KAPITEL 23—BØNNENS MAGT

Skriften siger, at menneskene “altid skulle bede og ikke blive trætte” (Luk. 18, 1). Dersom der nogen sinde er en tid, da de føler trang til at bede, er det, når kræfterne svigter, og livet synes at glide dem ud af hænderne. De, som er raske, glemmer ofte de vidunderlige velsignelser, de modtager dag efter dag og år efter år, og de husker ikke at takke Gud for hans velgerninger. Men når de bliver syge, kommer de i tanker om Gud. Når menneskelig styrke slår fejl, føler menneskene deres trang til guddommelig hjælp, og vor barmhjertige Gud vender sig aldrig bort fra den sjæl, der i oprigtighed søger ham om hjælp. Han er vor tilflugt i sygdom såvel som i sundhed.SOL 162.1

“Som en fader forbarmer sig over sine børn,
forbarmer Herren sig over dem, der frygter ham.
Thi han kender vor skabning,
han kommer i hu, vi er støv.”
Menneskene “sygnede hen for synd
og led for brødets skyld,
de væmmedes ved al slags mad,
de kom dødens porte nær”.SOL 162.2

“Men de råbte til Herren i noden,
han frelste dem i deres trængsler,
sendte sit ord og lægede dem
og frelste deres liv fra graven.” Sal. 103,13 14; 107, 17-20.SOL 163.1

Gud er lige så villig til at give de syge deres sundhed tilbage i vor tid, som han var, da Helligånden talte disse ord ved Salmisten. Kristus er også den samme medlidende læge nu, som han var under sin jordiske tjeneste. I ham har vi lægende balsam for enhver sygdom, helbredende kraft for enhver skrøbelighed. Hans disciple i vore dage skal bede for de syge, ligesom disciplene bad fordum, og de syge vil blive helbredt, for “troens bøn skal frelse de syge”. Vi har Helligåndens kraft, troens stille forvisning, som kan gribe Guds forjættelser. Herrens løfte: “På syge skal de lægge hænder, og de skal blive raske” (Mark. 16, 18), er lige så troværdigt nu som i apostlenes dage. Det viser os Guds børns store forret, og vor tro bør gribe alt, hvad det indbefatter. Kristi tjenere er hans redskaber, og gennem dem ønsker han at udøve sin lægende kraft. Vor opgave består i at bære de syge og lidende frem for Gud på troens arme. Vi bør lært dem at tro på den guddommelige læge.SOL 163.2

Frelseren vil, at vi skal opmuntre de modløse og de plagede til at modtage hans kraft. Ved tro og bøn kan sygeværelset forvandles ril et Betel. I ord og handling kan læger og sygeplejersker sige så tydeligt, at det ikke kan misforstås: “Herren er på dette sted” for at frelse og ikke for at ødelægge. Kristus ønsker at åbenbare sin nærværelse i sygeværelset og at fylde lægers og sygeplejerskers hjerter med sin vidunderlige kærlighed. Dersom de, der passer de syge, lever således, at Kristus kan følge med dem hen til patientens sygeleje, vil den syge få den overbevisning, at den medlidende frelser er til stede, og selve denne overbevisning vil bidrage meget ril helbredelse både af sjæl og legeme.SOL 163.3

Gud hører bønner. Kristus har sagt: “Hvis I beder mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det.” Han siger også: “Vil nogen tjene mig, ham skal Faderen ære.” Joh. 14, 14; 12, 26. Dersom vi lever efter hans ord, vil hver dyrebar forjættelse, han har givet, blive opfyldt på os. Vi er uværdige til denne nåde, men når vi overgiver os til ham, tager han imod os. Han kan virke for og igennem dem, der følger ham.SOL 164.1

