Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
Med Mesteren på bjerget - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 2—Saligprisningerne

    “Så tog han til orde, lærte dem og sagde: “Salige er de fattige i ånden, thi Himmeriget er deres.”

    Som noget nyt og mærkværdigt lyder disse ord i den undrende forsamlings øren. En sådan lære er i strid med alt, hvad de nogen sinde har hørt en præst eller rabbiner udtale. De finder ikke noget deri, som kan smigre deres stolthed eller give næring til deres ærgerrige forhåbninger. Men denne nye lærer besidder en kraft, som henriver dem. Fra selve hans nærværelse udstrømmer den guddommelige kærligheds yde, ligesom duften fra en blomst Hans ord falder “som regn på slagne enge, som regnskyl, der væder jorden”. (Sl. 72,6). Alle føler uvilkårligt, at her befinder de sig øver for en, som kan læse sjælens hemmeligheder, men som kommer dem nær i om medlidenhed. Deres hjerter lukker sig op for ham, og medens de lytter, åbenbarer Helligånden for dem noget af betydningen i den lærdom, som menneskene til alle tider behøver at tilegne sig.MMPB 15.1

    I Kristi dage mente folkets religiøse ledere, at de var rige på åndelige skatte. Farisæernes bøn: “Gud! Jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre mennesker” (Luk. 18,11), gav udtryk for den rådende mening inden for hans stand og i stor udstrækning iblandt folket som et hele. Men i den skare, der omgav Jesus, var der nogle, som havde en forståelse af deres åndelige armod. Da Kristi kraft kom til syne i den vidunderlige fiskedræt, kastede Peter sig ned for Frelserens fødder og udbrød: “Gå bort fra mig, Herre, thi jeg er en syndig mand!” (Luk. 5,8). Således var det også med mængden, der var samlet på bjerget; der fandtes sjæle, som over for hans renhed følte, at de var “elendige og ynkværdige og fattige og blinde og nøgne” (Åb. 3,17), og de længtes efter “Guds nåde”, som “blev åbenbaret til frelse” (Tit. 2,11.) Hos disse sjæle vakte Jesu ord håb; de indså, at deres liv stod under Guds velsignelse.MMPB 15.2

    Jesus havde tilbudt velsignelsens kalk til dem, der mente, at de var rige og havde vundet rigdom og intet trængte til (Åb. 3,17), og med foragt havde de vendt sig bort fra nådens gave. Den, der føler sig rask og mener. at han er nogenlunde god og er tilfreds med sin stilling, søger ikke at blive delagtig i Kristi nåde og retfærdighed. Stoltheden erkender ingen trang, og derfor lukker den hjertet for Kristus og for de ubegrænsede velsignelser, han kom for at bringe. Sådanne har ingen plads til Jesus i hjertet. De, der er rige og agtværdige i deres egne øjne, beder ikke i tro og erholder ikke Guds velsignelse. De mener, at de er fyldte, og derfor går de tomhændede bort. De, der ved, at de umuligt kan frelse sig selv eller i egen kraft ud føre en retfærdig handling, er netop i stand til at vurdere den hjælp, som Kristus kan yde. Disse er de fattige i ånden, som han siger er salige.MMPB 15.3

    Den, Kristus tilgiver, gør han først bodfærdig, og det er Helligåndens gerning at overbevise om syd. De, hvis hjerter er blevet påvirket af Guds overbevisende ånd, forstår, at der ikke findes noget godt i dem. De indser, at alt, hvad de nogen sinde har udrettet, er blandet med egoisme og syd. Ligesom den arme tolder står de langt borte, idet de ikke engang vover at opløfte deres øjne til Himmelen, medens de råber: “Gud, vær mig syder nådig!” (Luk. 18,13). Og de bliver velsignet. Der er tilgivelse for den bodfærdige, for Kristus er “Guds lam, som bærer verdens synd”. Guds løfte lyder: “Er jeres synder som skarlagen, de skal blive hvide som sne; er de røde som purpur, de skal dog blive som uld”. “Jeg giver jer et nyt hjerte. ..... Jeg giver en ny ånd i jeres indre”. (Es. 1,18; Ez. 36,26-27).MMPB 15.4

    Om de fattige i ånden siger Jesus: “Himmeriget er deres”. Dette rige er ikke et timeligt og jordisk herredømme, således som Kristi tilhørere havde håbet. Kristus var i færd med at oplade sin kær ligheds, sin nådes og sin retfærdigheds åndelige rige for menneskene. Lighed med menneskesønnen udgør Messiasrigets fanemærke. Hans undersåtter er de fattige i ånden, de sagtmodige, de for retfærdigheds skyld forfulgte. Himmeriget er deres. En gerning, der vel endnu ikke er fuldbyrdet, er dog begyndt i dem, og den vil gøre dem “skikkede til at få del i de helliges arvelod i lyset” (Kol. 1,12):MMPB 16.1

    Alle, der har en forståelse af deres dybe sjælelige fattigdom og indser, at der i dem selv ikke findes noget godt, kan finde retfærdighed og styrke ved at se hen til Jesus. Han siger: “Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder” (Matt. 11,28). Han byder dig at ombytte din fattigdom med hans nådes rigdom. Vi er ikke værdige til Guds kærlighed, men Kristus, vor bør gen, er værdig, og han kan til fuldkommenhed frelse alle, der kommer til ham. Hvilke erfaringer du end måtte have haft i fortiden, og hvor nedslående dine nuværende omstændigheder end måtte være, vil vor medlidende Frelser møde dig langt borte og omslutte dig med sin kærligheds arme og indhylle dig i sin retfærdigheds kappe, dersom du vil komme til Jesus, netop som du er svag, hjælpeløs og fortvivlet. Han fremstiller os for Faderen iført hans egen karakters hvide klædning. Han taler vor sag hos Gud og siger: Jeg er trådt i synderens sted. Se ikke på dette vildfarende lam, men se på mig! Dersom Satan taler højlydt imod vore sjæle, anklager os for Gud og gør krav på os som sit bytte, så taler Kristi blod med endnu større kraft.MMPB 16.2

    “Hos Herren, skal man sige, er retfærd og styrke ..... I Herren skal al Israels sæd retfærdiggøres og prise dig.” (Es. 45,24-25.)MMPB 17.1

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents