KAPITEL 25—I VIRKSOMHED FOR SYGE OG TRÆNGENDE

I fiskerhytten i Kapernaum lå Peters svigermoder syg med “høj feber”, “og de fortæller ham straks om hende”. Jesus “rørte ved hendes hånd, og feberen forlod hende”, og hun stod op og opvar- tede Frelseren. Luk. 4, 38; Mark. 1, 30; Matt. 8, 15.SOL 178.1

Rygtet spredtes hurtigt. Underet blev udført på sabbaten, og af frygt for rabbinerne turde folk ikke komme for at bede om helbredelse før efter solnedgang. Fra hjemmene, boderne og torvene ilede byens indbyggere hen til den beskedne bolig, hvor Jesus opholdt sig. Mange syge bragtes derhen på bårer, nogle støttede sig til stokke, andre kom ved venners hjælp vaklende og svage hen til Frelseren.SOL 178.2

Time efter time vedblev de at komme og gå, for ingen kunne vide, om den guddommelige læge var hos dem, når morgendagen oprandt. Aldrig før havde Kapernaum været vidne til en dag som denne. Lyden af sejrsudbrud og af dc befriedes råb fyldte luften.SOL 178.3

Jesus afbrød ikke sit arbejde, før den sidste af de lidende havde fået lindring. Natten var langt fremskreden, da folkeskaren trak sig tilbage, og der blev stilhed i Simons hjem. Den lange, begivenhedsrige dag var til ende, og Jesus søgte hvile. Medens byen endnu lå indhyllet i dyb søvn, stod Frelseren op, “længe før dag”, “og gik ud og gik hen til et øde sted, og der bad han”. Mark. 1, 35.SOL 178.4

Tidligt om morgenen kom Peter og hans kammerater til Jesus °g sagde, at befolkningen i Kapemaum allerede søgte efter ham. Med forbavselse horte de Kristi ord: “Jeg bør også forkynde evangeliet om Guds rige for de andre byer; thi dertil blev jeg udsendt.” Luk. 4, 43.SOL 179.1

I det stærke røre, som var opstået i Kapernaum, var der fare for, at hensigten med hans mission ville tabes af syne. Jesus var ikke tilfreds med, at opmærksomheden kun samlede sig om ham, fordi han udførte mirakler og helbredte sygdomme. Han søgte at drage menneskene til sig som deres frelser. Medens folk var ivrige efter at tro, at han var kommen som en konge for at oprette et jordisk rige, ønskede han at lede deres tanker bort fra det jordiske til det åndelige. Verdslig fremgang alene ville hindre hans gerning.SOL 179.2

Den snæversynede folkeskares forundring pinte hans sind. Enhver form for selvophøjelse og den hyldest, der fra verdens side vises stilling, rigdom og talent, var fremmed for Menneskesønnen. Jesus anvendte ikke et eneste af de midler, som menneskene benytter sig af for at opnå andres troskab eller hyldest. Århundreder forud for hans fødsel var der profeteret om ham: “Han råber og skriger ikke, løfter ej røsten på gaden, bryder ej knækket rør og slukker ej rygende tande. Han udbreder ret med troskab.” Es. 42, 2. 3.SOL 179.3

Farisæerne søgte at gøre sig bemærket ved at være meget nøjeregnende med ceremonierne og ved at stille deres gudsdyrkelse og godgørenhed offentligt ril skue. De viste deres nidkærhed for religionen ved at gøre den til et diskussionsemne. De forskellige sekter diskuterede højrøstet og langvarigt, og det var ikke usædvanligt at høre skriftkloge fore en heftig diskussion på gaden.SOL 179.4

Jesu liv var en tydelig modsætning ril alt dette. Man så ham aldrig tage del i støjende ordstrid, stille sin gudsdyrkelse til skue eller foretage sig noget for at vinde bifald. Kristus var skjult i Gud, og Gud blev åbenbaret i sønnens karakter. Til denne åbenbarelse ønskede Jesus at lede menneskenes sind.SOL 179.5

Retfærdighedens sol brød ikke frem over jorden med glans for at blænde sanserne med sin herlighed. Der står skrevet om Kristus: “Som morgenrøden er hans opgang vis.” Hos. 6, 3. Stille og mildt frembryder dagens lys over jorden, fordriver mørket og vækker verden til live. Således opgik retfærdighedens sol “med lægedom under sine vinger”. Mal. 4, 2.SOL 180.1