Men kun når vi lever i lydighed mod hans ord, kan vi gøre krav på opfyldelse af hans løfter. Salmisten siger: “Havde jeg tænkt på ondt i mit hjerte, da havde Herren ej hørt.” Sal. 66, 18. Dersom vi kun viser ham en delvis lydighed, vil hans løfter ikke blive opfyldt på os.SOL 164.2

I Guds ord finder vi undervisning angående særlig bøn om helbredelse for syge. At opsende en sådan bøn er imidlertid en yderst højtidelig handling, som man kun bør indlade sig på efter omhyggelig overvejelse. I mange af de tilfælde, hvor der bliver bedt for syges helbredelse, er det, der kaldes tro, intet andet end formastelse.SOL 164.3

Mange pådrager sig selv sygdom ved at følge deres egen lyst. De har ikke levet i overensstemmelse med naturens love eller nøje fulgt renhedens principper. Andre har tilsidesat sundhedens love med hensyn til spise og drikke, klædedragt eller arbejde. Ofte er en eller anden last årsag til åndelig eller legemlig svækkelse. Dersom disse mennesker genvandt helbredet, ville mange af dem ubekymret fortsætte at overtræde Guds fysiske og åndelige love ud fra den betragtning, at når Gud helbreder dem som svar på bøn, står det dem frit for, om de vil fortsætte med deres usunde vaner og helt og holdent give efter for en fordærvet appetit. Dersom Gud gjorde et mirakel for at gengive disse mennesker deres sundhed, ville han derved opmuntre til synd.SOL 164.4

Det er spildt ulejlighed at lære folk at se hen til Gud som den, der helbreder deres skrøbeligheder, hvis de ikke tillige lærer at holde op med deres usunde vaner. For at kunne få del i hans velsignelse som svar på bøn må de holde op med at gøre det onde og lære at gøre det gode. Deres omgivelser må være sunde og rene, deres livsvaner rigtige. De må leve i overensstemmelse med Guds love, både de fysiske og de åndelige.SOL 164.5

Vi må gøre det klart for de mennesker, der ønsker forbøn for at genvinde sundheden, at overtrædelsen af Guds love — både de fysiske og åndelige — er synd, og at synden må bekendes og aflægges, før de kan modtage hans velsignelse.SOL 165.1

Den hellige Skrift byder os: “Bekend derfor jeres synder for hverandre, og bed for hverandre, for at I må blive helbredt.” Jak. 5, 16. Når nogen ønsker forbøn, kan I fremsætte følgende betragtninger for dem: “Vi kan ikke læse, hvad der er i hjertet. Vi kender ikke det, som er skjult i jeres liv. Kun du selv og Gud kender det. Dersom du omvender dig fra dine synder, er det din pligt at bekende dem.” Hemmelige synder må bekendes for Kristus, der er den eneste mellemmand mellem Gud og mennesker, for “synder nogen, så har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige”. 1 Joh. 2, 1. Enhver synd er en uret imod Gud og må bekendes for ham gennem Kristus. Alle åbenlyse synder må bekendes åbenlyst. Enhver uret, som er begået imod et medmenneske, må gøres op med vedkommende. Dersom nogen, der søger helbredelse, har gjort sig skyldig i ond tale, og dersom de har sået splid i hjemmet, i nabolaget eller i menigheden og har voldt uenighed og strid, eller de ved et dårligt eksempel har fået andre til at synde, må disse ting bekendes for Gud og for dem, der er blevet forurettet. “Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.” 1 Joh. 1, 9.SOL 165.2

Når al uret er blevet gjort god igen, kan vi i stille tro fremlægge de syges trang for Gud, efter som hans ånd måtte vise os. Han kender hvert menneske ved navn og sørger for hver enkelt lige så omhyggeligt, som om der ikke fandtes noget andet menneske på jorden, som han gav sin elskede søn for. Da Guds kærlighed er så stor og så uforanderlig, bør de syge opmuntres til at forlade sig på ham og være ved godt mod. Er de ængstelige for deres egen tilstand, fører det kun til svækkelse og sygdom. Dersom de vil hæve sig op over modløshed og tungsind, vil de have langt større udsigt til at blive raske, for “Herrens øje ser til gudfrygtige, til dem, der håber på nåden”. Sal. 33, 18.SOL 165.3

