke altid fortælle hele sandheden til dem, hvis lidelser for en stor del er af indbildt art. Mange sådanne patienter er urimelige og har ikke vænnet sig til at vise selvbeherskelse. De har ejendommelige forestillinger og nærer mange falske indbildninger om sig selv og andre. For dem er disse ting virkelige, og de, der plejer dem, må lægge en stadig venlighed og utrættelig tålmodighed og takt for dagen. Dersom man fortalte disse patienter sandheden om dem selv, ville nogle føle sig sårede og andre mismodige. Kristus sagde til sine disciple: “Jeg har endnu meget at sige jer; men I kan ikke bære det nu.” Joh. 16, 12. Men selv om man ikke kan sige hele sandheden ved enhver lejlighed, er det aldrig nødvendigt eller forsvarligt at føre nogen bag lyset.SOL 148.2

Viljekraften bliver ikke vurderet, som den burde. Når man holder viljen levende og leder den i den rigtige retning, vil den bringe styrke til hele ens væsen og være en vidunderlig hjælp til at bevare sundheden. Også i behandlingen af sygdom er den en kraft. Rigtig anvendt vil den kunne beherske tankerne og være et mægtigt middel til at modstå og overvinde sygdomme både i sjæl og legeme. Når patienter ved at bruge viljekraften stiller sig i det rette forhold til livet, kan de i høj grad støtte lægen i hans arbejde for deres helbredelse. Der er tusinder, som kan genvinde sundheden, dersom de vil. Det er ikke Herrens vilje, at de skal være syge. Han ønsker, at de skal være sunde og lykkelige, og de bør sætte sig for, at de vil være raske. Patienter kan ofte modstå sygdom ved simpelthen at nægte at give efter for et ildebefindende og ikke slå sig til ro i en uvirksom tilstand. De bør hæve sig op over deres utilpashed og deres smerter og beskæftige sig med noget nyttigt, som svarer til deres kræfter. Ved hjælp af en sådan beskæftigelse og rigelig adgang til luft og sol ville mange patienter kunne genvinde sundhed og styrke.SOL 149.1

For de mennesker, der ønsker at genvinde og bevare sundheden, ligger der en lærdom i disse ord fra Skriften: “Drik jer ikke fulde i vin, det fører kun til udsvævelser; men lad jer fylde af ånden.” Ef. 5, 18. Det er ikke ved den opstemthed eller glemsel, der fremkaldes af unaturlige eller usunde stimulanser eller ved at tilfredsstille de lavere lyster og lidenskaber, at man finder sand lægedom eller vederkvægelse for legemet og sjælen. Blandt de syge er der mange, som er uden Gud og uden håb. De lider under utilfredsstillede ønsker, fordærvede lidenskaber og fordømmes af deres egen samvittighed. Livet her er ved at glide dem af hænde, og de har ingen udsigter til at få del i det tilkommende liv. De, der plejer syge mennesker, må ikke tro, at de kan gavne disse patienter ved at tillade dem letsindige, ophidsende nydelser. Den hungrige, tørstige sjæl vil vedblive at hungre og tørste, så længe den søger tilfredsstillelse på denne måde. De, der drikker af den egenkærlige nydelses kilde, bliver skuffet. De forveksler den midlertidige opstemthed, som følger med forlystelser, med styrke, og når spændingen ophører, er det forbi med deres begejstring. Bagefter kommer utilfredsheden og fortvivlelsen.SOL 149.2

En varig fred og sand hvile for sind og sjæl kan kun komme fra een kilde. Det var denne kilde, Kristus talte om, da han sagde: “Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile.” “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver.” Matt. 11, 28; Joh. 14, 27. Denne fred er ikke noget, han giver særskilt; den er i Kristus, og vi får den kun ved at tage imod ham.SOL 150.1

Kristus er livets kilde. Det, som så mange trænger til, er mere kundskab om ham. De trænger til, at man tålmodigt og venligt, men dog alvorligt, underviser dem om, hvorledes de kan åbne hele deres væsen for himmelens lægende kræfter. Når Guds kærligheds solskin oplyser sjælens mørke, vil hvileløs træthed og util-fredshed ophore, glad tilfredshed vil give sindet styrke og bringe legemet sundhed og kraft.SOL 150.2

Vi befinder os i en lidende verden. Vanskeligheder, prøvelser og sorger venter os på vor vej til det himmelske hjem. Men der er mange, som gør livets byrder dobbelt så svære ved stadig at vente besværligheder. Hvis de møder modgang og skuffelse, mener de, at nu er alting forbi. De anser deres skæbne for at være hårdere end andres og venter, at de vil komme til at lide nød. Således påfører de sig selv elendighed og kaster en skygge over deres omgivelser. Selve livet bliver en byrde for dem. Således behøver det imidlertid ikke at være. Det vil koste dem en beslutsom anstrengelse at forandre deres indstilling, men denne forandring kan finde sted. Deres lykke både her i livet og i det tilkommende afhænger af, at de lader sindet dvæle ved noget, som virker opmuntrende. De må se bort fra det mørke billede, de har dannet sig, og som kun er en indbildning. De bør i stedet betragte de velgerninger, Gud har strøet på deres vej, og se frem til det usynlige og evige.SOL 150.3

Gud har sørget for hjælp i enhver prøve. Da Israel på ørkenvandringen kom til Maras bitre vand, råbte Moses til Herren. Han tilvejebragte ikke et nyt lægemiddel. Han gjorde dem opmærksom på, hvad der var for hånden. En busk, som han havde skabt, skulle kastes i kilden og gøre vandet rent og frisk. Da dette var gjort, drak folket af vandet og blev vederkvæget. I enhver prøvelse vil Kristus give os hjælp, hvis vi søger ham. Vore øjne vil blive åbnet, så vi kan se de løfter om helbredelse, som han har givet. Helligånden vil lære os, hvorledes vi skal tilegne os enhver velsignelse, der vil være et lægemiddel mod sorger og bekymringer. For hver bitter drik, der holdes op til vore læber, vil vi finde en gren, der bringer lægedom.SOL 151.1

Vi må ikke lade fremtiden med dens alvorlige problemer og dens mørke udsigter gøre vore hjerter svage, få vore knæ til at skælve og vore hænder til at synke. Lad os søge hjælp hos Herren og slutte fred med ham. Es. 27, 5. De, som overlader sig til hans ledelse og helliger sig til hans tjeneste, vil aldrig komme i en stilling, som han ikke kan hjælpe dem i. Dersom vi er hans ords gørere, har vi en guddommelig leder til at vise os vejen, hvilken situation vi end befinder os i. Uden hensyn til de vanskeligheder, vi står overfor, har vi en sikker rådgiver. Hvor bedrøvede vi end er, og hvor ensomme vi end føler os, har vi en medfølende himmelsk ven.SOL 151.2

Dersom vi i vor uvidenhed begår fejltrin, svigter Frelseren os ikke. Vi behøver aldrig at føle os ensomme. Vi har engle som ledsagere. Trøsteren, som Kristus lovede at sende i sit navn, bliver hos os. På den vej, der fører til Guds stad, er der ingen vanskeligheder, som de, der stoler på ham, ikke kan overvinde. Der er ingen fare, som de ikke kan undslippe. Der er ingen sorg og ingen plage eller menneskelig svaghed, som han ikke har et middel imod.SOL 151.3

Ingen behøver at henfalde til modløshed og fortvivlelse. Satan vil måske komme til dig med den frygtelige indskydelse: “Din sag er håbløs, du kan ikke blive frelst.” Men der er håb for dig i Kristus. Gud forlanger ikke, at vi skal sejre i vor egen styrke. Han beder os om at holde os tæt ind til ham. Hvilke vanskeligheder vi end arbejder under, og hvad der end måtte tynge sjæl og legeme, ønsker han at gøre os fri.SOL 152.1

Han, som påtog sig menneskelig natur, har også medfølelse med menneskelige lidelser. Kristus har ikke alene kendskab til hver sjæl og dens særlige behov og prøvelser, men han kender alle de om-stændigheder, der plager og besværer sindet. I kærlig medfølelse er hans hånd udrakt til hvert lidende barn. De, der lider mest, er genstand for hans største medfølelse og sympati. Han har medlidenhed med vore skrøbeligheder og ønsker, at vi skal lægge vore vanskeligheder og besværligheder for hans fødder og lade dem blive der.SOL 152.2

Det er ikke klogt af os at se på os selv og dvæle ved vore egne følelser. Hvis vi gør det, vil fjenden komme med vanskeligheder og fristelser, der svækker troen og gør os modløse. Hvis vi hefter os for meget ved vore egne stemninger og giver efter for vore følelser, nærer vi tvivlen og påfører os selv vanskeligheder. Vi skal se bort fra os selv og vende blikket mod Jesus.SOL 152.3