“Se min tjener, ved hvem jeg holder fast,
min udvalgte, hvem jeg har kær?”
ldquo;Du blev de ringes værn,
den fattiges værn i nøden,
et ly mod skylregn, en skygge mod hede.”
“Så siger Herren,
som skabte og udspændte himmelen,
udbredte jorden med dens grøde,
gav folkene på den åndedræt
og dem, som vandrer der, ånde.
Jeg, Herren, har kaldet dig i retfærd
og grebet dig fast om hånd;
jeg vogter dig, og jeg gør dig til folkepagt,
til hedningelys
for at åbne de blindes øjne
og føre de fangne fra fængslet,
fra fangehullet mørkets gæster.”
“Jeg fører blinde ad ukendt vej,
leder dem ad ukendte stier,
gør mørket foran dem til lys
og bakkelandet til slette.
Det er de ting, jeg gør, og dem går jeg ikke fra.”
“Syng Herren en ny sang,
hans pris over jorden vide;SOL 180.2

havet og dets fylde skal juble,
fjerne strande og de, som bebor dem;
ørkenen og dens byer stemmer i,
de lejre, hvor Kedar bor;
klippeboerne jubler,
råber fra bjergenes tinder;
Herren giver de ære,
forkynder hans pris på fjerne strande.” Es. 42, 1; 2s, 4; 42, 7. 16. 10-12.SOL 181.1

Fra Herodes’ fængsel, hvor Johannes Døberen skuffet og tvivlrådig med hensyn til Frelserens gerning vågede og ventede, sendte han to af sine disciple til Jesus med dette budskab: “Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” Matt. 11, 3.SOL 181.2

Frelseren besvarede ikke straks disciplenes spørgsmål. Medens de stod og undrede sig over hans tavshed, kom de syge til ham. Den store Læges røst trængte igennem det døve øre. Et ord, en berøring af hans hånd, åbnede de blindes øjne, så de kunne se dagens lys, den skønne natur og den guddommelige befriers ansigt. Hans røst nåede de døendes øren, og de rejste sig sunde og raske. Hjælpeløse besatte adlød hans ord, vanviddet veg bort, og de tilbad ham. De fattige bønder og arbejdere, som rabbinerne undgik som urene, samledes omkring ham, og han talte det evige livs ord til dem.SOL 181.3

Således gik dagen, medens Johannes’ disciple så og hørte alt. Endelig kaldte Jesus dem hen til sig og sagde til dem, at de skulle gå til Johannes og fortælle ham, hvad de havde set og hørt, idet han tilføjede: “Salig den, som ikke forarges på mig.” Matt. 11, 6. Disciplene vendte tilbage med dette budskab, og det var nok.SOL 181.4

Johannes huskede profetien om Messias: “Den Herre Herrens ånd er over mig, fordi han salvede mig; han sendte mig med glæ- desbud til ydmyge, med lægedom for sønderbrudte hjerter, for at udråbe frihed for fanger og udgang for dem, som er bundet, udråbe et nådeår fra Herren, ... for at trøste alle, som sørger.” Es. 61, 1. 2. Jesus fra Nazaret var den lovede Frelser. Beviset på hans guddom kom til syne i hans tjeneste for lidende mennesker. Hans herlighed viste sig deri, at han fornedrede sig til at blive som en af os.SOL 181.5

Kristi gerninger vidnede ikke alene om, at han var Messias, men de viste tillige, på hvilken måde hans rige skulle oprettes. For Johannes blev den samme sandhed åbenbaret, som Elias havde erfaret i ørkenen, da “et stort og stærkt vejr, der sønderrev bjerge og sprængte klipper, gik foran Herren, men Herren var ikke i vejret. Efter vejret kom der et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom der ild, men Herren var ikke i ilden”, 1 Kong. 19, 11. 12. Efter ilden talte Herren til profeten ved en stille, sagte susen. Således skulle Jesus udføre sin gerning, ikke med pomp og pragt, men ved at tale til menneskenes hjerter i barmhjertighed og selvopofrelse.SOL 182.1

