“Derfor, alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem”

På grundlag af forsikringen om Guds kærlighed til os påbyder Jesus indbyrdes kærlighed som ét sammentrængt princip, der omfatter alle forhold imellem menneskene indbyrdes.MMPB 134.3

Jøderne havde været optaget af tanken om, hvad de ville opnå, og deres bekymring gik hovedsagelig ud på at sikre sig den magt, agtelse og tjeneste, som de mente, tilkom dem. Derimod lærer Kristus os, at vor bekymring ikke skal være: Hvor meget kan vi få? men: Hvor meget kan vi give? Udstrækningen af vor forpligtelse over for andre svarer til, hvad vi ville anse for at være deres forpligtelse over for os.MMPB 134.4

I din omgang med andre bør du stille dig selv i deres sted. Sæt dig ind i deres følelser, deres vanskeligheder, deres skuffelser, deres glæder og deres sorger. Stil dig på lige fod med dem og gør så mod dem, som du ville, at de skulle gøre mod dig, hvis du skulle bytte plads med dem. Dette er den sande regel for en redelig handlemåde; det er et andet udtryk for den lov, der siger: “Du skal elske din næste som dig selv.” Det er tillige det væsentlige indhold i profeternes lære. Det er et himmelsk princip, der vil blive udviklet hos alle, som bereder sig til at færdes iblandt hellige væsener.MMPB 135.1

Denne gyldne regel danner grundsætningen for sand høflighed, og dens sandeste udtryk finder vi i Jesu liv og karakter. Hvilke milde, skønne stråler udgik der ikke fra vor Frelser i hans daglige liv! Hvilken ynde udstrømmede der ikke fra selve hans nærværelse! Den samme ånd vil vise sig i hans børn. De, hos hvem Kristus bor, vil være omgivet af en guddommelig indflydelse. Deres renheds hvide klædebon vil dufte af vellugt fra Herrens have. Lyset fra hans åsyn vil genspejle sig i deres ansigter og oplyse stien for snublende og trætte fødder.MMPB 135.2

Ingen, som har den rette forståelse af, hvori en fuldkommen karakter består, vil undlade at lægge Kristi medlidenhed og ømhed for dagen. Nådens indflydelse vil have den virkning, at hjertet blødgøres, at følelserne renses og forædles, og at vedkommende bibringes en himmelfødt finfølelse og sans for, hvad der sømmer sig.MMPB 135.3

Men den gyldne regel rummer en endnu dybere mening. Enhver, som er sat til at være husholder over Guds mangfoldige nåde, opfordres til at meddele sjæle i vankundighed og mørke, hvad han ville ønske, at de skulle give ham, hvis han var i deres sted. Apostelen Paulus sagde: “Både til grækere og barbarer, både til vise og uforstandige står jeg i gæld.” (Rom. 1,14). På grund af alt, hvad du har erkendt af Guds kærlighed, og alt, hvad du har modtaget af hans nådes rige gaver fremfor den mest formørkede og nedværdigede sjæl på Jorden, er det din skyldighed at meddele disse gaver til en sådan sjæl.MMPB 135.4

Således forholder det sig også med de gaver og velsignelser, der hører med til dette liv: hvad som helst du måtte besidde fremfor dine medmennesker, gør dig i en tilsvarende grad til en skyldner over for alle, der er ugunstigere stillet. Er vi i besiddelse af rigdom, eller endog blot af det nødvendige i livet, påhviler det os som en højtidelig forpligtelse at drage omsorg for de syge, som lider, for enken og de faderløse, nøjagtigt som vi ville ønske, at de skulle drage omsorg for os, dersom vor og deres stilling blev byttet om.MMPB 136.1

Den gyldne regel lærer indirekte det samme, som fremholdes andetsteds i bjergprædikenen, at “det mål, I måler med, med det samme skal I selv få tilmålt.” Hvad vi gør imod andre, enten det er godt eller ondt, vil visselig virke tilbage på os til velsignelse eller til forbandelse. Hvad vi giver, vil vi få igen. De timelige velsignelser, som vi med deler andre, kan blive tilbagebetalt i samme form, hvad de også ofte bliver. Hvad vi giver, vil i nødens stund tit komme tilbage til os i firedobbelt mål i landets mønt. Men desuden tilbagebetales alle gaver også her i tiden ved den større fylde af Guds kærlighed ,der udgør summen af hele Himmelens herlighed og dens skatte. Og også det onde, der er gjort, bliver tilbagebetalt. Enhver, som har tilladt sig at fordømme andre eller gøre dem mod løse, vil selv komme til at opleve den samme erfaring, som han har været årsag til, at andre har måttet gennemgå; han vil komme til at føle, hvad de har lidt som følge af hans mangel på medynk og lemfældighed.MMPB 136.2

Guds kærlighed til os har bestemt det således. Han ønsker at bringe os til at afsky vor hårdhjertethed og at åbne vore hjerter, for at Jesus kan bo derinde. På denne måde kommer der noget godt ud af det onde, og hvad der syntes at være en forbindelse, bliver til en velsignelse.MMPB 137.1

Den gyldne regel udgør kristendommens sande ideal; hvad der ikke ,står mål med den. er et bedrag. En religion, der leder til en lav vurdering af mennesker, som Kristus har tillagt så stor værdi, at han hengav sig selv for dem, en religion, der kan lede til, at man stiller sig ligegyldig over for menneskers trang, lidelser eller rettigheder, er en falsk religion. Ved tilsidesættelsen af, hvad de fattige, de lidende og de syndige har krav på, viser vi os at være Kristi forrædere. Når kristendommen har så liden magt i verden, skyldes det, at menneskene smykker sig med Kristi navn, medens de i deres vandel fornægter hans karakter. Herrens navn spottes på grund af disse forhold.MMPB 137.2

Om apostelmenigheden i hine lyse tider, da den genopstandne Frelsers herlighed skinnede på den, står der skrevet, at ingen “kaldte noget af det, han ejede, for sit eget”. “Thi iblandt dem, var der ingen, som led nød.” “Og med stor kraft aflagde apostlene vidnesbyrdet om Herren Jesu opstandelse, og alle havde de stor yndest hos folket.” enigt og vedholdende kom de daglig i helligdommen; og hjemme i husene brød de brødet og holdt måltid med fryd og i hjertets oprigtighed. De lovpriste Gud og havde yndest hos hele folket. Og Herren føjede daglig nogle til som lod sig frelse.” (Apg. 4,32. og 34; 2,46-47).MMPB 137.3