“Salige er de rene af hjertet, thi de skal se Gud”

Jøderne var så strenge med hensyn til ceremoniel renhed, at deres vedtægter var yderst byrdefulde. Regler og forbud og frygt for udvortes besmittelse optog deres tanker, og de så ikke den mørke plet, som egenkærlighed og had sætter på sjælen.MMPB 31.2

Jesus omtaler ikke denne ceremonielle renhed som en af betingelserne for at indgå i hans rige, men påpeger nødvendigheden af hjertets renhed. Visdommen ovenfra er “først og fremmest ren” (Jak. 3,17). Intet, der besmitter, vil kunne indgå i Guds stad; alle dens beboere vil være blevet rene i hjertet. Hos den, der lærer af Jesus, vil der vise sig en tiltagende afsmag for ligegyldighed i opførsel, usømmelig tale og grove tanker. Når Jesus bor i hjertet, vil tanker og opførsel vidne om renhed og dannelse.MMPB 31.3

Men Jesu ord: “Salige er de rene af hjertet,” har en dybere mening. De sigter ikke blot til renhed i den betydning, verden opfatter renhed: fri for det sanselige, ren for begærlighed, men ren i sjælens lønlige hensigter og bevæggrunde, fri for stolthed og egenkærlig higen, uegennyttig, barnlig.MMPB 31.4

Kun lige kan vurdere lige. Med mindre man i sit eget liv tilegner sig den selvopofrende kærligheds princip, som er princippet i Guds karakter, kan man ikke kende Gud. Det af Satan bedragne hjerte ser Gud som et tyrannisk, ubarmhjertigt væsen. Menneskenes, ja endog Satans egoistiske egenskaber tillægges den kærlige skaber. “Du tænkte,” siger Herren, “at jeg var ganske som du.” Sl. 50,21. Hans forsyns tilskikkelser tolkes som udtryk for en vilkårlig, hævngerrig natur. Således behandles også Bibelen, hans nådes skatkammer. Glansen af hans sandheder, der er høje som Himmelen og omspænder evigheden, bliver ikke påagtet. For det store flertal af menneskene er Kristus selv kun “som et rodskud af udtørret jord”, og de ser ham “uden skønhed og pragt”, så de kunne synes om ham. (Es. 53,2). Da Jesus var iblandt menneskene som en Guds åbenbaring i menneskelig skikkelse, udtalte de skriftkloge og farisæerne til ham: “Du er en samaritaner og besat.” (Joh. 8,48). Endog hans disciple var i den grad forblindede af egenkærligheden i deres hjerter, at de var sene til at forstå ham, som var kommet for at åbenbare Faderens kærlighed for dem. Dette var grunden til, at Jesus vandrede ensom midt iblandt menneskene. Kun i Himmelen blev han fuldt ud forstået.MMPB 32.1

Når Kristus kommer i sin herlighed, kan de ugudelige ikke holde ud at se ham. Hans ansigts lys, der er liv for dem, som elsker ham, er døden for de gudløse. Forventningen om hans komme er for disse “en frygtelig forventning om dom og en nidkærhedsbrand.” (Hebr. 10,27). Når han åbenbares, vil de bede om at blive skjult for hans ansigt, der døde for at genløse dem.MMPB 32.2

Men for de hjerter der er blevet renset ved Helligånden er alting forandret. De kan kende Gud. Moses blev skjult i klippehulen, da Herrens herlighed åbenbaredes for ham; og det er, når vi skjuler os i Kristus, at vi skuer Guds kærlighed.MMPB 33.1

“Den som elsker hjertets renhed, hvis læber er yndige, hans ven er kongen.” (Ordsp. 22,11). Ved tro ser vi ham her, ser ham nu. I vor daglige erfaring ser vi hans godhed og medlidenhed i åbenbarelsen af hans forsyn. Vi erkender ham i hans søns karakter. Helligånden tager sandheden om Gud og om ham, som han har ud sendt, og oplader den for forstanden for hjertet. De rene af hjertet ser Gud i et nyt og kært forhold som deres genløser, og idet de beskuer det rene og elskelige i hans karakter, længes de efter at genspejle hans billede. De ser ham som en fader, der længes efter at omfavne sin bodfærdige søn, og deres hjerter fyldes med en uudsigelig og forherliget glæde.MMPB 33.2

De rene af hjertet ser Skaberen i de gerninger, hans mægtige hånd har udført, i de skønne ting, som verdensaltet rummer. I hans skrevne ord ser de i klarere træk åbenbarelsen af hans barmhjertighed, hans godhed og hans nåde. De sandheder, der er skjult for de vise og forstandige, åbenbares for små børn. Det skønne og dyrebare i sandheden, ting, som ikke er gået op for dem, der har en verdslig visdom, udfoldes stadig for sådanne, som nærer et tillidsfuldt, barnligt ønske om at kende og gøre hans vilje. De får sandheden at se ved selv at blive delagtige i guddommelig natur.MMPB 33.3

De rene af hjertet lever ligesom i Guds synlige nærværelse den tid, han tildeler dem her i verden. De vil også se ham ansigt til ansigt i den tilkommende, udødelige tilstand, ligesom tilfældet var med Adam, da han vandrede med Gud og talte med ham i Eden. “Nu ser vi jo i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt.” (1Kor. 13,12).MMPB 34.1