Guds rige kommer ikke med udvortes glans. Det kommer ved hans inspirerede ords milde indflydelse, ved at hans ånd virker i os, gennem sjælens samfund med ham, som er dens liv. Stærkest kommer dets kraft til syne, når menneskenaturen når op til Kristi karakters fuldkommenhed.SOL 182.2

Kristi efterfølgere skal være verdens lys, men Gud ønsker ikke, at de skal anstrenge sig for at skinne. Han finder ikke behag i, at de i selvtilfredshed stiller deres egen godhed til skue. Han ønsker, at deres liv skal gennemsyres af himmelske principper. Når de så kommer i berøring med verden, vil de åbenbare det lys, som er i dem. Deres urokkelige troskab under alle livets forhold vil da være et strålende lys.SOL 182.3

Rigdom eller høj rang, kostbart udstyr, imponerende bygninger eller fornemt indbo er slet ikke en betingelse for Guds værks fremgang, og det samme gælder personlige bedrifter, som vækker bifald hos mennesker, men kun opelsker forfængelighed. Verdslig pragt er uden værdi i Guds øjne, hvor imponerende den end måtte være. Han vurderer det usynlige og evige højere end det synlige og timelige. Det sidste har kun værdi, for så vidt som det er et udtryk for det første. De fineste kunstværker ejer ingen skønhed, der kan måle sig med karakterens skønhed, som er frugten af den Helligånds virken i sjælen.SOL 182.4

Da Gud gav sin søn til denne verden, skænkede han menneskene uforgængelige rigdomme — rigdomme, som langt overgår de skatte, menneskene har samlet siden verdens begyndelse. Kristus kom til verden og stod over for menneskenes børn med al sin evige kærlighed, og det er den skat, vi ved vor forbindelse med ham skal tage imod, åbenbare og uddele til andre.SOL 183.1

Jo mere gudhengivent et menneske er, desto bedre kan han arbejde i Guds værk og åbenbare Kristi nådes kraft til at forvandle livet. Vi skal være anderledes end verden, fordi Gud har sat sit segl på os, og fordi han åbenbarer sin egen kærlighed gennem os. Vor genløser dækker os med sin retfærdighed.SOL 183.2

Når Gud vælger mænd og kvinder til sin tjeneste, spørger han ikke, om de besidder verdslig rigdom, lærdom eller veltalenhed. Han spørger: “Er de så ydmyge, at jeg kan lære dem min vilje? Kan jeg lægge mine ord på deres læber? Vil de kunne repræsentere mig?”SOL 183.3

Gud kan bruge ethvert menneske, men kun i samme forhold, som han kan fylde sjælens tempel med sin ånd. Han kan kun godkende den gerning, der afspejler hans billede. Hans efterfølgere skal som deres legitimation over for verden bære lians udødelige princippers uudslettelige kendetegn.SOL 183.4

Medens Jesus udfører sin gerning på byernes gader, trænger mødre sig frem gennem mængden med deres syge og døende små i armene og søger at komme hen, hvor han kan få øje på dem.SOL 183.5

Se på disse mødre. De er blege, trætte og næsten fortvivlede, men er dog beslutsomme og ihærdige. Med deres byrde af lidelse opsøger de Frelseren. Medens de trænges tilbage af den bølgende menneskemængde, nærmer Kristus sig dem skridt for skridt, indtil han befinder sig tæt ved dem. Håbet vågner i deres hjerter. De får tårer i øjnene af glæde, når de ser, at han er blevet opmærksom på dem, og de skuer ind i de øjne, der udtrykker en dyb medfølelse og kærlighed.SOL 183.6

Idet Frelseren henvender sig til en af mødrene, vinder han hendes tillid ved at sige: “Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?” Hulkende udtrykker hun sit store ønske: “Herre! At du vil helbrede mit barn.” Kristus tager den lille ud af hendes arme, og sygdommen forsvinder ved hans berøring. Dødens bleghed er forsvundet. Den livgivende strøm flyder gennem blodkarrene. Musklerne får ny styrke. Han taler trøstens og fredens ord til moderen, inden han går til det næste lige så alvorlige tilfælde. Kristus gør atter brug af sin livgivende kraft, og alle priser og ærer ham, som kan udføre så vidunderlige ting.SOL 184.1