Når fristelser anfalder dig. og bekymringer og vanskeligheder synes at omgive din sjæl, da se hen til det sted, hvor du sidst så lyset. Hvil i Kristi kærlighed og under hans beskyttende omsorg. Når synden kæmper om overtaget i dit hjerte, når skyldfølelsen tynger sjælen og samvittigheden, og vantro formørker sindet, da husk på, at Kristi nåde er nok til at underkue synden og fordrive mørket. Når vi træder i forbindelse med Frelseren, kommer vi ind på fredens grund.SOL 152.4

Intet er så sundt og styrkende for legeme og sjæl som et taknemligt sind. Det er lige så vel en pligt at kæmpe imod melankoli, utilfredse tanker og følelser, som det er at bede. Dersom vi er på vej til himmelen, hvorledes kan vi da vandre som en flok sørgende, der hele tiden sukker og klager på vejen til vor faders hus.SOL 153.1

Bekendende kristne, som bestandig klager, og som synes at mene, at det er en synd at være glade og lykkelige, ejer ikke den sande kristendom. De, der finder et sørgmodigt velbehag i alt, hvad der er trist i naturens verden, og som foretrækker at se på de døde blade i stedet for at plukke de skønne, levende blomster; de, som ikke kan se skønheden i de storladne bjerge og i dalene, der er klædt med levende grønt, og som lukker deres sanser for den frydefulde stemme, der taler til dem i naturen og lyder som yndig musik — sådanne mennesker er ikke i Kristus. De samler tristhed og mørke omkring sig, medens de kunne have lys, ja, få retfærdighedens sol til at stå op i deres hjerter med lægedom i sine stråler.SOL 153.2

Ofte vil dit sind måske formørkes på grund af smerter. Forsøg da at tænke på noget andet. Du ved, at Jesus elsker dig. Han forstår din svaghed. Du kan gøre hans vilje ved blot at hvile i hans arme.SOL 153.3

Det er en naturlov, at vore tanker og følelser opmuntres og styrkes, når vi lader dem komme til udtryk. Det er rigtigt, at ord er et udtryk for tanker, men det er også sandt, at tanker sættes i bevægelse af ord. Dersom vi ville lade vor tro komme mere til udtryk, glæde os mere over de velsignelser, som vi ved, at vi har fået — Guds store miskundhed og kærlighed — ville vi få mere tro og større glæde. Ingen tunge kan udtrykke og intet menneskeligt sind kan fatte den velsignelse, som påskønnelsen af Guds godhed og kærlighed bringer med sig. Selv her på jorden kan vor glæde være som et kildevæld, der aldrig horer op med at rinde, fordi det får sin næring fra de strømme, som udgår fra Guds trone.SOL 153.4

Lad os derfor oplære vore hjerter og vore læber til at prise Gud for hans uforlignelige kærlighed. Lad os vænne vore sjæle til at være fortrøstningsfulde og til at blive i det lys, der skinner fra Golgatas kors. Aldrig bør vi glemme, at vi er den himmelske Konges børn — sønner og døtre af hærskarers Herre. Det er vor forret at kunne eje en stille hvile i Gud.SOL 154.1

“Lad Kristi fred råde i jeres hjerter; ... og vær taknemlige.” Kol. 3, 15. Lad os glemme vore egne vanskeligheder og bekymringer og prise Gud, fordi vi har anledning til at leve til hans ære. Lad hver dags nye velsignelser skabe lovsang i vort hjerte for disse beviser på hans kærlige omsorg. Når du slår dine øjne op om morgenen, så tak Gud for, at han har bevaret dig gennem natten. Tak ham for freden i dit hjerte. Lad din tak morgen, middag og aften stige op til himmelen som en sød vellugt.SOL 154.2

Når nogen spørger dig, hvordan du har det, så prøv ikke at finde på noget trist at tale om for at vække medynk. Tal ikke om din mangel på tro og om dine sorger og lidelser. Det fryder fristeren at høre sådanne udtalelser. Når du taler om triste emner, forherliger du ham. Vi skal ikke dvæle ved Satans store magt til at overvinde os. Tit overgiver vi os i hans hænder ved at tale om hans magt. Lad os i stedet tale om Guds store magt til at gøre alle vore interesser lig med hans. Tal om Kristi uforlignelige magt og om hans herlighed. Hele himmelen interesserer sig for vor frelse. Guds engle, som tæller tusinder gange tusinder og titusinder gange titusinder, udsendes til hjælp for dem, der skal arve frelse. De beskærmer os imod det onde og driver mørkets magter tilbage, når disse søger at ødelægge os. Har vi ikke grund til at være taknemlige hvert øjeblik, og også når der synes at være vanskeligheder på vor sti.SOL 154.3