Ved forbøn for de syge bør det erindres, at vi ikke forstår, “hvad vi rettelig bør bede om”. Rom. 8, 26. Vi ved ikke, om den velsignelse, vi ønsker, vil være til vort bedste eller ej. Derfor bør vore bønner indbefatte denne tanke: “Herre, du ved, hvad der er skjult i hjertet. Du kender disse mennesker. Jesus, deres talsmand, gav sit liv for dem. Hans kærlighed til dem er større, end vor på nogen mulig måde kan blive. Hvis det derfor vil tjene dig til ære og disse mennesker til gavn, beder vi 1 Jesu navn, at de må genvinde deres sundhed. Er det ikke din vilje, at de skal helbredes, beder vi dig om, at din nåde må trøste dem og din nærværelse holde dem oppe i deres lidelser.”SOL 166.1

Gud kender enden fra begyndelsen. Han kender alles hjerter. Han læser enhver hemmelighed i sjælen. Han ved, om de, der holdes forbøn for, ville kunne udholde de prøver, de ville blive udsat for, hvis de fik lov at leve. Han ved, om deres liv ville blive til velsignelse eller til forbandelse for dem selv og for verden. Dette er en af grundene til, at vi bør sige, når vi beder alvorlige bønner: “Dog ske ikke min vilje, men din!” Jesus tilføjede disse ord som udtryk for sin underkastelse under Guds visdom og vilje, da han bad i Getsemane: “Min fader! er det muligt, så lad denne kalk gå mig forbi.” Luk. 22, 42; Matt. 26, 39. Dersom disse ord sømmede sig for ham, som var Guds Søn, hvor meget mere passende er de da ikke for svage, fejlende mennesker!SOL 166.2

Den rigtige fremgangsmåde er, at vi fremlægger vore ønsker for vor alvise himmelske Fader og så i fuldkommen tillid overlader alt til ham. Vi ved, at Gud hører os, når vi beder efter hans vilje, men at trænge på med vore bønner uden en ydmyg ånd er ikke rigtigt. Vore påkaldelser må ikke antage form af befaling, men af forbøn.SOL 167.1

Der er tilfælde, hvor Gud på en utvetydig måde helbreder ved sin guddommelige kraft, men ikke alle syge bliver raske. Mange lægges til hvile og hensover i troen på Jesus. På øen Patmos fik Johannes befaling om at skrive: “Salige er de døde, som dør i Herren fra nu af. Ja, siger ånden, de skal hvile efter deres møje, thi deres gerninger følger dem.” Åb. 14, 13. Heraf ser vi, at hvis nogle ikke får deres sundhed igen, bør vi ikke derfor mene om dem, at de mangler tro.SOL 167.2

Vi ønsker alle at få øjeblikkelige og direkte svar på vore bønner, og når bønhørelsen trækker ud eller kommer på en anden måde end den, vi havde ventet, fristes vi til at blive modløse. Men Gud er alt for viis og god til altid at besvare vore bønner netop på den tid og den måde, vi ønsker. Han vil gøre noget mere og bedre for os end blot at opfylde alle vore ønsker. Fordi vi kan stole på hans visdom og kærlighed, bør vi ikke bede ham om at rette sig efter vor vilje, men hellere søge at opfylde hans hensigt. Vore ønsker og interesser bør vige for hans vilje. De erfaringer, der prøver vor tro, er til gavn for os. Ved dem bliver det åbenbaret, om vor tro er ægte og oprigtig og hviler på Guds ord alene, eller om den er afhængig af omstændigheder og derfor usikker og foranderlig. Troen styrkes ved øvelse. Vi må have tålmodighed og huske på, at der er dyrebare løfter i Den hellige Skrift for dem, der sætter deres lid til Herren.SOL 167.3