Vi hefter os så meget ved det store i Kristi liv. Vi taler om de vidunderlige ting, han gjorde, om de mirakler, han udførte. Men hans interesse for det, der regnes for småting, er et endnu bedre bevis på hans storhed.SOL 184.2

Det var almindeligt hos jøderne, at børnene blev bragt hen til en rabbiner, for at han kunne lægge sine hænder på dem og velsigne dem. Disciplene mente imidlertid, at Frelserens gerning var for vigtig til at blive afbrudt på denne måde. Da mødrene kom og fremsatte deres ønske om, at han skulle velsigne deres små, betragtede disciplene dem med uvilje. De tænkte, at disse børn var for små til at få noget udbytte af et besøg hos Jesus, og de mente derfor, at deres tilstedeværelse ville mishage ham. Men Frelseren forstod de bekymringer, der hvilede på mødrene, som søgte at opdrage deres børn i overensstemmelse med Guds ord. Han havde hørt deres bønner. Han havde selv draget dem til sig.SOL 184.3

En moder havde forladt hjemmet med sit barn for at finde Jesus. Undervejs fortalte hun sin nabo om sit ærinde, og naboen ønskede, at Jesus også skulle velsigne hendes børn. Således kom flere til stede med deres små. De havde også større og halvvoksne børn med. Når modrene undselige og med tårer i øjnene fremsatte deres ønske for Jesus, hørte han medfølende på dem. Han ventede for at se, hvorledes disciplene ville behandle dem. Da han så, at de irettesatte modrene og ville sende dem bort i den tro, at de gjorde ham en tjeneste, viste han dem, at de tog fejl, og sagde: “Lad de små børn komme til mig; dem må I ikke hindre; thi Guds rige hører sådanne til.” Mark. 10, 14. Han tog børnene i sine arme, lagde sine hænder på dem og gav dem den velsignelse, de kom for at få.SOL 185.1

Mødrene blev trøstet. Styrkede og velsignede ved Kristi ord vendte de tilbage til deres hjem. De følte sig opmuntrede til at tage deres byrde op med fornyet glæde og til forhåbningsfuldt at arbejde for deres børn.SOL 185.2

Dersom vi kunne følge denne lille flok videre gennem livet, ville vi se mødrene minde deres børn om, hvad der fandt sted den dag, og gentage Frelserens kærlige ord for dem. Vi ville også se, hvorledes erindringen om disse ord senere hen i livet hjalp børnene til ikke at vige fra den sti, som er afstukket for Herrens genløste.SOL 185.3

Kristus er i dag den samme medfølende frelser, som han var, da han vandrede blandt menneskene. Han er i lige så høj grad deres hjælper nu, som han var, da han tog de små i sine arme i Judæa. Vore børn, der ligger os så meget på hjerte, er lige så sikkert købt med hans blod, som børnene i den fjerne fortid var det.SOL 185.4

Jesus kender den byrde, som tynger enhver moders hjerte. Han, som havde en moder, der kæmpede med fattigdom og savn, har medfølelse med enhver moder i hendes arbejde. Han, som foretog en lang vandring for at berolige en Kana’anæerkvindes ængstelige hjerte, vil gøre lige så meget for mødrene på vor tid. Han, som gav enken af Nain hendes eneste søn tilbage, og som trods sine lidelser på korset huskede sin egen moder, har også i dag medlidenhed med en sørgende moder. I enhver sorg og enhver nød vil han trøste og hjælpe.SOL 185.5

Mødrene kan trygt komme til Jesus med deres vanskeligheder. Hos ham vil de finde nåde, der er tilstrækkelig til at stå dem bi i omsorgen for deres børn. Portene står åbne for enhver moder, der ønsker at lægge sine byrder ved Frelserens fødder. Han, som sagde: “Lad de små børn komme til mig; dem må I ikke hindre” (Mark. 1o, 14), indbyder endnu mødre til at komme med deres små, for at han kan velsigne dem.SOL 186.1