Lad lovprisning og tak komme til orde i sang. Lad os ikke give vore følelser udtryk, når vi fristes, men lad os derimod i tro opsende en takkesang til Gud. Sang er et våben, som vi altid kan bekæmpe modløshed med.Når vi således lukker hjertet op for lyset fra Frelserens åsyn, vil vi modtage sundhed og velsignelse fra ham.SOL 155.1

“Sig tak under alle forhold; thi det er Guds vilje med jer i Kristus Jesus.” 1 Tess. 5, 18. Dette påbud er en forsikring om, at selv de ting, der synes at gå os imod, vil tjene os til det gode. Gud vil ikke forlange, at vi skal være taknemlige for det, som kan skade os.SOL 155.2

En af de største hindringer for, at de syge kan blive raske, er, at de er for selvoptagne. Mange syge mennesker mener, at alle bør vise dem sympati og yde dem hjælp. Hvad de behøver, er at få deres opmærksomhed vendt bort fra sig selv og at tænke på andre og have omsorg for dem.SOL 155.3

Der anmodes ofte om forbon for de lidende, de bedrøvede og de modløse, og dette er rigtigt. Vi bør bede Gud om at sende lys ind i det formørkede sind og om at trøste det sorgfyldte hjerte. Men Gud bønhører dem, som stiller sig der, hvor han kan velsigne dem. Medens vi opsender vore bønner for de bedrøvede sjæle, bør vi opmuntre dem til at forsøge at hjælpe andre, der er værre stillet, end de selv er. Mørket vil forsvinde fra deres egne hjerter, når de søger at hjælpe andre. Når vi søger at trøste andre med den trøst, vi selv er blevet trøstet med, kommer velsignelsen tilbage til os.SOL 155.4

Det 58. kapitel hos profeten Esajas indeholder en recept på et middel mod legemlige og sjælelige lidelser. Dersom vi ønsker sundhed og den sande livsglæde, må vi følge de regler, der gives i dette skriftsted. Om den tjeneste, der er Gud velbehagelig, og om de velsignelser, den bringer, siger Herren:SOL 155.5

“... At bryde dit brød til de sultne,
bringe hjemløse stakler i hus,
at du klæder den nøgne, du ser,
ej nægter at hjælpe dine landsmænd.
Som morgenrøden bryder dit lys da frem,
da læges hastigt dit sar,
foran dig vandrer din retfærd,
Herrens herlighed slutter toget.” Es. 58, 7. 8.SOL 156.1

Gode handlinger er til dobbelt velsignelse, idet de både gavner den, som giver, og den, som modtager. Bevidstheden om at gøre det, som er ret, er et af de bedste lægemidler for syge legemer og sind. Når vi føler os frie og glade, fordi vi har gjort vor pligt, og når vi mærker tilfredsstillelsen ved at gøre andre lykkelige, vil den opløftende indflydelse deraf bringe nyt liv til hele vort væsen.SOL 156.2

Den syge bør prøve at vise medfølelse i stedet for bestandig at kræve den. Læg al din svaghed, sorg og smerte på din medlidende frelser. Luk dit hjerte op for hans kærlighed og lad den strømme ud til andre. Husk, at alle har prøvelser, som er tunge at bære, og fristelser, som er svære at modstå. Du kan hjælpe dem, så disse byrder bliver lettere for dem. Giv udtryk for din taknemlighed for de velsignelser, du modtager. Vis påskønnelse for al opmærksomhed, der bliver vist dig. Lad dit hjerte være fuldt af Guds dyrebare løfter, for at du fra dette forråd kan bringe andre trøst og styrke. Dette vil omgive dig med en atmosfære, der vil være gavnlig og opløftende. Sæt dig som mål at være til velsignelse for dine omgivelser, så skal du nok finde anledning til at hjælpe både dine egne og andre.SOL 156.3

Dersom de, der lider af et dårligt helbred, ville glemme sig selv af interesse for andre, og hvis de ville adlyde Herrens befaling om at tjene andre, der trænger mere til hjælp end de selv, ville de erfare sandheden i det profetiske løfte: “Som morgenrøden bryder dit lys da frem, da læges hastigt dit sår.”SOL 156.4