“Salige er de, som sørger, thi de skal trøstes”

Den sorg, som her omtales, er hjertets oprigtige bedrøvelse over syden. Jesus siger: “Og jeg - når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig”. (Joh. 12,32). Og når nogen drages, så ledes at han ser Jesus ophøjet på korset, indser han menneskets syndighed. Han ser, at det er syden, der hudstrøg og korsfæstede herlighedens herre. Han ser, at skønt han er blevet elsket med en usigelig ømhed, har hans liv været en uafbrudt række af utaknemmelighed og genstridighed. Han har svigtet sin bedste ven og misbrugt Himmelens kosteligste gave. Han har igen korsfæstet sig Guds søn og på ny gennemboret dette blødende og knuste hjerte. Han er skilt fra Gud ved et syndens svælg, som er både mørkt og bredt og dybt, og han sørger med et sønderbrudt hjerte.MMPB 17.2

Sådanne sørgende “skal trøstes”. Gud åbenbarer for os vor skyld, for at vi må fly hen til Kristus og gennem ham frigøres fra syndens trældom og glæde os i Guds børns frihed. I sand bodfærdighed kan vi komme til korsets fod og der lægge vore byrder af.MMPB 18.1

Frelserens ord indeholder et trøstens budskab til sådanne, som lider trængsel eller mister noget, der er dem kært. Vore sorger vokser ikke op af jorden. “Ej at hjertet plager og piner” Gud “menneskenes børn”. (Klages. 3,33). Når han tillader prøvelser og trængsler, gør han det “til vort sande gavn, for at vi skal få del i hans hellighed”. (Hebr. 12,10). Dersom prøvelsen, der forekommer os så bitter og svær at bære, modtages i tro, vil den vise sig at være en velsignelse. Det grusomme slag, der gør jordiske glæder til intet, vil blive det middel, der vender vore øjne mod himmelen. Hvor mange er der ikke, som aldrig ville have kendt Jesus, om sorgen ikke havde ledet dem til at søge trøst hos ham!MMPB 18.2

Livets prøvelser er Guds virkemidler til at fjerne det urene og kantede i vor karakter. Når de tilhugger og tilpasser, mejsler og polerer, føles det som en smertefuld proces; det er svært at blive trykket ind mod slibeskiven; men stenen bliver derved gjort skikket til at fylde sin plads i det himmelske tempel. Det er ikke på unyttigt materiale, mesteren lægger et så omhyggeligt og grundigt arbejde; kun hans kostelige sten tilhugges i tempelstil. Herren vil virke for alle, der sætter deres lid til ham. De trofaste vil vinde herlige sejre. De vil tilegne sig dyrebare lærdomme og opleve dyrebare erfaringer.MMPB 18.3

Vor himmelske Fader er aldrig ligegyldig over for dem, der rammes af sorg. Da David “gik grædende op ad Oliebjerget med tilhyllet hoved og bare fødder” (2Sam. 15,30), så Herren til ham i medlidenhed. David var klædt i sæk, og hans samvittighed pinte ham. Det udvortes tegn på ydmygelse vidnede om hans bodfærdighed. Grædende og med et sønderknust hjerte lagde han sin sag frem for Gud, og Herren forlod ikke sin tjener. Aldrig var David mere dyrebar for kærlighedens Gud, end da han, slået af sin samvittighed, flygtede for livet bort fra de fjender, som hans egen søn havde vakt til oprør. Herren siger: “Alle dem, jeg har kær, dem revser og tugter jeg; vær derfor nidkær og omvend dig!” (Åb. 3,19). Kristus løfter det bodfærdige hjerte op og forædler den sørgende sjæl, indtil den bliver hans bolig.MMPB 18.4

Men hvor mange af os ligner ikke Jakob i trængselens stund! Vi mener, at det er en fjendes had, og i mørket kæmper vi i blinde, indtil vore kræfter er udtømt, og vi finder ingen trøst eller befrielse. Den guddommelige berøring ved dagens frembrud åbenbarede for Jakob det himmelske væsen, han havde været i kamp med Pagtens engel. Grædende og hjælpeløs lagde han sig ind til Jesu kærliges bryst for at modtage den velsignelse, hans sjæl længtes efter. Også vi må lære at forstå, at prøvelser er til gavn, og at vi ikke må agte Herrens tugtelse ringe eller blive forsagte, når vi revses af ham.MMPB 19.1

“Held den mand, som revses af Gud; ..... Han sårer og han forbinder, han slår, og hans hænder læger. Seks gange redder han dig i trængsel, syv går ulykken uden om dig.” (Job. 5,17-19). Jesus kommer enhver lidende til hjælp med lægedom. Vort liv med dets sorger, dets smerte og lidelse kan forsødes ved dyrebare tilkendegivelser af hans nærhed.MMPB 19.2

Gud ønsker ikke, at vi vedblivende skal være trykket af stum sorg eller af et såret, sønderknust hjerte. Han vil, at vi skal se opad og betragte hans kærlige åsyn. Den velsignede Frelser står ved si den af mange, hvis øjne er så blændede af tårer, at de ikke kan se ham. Han længes efter at kunne gribe vore hænder, få os til at se hen til ham i enfoldig tro og tillade ham at vejlede os. Hans hjerte er opladt for vore smerter, vore sorger og prøvelser. Han har elsket os med en evig kærlighed og omgivet os med miskundhed. Vi kan lade hjertet hænge fast ved ham, vi kan tænke på hans miskundhed hele dagen igennem. Han vil løfte sjælen ud over den daglige sorg og vanskelighed, løfte den op til et fredens rige.MMPB 20.1

Betænk dette, I, som lider og sørger, og vær glade i håbet! “Dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro.” (1Joh. 5,4). Salige er også de, der sammen med Jesus græder af medlidenhed med verden i dens sorg og i sorgen over dens synd! En sådan sorg er ikke blandet med egoistiske tanker. Jesus var en sorgens og smerternes mand, der gennemgik hjerte kvaler, som intet sprog formår at skildre. Menneskenes overtrædelser sønderrev og knuste hans ånd. Med selvfortærende nidkærhed arbejdede han møjsommeligt for at lindre menneskenes savn og smerter, og hans hjerte tyngedes af sorg ved synet af skaren, der nægtede at komme til ham. for at de kunne få livet. Alle, som følger Jesus, vil møde denne erfaring. Efter som de bliver delagtige i hans kærlighed, vil de tage del i hans møjsommelige arbejde for de fortabtes frelse. De bliver delagtige i Kristi lidelser, og de vil også få del i den herlighed, der skal åbenbares. som dem, der er et med ham i hans gerning og sammen med ham drikker sorgens bæger, har de også del i hans glæde.MMPB 20.2

Det var ved lidelse, Jesus opnåede trøstens tjeneste. I al menneskelig trængsel lider han trængsel. “Thi som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han komme dem til hjælp, som fristes.” (Hebr. 2,18). Enhver, som er indtrådt i samfundet med ham i hans lidelser, har den forret at kunne have del i denne tjeneste. “Thi ligesom Kristus lidelserne i rigt mål kommer over os, således finder vi i rigt mål trøst ved Kristus”. Herren har særskilt nåde at meddele den sørgende, og dens kraft kan smelte hjerter og vinde sjæle. Hans kærlighed åbner adgangen til den sårede og sønderknuste sjæl og bliver en lægende balsam for dem, der sørger. “Barmhjertighedens fader og al trøsts Gud” “trøster os under al vor trængsel, så vi kan trøste dem, der er stedt i alle hånde trængsler, med den trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud.” (2Kør. 1,3-5).MMPB 21.1