I de børn, som blev bragt til Jesus, så han de mænd og kvinder, som skulle blive arvinger til hans nåde og undersåtter i hans rige, ja, nogle af dem skulle blive martyrer for hans skyld. Han vidste, at disse børn ville være langt mere villige til at høre på ham og tage imod ham som deres genløser end de voksne, af hvilke mange var hårdhjertede og fyldt med verdslig visdom. I sin undervisning steg han ned på det trin, hvor de stod. Han, himmelens majestæt, besvarede deres spørgsmål og afpassede sine vigtige lærdomme efter deres barnlige forstand. I deres sind nedlagde han sandhedsfrø, som i kommende år ville spire og bære frugt til evigt liv.SOL 186.2

Da Jesus sagde til disciplene, at de ikke måtte forhindre børnene i at komme til ham, talte han til sine efterfølgere til alle tider. Han talte til embedsmænd i menigheden, til præster, hjælpere og til alle kristne. Jesus drager børnene til sig, og han byder os: “Lad dem komme!”, som om han ville sige: De vil komme, dersom I ikke forhindrer dem.SOL 186.3

Lad ikke jeres ukristelige karakter stille Jesus i et forkert lys. Hold ikke de små borte fra ham ved jeres kulde og hårdhed. Giv dem aldrig grund til at føle, at himmelen ville blive et ubehageligt sted at være, hvis I var der. Omtal ikke kristendommen som noget, bom ikke kan forstå. Giv dem ikke det indtryk, at man ikke venter, de skal tage imod Kristus, medens de er børn. Lad dem ikke få den forkerte opfattelse, at Kristi religion er trist og dyster, og at de ved at komme til Frelseren må give slip på alt, hvad der gør livet lyst.SOL 186.4

Når Helligånden virker på børnenes hjerter, skal I arbejde sammen med den. Undervis dem om, at Frelseren kalder på dem, og at intet kan berede ham større glæde, end at de overgiver sig til ham i ungdommens tidligste år.SOL 187.1

Frelseren nærer en uendelig ømhed for de sjæle, han har købt med sit blod. De er genstand for hans kærlighed. Han betragter dem med usigelig længsel. Han elsker ikke blot de mest velopdragne og tiltalende børn, men også dem, der på grund af arv og forsømmelse har frastødende karaktertræk. Mange forældre forstår ikke, i hvor høj grad de er ansvarlige for disse træk hos deres børn. De har ikke ømhed og visdom til at hjælpe de fejlende, som de selv har gjort til det, de er. Men Jesus betragter disse børn med medynk. Han ser den dybereliggende årsag til deres opførsel.SOL 187.2

Kristne arbejdere kan blive Kristi redskab til at drage disse mangelfulde og fejlende til Frelseren. Ved en viis og taktfuld fremgangsmåde kan de knytte dem til deres hjerter. De kan give dem mod og håb, og ved Kristi nåde kan de se dem blive forvandlet i karakter, således at det vil kunne siges om dem: “Guds rige hører sådanne til.”SOL 187.3

Hele dagen havde folket været samlet omkring Kristus og hans disciple, medens han lærte ved søen. De havde lyttet til hans nådes ord, der var så enkle og så tydelige, at de virkede som Gileads balsam på deres sjæle. Helbredelse ved hans guddommelige hånd havde bragt sundhed til de syge og liv til de døende. Dagen havde været som et himmerig på jorden for dem, og de tænkte ikke på, hvor længe det var, siden de havde fået noget at spise.SOL 187.4

Solen dalede i vest, men skaren syntes ikke at ville bryde op. Til sidst kom disciplene til Kristus og bad ham indtrængende om at han for forsamlingens egen skyld ville sende den bort. Mange var kommet langvejs fra og havde ikke fået noget at spise siden om morgenen. I de omliggende landsbyer kunne de købe mad, men Jesus sagde: “Giv I dem noget at spise!” Derpå henvendte han sig til Filip og spurgte: “Hvor skal vi købe brød, så alle disse kan få noget at spise?” Matt. 14, 16; Joh. 6, 5.SOL 187.5

Filip så ud over dette hav af hoveder og tænkte på, hvor umuligt det ville være at skaffe mad til en så stor forsamling. Han svarede, at brød for to hundrede denarer^{*Omkring 125 kroner.}) ikke ville være nok til, at de kunne få lidt hver.SOL 188.1

