“Salige er I, når mon håner jer”

Lige siden Satan faldt, har han virket ved hjælp af bedrag. Ligesom han har stilet Gud i et falsk lys, således fremstiller han også Guds børn i et fejlagtigt lys. Frelseren siger: “Spotten mod dig er faldet på mig.” (Sl. 69,10). På lignende måde falder den på hans disciple.MMPB 38.1

Aldrig er nogen, der færdedes iblandt mennesker, blevet så bagtalt som menneskesønnen. Han blev spottet og hånet for sin usvigelige lydighed mod Guds hellige lovs principper. Han blev hadet uden årsag. Stående rolig overfor sine fjender kunne han alligevel udtale, at forsmædelse udgør en del af en kristnes arvelod, give sine efterfølgere råd med hensyn til, hvorledes de skulle møde hadets pile, og byde dem ikke at forsage under forfølgelse.MMPB 38.2

Medens bagtalelse vel kan sværte vort rygte, kan den ikke besudle karakteren. Den er i Guds varetægt. Så længe vi ikke samtykker i at begå synd, formår ingen magt, hverken menneskers eller djævelens, at sætte en plet på sjælen. Den, der i sit hjerte holder fast ved Gud, er uforandret den samme i trængslens mest prøvende stund og i de mest nedslående omgivelser, som han var, da det gik ham vel, da Guds lys og velbehag syntes at hvile over ham. Hans ord, hans bevæggrunde og handlinger kan forvrænges og stilles i et forkert lys; men han agter ikke derpå, fordi han har højere interesser stående på spil. Ligesom Moses holder han ud, “som om han så den usynlige”, idet han “ikke har blikket rettet mod de synlige ting, men mod de usynlige”. (Hebr. 11,27; 2Kor. 4,18).MMPB 38.3

Kristus har kendskab til alt, hvad der bliver misforstået og urigtigt fremstillet af mennesker. Hans bøn kan finde sig i at vente i stille tålmodighed og tillid, uanset hvor meget de måtte blive foragtet og talt ilde om; for intet er skjult, som ikke skal åbenbares, og de. der ærer Gud, vil blive æret af ham i menneskers og engles påsyn.MMPB 39.1

“Når man håner og forfølger jer,” sagde Jesus, da “glæd jer og fryd jer;” og han henviste sine tilhørere til profeterne, der havde talt i Herrens navn, som “forbillede i at lide ondt og være tålmodige”. (Jak. 5,10). Abel, den allerførste kristne blandt Adams børn, døde som martyr. Enok vandrede med Gud, og verden kendte ham ikke. Noa blev spottet som en fanatiker og urostifter. “Andre igen måtte udstå spot og pisk, ja lænker og fængsel.” “Andre blev lagt på pinebænk og tog ikke imod befrielse, for således at opnå en bedre opstandelse.” (Hebr. 11,36-35).MMPB 39.2

I enhver tidsalder er Guds udvalgte sendebud blevet hånet og forfulgt, men ved deres trængsler er kundskaben om Gud blevet udbredt. Enhver Kristi discipel må træde ind i rækkerne og føre det samme værk videre i bevidsthed om, at fjenderne ikke formår noget imod sandheden men for sandheden. Gud vil, at sandheden skal komme i forgrunden og blive genstand for undersøgelse og omtale, selv om det sker ved den ringeagt, som den udsættes for. Menneskenes sind må sættes i bevægelse; enhver strid, enhver forsmædelse, en hver anstrengelse for at indskrænke samvittighedsfrihed er et Guds middel til at vække deres tanker, der ellers måske vil slumre.MMPB 39.3

Hvor ofte dette er blevet følgen, har vist sig i beretningerne om Guds vidner! Da den ædle og veltalende Stefanus efter Synedriets tilskyndelse blev stenet til døde, led evangeliets sag intet tab. Det himmelske lys, der forklarede hans ansigt, og den guddommelige medlidenhed, der åndede ud af hans bøn i dødens stund, virkede som en skarp pil på det forblindede rådsmedlem, der stod ved siden af, og Saulus, den forfølgende farisæer, blev et udvalgt redskab til at bære Kristi navn frem for hedninger og konger og Israels folk. Og længe derefter skrev den aldrende Paulus fra sit fængsel i Rom: “Ganske vist prædiker nogle Kristus af misundelse og stridslyst, ..... ikke med rent sind, men i den tanke at føje ny trængsel til mine lænker. ..... Kristus forkyndes dog på enhver måde.” (Fil. 1,15-16. og 18). At Paulus blev fængslet, bidrog til evangeliets udbredelse, og sjæle blev vundet for Kristus endog i Cæsarernes palads. “Guds levende og blivende ord”, der er en “uforkrænkelig sæd” (1Pet. 1,23), bliver ved den ondes forsøg på at ødelægge det sået i menneskers hjerter. Ved forhånelse og forfølgelse af Guds børn ophøjes Kristi navn, og sjæle frelses.MMPB 39.4

Deres løn, der gennem forfølgelse og hån er vidner for Kristus, “skal være stor i Himlene”. Medens folket forventer jordiske goder, henviser Jesus dem til en himmelsk belønning. Men han henlægger ikke hele belønningen til det tilkommende liv; den begynder hernede. Herren åbenbarede sig for Abraham og sagde: “Jeg er dit skjold og din meget store løn.” (1Mos. 15,1). Dette er alles belønning, som følger Kristus. Jehova, Immanuel, han “i hvem alle visdommens og kundskabens skatte er skjult til stede”, og i hvem “hele guddomsfylden” bor legemlig (Kol. 2,3. og 9) at samstemme med ham, at eje ham, idet hjertet oplades mere og mere for at tage imod hans egenskaber, at kende hans kærlighed og kraft, at eje Kristi uransagelige rigdom. at formå i stedse højere grad at “fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og at kende Kristi Kærlighed, som overgår al erkendelse, så I kan fyldes med hele Guds fylde” : “dette er Herrens tjeneres lod, den retfærd, jeg giver dem, ly der det fra Herren”. (Ef. 3,18-19; Es. 54,17).MMPB 40.1

Det var denne glæde, som fyldte Paulus og Silas hjerter, da de ved midnatstid bad og sang lovsange til Gud i fangehullet i Filippi. Kristus var hos dem derinde, og lyset af hans nærværelse gennemstrålede mørket med herligheden fra boligerne hisset. Uden at agte på sine lænker, når han så, hvorledes evangeliet udbredtes, skrev Paulus fra Rom: “... og det glæder jeg mig over. Ja, jeg vil blive ved at glæde mig over det.” (Fil. 1,18). Og Kristi egne ord på bjerget genlyder i Paulus bud skab til menigheden i Filippi midt under forfølgelserne imod den: “Glæd jer altid i Herren, jeg siger igen: glæd jer!” (Fil. 4,4).MMPB 41.1