“I er jordens salt”

Saltet tillægges værdi på grund af dets bevarende egenskaber; og når Gud kalder sit folk for salt, er det for at lære dem, at hans hensigt med at gøre dem til genstand for sin nåde er, at de skal blive et middel til andres frelse. Guds hensigt med at udvælge sig et folk fremfor hele verden var ikke blot den at kunne antage dem som sønner og døtre, men at verden gennem dem måtte kunne modtage den nåde, som er åbenbaret til frelse. (Tit. 2,11). Da Gud udvalgte Abraham, var det ikke udelukkende for, at han kunne være Guds særskilte ven, men for, at han skulle blive en formidler af de særegne rettigheder, som Herren ønskede at tilstå folkeslagene. I sin sidste bøn sammen med disciplene før korsfæstelsen sagde Jesus: “Og jeg helliger mig selv for dem, for at også de må være helligede ved sandheden.” (Joh. 17,19). På lignende måde vil kristne, der er blevet renset ved sandheden, besidde frelsende egenskaber, som bevarer verden fra fuldstændig moralsk fordærvelse.MMPB 41.2

Saltet må blandes med det, som det tilsættes; det må gennemtrænge og gennemsyre for at kunne bevare. Således er det ved personlig berøring og omgang, man påvirker menneskene med evangeliets frelsende kraft. De frelses ikke i samlet mængde, men enkeltvis. Personlig indflydelse er en kraft. Vi må komme dem nær, som vi ønsker at gavne.MMPB 42.1

Saltets smag er en fremstilling af den levende kraft hos en kristen Jesu kærlighed i hjertet, Kristi retfærdighed, som gennemtrænger livet. Kristi kærlighed er udadvirkende og fremadtrængende. Hvis den bor i os, vil den strømme ud til andre. Vi vil komme i nær berøring med dem, indtil deres hjerter opvarmes af vor uegennyttige interesse og kærlighed. Fra de oprigtigt troende udgår der en levende kraft, som er gennemtrængende og meddeler ny moralsk styrke til de sjæle, som de virker for. Det er ikke menneskets egen kraft men den Helligånds, der bevirker forvandlingen.MMPB 42.2

Jesus tilføjede denne højtidelige advarsel: “Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det da saltes med? Så duer det kun til at kastes ud og trædes ned af mennesker.” Medens folket lyttede til Kristi ord, kunne de se det hvide salt lyse på stierne, hvor man havde kastet det ud, fordi det havde mistet sin kraft og der for var til ingen nytte. Det var en træffende fremstilling af farisæerne og den virkning, deres religion øvede på samfundet. Det var en fremstilling af livet hos enhver, fra hvem Guds nådes kraft er veget bort, og som er blevet kold og er uden Kristus. I Menneskers og Engles øjne vil en sådan blive betragtet som usmagelig og utiltalende, uanset hvilken bekendelse han fører. Det er til sådanne, Kristus siger: “Gid du var kold eller varm! Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af min mund.” (Åb. 3,15-16).MMPB 42.3

Uden levende tro på Kristus som en personlig Frelser er det umuligt for os at gøre vor indflydelse mærkbar i en vantro verden. Vi kan ikke give andre, hvad vi ikke selv er i besiddelse af. Den indflydelse, vi øver til menneskenes velsignelse og højnelse, står i forhold til vor egen hengivenhed for og helligelse til Kristus. Hvis der ingen virksom tjeneste er, ingen sand kærlighed, ingen levende erfaring, så er der heller ingen kraft til at hjælpe, ingen forbindelse med Himmelen, ingen Kristi vellugt ved livet.MMPB 43.1

Medmindre Helligånden kan bruge os som redskaber, gennem hvilke han kan meddele verden sandheden, som den er i Jesus, er vi ligesom salt, der mistet sin smag og er ganske værdiløst. Ved vor mangel på Kristi nåde vidner vi for verden, at den sandhed, vi bekender os til at tro, ingen helliggørende kraft besidder, og så langt vor indflydelse rækker, gør vi således Guds ord til intet. “Talte jeg end med menneskers og engles tunger, men ikke havde kærlighed, da var jeg et rungende malm eller en klingende bjælde. Og havde jeg end profetisk gave og kendte alle hemmeligheder og sad inde med al kundskab, og havde jeg al tro, så jeg kunne flytte bjerge, men ikke havde kærligheden, da var jeg intet. Og uddelte jeg end alt, hvad jeg ejer, til de fattige, og gav mit legeme hen til at brændes, men ikke havde kærlighed, da gavnede det mig intet.” (1Kor. 13,1-3).MMPB 43.2

Når kærlighed fylder hjertet, vil den strømme ud til andre, ikke af hensyn til goder, man har modtaget af dem, men fordi kærlighed leder til handling. Kærligheden omdanner karakteren, behersker vore indskydelser, undertrykker fjendskab og forædler vore tilbøjeligheder. Denne kærlighed er vidtspændende som universet og er i samklang med den samme egenskab hos de tjenende engle. Når den findes i hjertet, forsøder den hele livet og spreder sin velsignelse over alle i nærheden. Dette, og intet andet end dette, kan gøre os til jordens salt.MMPB 44.1