Jesus spurgte, hvor meget mad der fandtes blandt de tilstedeværende. “Her er en lille dreng, som har fem bygbrød og to fisk,” sagde Andreas, “men hvad er det til så mange?”Jesus sagde, at man skulle give ham det. Derpå bad han disciplene om at få folk til at sætte sig ned i græsset. Da det var gjort, tog han maden, “så op til himmelen og velsignede”, “og han brød brødene og gav disciplene dem, og disciplene gav dem til skarerne, og de spiste alle og blev mætte. Og da de samlede de stykker, der blev tilovers, var der tolv kurve fulde”. Joh. 6, 9; Matt. 14, 19. 20.SOL 188.2

Det var et guddommeligt mirakel, at Kristus bespiste folkeskaren, men hvor var det måltid, han tilvejebragte, enkelt. Kun fisk og bygbrød, som var den galilæiske fiskerbefolknings daglige kost.SOL 188.3

Kristus kunne have givet dem et overdådigt måltid, men de ville ikke få nogen lærdom blot ved at få mad, som var tilberedt for at tilfredsstille appetitten. Ved dette mirakel ønskede Kristus at lære dem nøjsomhed.SOL 188.4

Dersom menneskene i dag havde enkle livsvaner og levede i harmoni med naturens love, ligesom Adam og Eva gjorde i be- gyndelsen, ville der være rigeligt med fode til alle mennesker. Men egenkærlighed og frådseri har bragt synd og elendighed ind i en verden, hvor der på den ene side er stor overflod og på den anden side nod.SOL 188.5

Jesus søgte ikke at drage folk til sig ved at tilfredsstille deres lyst til overdådighed. Den store menneskeskare, der var træt og sulten efter den lange, begivenhedsrige dag, så i dette enkle måltid en forsikring om hans magt og hans omsorg for at skaffe dem dagliglivets fornødenheder. Frelseren har ikke lovet sine efterfølgere denne verdens luksus. Det falder måske i deres lod at leve i fattigdom, men med sit ord indestår han for, at de vil få det nødvendige til livets ophold. Han har givet løfte om noget, der er bedre end jordisk gods, nemlig den urokkelige forvisning om, at han altid vil være dem nær.SOL 189.1

Da folkeskaren havde spist, var der en hel del fode tilovers. Jesus bød disciplene: “Saml de tiloversblevne stykker sammen, så intet går til spilde.” Joh. 6, 12. Disse ord betød mere, end at maden blot skulle lægges i kurve. De rummede en dobbelt lærdom. Intet må gå til spilde. Vi bør udnytte alle timelige velsignelser. Vi bør ikke spilde noget, som kan tjene et andet menneske til gavn. Lad alt det, der vil kunne lindre nøden blandt jordens sultende masser, blive samlet sammen. Med samme samvittighedsfuldhed skal vi samle det brød, som kommer fra himmelen, og som kan mætte hungrende sjæle. Vi skal leve af ethvert ord fra Gud. Intet af det, Gud har talt, må gå til spilde. Vi må ikke gå glip af et eneste ord, der angår vor evige frelse. Ikke eet ord må falde virkningsløst til jorden.SOL 189.2

Miraklet med brødene lærer os at stole på Gud. Da Kristus bespiste de fem tusind, fandtes der ikke føde i nærheden. Tilsyne-ladende havde han ingen midler til sin rådighed. Han stod ude i ørkenen sammen med fem tusind mænd foruden kvinder og børn. Han havde ikke indbudt folkeskaren til at følge med derud, men i deres iver efter at være i nærheden af ham var de kommet uden særlig indbydelse eller opfordring. Han vidste, at de var sultne og udmattede efter at have lyttet til hans undervisning hele dagen. De var langt borte fra deres hjem, og natten nærmede sig. Mange af dem havde ikke noget at købe mad for. Han, som for deres skyld havde fastet i fyrretyve dage i ørkenen, ville ikke lade dem gå sultne hjem.SOL 189.3

Guds forsyn havde bragt Jesus til dette sted, og han var helt afhængig af sin himmelske Fader. Uden hans hjælp kunne han ikke tilfredsstille mængdens behov. Når vi kommer i vanskeligheder, skal vi stole på Gud. I enhver kritisk situation skal vi søge bistand hos ham, som har ubegrænsede hjælpemidler til sin rådighed.SOL 190.1