Ikke alle forstår disse grundsætninger. Mange, der beder Herren om helbredelse, mener, at deres tro er mangelfuld, hvis de ikke får et direkte og ufortøvet svar på deres bønner. Derfor behøver de, der er svækkede af sygdom, at vejledes med klogskab, for at de kan lære at handle med omtanke. De bør ikke forsømme deres pligter over for deres pårørende, som måtte overleve dem, eller undlade at anvende naturens midler for at genvinde sundheden.SOL 167.4

Der er ofte fare for, at man begår fejl på dette punkt. Nogle mennesker, der tror på, at de skal blive helbredt ved bøn, frygter for at gøre noget, der kunne tydes som manglende tro. Men de bør ikke undlade at bringe deres forhold i orden. De bør heller ikke være bange for at give den samme trøst og de samme råd, som de i afskedens stund ville give deres kære.SOL 168.1

De, som søger helbredelse ved bøn, bør ikke undlade at gøre brug af de lægemidler, som står til deres rådighed. Det er ikke mangel på tro at bruge de midler, som Gud har sørget for til at lindre smerte og til at hjælpe naturen i dens bestræbelser for at helbrede og læge. Det er ikke fornægtelse af troen at samarbejde med Gud og at stille sig ind under de forhold, der er gunstigst for helbredelsen. Gud har sat os i stand til at skaffe os kundskab om livets love. Denne kundskab er gjort tilgængelig for os, for at vi skal bruge den. Vi bør anvende ethvert middel, der kan skaffe os sundheden tilbage, benytte alle mulige fordele og arbejde i overensstemmelse med naturlovene. Når vi har bedt om helbredelse for de syge, kan vi arbejde med så meget større kraft og takke Gud for, at vi får lov til at samarbejde med ham, og bede om hans velsignelse over de midler, han selv har givet os.SOL 168.2

Guds ord godkender brugen af lægemidler. Israels konge Ezekias var syg, og en Guds profet bragte ham det budskab, at han skulle dø. Da råbte han til Herren, og Herren hørte sin tjener og sendte kongen det budskab, at der var lagt femten år til hans levetid. Ezekias kunne være blevet helbredt øjeblikkelig ved et ord fra Gud, men der blev givet særlige anvisninger. “Man skulle tage en figenkage og lægge den som plaster på det syge sted.” Es. 38, 21.SOL 168.3

Ved en bestemt lejlighed salvede Kristus en blind mands øjne med dynd og bød ham: “Gå hen og tvæt dig i dammen Siloam. .. . Han gik så bort, tvættede sig og kom seende tilbage.” Joh. 9, 7. Denne helbredelse kunne være blevet udført alene ved Den store Læges kraft, men Kristus gjorde alligevel brug af naturens enkle midler. Selv om han ikke anerkendte brugen af medikamenter, billigede han anvendelsen af enkle og naturlige lægemidler.SOL 169.1

Når vi har bedt om helbredelse for de syge, så lad os ikke miste troen på Gud, hvordan udfaldet end måtte blive. Dersom vi skulle miste en af vore kære, så lad os tømme den bitre kalk og erindre, at det er Faderens hånd, som fører den til vore læber. Men hvis den syge bliver rask, må vi ikke glemme, at den, der er blevet helbredt ved Guds nåde, har fået nye forpligtelser over for Skaberen. Da de ti spedalske blev renset, var der kun een, som vendte tilbage for at opsøge Jesus og give ham ære. Lad ingen af os være som de ubetænksomme ni, hvis hjerter var ganske uberørt af Guds barmhjertighed. “Lutter gode og fuldkomne gaver kommer ned ovenfra, fra himmellysenes fader, hos hvem der ikke er forandring eller skygge, der kommer og går.” Jak. 1, 17.SOL 169.2